Skønheden og vildgæren

Syrede syner af Mads Dam. Illustreret af Jan Solheim

Der var engang et råddent hus, der lå i den mere ildelugtende del af byen. Sådan havde det ikke altid været. Oprindeligt havde huset været arkitektens stolthed, bygget i pseudo-klassicistisk stil med søjler, marmor og messing - alt det dyre krimskrams, som overklassen elsker at imponere pøblen med. Dengang lå huset også midt i et pænt og velholdt kvarter.

Men mere end et halvt århundrede havde givet tidens tænder rigeligt at bide i. Få af gadens huse havde endnu et intakt tag, og det var ikke ualmindeligt at de øverste 3-4 etager var ubeboelige på grund af nedsivende regn.

Men de øverste beboere flyttede blot længere ned og blandede sig med de andre, i takt med at jævnlige loftstyrt og vægfald gjorde deres til at inddele lejlighederne på nye og alternative måder. Kun stueetagerne var endnu fuldt intakte, og vidnede derfor stadig om områdets fordums hæderlighed. Et indtryk der imidlertid hurtigt forduftede, hvis man gik indenfor. Forfaldet var stort set blevet den eneste årsag til forandring i området.

Hvert årti var bydelen blevet nedklassificeret som beboerzone. Og til sidst havde byrådet ansøgt EU om støtte til at lade området ligge brak. Indtil det igen blev byggemodent. EU accepterede modvilligt, så i de næste 30 år fik beboerne lov til at passe sig selv. Imens husene langsomt rådnede ned til jordhøjde...

Set på et par kilometers afstandtagen, eller sløret af solnedgangens rødlige tvelys, kunne området godt have et romantisk skær over sig. Thi fattigdom og forfald har underligt nok altid haft en pittoresk effekt på folk, der selv er gået fri. Og på 'sikre tidspunkter' kom der faktisk en del turister på 'besøg'. Sammen med en bevæbnet guide vandrede de rundt i kvarteret og betragtede nysgerrigt de mange eksotiske eksistenser og maleriske murbrokker.



Beboerne sagde intet dertil. De var i forvejen vænnet til at folk gloede på dem, i en blanding af væmmelse, frygt og fascination. Men efter skumringen ophørte området hurtigt med at have maleriske tilbøjeligheder. Da var det nemlig at Gadens Gnomer vågnede op, og væltede frem fra deres skjulesteder i kloakkerne. Og folk, der tydeligvis kom udefra, blev uvægerligt antastet med følgende standardspørgsmål: "Gi os noed å æde! Æller ska vi kaste op udover dig..?"

Omringet af en flok sultne gnomer der stod og gylpede utålmodigt, valgte alle at tømme deres lommer. Vé den, der intet havde...

Gnomerne var en hjemløs horde af uregistrerede børn, der hele deres korte liv havde måttet leve af husholdningskrald og semi-organisk affald fra Lossen; den nærtliggende biologiske losseplads. På grund af den specielle og sværtfordøjelige kost opnåede kun de færreste af dem at få en voksen størrelse. Eller et menneskeligt udseende...

Selvom gnomerne hver nat åd som gale, blev de sjældent mætte. Thi det var en hård opgave for deres mave og tarmsystem at holde på føden længe nok til at kunne fordøje den. Udover den ringe størrelse og store sult kunne man derfor let genkende en gnom på en ukontrolleret gylpen, efterfulgt af hyppige opkastninger. Derfor gik maden dog ikke tabt, det sørgede de andre for.

Gnomerne var altid sultne, det vidste alle og enhver... Sommetider åd de også af hinanden hvis Lossen var lukket og de ikke kunne finde andet affald. Og det var ikke ualmindeligt, at nogle af dem manglede en arm, et ben, eller adskillige fingre på begge hænder. Men de lod som regel de lokale beboere i fred - så længe de ellers forsynede dem med rigeligt affald. Man spiser ikke den hånd, der fodrer en...

Gnomerne var imidlertid en særegen gruppe, selv i dette sygelige og sære kvarter, i og med at de både voksede op og svandt hen indenfor de samme få kvadratkilometre. Langt de fleste af de andre beboere var i tidens løb indvandret fra forskellige dele af byen, hver med sin egen begrundelse. Hver enkelt person udgjorde således en historie for sig selv. Men undertiden kunne Gud (et af Tilfældets utallige masker), som et lunefuldt indfald, finde på at blande to historier sammen. Blot for at se, hvad der så kunne ske. Dette var i hvert fald hvad der skete for Edgar og Vera...

Edgar var en person, der oprindeligt havde været mere menneskelig. Det var dengang han også havde haft et normalt arbejde, et normalt navn og en normal adresse. Men da han skiftede udseende, var resten af hans liv også blevet forandret. Han havde selv haft andre planer. Men uheld sker...

Vera, som kaldte sig selv for Frk. Lyne, anede ingen hvor kom fra. Hendes kropslugt antydede dog, at hun havde boet i Kælderen længere end godt var. Og af samme grund var navnet 'Vera Lyne' uundgåeligt blevet til 'Væmmeline' i daglig tale. Eller rettere, omtale, for tiltale hende var der ingen der havde lyst til.



Selv de stakler, der led af sygdommen 'Stinknæse', syntes at hun lugtede fælt. Og hvis hun havde været et møbel, ville man uden tøven have stillet hende udenfor døren; - i håb om at gnomerne ville fjerne problemet i nattens løb.

