Tidsfejl

Artikel af Stig W. Jørgensen

The time is out of joint; - O cursed spite!
That ever I was born to set it right!
Shakespeare


"Tiden er af lave" konstaterer Hamlet, da verdensordenen bryder sammen i Kronborgs mikrokosmos. Fra Shakespeare har tidsfejlen været en kaos-metafor, og denne linie føres videre af moderne forfattere af fantastisk litteratur.

I science fiction møder vi mange historier om tidsrejser, men disse handler kun sjældent om tid som sådan - de fleste er blot spændende action-fortællinger eller variationer over et historisk tema. Når der indgår teorier om tidens natur i denne slags historier, er det ofte et forsøg på at fremstille tidsrejsen som sandsynlig og troværdig inden for rammerne af fortællingens verden, at hjælpe læseren til den "willing suspension of disbelief", der er så typisk for science fiction-litteraturen.

En anden type fortælling er de rene spekulationer om tidens natur. Eksempler kunne være Jorge Louis Borges' "Haven med stier, der forgrener sig" (1944, da. 1970) og J. B. Priestleys gamle skuespil "Dangerous Corner" (1932), "Time and the Conways" og "I have been here before" (begge 1937) . ldeen i disse historier er som regel, at tiden ikke er den fortløbende strøm, vi til daglig opfatter den som, men derimod en langt mere kompliceret struktur, f.eks. som hos Borges en evig forgrening, hvilket også er grundideen i flere historier om parallelle verdener. Man kan så undre sig over, at den slags spekulativ fiktion ikke langt mere udbredt end den er, efter Einsteins relativitetsteori og implikationerne af den nyere fysik.

Også tidsfejlen er et udtryk for en afvigelse i forhold til vor dagligdags tidsopfattelse, og besidder en vis følelsesmæssig appel, fordi den på den ene side kan fremstilles som vejen til en ny erkendelse af tidens (universets) natur, men på den anden side repræsenterer angsten for at miste grebet om den velkendte verden, det ultimative sammenbrud.

Mange tidlige tidsrejsehistorier brugte simpelt hen tidsfejlen som rejseform - en mand går fredeligt på gaden, ser pludselig et lysglimt og kommer tilfældigvis til en anden tid. Dette simple trick må dog snarest siges at have det formål, at forfatteren undgår at komme med forklaringer om tiden, når dette ikke er hans hensigt. I L. Spraque de Camps "Lest Darkness Fall" (1941) fremstilles en sådan tilfældig forflyttelse dog som tidens måde at forny sig selv på, idet de 'forflyttede' mennesker nødvendigvis må ændre historiens gang, hvilket knytter sig til temaet om tidsparadokset og det alternative historieforløb. Det er imidlertid tydeligt, at en sådan forklaring fra forfatterens side blot er et påskud for at komme i gang med den spændende historie om et moderne menneskes oplevelser i det gotiske Italien.

James Tiptrees novelle "The Man Who Walked Home" (1972) vender den sædvanlige tidsrejsehistorie om ved at fortælle om udenforståendes iagttagelse af en tidsrejsende. Dette fører os hen til en gruppe fortællinger med nær tilknytning til såvel strukturspekulationerne som tidsfejlen, nemlig fortællingerne om den menneskelige sansning af tid.

I den mere tekniske ende finder vi Bob Shaws historier om "the slow glas", det træge glas, som det tager lyset adskillige år at passere igennem. Den ypperste er nok "Light of Other Days" ( 1966, da. "Lys fra svundne dage" 1978), om mulige følelsesmæssige reaktioner på denne opfindelse. Andre måder at skue tilbage i tiden på inkluderer et apparat i Damon Knights "I See You" (1975, da. "Jeg ser dig" 1984), som gør folk i stand til at betragte en hvilken som helst begivenhed hvor og hvornår som helst. Knights styrke er beskrivelsen af, hvordan denne mulighed ville forandre den personlige erfarings rolle i individets modning. En dansk variant, desværre uden "Jeg ser dig"s intensitet, er Svend Åge Madsens "Mnemosynes børn" (1984).

Hovedpersonen i James Blishs "Common Time" (1953, da. "Normaltid" 1977) oplever stærke forandringer i sin tidsopfattelse under en rejse ved lyshastigheder. Åbningsscenen, hvor han vågner og erfarer, at det tager ham (subjektive) timer at blinke med øjnene, er medrivende beskrevet og en klassisk passage. Desværre er dette ikke nok til at bære historien, der som helhed har en noget tynd handling - men sådan er det jo ofte med de spekulative temaer: hvis ikke de kombineres med en mere menneskelig historte, kan de miste deres slagkraft.

