Hastværk er lastværk...
Hvad man ikke når i dag, når man nok i år...
En snegl på vejn er altid et tegn...
Der er altid en snegl på vej...
Vejen er altid frem...
Kringlede ruter får netop det hele med...
Hvis man bliver ved kan man nå vilkårligt langt...
En snegl er ikke sløv, den er grundig...
Der eksisterer ikke 'en sær snegl', alle snegle er særlige...
Enhver kvadratmeter er et univers for sig...
En snegl er aldrig hjemløs og aldrig ude af sig selv...
En snegl, med sit hus på ryggen, er altid ude og hjemme...
Any journey is a new reward!
Intelligensens vartegn er sneglens følehorn, “det følende ansigt”, hvormed den, om man ellers kan tro Mefistofeles, også lugter.
Når følehornet møder modstand, trækkes det straks tilbage i kroppens beskyttende hætte, det bliver atter ét med det hele og vover sig først tøvende frem igen som selvstændigt.
Hvis faren endnu er til stede, forsvinder det på ny, og der går længere mellem gentagelserne af forsøget.
Det åndelige liv er i sin vorden uendelig sart. Sneglens sans er afhængig af musklen, og muskler bliver slappe, når deres muligheder for at spille indsnævres.
Kroppen lammes af det fysiske chok, ånden af forskrækkelsen.
I deres oprindelse kan de to ting slet ikke skilles ad.
- Adorno / Horkheimer: Oplysningens dialektik s. 346