Nogle mente dog, at selv en meget sulten gnom ville betakke sig for at fortære noget der havde en så trifitagtig aura. Ingen var egentlig helt sikker på om hun virkelig var menneskelig. Der kunne argumenteres både for og imod...

Til sidst enedes man om at rubricere Vera under planteriget & omegn, et eller andet sted mellem fluesnapper og skimmelsvamp. Derpå vendte folk hurtigt tilbage til deres evigt aktuelle yndlingsemne; deres egne skavanker og genvordigheder. Thi enhver talte helst om sin egen misvækst.

Også Edgar havde sit eget specielle problem, som optog ham i den grad at han sjældent bemærkede folk, der ikke talte direkte til ham.

Hvis han overhovedet havde hørt om tilfældet 'Væmmeline', havde han lige så hurtigt glemt det igen. Men lad os nu alligevel se lidt nærmere på Kælderkvinden:

Vera Lyne var vitterligt en skæv plante, snerlehår over hele hovedet og dele af kroppen, plus et par blågrønne kulgrumsede mosehuller som øjne. Hun lugtede muggent, og hendes hud virkede vissen.

Hun boede i kældrene og levede af de svampe hun samlede, suppleret med de rotter og kaniner hun kunne løbe op i gangene. Hun vandrede vidt omkring, altid koglende for sig selv, mens hun spejdede efter et lille dyr at sætte tænderne i. Hun sov i en bunke jord, foret med fjer og zindelvæv.

Én gang om året fejrede Vera en arkaisk helligdag, som hun gådefuldt omtalte som 'Den hellige Yuletid'. Den nat drog hun langt væk fra Byen, kravlede gennem kældre og katakomber, og dukkede til sidst op midt ude i Skoven.

Inden det blev daggry fangede hun en Ugle, og åd den rå. Hun mente selv, at hun dermed 'ofrede fuglen' til en hemmelig race af flyvende øgler, der kun kom frem i årets mørkeste nat. Det sagde hun i hvert fald...

Ingen af husets øvrige beboere anede dog hvad konen fablede om. De vidste heller ikke, at Væmmeline var medlem af en underjordisk fuglekult.

Den var i sin tid startet som en helt almindelig hønsekult; centreret omkring den antagelse, at det højeste udtryk for Gud var en gigantisk Høne.

I Tidernes Morgen havde Hun lagt et Uræg og af dette var hele Universet blevet udruget. De mente, at galaxerne stadig kunne ses som de synlige rester af den sønderbrudte skal.

Tilsvarende beskrev de Jorden som om hele planeten var en kosmisk hønsegård. Og de yndede at beskrive deres egen bopæl som 'reden'.

De mente også, at enhver kvinde i sit hjerte hemmeligt rugede på et sovende Æg; en mikroform af det oprindelige Uræg. Kunne dette blot klækkes, ville de atter komme i kontakt med deres guddommelige Skæbne og himmelske Ophav.

Til dette formål samledes de pterofile kvinder jævnligt i store kaglende flokke og indtog rugende stillinger, mens de ivrigt pyntede hinandens rituelle reder og pudsede de lånte fjer...

Vera havde deltaget trofast lige fra starten. Det var før hun begyndte at mugne. Men hun havde ikke følt sig helt tilfreds, og altid manglet et eller andet udefinerligt.

Derfor var hun også nysgerrigt fulgt med Menigheden, da Kulten senere ændrede karakter og antog en mørkere og mere arkaisk tone.

De store offentlige møder ophørte gradvist, og nogle af kvinderne endte med at gå helt under jorden; for at udforske Fuglenes oldgamle Mysterium.

Og som tiden gik, holdt fuglekvinderne op med at omtale sig selv som 'Hemmelige Høns'. Dyrkelsen af Den himmelske Høne gled også ud af ritualerne.

I stedet begyndte de at forsamles i øde møntvaskerier, forladte supermarkeder eller nedlagte parkeringskældre.

Her ofrede de små og store fugledyr til 'The Great Black Bird'. Og de omdøbte sig selv til 'Infernal Birds'. Ritualerne blev ledet af en sort ypperstepræstinde, som til lejligheden var iført en fugleham pyntet med Næb og Fjer. Nogle bar også vinger eller flyvehud ved særlige tidspunkter. Hver Fuldmåne afholdt de en Messe for Luften, talte i Fuglenes Sprog og kvidrede og skræppede indbyrdes. I halvmørket hoppede de rundt i kælderetagerne, mens de frembragte tegn og lyde, der var nært beslægtet med reptilerne. Men deres egentlige totemdyr var Svanen. De dyrkede den intenst. Thi selvom dens fjerham var ren og jomfrueligt hvid, så var dens skjulte kød både sort og syndigt. Kulten havde mange af den slags kryptiske dobbelttydige symboler. Men luftdyr var de alle...

På trods af Vera Lynes mærkelige anskuelser, betragtede naboerne hende som altædende, men uskadelig. Ganske vist lugtede hun synligt af mug og skimmel. Men det var alligevel de færreste af beboerne, der havde en helt intakt lugtesans. Især ikke Edgar, som ustandseligt måtte rense næse og ører for overhovedet at få luft og lyd. Man tolererede således gerne Vera, så længe hun blot holdt sig til husets allerlaveste del.

