Romanværk fra andetsteds…

Anmeldelse af Stig W. Jørgensen

Ny deltager: ”Take your bizarre and petty discussions elsewhere.”
Moderator: ”This *IS* ’elsewhere’.”
- fra Kate Bush-mailinglisten Love-Hounds, midten af 1990’erne

Da Kate Bush i 2005 udsendte Aerial, var det hendes første cd i tolv år. The Red Shoes fra 1993 havde Bushs fans måttet vente fire år på. Ventetiden synes altså at vokse for hver gang, men Kate Bushs faste lyttere holder ved og glemmer ikke deres yndlingssangerinde. Denne trofaste venten, ikke ulig den mere velkendte venten på Godot, er et vigtigt element i John Mendelssohns roman Waiting for Kate Bush (2004), hvis neurotiske hovedperson i lang tid afholder sig fra selvmord alene for at få chancen for at opleve den næste Kate Bush-udgivelse.

Man kan sige at Kate Bush får biografier lidt på samme måde som andre får smitsomme sygdomme. Der er selvfølgelig traditionelle fanbøger som Paul Kertons Kate Bush – An Illustrated Biography (1980) og Kevin Cann & Sean Mayes’ rimeligt lødige Kate Bush – A Visual Documentary (1988). Men der er også besynderligheder som anti-Kate Bush-bogen Princess of Suburbia (1980) af Fred og Judy Vermorel; angiveligt et forsøg på at pille det medieskabte stjernebegreb ned, men i praksis mere en sladderjournalistisk nedrakning af Kate Bush, som ret tilfældigt altså er den det går ud over. Fred Vermorel har senere noget bovlamt forklaret bogen som et litterært eksperiment, en øvelse i at skrive en Bush-biografi ud fra en (fiktiv) Bush-haders synsvinkel. Som en slags undskyldning skrev Vermorel i 1983 den endnu mere mærkelige The Secret History of Kate Bush (& the Strange Art of Pop) som for størstedelens vedkommende fortæller Bush-familiens slægtshistorie (og af samme grund angiveligt er populær blandt lokalhistorikere i Essex) og for restens vedkommende består i et essay der argumenterer for popmusikken som den vigtigste kunstform i sidste halvdel af det 20. århundrede. Til rækken af kuriositeter kan så føjes Mendelssohns Waiting for Kate Bush, der udover at være en roman også er en Bush-biografi.

Det er selvfølgelig et lidt excentrisk udgangspunkt for en bogudgivelse, men det er der jo strengt tager ikke noget forgjort i. Der skrives jo også finlitteratur om Flauberts papegøjer og Pavens næsehorn og den slags. Problemet er bare at det er en dårlig roman.

Hovedpersonen Lesley Herskovits er en selvhadende, hyklerisk, kynisk og fej stakkel, der selv er skyld i stort set alle sine problemer. At han af ydre minder om George Clooney og i sin ungdom har været en kendt undertøjsmodel, har ikke gavnet hans selvtillid. Skønt han er normalvægtig og har udseendet på sin side, bilder han sig ind at være sygeligt fed og dårligt kunne forlade sit værelse. På flugt fra et forlist ægteskab og et ødelagt forhold til sin datter er han flyttet fra USA til England for at kunne føle sig tættere på Kate Bush, som han er sygeligt optaget af.