I J. G. Ballards suveræne entropi-historie "The Voices of Time" (1960) figurerer bl.a. et dyr, der er i stand til at opfatte en tings alder. Klassikeren blandt tidsopfattelse-historier er imidlertid Brian Aldiss' "Man in His Time" (1965, da. "Mand i sin tid" 1978) om en astronaut, der ved sin tilbagekomst til jorden lever 3.30.77 minutter ude i fremtiden i forhold til andre mennesker.

I sin fragmentariske opbygning med 'tidsforrykkede' overskrifter - stærkt eksperimenterende uden at det vanskeliggør læsningen - er "Mand i sin tid" eksempel på en gennemført syntese mellem form og indhold. Aldiss' force er her som så ofte, at kunne kombinere det ekstremt spekulative med det meget menneskelige, næsten vulgære. Novellens højdepunkt ryster hele vor opfattelse af årsag og virkning:

- Lad os nu antage, at jeg, da jeg havde set Jacks næse bløde, havde set på mit ur og tænkt: "KIokken er nu 10.20 eller hvad den nu var, og han lider af eftervirkninger fra min indblanding, så jeg må nok hellere lade være med at gå derind," og jeg så ikke var gået derind? Ville hans næse så mirakuløst være uskadt?

- Naturligvis ikke. De har et alt for mekanisk syn på universet. Prøv at få et mentalt synspunkt, prøv at leve i Deres eget århundrede! De kunne ikke tænke det De foreslår, fordi det ikke ligger i Deres natur; nøjagtig som det ikke er Deres natur bevidst at se på Deres ur, nøjagtig som De altid "ser bort fra talangivelser", som De sagde. Nej, jeg er ikke personlig; det er alt sammen meget feminint og tiltrækkende på en måde. Det, jeg ville sige, var at hvis De før De kiggede ind gennem vinduet, havde været sådant et menneske, der havde tænkt: "Sådan som jeg ser min mand nu, må jeg huske, at han har gennemlevet de kommende 3.30.77 minutter." Så kunne De have kigget ind og set ham uskadt, og De ville ikke være kommet styrtende ind, som De gjorde.

En anden Aldiss-historie om tidsopfattelse er romanen "An Age" (1967, senere trykt som "Cryptozoic", da. "Fra tid til anden" 1972), som vi skal vende tilbage til.

Indbyggerne på planeten Tralfamadore, som vi møder flere steder i Kurt Vonneguts forfatterskab, opfatter alle tider som sameksisterende. Billy Pilgrim, hovedpersonen i "Slaughterhouse 5" (1969, da. "Slagtehal fem" 1970), er efter sit møde med tralfamadorianerne 'gået galt i tiden', og hans historie fortælles derfor med voldsomme, ofte komiske tidsspring, som viser hans liv som en flot mosaik af sorte og hvide brikker.

Denne anti-krigs-roman, som grundet sine satiriske kvaliteter har fået ry af klassiker langt udenfor science fiction-fanatikernes rækker, er efter min mening en noget ujævn blanding af skarp realisme og meget urealistiske sekvenser, hvor tralfamadorinerne medvirker. George Roy Hils filmatisering fra 1971 er ganske udmærket, men understreger det ujævne i fortællingen, bl.a. fordi de i forvejen urealistiske udenjordiske scener får en ekstra tand med lidet overbevisende special effects.

Først og fremmest er det dog vigtigt at notere sig, at Vonnegut, i modsætning til de mere tekniske genreforfattere, anvender sine spekulationer til at beskrive ikke tiden, men livet.

Fantasifulde forfattere ynder at skabe andre universer hvor naturlovene er anderledes end vore. Det siger sig selv, at man også kan forestille sig verdener, hvor tiden afviger fra vores opfattelse af den, og en sådan verden skaber David I. Masson i "Traveller's Rest" ( 1965), der er blevet kaldt en overset klassiker.

Efter min mening ligger novellens styrke på det indhodsmæssige plan; udførelsen af temaet er ikke overbevisende nok til at hæve den op blandt klassikerne. Men historien er original: "Traveller's Rest" skildrer ligesom Arthur C. Clarkes "Wall of Darkness" ( 1949, da. "Muren i mørket" 1978) et endeligt, lukket univers.