Edgar boede en etage højere oppe, i stuen, men han opdagede aldrig Veras eksistens. Han havde også et mere nærliggende problem; sig selv...

Egentlig hed han Edgar T. Varnbæk, men hans nuværende naboer kendte ham kun som 'Gærdyrkeren'. Han havde arbejdet på en biokemisk fabrik, da han en dag blev udsat for et gen-udslip og kontamineret med nonhuman DNA. Efter uheldet var han begyndt at mutere, og han led især af ufrivillig gærdannelse. Tilfældet viste sig at være uhelbredeligt...

Først forsøgte han at skjule sine symptomer, både for sig selv og andre. Men Gær er ikke let at dække over, og folk i hans omgangskreds lugtede snart lunten. De begyndte så småt at kalde ham 'Ædgær' i stedet for 'Edgar'.

Og hans gamle venner spurgte med påtaget alvor til hans nye frisure; om han ikke snart gjorde noget ved sine skæl. Men det var visne gærflager han døjede med, og der var intet at stille op mod gærens stadigt vildere vækst. Men folks reaktioner forbløffede ham stadig i starten.

Således undrede det ham en del, at ingen længere ville trykke ham i hånden når de hilste. Også selvom han altid tog handsker på, når han gik ud. Men han havde måske overset, at ansigtets udseende altid sladrer om resten af kroppens tilstand. For slet ikke at tale om lugten. Hans naboer - både dem over, under og omkring ham - begyndte at klage over den fade og sødlige gærstank, der langsomt sivede ud af hans lejlighed og invaderede resten af opgangen. Fra ejendommens administrator modtog han en påmindelse om, at der ikke måtte holdes husdyr i lejemålet. Edgar anede efterhånden hvor det bar hen...

Hans gamle arbejdsgiver, Skandinavisk Novum, havde tilkendt ham en mindre pension som kompensation for arbejdsulykken. Og for disse midler besluttede han sig for at flytte til en mindre åbenlys del af byen. Dér håbede han på at møde større tolerance overfor anderledes lugtende...

Han flyttede ind i stuelejligheden i et hus, der åbenlyst havde kendt meget bedre tider. Til gengæld kunne han se frem til, at lejen årligt sank i takt med lejemålets beboelighed og ejendommens højde.

Beliggenheden lige ud mod gaden inspirerede ham snart til at åbne først ét, siden flere rum som et mindre antikvariat. Her tilbød han den slags bøger, som han selv var begyndt at studere. Og det bør næppe forundre, at både bøgerne og de potentielle købere uvægerligt kredsede om de samme ting.

Blandt udbuddet kunne man finde titler som "Lær at Leve uden Ansigt", "Den store Bog om Gær og Tang", "50 lækre retter for folk uden tunge og Tænder", "En Skiftings Erindringer" og lignende alternative helsepublikationer.

Med tiden bidrog han selv til udvalget med pamfletter og monografier: "Makeup for Misfostre", "Peristaltiske Problemer" og "Scatalogiske Essayes". Især betragtede han "Gærens Mysterium: Din mulighed for selverkendelse!" som et væsentligt indlæg i debatten omkring genetikkens transsubstantielle aspekter.



Hans daglige tilværelse havde med tiden fået et fast og tredelt mønster; En treenighed bestående af Renselse, Litteratur og Forskning. Om morgenen brugte han dagens første time på at rense sig selv for nattens gærdannelser. Øjnene først, så han igen kunne skelne omgivelserne fra hinanden. Dernæst ørene, for at befri sin hørelse fra gærens klamme favntag.

Håret - som hver morgen var fyldt med store filtrede gærflager - tog han sig af til sidst. Ganske vist løsnedes flagerne af sig selv, når de døde og begyndte at visne. Men det kunne tage dage, uger, sommetider måneder. Og det var kun halvblinde personer der stadig troede, at han blot havde et slemt problem med skæl.

De største og mest fremspringende gærstykker trimmede han omhyggeligt med en lille skarp specialsaks. Instrumentet havde han i sin tid fået af sin frisør, som til sidst havde rystet på hovedet og opgivet at gøre mere for hans hår. Men at klippe i den seje gær var en omstændelig affære. Trimningen tog sin tid...

Men Edgar var en tålmodig mand. Og i sit hjerte håbede han stadig: En skønne dag ville han blive gærfri igen, og kunne leve et normalt liv...

Når han omsider følte sig tilstrækkeligt renset, spiste han morgenmad, og bagefter åbnede han antikvariatet. Han støvede bøgerne af, og gav sig til at vente på potentielle kunder. På gode dage dukkede de også op, men det meste af tiden var han overladt til sig selv.

Ventetiden fristede ham efterhånden til at prøve at skrive noget selv. I starten var det blot småtterier; huskesedler, mentale noter, aforismer og tankeeksperimenter.

Men hen af vejen groede de løse indfald mere og mere sammen. Og til sidst havde han, til sin egen forbløffelse, frembragt en færdig fortælling; En sært futuristisk historie med titlen "Gærstation Eet Kalder".

Han fortsatte nysgerrigt med at skrive flere, dels for at få tiden til at gå, dels i håb om at kunne supplere sin beskedne pension.