Det er en skikkelse som i hænderne på en Woody Allen kunne være blevet morsom og interessant og måske endda rørende. I Mendelssohns roman forbliver Herskovits imidlertid bare usammenhængende og frastødende. Der er nogle øjeblikke i beskrivelserne af Herskovits’ fortid og hans fiasko som forælder, hvor vi nærmer os ægte og underholdende bekendelseslitteratur a la Portnoys genvordigheder, men det hører absolut til undtagelserne. Stilen kan generelt slet ikke bære en roman, men passer snarere til en satirisk klumme i et dagblad eller magasin. Plot er der ikke meget af. Når hovedperson i et kapitel tager til Ibiza, har det tilsyneladende intet andet formål end at forfatteren har lyst til at gøre sig morsom over englændere på sol-, sex- og drukferie. Der er mange strukturelle kameler at sluge, for eksempel den at Herskovits hele tiden på den ene eller anden måde render på deltagere fra det tv-talentshow der bogen igennem satiriseres over. Figurens indbildte fedme glemmes tilsyneladende af og til og bliver i sidste ende ikke brugt til noget reelt formål, og det samme kan siges om Kate Bush-indholdet i fortællingen. Slutningen, som jeg af respekt for eventuelle læsere vil undlade at afsløre, kunne være modig og grænseoverskridende, hvis der var en pointe med den. Nu fremstår den som et plot device på niveau med at afsløre at alt det foregående bare var en drøm.

Alt dette kunne man tilgive bogen, hvis den så til gengæld var morsom. Det er den ikke. Bevares, der var nogle steder hvor jeg trak på smilebåndet. Det er meget sjovt dér i begyndelsen hvor hovedpersonen over en hel side indgående beskriver hvordan han bliver offer for et voldeligt overfald, for derefter at konkludere at han måske overdriver en lille bitte smule, da de jo i virkeligheden bare kiggede på ham. Men dette fortællemæssige trick bliver gentaget for tit, og tredje gang går man altså ikke på den. Der er da også noget indforstået Kate Bush-humor der kan kalde smilet frem, måske især fordi det er indforstået. Det eneste tidspunkt hvor jeg rent faktisk grinede under læsningen, var da Herskovits har fået sin værtinde på herberget som elskerinde, blot for at erfare at hun er ham utro med en anden lejer der mener at Lionheart er Kate Bushs bedste plade!!

Bogen ville næppe være blevet udgivet, hvis det ikke var fordi den også rummer passager om Kate Bush og hendes musik. Den er udkommet på et musikforlag og ligner da også udstyrsmæssigt en Kate Bush-biografi. Jeg vil gætte på at størstedelen af læsergruppen springer fortællingen over og kun læser de Bush-relaterede passager.

Der er interessante oplysninger i denne del af teksten, hvis man er Kate Bush-interesseret. På trods af at Herskovits og andre Bush-fans i romanen deler menneskeheden op i Katepeople og ikke-Katepeople, og hader Tori Amos som den falske messias, er fremstillingen overraskende kritisk over for Kate Bush. Noget af det er reel, saglig kritik – f.eks. peges der på dårligt håndværk i de tidlige sangtekster (såsom at navnet Cathy skal udtales Ca’thy for at kunne synges på melodien i ”Wuthering Heights”).

Men kritikken bliver altså fremført af en romanfigur, hvilket i høj grad svækker teksten som Kate Bush-biografi, for skal det nu forstås som en reel kritik eller en litterær pointe? Skal det sige noget om Kate Bush eller om hovedpersonens sind? Man kommer her til at tænke på Vermorels bortklaring af Princess of Suburbia som litterært eksperiment, såvel som de musikanmeldelser der indgår som kapitler i Brett Easton Ellis’ American Psycho. De sidste har helt tydeligt en pointe. Når den amerikanske psykopat lovpriser Genesis og Huey Lewis og Whitney Houston stadig mere hysterisk, illustrerer det hans fuldstændig overfladiske personlighed og er samtidig skarpt og vittigt, fordi stilen ligger en håndsbredde fra autentisk musikjournalistik. Men når Lesley Herskovits i Waiting for Kate Bush giver udtryk for den holdning, at Kate Bush først for alvor blev værd at lytte til da hun opgav det ”kunstneriske” og blev mere poppet, kort sagt at The Red Shoes (1993) er hendes bedste plade, er det så et udslag af at Herskovits er et stakkels fjols, eller er det John Mendelssohns alvorligt mente vurdering? Det er virkelig ikke godt at vide.

John Mendelssohn: Waiting for Kate Bush.
Omnibus Press, London, 2004. 278 sider + illustrationer.

Stig W. Jørgensen