X-mass files

Science fiction af H. H. Løyche

I et hemmeligt kontor på Independence Avenue, Washington DC, påbegynder FBI-agent Dana Scully en rapport til sine overordnede.  Hun skriver: "Hvert år i december rapporteres om ufo'er, der adskiller sig markant fra de sædvanlige indberetninger. Folk har iagttaget en flok rumvæsener fare af sted med deres fartøj, henover himlen, snart i een retning, snart i en anden. Væsenerne udsender desuden en skarp, ringende lyd, som tilsyneladende stammer fra deres forgrenede tentakler.

Trods objektets regelmæssige tilbagevenden er det aldrig lykkes at fremskaffe overbevisende optagelser, men det fortælles, at de opsøger folk i deres hjem - mennesker, der gennem den forløbne måned ikke har bestilt andet end at indtage kolossale mængder fedtstof og protein. Alle disse mennesker forsvinder sporløst. Det er naturligvis en velbevaret hemmelighed, som FBI afviser ethvert kendskab til."

Det var en mørk dag i begyndelsen af december. Snavsede driver lå langs kantstenene, hvor de var presset op efter snestormen i november. På ottende etage i en boligkarré lå et lig henover middagsbordet ved siden af et postkort, den døde havde modtaget samme morgen.

I faldet havde lejeren væltet en lysestage ned i en lænestol, og røgen fra det antændte møbel havde alarmeret naboen. Politiet var lige ankommet og en betjent var ved at afhøre naboen.

De øvrige betjente beholdt overtøjet på, mens de undersøgte findestedet. En pulverslukker ude fra korridoren stod ved siden af den udbrændte lænestol, men ellers var alt i orden. Der var ikke andre tegn på tumult og intet forekom suspekt - bortset fra, at dødsfaldet skyldtes kvælning i en klæbrig, hvid substans.

I ét tidligere tilfælde havde retskemiske analyser afsløret en formel, der bestod af harmløse ingredienser, men tilsammen besad de et uhyggelig mætningspotentiale, og der var opstået mistanke om avanceret selvmord.

Da der nu var to tilfælde, konsulteredes en doktor i psykologi, Eckert Sullivan, for at få udredt, hvad der kunne få nogen at indtage stoffet i mængder, der tog livet af dem.

Psykologen havde ingen forklaring, men påpegede, at der engang eksisterede en kult, der mødtes til orgier i tiden op mod den 24. december, for at æde sig fordærvede i varmebehandlede dyr - døde grise, gæs og tilsvarende.

Kulten var opstået omkring den årlige opdukken af et væsen fra en grønlandsk lokalitet kaldet "Julemandens Værksted".

Da Flyvevåbnet havde bjærget en del havarerede ufo'er i den grønlandske indlandsis, og beskrivelsen af "Julemanden" stemte overens med de seneste iagttagelser, kunne de have forbindelse til dødsfaldene.

Derfor klassificeredes sagen som "Strengt fortrolig" og blev overhændet til FBI. Scully og Mulder sattes øjeblikkeligt på opgaven. Efter et anonymt tip dukkede endnu et lig op. FBI-agenterne ledsagede dr. Sullivan til en ramponeret villa i et forstadskvarter.

I den bidende frost kunne intet ses gennem ruderne, der var belagt med isblomster, men allerede før de nåede indendørs, følte de sig sikre: Hoveddøren var pyntet med plastic-grangrene, glaskugler og et paphjerte.

Mens Mulder fik døren op, vandrede Sullivans blik mellem udsmykningen og den mørke himmel, som ventede han, at fange et glimt af ufo'et.

"Det må være et tegn," sagde han, "så Julemanden kan finde dem."

Der var ikke varmere indenfor end udenfor. Mulder trak gardinerne fra og slap tusmørket ind gennem isblomsterne, mens de andre slog kuskeslag og betragtede deres ånde kondensere i den kolde stue.

I en seng på første sal lå en ældre dame død af forstoppelse. Der var intet tegn på vold. Liget, der var stivfrosset, havde en kuglepen i den ene hånd og et postkort i den anden. På natbordet lå også en stabel kort, allerede klar til forsendelse.

Deres motiver af klokker, rensdyrkaner og sært fortegnede skikkelser med røde huer, var indrammede af sølvglimmer, og fulgte samme æstetik som fordørens udsmykning.

"Rør dem ikke," advarede Scully.