Men, da han ikke følte sig helt sikker på sit talent, nøjedes han med at sende sine historier til små obskure magasiner. Typisk havde de navne som "Vamle Verdener", "Ulækre Fremtidshistorier", "Syge Stunder" eller "Forbudte Mareridt!".

Nogle gange fik han også en beskeden check tilbage, og det opmuntrede ham hver gang til at fortsætte lidt endnu. Han forsøgte sig i alle genrer, men forståeligt nok endte alle hans historier med at omhandle en eller anden form for Gær. Og hvad deraf følger...

Han skrev "Den lille Gærpige" som et ondt gammeldags eventyr. "Gåden om den grusomme Gær" og "Vogt dig for Gæren!" var to krimier, hvor et mord bliver begået med giftige gærsvampe.

"Intet Nyt fra Gærfronten" var en historisk fantasi om gærbiologisk krigsførelse.

Han fabulerede også over fremtiden med hele to science fiction-fortællinger; "Manden der gik i gæring" og "Gærangreb fra 5'te Dimension".

Og han arbejdede ihærdigt på en halv-dokumentarisk horrorhistorie, med den lovende arbejdstitel "Gær over Bosnien".

Hans litterære forbillede var og forblev Werner Jürgens sært romantiske allegori "Beauty and the Yeast". Og han blev aldrig træt af at genlæse dette lille melodramatiske mesterværk.

Når dagen omsider var omme, lukkede han antikvariatet igen, og gemte skrivemaskinen væk.

Her arbejdede han hver nat med at udforske gærens mysterier. Og hans mål var stadig at finde en Kur mod gær. Det havde det været lige siden dengang det skete...

Efter Ulykken var han i sin tid blevet indlagt til observation, da Firmaet gerne ville danne sig et overblik over sagens genetiske konsekvenser.

Dén uge i hans liv var ikke en tid, som han huskede tilbage på med fornøjelse. 33 hidtil ukendte gærstammer nåede hospitalet at få identificeret, inden Edgar frabad sig flere smertefulde indsamlinger af vævsprøver. Han havde det i forvejen elendigt og frøs konstant, mens gærfeberen rasede i hans legeme.

Det boblede og sydede i alle hans indre organer. Han fik at vide, at de 33 gærstammer alle var ubeskrevne blade i medicinens historie, fordi de alle var syntetiske. Og de var så nye, at de ikke engang havde et navn. Kun et nummer i Firmaets forskningsprotokoller.

Og nummeret var desværre det eneste, Firmaet ville oplyse offentligheden om. Resten var produktionshemmeligheder og patentbeskyttet lige fra Månen til Mars.

Edgar fik så en tiltrængt behandling med gærdæmpende midler, men som forventet kunne man kun stabilisere væksten på det nuværende niveau. I virkeligheden - sagde lægerne - behøvede han en intensiv, dybtgående og bredspektret udrensning af sin arvemasse. Indtil da ville alle hans gener være håbløst overstyret af nonhuman Gær-DNA.

Og de spurgte interesseret til hans privatøkonomi; hvordan var hans lønforhold....? Da han fortalte dem sandheden om sin lønklasse, rystede de på hovedet, og de spurgte ikke mere.

Kom igen med en bedre økonomi! sagde lægerne til afsked. Og så udskrev de ham igen. Da han atter stod på gaden, frysende og feberhed, svor han på at så ville han selv finde svaret! Men først trængte han til et glas, eller 3-4-5-6 stykker.......

Næste morgen vågnede han med en uhyrlig hovedpine og gigantiske tømmermænd, og han besluttede da i stedet at fortrænge det hele, og sætte sin lid til de gærdæmpende midler, der trods alt var på markedet.

Men omgivelserne havde ikke haft lyst til at samarbejde med den idé. Til sidst var han flyttet. Og nu sad hen her; omgivet af stabler af bioteknisk faglitteratur, bøjet over mikroskopet med en ny gærprøve i fokus.

Han mindedes ofte Pasteur, den franske kemiker, der først af alle havde studeret den civiliserede gærorganismes konstruktive virke. Pasteur havde fundet den i bryggeriernes store kedler, i fuld gang med at omdanne sukker til æthylalkohol.

Men samme herre havde også definitivt fastslået Vildgærens destruktive kraft; Den ødelagde både øl og vin, når den uinviteret blandede sig i processen. Når de to gærarter mødtes, vandt den vilde gær altid over sin tamme slægtning.

Så ophørte alkoholdannelsen, da Vildgæren foretrak at udspy mælkesyre og kvæle sine omgivelser med harske udsondringer.

Problemet havde Pasteur løst til sidst, men...

Desværre var en simpel pasteurisering ikke lige sagen for Edgars vedkommende, da den ville indebære at han kogte sig selv. Og endnu var han ikke så desperat.

I starten, mens han endnu stod på bar bund, havde han været mere villig til at prøve hvad som helst:

Hans første mål havde været, at han selv ville identificere de forskellige gærarter, som groede i ham og på ham. 

Dette måtte gøres først af alt...

Salget af TV og radio, video og audio, samt andre af hans husholdningsmaskiner gav ham råd til at anskaffe sig et højopløsningsmikroskop.

Og næste dag opsøgte han en teknisk boghandel, hvor han udbad sig en halv meter bøger om biologi og mikroskopi. Blot som en begyndelse...

