Fugle og undergang

Johannes Jørgensens mareridt

Jeg kom gående ud fra en lille by, hvor jeg havde vandret i tusmørke gennem tomme, smalle gyder mellem lave, lukkede, skumle huse.

Jeg kom ud på en bred landevej, langs hvis modsatte side løb et hvidmalet rækværk - som langs en afgrund. Ude bag rækværket sås under en tung og truende himmel et sort og øde hav. Det var ikke dag og ikke nat - et tungt, uheldsvangert gråvejr, næsten et mørke - som om solen var slukt på himlen.

Jeg gik på en gangsti langs vejen og kom pludselig forbi en mand, der så mig stift ind i ansigtet. Jeg gik lidt forbi ham - vendte mig så og opdagede, at han kom efter mig. Jeg standsede, og han tiltalte mig.

"Hvad tror De, at det hvide er langt derude på Vandet?" spurgte han.

Jeg så ud over havet. Langt ude ved horisonten viste der sig hvide pletter i det mørke vand - som af skum eller af sejl - men uafbrudt hoppende op og dykkende ned i vandet og bevægende sig frem over det endnu uplettede mørke.

"Er det ikke skibe?" spurgte jeg.

"Nej - så hoppede de ikke sådan ..."

"Så er det vel fugle, foreslog jeg - og blev i det samme greben af rædsel.

"De sér altfor store ud ... så langt borte ..." indvendte han.
Også i hans ansigt var der rædsel.

... Med ét var vi komne over rækværket og kravlede ned ad skrænten bag det. Nede ved randen af havet, som lå ganske dødt og mørkt, var samlet mængder af mennesker, som i tavshed og angst stirrede ud over havet - ud mod de hvide pletter, der med uhyggelig hast nærmede sig ...

Og med ét stod der i havstokken en kæmpestor, skinnende hvid fugl - med lange hejreben og et næb som en tukan - og skinnende hvid over det hele med en uhyggelig, ligbleg glans...

Og bag den stod i det samme andre hvide fugle, kæmpestore, sært forvredne af krop og på næb ...

Og de skred frem mod os i række bag række ... og med ét flygtede alle vi, som stod på strandbredden, klatrede op ad den høje skrænt, snublede, rejste os, krøb og løb i angst ... og bag os rykkede de hvide fugle frem i skinnende hærskarer, genfærdsstive, spøgelsesuhyggelige ...

Jeg vendte mig ... bag mig var der endnu mennesker, men til begge Sider for mig rykkede fuglene frem, og skræntens fod og havets mørke mark var helt dækket af de hvide fugle.

Og i rædsel råbtes der foran mig; den yderste dag, den yderste dag!

... Og jeg vågnede i rædsel.


(fra "Stemninger", 1892)