"Hvad mener du?" spurgte Mulder forskrækket.

"Bare en fornemmelse ... De dufter sært - tørrede nelliker, tror jeg - og de øvrige ofre modtog samme slags kort."

Tilbage på kontoret diskuterede Scully og Mulder, hvordan sagen skulle gribes an. De havde checket adresserne på den sekteriske post. Kortene var stilet til folk over hele landet, og et par af dem til indsatte kriminelle, men de var ikke straffet for noget, der kunne forbindes med dødsfaldene eller ufo'erne.

"Vi står med tre lig, og antageligt flere, som endnu ikke er fundet," fastslog Mulder og greb telefonen.

"Jeg checker lige hospitalerne, for lignende tilfælde."

Efter en kort samtale smækkede han røret på og udbrød oprørt:

"Sygehusene overrendes af folk, hvis alt for næringsrige kost resulterer i eksplosiv fedme. Det er en epidemi."

"Men det forklarer hverken dørpynten eller postkortene," bemærkede Scully. "Eller den klæbrige, hvide substans ... Apropos - jeg er sulten. Lad os smutte til frokost."

Scully og Mulder forlod bygningen og slentrede ad isglatte fortove til et nærliggende cafeteria, hvor de havde for vane, at spise frokost.

Usædvanligt mange mennesker havde fået samme idé, så de måtte gennem en lang, sjappet kø, der lugtede af vådt tøj.

I det overfyldte cafeteria kom de til at dele bord med én, der skovlede store skefulde chili con carne i gabet, mens han snappede efter vejret.

Scully betragtede manden sluge den ene mundfuld efter den anden, og spugte så, om han havde modtaget usædvanlige postkort for nylig. Svaret, en kort nikken, fik hende op af stolen.

"Jeg skal lige ringe," sagde hun, og forlod bordet.

Da hun kom tilbage havde sidemanden stjålet hendes basse, og antog et skyldbetynget udtryk, men Scully ignorerede ham.

"Laboratoriet bekræftede min mistanke," begyndte hun. "Sølvglimmeret på kortene er et appetitskærpende middel, beslægtet med dét, CIA leverer til McDonalds oversøiske subsidier.

Men dette er langt stærkere og optages direkte gennem huden."

Mulder spyttede kaffeopblødt basse ud på dugen.

"Dr. Sullivan modtog nogle kort, for at analysere teksterne og symbolikken. Vi må advare ham."

De hastede ud i bilen, hvor Mulder greb mobiltelefonen.
"Mulder," sagde Mulder. "Er det dr. Sullivan?"

En stemme nåede besværet igennem: "Jeg kan snart ... ikke klare ... mere."
Med en grådkvalt hulken afbrød Sullivan forbindelsen.

Mulder satte bilen i gear og trykkede speederen i bund.

Ved ankomsten til Sullivans bopæl opdagede de, at andre var kommet først.

Flere biler stod lemfældigt parkeret på gaden og i indkørslen op til villaen. De gik op til hoveddøren, men ingen reagerede, da de ringede på.

Mulder tog prøvende i dørhåndtaget. Der var ikke låst.

Et mærkeligt syn mødte dem bag døren.

Delvist afklædte mennesker lå tilfældigt henslængte i entréen og på trappeafsatsen, og i spisestuen lå endnu flere omkring en overdådigt anrettet banket.

Nogle var bevidstløse, andre stønnede og klynkede, som var de orgasmen eller døden nær - hvilket var umuligt at afgøre.

Sullivan selv sad bleg og svedende i en lænestol, mens han forsøgte at få plads til en konfektrosin mere, i sit tilstoppede gab.

I sidste sekund forhindrede Mulder ham i at skylle det ned med en flaske likør, og tvang ham til at kaste op i en trekantet, rød hue.

"Ring efter nogle ambulancer," råbte han, henvendt til Scully. "De må til udpumpning øjeblikkeligt."

Mens de afventede ambulancerne forsøgte de at hjælpe de lidende, men så snart de havde kastet op og var kommet lidt til hægterne, kastede de sig over maden igen.

Tilsidst måtte Mulder trække pistolen for at holde dem på afstand af bordet.

Senere, undervejs til hospitalet, prøvede de at afhøre Sullivan om, hvad der var hændt.

"Jeg sendte nogle kort og inviterede kollegerne på middag," sagde han. "Vi opdagede, at kortteksterne har skjulte, suggestive budskaber.