Han indledte et intenst selvstudium. Og lidt efter lidt lærte han en hel del biologi, omend al hans kundskab uvægerligt lå indenfor det samme snævre felt. Men han lærte at benytte mikroskopet, og gik på en stadig dybere jagt i den mikroskopiske verden...

Men et halvt år senere smed han bøgerne fra sig i væmmelse og stillede mikroskopet væk; intetsteds kunne han finde en relevant reference til de mystiske smådyr han fandt i sine gærprøver. Alle mulige andre organismer kunne han observere, både i mikroskopet og i sine bøger. Men netop dem, der plagede ham, var aldrig blevet beskrevet.

Lægerne havde åbenbart haft ret. Videnskaben kendte dem ikke, fordi de var synteser. Og Firmaet, der havde syntetiseret dem, ville selvsagt ikke offentliggøre deres interne forskning omkring dem.

Andre ville måske have insisteret, og forlangt at blive informeret. Men han kendte sit gamle firma for godt. Deres motto: Vi ved hvad vi laver. Det behøver De ikke gøre...

I dyb frustration vendte han videnskaben ryggen, og begyndte i stedet at fordybe sig i okkulte skrifter. Og i det næste års tid bar han magiske mineraler på sig, og lagde kosmiske krystaller under sin hovedpude. Han anskaffede sig diverse amuletter, samt en talisman mod små onde dyr.

Og han anstillede homøopatiske eksperimenter, hvor han dagligt indtog stadigt mere fortyndede doser gær. En diæt han kun selv blev tyndere af.

Sideløbende forsøgte han at initiere en alkymistisk proces, hvorunder - håbede han - det ville være muligt at transformere Gær til Guld. Eller anything else...

Han ransagede stjernetabeller og astrologiske værker for at finde de himmelaspekter, der henholdsvis hæmmer og fremmer mikroskopiske former for liv.

Han undersøgte nu sine Drømme nøje, for om muligt at finde freudianske symboler. Men hans underbevidsthed havde åbenbart aldrig hørt om Freud. Så han gik over til Freuds frafaldne discipel og ledte efter Arketyper og Skygger, efter de jungianske forskrifter. Og han læste om den hypnagoge tilstand, der blev beskrevet som 'en Vej og en Port' af personer så forskellige som Edgar Allan Joe, Rudolf Bleiner og Gærwin Neutzsky-Wulllf.

Det lød unægteligt lovende alt sammen. Han syntes selv, at hans drømme efterhånden blev underlige og mystiske. Og han håbede på at hans indre verden snart ville åbne sig og at dens mærkelige beboere ville give sig til kende og tiltale ham. Især håbede han på, at de ville give ham et godt råd. Eller i det mindste en anelse om den røde tråd. Men den der søger finder ikke altid det han helst vil have...

En nat blev han rystet af et mareridt, der var foruroligende nok til, at han havde besvær med at falde i søvn resten af den uge.

I Drømmen stod han i et lille mørkt rum; det var en fængselscelle, en kælder, en katakomb, et underjordisk beskyttelsesrum eller det hele på een gang.

Han opdagede overrasket, at han var ren, gærfri som han før havde været. Men inden han nåede at glæde sig over opdagelsen, kom han til at se nærmere på rummet...
Og han gøs:

Væggene, Gulvet og Loftet var klamme, mugne og slimede flader. Endnu værre: de var fulde af Gær. Levende, boblende og sydende Gær.

Han var sluppet fri af Gæren, men den var også sluppet fri af ham. Nu groede den med en uhæmmet vildskab som intet kunne standse igen. Ham selv mindst af alle.

Fortvivlet så han hvorledes de kriblende vægge blev tykkere og tykkere. Ligesom loftet langsomt sank, mens gulvet hævede sig. Fanget i en gærcelle...

Desperat ledte han efter en vej ud, og han så, at der højt oppe, næsten lige under loftet, var et vindue.

Et firkantet udsnit af en lysende himmel, der var ufatteligt klar og blå. Han så en hvid fugl flyve forbi, højt oppe. Den kiggede ned på ham et øjeblik.

Så var den atter ude af syne. Og i det samme mærkede han Gæren omslutte sig fra alle sider. Aldrig før havde han oplevet at blive kvalt i en drøm...

Resten af den nat lå han vågen, med lyset tændt, mens han overvejede hvad drømmen mon kunne betyde. Det lille klamme rum var vel en hentydning til hans aktuelle situation. Og han gættede på, at Fuglen symboliserede Håbet. Men Fuglen var fløjet...

Han kunne godt indse, at dette ikke var nogen specielt opmuntrende tolkning. Men noget måtte drømmen dog kunne bruges til. Hvis han blot vidste tilstrækkeligt...

Han kastede sig atter over de okkulte studier, men mere indædt denne gang. Han havde ingen lyst til flere af den slags natlige forskrækkelser. Han gennemlæste bind efter bind efter bind af esoterisk litteratur.

Og han spekulerede på hvad mon Gurdjieff, Crowley, Blavatsky, Ouspensky, Martinus eller Wulllf eventuelt kunne have sagt om hans tilfælde..?

Men han måtte nødtvunget konkludere, at så vidt han kunne bedømme havde de vist aldrig skænket emnet en tanke. Det okkulte begyndte så småt at ligne endnu en blindgyde.

