Hvert år i juledagene trænger skalikántzaros'erne ind i landsbyerne og de drager bort igen dagen før helligtrekongers dag. De kommer fra vidt forskelligt hold, og de samles juleaftensdag uden for landsbyen, hvor de venter indtil dagen mødes med natten. Så myldrer de ind.
De er onde og snu, men de er ikke i stand til at gøre menneskene nogen fortræd. Derfor bliver de hånet og skældt ud af selv kvinderne, der kalder dem for lortefødder, skimmelhunde, pisbukser og meget mere af samme skuffe.
Hver skalikántzaros har en eller anden skavank, og det samme gælder deres dyr. Nogle halter, andre er blinde, enøjede eller har kun ét ben.
Nogle har skæve ben, en skæv mund, et skævt ansigt, en skæv næse eller skæve arme. Nogle er fladtrykte, andre er krøllede og fordrejede - men fælles for dem alle gælder det, at de er udstyret med en eller anden skavank eller misvækst.
Deres klæder er lige så ynkværdige som de selv. De er revne og flåede, syet af tusind forskellige lapper. Det samme gælder også for de ting de smykker deres dyr med. Deres opførsel og deres måde at gå på, alt hos dem er lattervækkende, og viser, at de er meget dumme og naragtige.
En lang én med lange ben rider for eksempel på en lille hane og hans fødder slæber henad jorden. En lille grønært sidder oven på et æsel, der er så stort, at han ikke selv kan komme op på det igen, når han falder af. Så kalder han på den store og beder ham hjælpe sig.
Men æslet tramper da på hans lange ben og den langbenede hyler og truer ad det. Mens de skændes videre, sætter en tredie sig op på en enøjet hund og rider hen over dem alle sammen.
Deres føde består af orm, tudser, slanger og andre lige så ækle dyr. Og når én spiser, står en anden foran ham og tisser. Så bliver den første vred og begynder at slås med ham. Af den ene eller anden grund begynder de andre nu også at skændes, de råber op og kaster sig over hinanden.
Og når de påtager sig et stykke arbejde, bliver de aldrig færdige fordi de er meget trættekære og vægelsindede. Den ene siger ja, den anden nej.
Begiver de sig ud for at lave en ting, løber den ene, mens den anden bliver stående, de kommer op at skændes midt på vejen, og de når aldrig frem, eller også kommer de for sent. Det er derfor de ikke kan volde menneskene større skade, hvor gerne de end ville...
Græsk legende fra Aráchova