Beboerne er ikke klar over deres verdens struktur, og fører derfor ved "grænsen" en krig mod en ukendt fjende, dem selv. En soldat afløses på sin post og får lov til at rejse hjem. Rejsen foretages så gennem zoner med stadige forandringer af topografisk og sproglig karakter - at tiden også ændrer sig undervejs, forstår vi først, da soldaten efter at være vendt hjem, have stiftet familie og gjort karriere, bliver genindkaldt og indfinder sig på slagmarken, hvor der kun er gået få minutter.

Med en række fortællinger, hvor tiden går baglæns, nærmer vi os det egentlige tidsfejl-tema. De første "baglæns-historier" lader den retrograde bevægelse udspille sig på det individuelle plan: Roger Zelaznys "Divine Madness" (1966) er sådan set en simpel tidsrejsehistorie om en mand, der er skyld i sin hustrus død og rejser tilbage for at gøre det hele godt igen.

Det er hans metode, som er utraditionel. Han får, hvad han først antager at være anfald af sindssyge, hvor han oplever tiden som gående baglæns. Anfaldene tiltager indtil han til sidst er tilbage på 'gerningsstedet' og kan rette sine fejltagelser. Though this be madness, yet there's method in it. J.G. Ballards "Mr. F. is Mr. F." (1961) er en freudiansk historie, hvor titelpersonen bliver yngre og yngre, indtil hans hustru tager ham til sig som familiens nyfødte.

I 1967 udkom to romaner, som vendte tiden om i mere omfattende forstand. Begge er forfejlede, men interessante værker. Philip K. Dick, for hvem tidsfejlen er et gennemgående tema, forsøgte sig med "Counter-Clock World". Her indtræder "The Hobart Phase", som vender tiden om - de døde vågner i deres grave, og årsag og virkning forbyttes. Denne fantasifulde og underholdende roman forsøger seriøst at skildre livet, som det måtte forme sig under disse forhold, men Dick forstår ikke at føre konsekvenserne helt ud.

Noget mere vellykket er Aldiss' "An Age", der starter som en (dog noget utraditionel) tidsrejseberetning, men efterhånden leder frem til den konklusion, at mennesket bevidst har valgt at opfatte tiden omvendt, fordi vi ikke kunne udholde tanken om vores races forvandling til laverestående dyrearter. Forholdet til denne konklusion er dog sært ambivalent, fordi den verden, hvor krigen skaber liv og tilværelsen slutter i moders skød, på mange måder er langt mere barmhjertig end den, som vi opfatter. (En parallel til denne tanke finder vi i "Slaugtherhouse 5", hvor Billy Pilgrim på et tidspunkt har den glæde at opleve en krigsfilm baglæns.) Og for at øge forvirringen drager Aldiss i sidste kapitel konklusionen i tvivl.

Tidsfejlen er som nævnt ofte kaos-metafor. I Jack Finneys "I'm scared" (1951, da. "Jeg er bange" 1972) forflyttes mennesker og ting ufrivilligt i tiden, hvormed det totale sammenbrud indvarsles. Alligevel er Finney en forfatter, som beskriver fortiden med stor nostalgi, og for mange af hans hovedpersoner er forflyttelse i tid vejen til lykke. Det er også pudsigt at bemærke, at hos Vonnegut er sammenbruddet i Pilgrims tidsopfattelse ganske vist forvirrende for ham, men i sidste ende en måde at undslippe døden og meningsløsheden på. "Sådan går det".

Aldiss derimod giver kaoskræfterne frit spil i "The Night That AII Time Broke Out" (1967, da. "Den nat al tid brød løs" 1972), hvor 'tidsgas' forårsager total forvirring. Al tid blandes sammen, og stemningen er dybt pessimistisk. En lignende, men mere behersket forvirring, opstår i Fred Hoyles måske bedste roman "October the First is Too Late" (1966) , hvor forskellige historiske perioder pludselig kommer til at eksistere side om side rundt om på kloden, en idé, som kan føres tilbage til Murray Leinsters "Sideways in Time" (1934). Også hos Hoyle er tonen i sidste ende pessimistisk.

Som bemærket er tidsfejlen et hyppigt tema i Philip K. Dicks forfatterskab. Han har sågar kaldt en roman "Time Out of Joint" (1959), og for hovedpersonen i denne bog viser det sig, at han slet ikke lever i den tid, han gik og troede. I dette tilfælde er det dog ikke tiden selv, der er noget galt med - den gode Ragle Gumm er bare udsat for et komplot af gigantisk omfang.