Til sidst kom han i tanke om Kirken. Så vidt han kunne huske, så anerkendte Paven - i hvert fald i teorien - stadigvæk exorcisme som et virksomt ritual.

Måske, tænkte han håbefuldt, ville det så også være muligt at uddrive Gærens Dæmon..?

Well, måske, måske ikke, og måske alligevel; Hvad kunne han i øvrigt tabe ved at prøve?

Han var lige ved at banke på hos den lokale pastor, da han pludseligt kom i tanke om sidste uges nyheder:

I følge Kirkens halvårsregnskab for Vatikanet A/S havde Kirken investeret en stor del af sit enorme overskud i bl.a. Skandinavisk Novum, Øst-europæisk Gærkompagni og andre selskaber, der forskede i fermentering og bioteknologi. Kirken vidste nok hvor fremtiden lå...

Det kunne han dårligt sige om sig selv. Han følte, at han nu havde udtømt alle tænkelige muligheder. Plus et par utænkelige. Og han indså, at intet af det han havde prøvet havde haft nogen effekt. Gæren voksede blot videre, som om intet var hændt.

Dybt deprimeret gik han i seng og blev liggende. Han lå vågen i 3 dage og 3 nætter, mens han stirrede tomt på loftet. Hans uudtalte spørgsmål: Min Gær, hvorfor har du ikke forladt mig..?

Henad eftermiddagen blev det overskyet, og den grå himmel blev mørkere og mørkere. Det endte med regn, og det blev ved med at sile ned i timevis. Eller sådan forekom det ham.

Det virkede næsten som om vejret ville fortælle ham, at det heller ikke var i det bedste humør den dag. Det forstod han godt.

Om aftenen fik han med ét en underlig idé, en sær tanke der blev ved med at plage ham, indtil han til sidst rejste sig igen. Han måtte lige kigge, bare een gang til...

Han hentede mikroskopet frem fra kosteskabet, støvede linserne forsigtigt af, og skrabede en frisk gærprøve af det ene håndled. Han stillede billedet skarpt og fik et chok....

Hvor var de 33 syntetiske plageånder henne? Før havde de vrimlet..?

Men efter en hel nats omhyggelige observationer havde han stadigvæk ikke fundet en eneste...

Henad morgenen faldt han omsider i søvn, bøjet henover mikroskopet.

I de efterfølgende dage begyndte det så småt at gå op for ham, hvad der måtte være sket; De oprindelige gærorganismer var forsvundet - javel.

Men til gengæld havde han observeret, at en ny art var dukket op. Oven i købet var denne uventede gæst mulig at identificere. Han fandt adskillige beskrivelser af den i Kataloget over Gærlignende Retrovira; det viste sig at være en gammel kending ved navn Felicitatis Desulfovibrio-halohydro-carbono-clasticus. Godt nok en sjælden art, men en velkendt art.

Præcist hvad, der var sket, kunne han selvfølgelig ikke bevise. Men han havde stærkt på fornemmelsen, at de uidentificerede gærstammer med tiden havde vist sig ikke at være stabile synteser. Efter et par år var de så 'faldet tilbage' til en mere stabil form, sandsynligvis til den naturligt forekommende organisme de oprindeligt var udviklet fra.

Dermed var de blevet til noget kendt. Noget håndgribeligt. Forståeligt. Og Angribeligt...

Omsider havde han fat i den røde tråd!

Myriader af mulige forsøg kogte i hans hjerne, og hver og et ville måske vise sig netop at være nøglen til gærcellen.

Samme dag planlagde han en længere testrække, der skulle afsløre hvilke vækstparametre, der påvirkede Gæren mest: Temperatur, tryk, fugtighed, lysets styrke, mørkets hastighed, elektrisk og magnetisk flux, tidevandseffekten, solens pletter og månens faser, pravitet- og paritetfelter, og lign....

Men først måtte han have opdyrket en større mængde frisk forsøgsgær. Laboratoriet blev fyldt med små prøver af gærkultur, der stod og boblede stilfærdigt for sig selv. Men snart slap pladsen op. Han tog så også køkkenet i brug. Og soveværelset...

Igen slap pladsen op. Han overvejede, om han skulle inddrage antikvariatet, men opgav tanken igen. Han havde ikke lyst til at skræmme sine få kunder væk. Folk plejede at omtale ham som 'Gærdyrkeren', og han havde en anelse om hvorfor.

Da var det han kom i tanke om Kælderen.

Ganske vist anede han ikke hvordan den så ud; han havde aldrig udforsket den. Til gengæld havde han dog bemærket, at gulvbrædderne var løse adskillige steder. Han kunne faktisk gå direkte derned, hvis han ville. Eller han kunne i det mindste kigge ned...

Da han så, hvor mørkt der var, og hvor muggent der lugtede, mærkede han sit mareridt begynde at røre på sig igen. Og da han forsigtigt steg ned i Dybet og blev omsluttet af det mugne mørke, følte han sin sjæl blive befamlet af sære og unaturlige ængstelser. Men han skød dem til side igen; han havde hårdt brug for pladsen, og kælderen var langt større end han havde anet.

Som et indledende forsøg stillede han to skåle med frisk gær derned. Og han valgte omhyggeligt det reneste hjørne. Af samme grund opdagede han heller ikke Vera, thi hun lå og slumrede sødt under sin skimlede jordbunke. I modsætning til Edgar foretrak hun det mest jordslåede hjørne.