Deriblandt ét, som giver dårlig samvittighed, hvis læseren ikke kopierer kortene og sender dem til sine bekendte.

Det er en meget snedig, mental virus."

Hospitalet summede af aktivitet. Ambulancer kørte i pendulfart til og fra skadestuen.

Scully fik trukket en læge til side og spurgte, hvad der var på færde.

Han havde intet entydigt svar:

Én havde slugt en gaffel, en anden blev trampet ned i delikatesseafdelingen i et supermarked, en tredie kunne ikke røre sig af forædthed, og frøs ihjel på trappen ud for en restaurant.

Scully anede et mønster, og forsøgte at forklare, hvad der var los, men lægen rystede hende af sig, fordi han ville til frokost.

Hun fik fat i Mulder.

"Epidemien er ude af kontrol," hviskede hun. "Sultende horder vil hærge i gaderne. De vil storme butikscentrene og æde alt på deres vej."

Næste formiddag blev Washington erklæret i undtagelsestilstand, og CNN udsendte advarsler mod at modtage og læse postkort.

Scully og Mulder drev omkring på må og få i den ødelagte bymidte, for at danne sig et indtryk af katastrofen.

Overalt var butiksruder slået ind og fødevarer stjålet.

De passerede en improviseret grill, hvor nogen holdt barbecue over en puddelhund.

De soldater og renovationsfolk som ikke var ramt, samarbejdede om at fjerne svulmende og halvt fortærede menneskelig fra udplyndrede hot dog-stande og fast food-stores, der lignede kulisser i en krigsfilm.

Tilsidst nåede de en park, hvor flere, delvist ædte kadavere hang i trætoppene, som faldet ned fra skydækket.

Mulder fandt et fotoapparat frem og snuppede et par billeder. "Dette kan umuligt være menneskers værk," konstaterede han.

"Måske ikke, men du kan næppe mene, at Julemanden er ufonaut."

Mens Scully og Mulder kørte byen rundt, vågnede dr. Sullivan på sygestuen og steg ud af sengen.

En sygeplejerske kom tililende og spurgte, om han behøvede hjælp.

Dr. Sullivan stirrede på hende med et isnende blik og sagde:
"Du har altid ønsket at gå nøgen. Hvorfor klær' du dig ikke af?"

Sygeplejersken adlød som i trance, og rakte ham sine beklædnings-genstande, ét efter ét. Bagefter lagde hun op i sengen.

Sullivan tog nu sygeplejerskens tøj på og stavrede ud i den overfyldte hospitalsgang og videre ud i foyéren, hvor receptionisten bemærkede hans bare, behårede ben under kitlen.

Det var begyndt at sne igen.

Sullivan holdt den alt for snævre kittel lukket med en hånd, og trådte ud i snefoget, mens han mumlede:

"For helvede, hvor har jeg altid ønsket mig en vandscooter."

Først sent på eftermiddagen, da Scully og Mulder nåede tilbage til kontoret fik de besked om, at dr. Sullivan havde forladt hospitalet, uden at checke ud.

De kørte hjem til ham, for at se, om han var dér. Denne gang stod døren på vid gab.

Der var forsvundet en del madvarer fra den uafryddede banket, men Sullivan var ikke at finde.

På skrivebordet i hans kontor stod en æske sølvglimmer, og der lå flere udkast til postkort med billeder af tropiske strandbredder, som var stilet til Julemandens værksted.

Teksten var en forespørgsel på en vandscooter, en dykkermaske, en snorkel og et par svømmefødder, underskrevet af Sullivan, og adressen lå i et industrikvarter i udkanten af Washington.

Mulder trykkede igen speederen i bund og hastede ud af highway'en, til de nåede frakørslen til industrikvarteret, hvor skorstene og kraner stod som truende silhouetter i snestormen.

Der drejede han forsigtigt bilen ind på adressen, der havde været fjernlager for et dansk handelsfirma.

Mens Mulder ledte efter et sted at skjule bilen, gled dens lyskegler over pakkasser fulde af plasticgran, glaskugler og titusindvis af bizarre postkort.

Scully rettede sin lommelygte mod dem og kvalte et skrig.

Det flød med blodige skeletrester overalt, og flere af skabningerne stod med deres skrækkelige palper bøjet over dr. Sullivan.