Dick har behandlet tidens sammenbrud mest omfattende i sine to mesterværker, "Martian Time-Slip" (1964) og "Ubik" (1969, da. samme titel 1973).

Den første er science fiction-litteraturens skizofrenitekst per se. I en Mars-kolonis absurde drømmelandskab møder vi den sindssyge dreng Manfred Steiner, der lever ude i fremtiden i forhold til andre mennesker og plages ved synet af altings endelige forfald. Verden forvandles til gubble, uorden - i en anden Dick-roman, "Do Androids Dream of Electric Sheep?" (1968, da. "Drømmer androider om elektriske får?" 1973), optræder det tilsvarende begreb kipple. Vi ser her, hvorledes tidsfejlens kaos-metaforik atter er tæt knyttet til entropien. Og i en handling typisk for Dicks billedverden bliver de andre personer gradvis opslugt af Manfreds skizoide, tidsforvrængede virkelighedsopfattelse.

Hvor de fleste er enige om, at "Martian Time-Slip" er en af Dicks absolut bedste bøger, er der stærkt delte meninger om, hvorvidt "Ubik" er et tilfredsstillende værk. Få har forkastet den helt, men mange - blandt andet Brian Aldiss - er af den opfattelse, at det er en ufuldendt, delvist forfejlet bog. Jeg selv regner den for en af de rigeste og mest betagende romaner, jeg har læst, og jeg ved, der er andre, der deler min fascination. En mand i Frankrig har skrevet en hel doktorafhandling om bogen.

I "Ubik" bliver en gruppe mennesker, begavet med psioniske evner, fastholdt i 'koldpak', en slags halvlivstilstand. De færdes i en psykisk virkelighed, der kontrolleres af drengen Jory, en åndsfælle til Manfred Steiner. Men tiden kan ikke fastholdes i denne virkelighed - tingene glider tilbage til deres tidligere fremtrædelsesformer, supermoderne stereoanlæg bliver til fonografer, aerosolspraydåser bliver til blikæsker med salve, etc. Personerne glider tilbage gennem tiden, og livskraften ædes ud af dem:

Metabolisme, tænkte han, er en forbrændingsproces, an aktiv ovn. Når den ophører med at virke, er livet forbi. De må tage fejl med hensyn til helvede, sagde han til sig selv. Helvede er koldt; alt dér er koldt. Kroppen betyder vægt og varme; nu er vægten en kraft jeg bukker under for og varmen, min varme, glider væk. Og hvis jeg ikke bliver genfødt, vil jeg aldrig vende tilbage. Dette er universets skæbne. Så vil jeg i det mindste ikke være alene.
(Oversættelse: Jannick Storm)

Atter er det en entropien, der er på spil.

Men det særlige ved "Ubik" er, at der optræder en kraft, som modsvarer entropien. Det er denne kraft, som er 'ubik' (ubique = allevegne), en slags Gud, som manifesterer sig gennem hverdagsgenstande som spraydåser. Både forfaldet og denne modvirkende kraft spreder sig i romanen til virkeligheden udenfor koldpak og Jorys pseudo-virkelighed. I den filmmanuskriptversion, som blev udgivet i 1985, slutter handlingen med en genfødsel, hvilket efter min mening næsten er for meget af det gode. Men det kan da godt være, at dette er den afrunding af historien, som visse kritikere har efterlyst.

Om romanens handling og dens teologiske motiver har Dick selv skrevet, i et udateret fragment:

I "Ubik" er tidens fremadrettede bevægelse (eller tidskraft udtrykt som et ergisk felt) ophørt. Dette forårsager alle forandringerne. Fremtrædelsesformerne falder tilbage, De underliggende lag afsløres. Afkøling (entropi) kan sætte uhindret ind. Ligevægten bliver forstyrret af det fremadgående tidskraftfelts forsvinden. Verdens, vores verdens nøgne knogler (om man så må sige) bliver afsløret. Vi ser Logos henvende sig til de mange levende entiteter, hjælpe og rådgive dem. Vi bliver nu opmærksomme på Atman overalt. Nu hvor tidens pres på alt er blevet afskaffet, afsløres de mange elementer som ligger til grund for vore fænomener. Disse forandringer finder sted, hvis tiden går i stå. Ikke fastfrysning, men åbenbaring.

En relevant antologi, som indeholder flere af de noveller, jeg har omtalt i denne artikel, er "The Traps of Time" (1968), redigeret af Michael Moorcock.


Stig W. Jørgensen


Illustration: Mads Dam