Vera var vant til at gå i hi om dagen, så hendes søvn forstyrredes ikke af Edgars korte visit. Men da hun vågnede efter midnat, fik hun sig en overraskelse:

Nogen havde stillet mad frem til hende...?! Dette undrede hende såre, og hun spekulerede længe på, om hun mon havde fået en hemmelig beundrer?

Men til sidst spiste hun alligevel. Hun var altid sulten, når hun vågnede. Og normalt startede hun dagen med at jage og samle. Men nu havde hun fået serveret morgenmad ved sengekanten. Og hvilken lækker overraskelse:

Nu var det godt nok længe siden, at Veras smagsløg sidst havde fungeret normalt. Men smagen hun oplevede, ville for en mere normal person have svaret omtrent til en fornem fransk skimmelost og den fineste romfromage. Plus et par ting til, som kun en dedikeret gourmet ville kalde delikate.

Men Vera var snarere en gourmand. Hun slikkede skålene omhyggeligt rene, for at få den sidste bid med.

Bagefter lagde hun dem på plads igen, og ønskede at der havde været meget mere. Imens spekulerede hendes skimlede stofskifte på hvad det egentlig skulle stille op med denne nye og ukendte substans.

Men Gæren var ikke i tvivl. I timevis havde den både frosset og sultet, mens den lå og ventede i kælderen. 

Og da den først var kommet indenfor i varmen, gik den straks på jagt i Veras jordslåede legemsvæv. Glubsk kastede den sig over alt hvad der blot mindede om glykose.

Resultatet var en pludselig overproduktion af diverse typer alkohol og æteriske olier. Vera følte sig snart underligt tilpas. Hun blev svimmel og måtte sætte sig ned for ikke at falde.

Hun stirrede forvirret på omgivelserne: alle 4 vægge begyndte lige så stille at pulsere frem og tilbage, loftet og gulvet sank og hævede sig i skæve og utrolige vinkler. Selv sad hun og sitrede, måbende over forandringen i rummet. Aldrig før havde kælderen set så mystisk ud. Det løb hende koldt ned af ryggen, og samtidigt flød der glødende strømme af varme fra tæerne op gennem benene og videre ud i kroppen. Hun havde en sær fornemmelse af, at hun aldrig før havde set tingene sådan som de virkeligt var.

Uregelmæssighederne i de fugtige og forvitrede mure begyndte at danne magiske mønstre, ansigter, huse, dyr, landskaber, og især træer. 
Hun sad midt i noget, der fra alle sider mere og mere lignede en dunkel skov. Et Mystisk Sted hvor der var Træer, Mørke og en Stilhed der grangiveligt lød afventende. Hun så op på den sorte himmel og bemærkede enkelte stjerner. De blinkede nysgerrigt ned til hende, men de sagde intet. Stilheden nøjedes med at betragte hende. Den ventede...

Vera ventede også. Faktisk havde hun ventet hele måneden på netop denne dag: Det var fuldmånetid, og i nat ville Fuglekulten afholde deres månelige Messe for Luften.

Yderligere ville hun selvsamme nat omsider blive indviet i Svaneritualet, og blive betroet de endelige hemmeligheder i Fuglenes store Mysterium.

Dette var den sidste og højeste grad i ritualerne, og fremover ville hun kun blive tiltalt som 'Den sorte Svane'. Hun havde ventet så længe. Og hun håbede sådan, at netop Svanen ville vise sig at være det hun havde søgt og famlet efter hele tiden.

For snart mange år siden var hun startet i Kulten som en almindelig uvidende 'Søster Spurv'; en titel som alle novicer startede med at bære. Hun var dernæst avanceret til 'Ravnen'. Men hun havde været så utålmodig, at alle i stedet for kaldte hende 'Evermore!'. Derefter fulgte 'Gribben', 'Pterodaktylen', og næstsidst 'Svaneøglen'. Hun havde ventet længe, men altid utålmodigt...

Men i aften ville hun få overrakt 'Den sorte Fjerham', og blive indbudt til at spise Svanens sorte Kød, og drikke af dens blå Blod. Og når Midnatstimen slog, ville hun i ånden forvandles til sin endelige form. Og sammen ville de flyve til 'Blokkenes Bjerg'; En mytisk by, forladt af menneskene og nu udelukkende beboet af fugledyr. Et sted der befandt sig på et lavere plan, men samtidigt udgjorde det højeste punkt i Underverdenen.

Normalt var Den nedre Verden et utilgængeligt sted for alle uindviede. Kun i Yulenatten åbnedes portene mellem de to verdener sig også for almindelige kødelige. Portene, tænkte hun...

En masse sorte og uhyggelige tanker flagrede op fra hendes underbevidsthed. De lettede i et stort sus som en kæmpemæssig koloni af ravne, der går på vingerne i eet øjeblik og formørker himlen i det næste. Luftens veje, fornemmelsen af fjer, hun tænkte på Svanens dobbelte mysterium, men hendes tanker fløj snart fra hende.......

Hun tøvede et øjeblik, men fløj så med dem. Ubevidst spredte hun armene, hævede sig langsomt, svævende i månelyset. Hun begyndte at flyve, kun temmelig usikkert i starten. Først flaksede hun pibende rundt i underskoven, baskede udenom buskene blot for at ramle ind i træernes grene. Svanens flugt over plankeværket...

