Var månerejsen fup?

En psykologisk undersøgelse

Arthur C. Clarke: Jeg var sikker på at vi ville rejse ud i rummet. Og sikker på at vi ville tage til Månen og planeterne. Men jeg troede ikke rigtigt på at jeg selv ville nå at opleve det, eller se det blive afsluttet! Dét er noget jeg aldrig ville have drømt om: at vi ville rejse til Månen og glemme den igen efter 5 år!





Var amerikanerne virkelig på Månen i sin tid..?

Der er mange konspirationsteorier i omløb, om næsten hvad som helst. En af de mere almene går ud på at amerikanerne alligevel ikke landede på Månen: hele måne-showet var blot en hemmelig hollywoodproduktion som vi fik serveret som dokumentar. De, der vidste for meget, forulykkede senere på mystisk vis. Og så videre...

Man kan selvfølgelig granske påstanden rent teknisk, forsøge med kildekritik, prøve at åbne hemmelige arkiver og lignende tiltag...

Jeg vil nu hellere kigge nærmere på psykologien i forløbet:

Det er ikke overdrevet at betegne USA's månerejse som et yderst vellykket shownummer: de fik plantet stars and stripes så eftertrykkeligt i månestøvet, at vi bagefter fuldstændigt glemte at russerne også har besøgt månen.
(Dog ikke et bemandet besøg, da de ikke mente ikke at det var sikkert nok...)

Lad os se nærmere på optakten til det amerikanske himmelspring:

4 oktober 1957 opsendte russerne den første satellit, Sputnik 1.
Sputnik 2 medbragte hunden Laika 3 november 1957.

Lunik 1 opsendtes 2 januar 1959 og var det første menneskeskabte objekt
der undslap Jordens gravitation. Og opdagede solvinden undervejs...

Lunik 2 nåede Månen sept 1959, men landede for hårdt.

Lunik 3 opsendtes sept/okt 1959. Den gik i kredløb om Månen, og fotograferede bagsiden som hidtil havde været ukendt for mennesket. (Derfor er der masser af russiske navne på Månens bagside.)

Vostok 1 blev opsendt 12 april 1961 og Yuri Gagarin blev det første menneske i kredsløb om Jorden.

Hvad gjorde amerikanerne i mellemtiden? De sydede af misundelse...

Det gjorde heller ikke sagen bedre at en række forhastede amerikanske opsendelser endte som eklatante fiaskoer. Vanguard TV3 var amerikanernes første forsøg på at opsende en satellit 6 dec 1957. De første to sekunder af opsendelsen gik godt og raketten nåede 1 meter op - inden den gav op igen, sank tilbage mod jorden og eksploderede. De første 6 Pioneer-sonder (17 aug 1958 - 15 December 1960) fejlede også fra starten eller kort efter. Ligeledes nåede de første 6 Ranger-sonder (23 aug 1961- 30 jan 64) heller ikke langt..


Det er bl.a. på denne baggrund man skal forstå Kennedys berømte proklamation, at inden tiåret udløb ville USA landsætte mennesker på Månen. Det lykkedes med nød og næppe inden fristen udløb. Her kan man så spørge sig selv: hvis det nu kneb med at nå det, ville det så ikke være meget fristende at snyde sig til en overvældende triumf? Formentlig.
Egentlig er to spørgsmål på spil samtidigt:
Havde de råd til at gennemføre projektet?
Havde de råd til at lade være..?

Det er svært at afgøre spørgsmålene endegyldigt. Til gengæld kan man godt spørge til efterspillet. Hvis der er tvivl om teksten, kan man altid inddrage conteksten. Hvis de virkelig brugte et tiår på at gennemføre en rejse til Månen - hvordan kan det så være at de derefter brugte tre tiår på at glemme alt om det igen? De har selv sidenhen opført sig, som om de aldrig var der i virkeligheden. Intet under at selv velorienterede mennesker i dag begynder at tvivle på om det nu også kan passe. De har efterhånden selv dementeret sig selv.

Men eet er at spørge om den gamle rejse var sand. Et andet spørgsmål: Er den overhovedet aktuel? Hele eventyrfortællingen om den store rejse tilhører efterhånden fortiden. Det er en generation siden. Og hvor er USA i dag? På månen? Nej, i Irak...

Efterhånden er det faktisk mere sandsynligt,
at det berømte månelandingscitat burde oversættes til:
En stor triumf for USA, men et lille skridt for menneskeheden.

Nu igen..?

I januar 2004 proklamerede Bush at nu vil Amerika igen til Månen.
Og derefter videre til Mars...

Umiddelbart lyder det da godt. Og han syntes sikkert selv at det lød flot.

Men hvorfor er det først nu han fatter interesse for rumfart? Fordi det snart er valg igen? Fordi populariteten daler? Fordi det er en ganske gratis udtalelse..?

Hvor mange kan i dag erindre at hans far i sin tid lovede nøjagtigt det samme? Hvor meget kom der ud af det? Nul og nix...

Mere konkret: Bush tildelte faktisk penge til projektet: 100 millioner kr fordelt over de næste 5 år. Det lyder umiddelbart af meget. Men sammenlign med hvad NASA selv tidligere har skønnet at en Marsrejse ville koste: 4-500 milliarder kr (= ½ Irak-krig). Bush har altså bevilget mindre end 1% af de nødvendige midler. Hvor skal resten så komme fra? Formentlig fra NASA's normale budget som efterhånden er for lille til at opretholde Hubble-teleskopet.

NASA har ca 15 milliarder kr til rådighed årligt. Hvis måne/mars-eventyret alligevel gennemtvinges, kommer det til at gå ud over en masse andre, mindre spektakulære projekter. Man vil blive nødt til at skrotte forskning som godt kunne have opdaget mere nyt, eller forbedret forholdene på Jorden. Eller begge dele...

I den sidste ende er det et spørgsmål om troværdighed.

Her er for eks to amerikanske udsagn: Der er ingen tvivl om at USA rejste til Månen. Der er ingen tvivl om at Irak har masseudryddelsesvåben. Man kan ikke umiddelbart tage til Månen og lede efter amerikanske Apollo-efterladenskaber. I Irak har man efterhånden ledt forgæves i over et år.

I begge tilfælde bliver troværdigheden mindre og mindre, som tiden går.
Amerikansk politik er underligt nøgen for tiden.
Og det er ikke noget kønt syn...



Mads Dam, juni 2004