Ekstremiteternes små munde, besat af sylespidse tænder, var i færd med at flænse ham i stykker.

Nogle palper holdt kadaveret fast, andre var begravet langt inde i det og smaskede højlydt.

Et par af væsenerne kiggede kort op, men lod sig ellers ikke forstyrre af FBIs tilstedeværelse.

Pludselig åbnedes et dæksel i ufo'ets bund, og en kæmpemæssig, rund skikkelse sprang ned på gulvet.

Mens hun trak sin pistol, hviskede Scully: "Det må være selveste Julemanden, fra de gamle sagn."

Væsenets aflange, røde hoved, der gik op i en spids og endte i en hvid hårtot, kom frem i lyset.

Det stod et øjeblik, som for at tænke sig om, men trådte så et par skridt fremad.

"Kom hen til os Mulder," messede væsenet.

"Kom til os. Fortæl os, om du har været en god dreng. Så drikker vi cognac og ryger en cigar."

Bare en lille ... cognac," gentog Mulder ulykkeligt.

Den uhyggelige, røde skabning lokkende med en kulørt pakke og fik Mulder til at rykke nærmere.

Et lumsk smil kom til syne midt i væsenets enorme, hvide skæg.

"Det er den lille politibil, du altid ønskede dig, og aldrig fik ...

Har du været artig, Mulder? Har du spist op?"

Mulder greb ud efter gaven, men væsenet holdt den op mod loftet, så han ikke kunne nå den.

"Lyt ikke til ham, Mulder," advarede Scully. "Han er kun ude på at fodre flokken - og du er foderet."

Men Mulders våde blik fortalte hende, at han var fortabt i minder om barndommens lykkeland.

"Min babubil," klynkede han. "Jeg vil køre babubil."

Troskyldigt fulgte Mulder efter Julemanden, der langsomt trak baglæns, henimod væsenernes smækkende kæber.

"Mulder!" skreg Scully og forsøgte, at få Julemanden på kornet. "Duk dig Mulder, så jeg kan pløkke svinet."

I erkendelse af, at Mulder ikke hørte efter, skiftede hun taktik. Hun tog sit skilt frem og rettede lommelygten mod det.

"Vil du ikke hellere lege med rigtige politibiler? Se - jeg er føderal agent."

Men Mulder reagerede ikke.

"Hallo, Mulder," prøvede Scully med sin mest forførende stemme og trak lidt op i nederdelen, så hendes blege lår kom til syne.

"Sikker på, at du ikke vil med ud i bilen? Måske har jeg noget mere fristende."

Nu blev Mulder kogende rød i hovedet og kiggede skiftevis på Scully og Julemanden.

"Kom så Mulder," hviskede Scully kælent. Endelig reagerede han.

Med små skridt trådte han forlegent tilbage til Scully.

Hun greb hans hånd og førte ham hurtigt ud i bilen, hvor hun spændte ham grundigt fast i sikkerhedsselen.

"Du skal tage det hele af," begyndte Mulder. "Vi skal begge to være nøgne - og du skal røre min tissemand."

Scully sendte ham et bebrejdende blik og satte sig ind på førersædet.

"Du må være sindssyg."

I det samme gled pakhusets port op, og aliens'ne trak ufo'et ud på pladsen.

Scully spejdede nervøst i bakspejlet og startede bilen,
så hjulene snurrede mod islaget.

Ufo'et fulgte lige i hælene.

"Jamen du lovede ..." begyndte Mulder igen.

"Ja, det er godt. Så taler vi ikke mere om dét."

I et forsøg på at ryste ufo'et af sig kørte Scully hasarderet ud og ind på områdets småveje, og sagtnede ikke farten, før bilen pludselig skred ud, gled et stykke og kom til standsning mod et trådhegn.

Men ufo'et satte ikke farten ned.

Det kom direkte imod dem med Julemanden siddende på toppen, udstødende en fæl latter: "Ho ho hoo."

I sidste sekund lettede fartøjet og smuttede over hegnet.

Scully og Mulder stirrede efter det, lige til det forsvandt i sneskyerne.

"De vender ikke tilbage før næste år," udbrød Scully lettet.
"Så er vi bedre forberedt."

Mulder hørte ikke efter.

Det eneste han havde i tankene, var en fodnote fra dr. Sullivans rapport:

He knows when You're asleep,
he knows when You're awake,
he knows when You'we been good or bad -
so be good for Goodness sake.