Benmøllen

Johannes Jørgensens onde drøm

Jeg gik langs randen af en kløft, i hvis bund en bæk rislende løb mellem unge pile.
Det var tidligt på foråret - vådt og vissent stod græsset ned over kløftens skrænter
- der var rakler på pilenes kviste - brune pløjemarker bredte sig til begge sider af kløften
- langt borte lyste havet - og himlen stod i soltåge, sølvgrå som pileraklerne.

Jeg kendte godt den vej, jeg gik, og langt borte over havet
skimtede jeg kyster, hvor min barndom var runden hen.

Forude så jeg en port, der spærrede for den vej, jeg gik, og hvorigennem jeg måtte.
Det var en tremmeport af træ – noget besynderligt gult træ, der gjorde Indtryk på mig
af at være overstøvet med det fedtede, gule støv,
som sætter sig på tingene i det indre af en benmølle.

Jeg nåede porten, der trægt åbnede sig indad for min skubbende skulder, 
og hastigt smækkede i bag mig som tvungen til af en stærk fjeder.

Indenfor var der overdækket med et tag, som bares af lave, firkantede træstøtter.
Så langt jeg kunde se, strakte dette tag sig, og denne skov af tykke, små pæle
bredte sig uendeligt foran mig og om mig. Mellem støtterne så jeg små, lave bure,
af tremmer ligesom de i porten, og inden i disse bure drejede sorte skikkelser
rundt i trædemøller som de, hvori man sér egern og hvide mus tumle sig.

En uhyggelig stilhed herskede derinde, kun brudt 
af trædemøllernes knirken, idet de drejede sig.

Jeg gjorde nogle skridt fremad, men min fod gled i det klæbrige støv,
der dækkede jorden, og da jeg ville holde mig fast ved en af støtterne,
smudsedes mine fingre af gult, fedtet støv som det, 
der klæber ved alle ting i det indre af en benmølle.

Jeg blev stående lige foran et af tremmeburene,
fuld af væmmelse ved dette gule fedt,
der klistrede sig til mine fødder og hænder.

Da så jeg, at der foran et af de andre bure i min nærhed
stod et menneske ligesom jeg og stirrede ind i buret, hvis tromle
drejede sig langsommere og langsommere. Det store, sorte væsen
inden i blev mere og mere tydelig - et ansigt viste sig, 
blegt og udtæret - også dér så jeg et menneske.

Og jeg begreb med ét, at jeg stod her som afløser
for ham derinde, og når han ikke kunne mere, så ville døren blive åbnet
- og det ville være min tur at krybe ind og træde møllen for aldrig mere at komme ud ...

I rædsel søgte jeg at rive mig løs og flygte - ud til den tidlige forårsdags sølvgrå himmel
og den frie luft og det fjerne skimt over havet af min barndomslykkes land ...

Men mine fødder var klæbet fast i det gule støv,
så jeg ikke magtede at rokke dem af stedet.

Og jeg ville vågne - men kunne ikke ...


Johannes Jørgensen, fra Stemninger, 1892