Men snart vænnede hun sig til sit nye element og strøg til vejrs, langt over træernes kroner. I det fjerne anede hun konturerne af et umådeligt Bjerg hinsides skovene. Hun kunne lige akkurat skimte husblokkenes sorte silhouetter. Over hende skinnede fuldmånen og kastede hendes skygge ned på jorden og træernes kroner. Hun så, at skyggen satte kurs mod Bjerget, og besluttede at følge efter.

Pludseligt ramlede hun ind i et eller andet, faldt til jorden som en sten og hun -...

Ovenover undrede Edgar sig lidt over de underlige lyde han hørte, men glemte det snart igen. Han var vant til underlige lyde fra de øvrige beboere.

Men hvis han havde undersøgt kælderen nærmere, ville han hurtigt have opdaget årsagen; Det var Vera, der tumlede rundt i århundredets brandert. Til sidst ramlede hun ind i en mur og knock-outede sig selv. Så blev der stille igen, men Vera drømte videre;

Hun landede i den mørke By, og gik på opdagelse i husene. Skyggen ventede i et af dem...

Næste formiddag var det Edgars tur til at blive overrasket, da han så de to tomme gærskåle. Han forstod det ikke: Var Gæren virkelig skrumpet så meget i løbet af en enkelt nat? Eller var den tværtimod blevet så levende, at den begyndte at gå sine egne veje?

Skyldtes det mon mørket, kulden, fugten, eller hvad..?

Om aftenen stillede han to nye skåle med Gær ned i kælderen. Men historien gentog sig blot. Vera kom atter ud at flyve, og næste morgen var skålene lige så tomme som sidst.

Han fattede ikke en brik af det hele. Aldrig før havde hans prøver opført sig så mystisk. Han vidste godt, at Gærens veje var uransagelige, men alligevel...

Ville det mon fortsætte sådan--?

For at udelukke tilfældigheder fortsatte han forsøget måneden ud. Hver aften satte han en ny portion Gær ned i kælderen. Og hver morgen var den atter væk...

I mellemtiden var Vera lige så mystificeret. Hver gang hun vågnede var morgenmaden allerede serveret. 

Men hun havde stadigvæk ikke den fjerneste anelse om hvem hendes hemmelige velgører kunne være. Hun overvejede aldrig, at det måske kunne være en af husets beboere. Hun var vant til, at de kun tolererede hende, fordi de sjældent så noget til hende. Og faktisk var det efterhånden meget længe siden, at hun sidst var blevet observeret.

Når maden ligefrem blev serveret, så hun ingen grund til at gå ud for at støve føden op. Heller ikke fuglekulten så noget til hende længere, men hun savnede heller dem ikke. Hvorfor benytte sig af lånte fjer, når man kan flyve selv..? Og hver nat lettede hun, og fløj så langt øjet rakte og vingerne bar. Kulten kunne have fortalt hende om Mysterierne, men nu oplevede hun dem selv. Og der var meget mere end hun nogensinde havde troet....

Blokkenes Bjerg viste sig hurtigt kun at være en begyndelse, thi den mørke Skov rummede sine egne hellige steder. Men Underverdenen åbnede sig kun for dem der selv opsøgte Portene. De færreste kendte noget til deres eksistens. Og hun indså, at det, som Kulten kaldte Viden, egentlig kun var rygter og formodninger.

Den første Port havde hun dog hørt om før "Place o' The Darp 'n Deek" -  Men de øvrige var hende endnu fuldstændigt ubekendte. Hun opsøgte dem alle, en efter en...

Der måtte være et eller andet meget mystisk ved kælderen! var den konklusion Edgar kom til, da måneden var udløbet. 18 gærprøver havde tilbragt en nat i kælderen. Og 18 gærprøver var sporløst forsvundet.

Sideløbende havde han udelukket de forskellige naturlige forklaringer han kunne komme i tanke om. Det kunne derfor ikke skyldes hverken mørket, kulden, fugten eller andre forhold der naturligt måtte herske i lokalet. Det var heller ikke mus eller rotter, der rendte med hans prøver. Allerede fra starten havde han anbragt en musefælde ved siden af Gæren. Men uden en eneste fangst...

Han kunne selvfølgelig ikke vide, at der var gået masser af mus i fælden, samt adskillige kælderrotter, et par kaniner og en enkelt forvildet due. Men de var alle blevet ædt af Vera, når hun atter vågnede af gærrusen. Hun havde blot anset fangsten som en ekstra godbid til dessert. Han måtte nødtvungent konstatere, at en naturlig forklaring manglede. Måske var årsagen da overnaturlig? Måske.....

Fra sine okkulte studier huskede han, at visse steder hjemsøges af en specielt høj koncentration af åndelige kræfter. Kælderen var måske et fokalpunkt, et uopdaget vortex af æterisk energi? Måske husede rummet en åndeskabning, et astralt væsen..?

Men når det kom til stykket kunne den virkelige forklaring egentlig være ligegyldig. Kælderen kunne være hvad som helst den ville, om det så var Perleporten, overgangen til Underverdenen eller indgangen til Atlantis.

Det der virkeligt interesserede ham var, at lokaliteten åbenbart fungerede som en gærfri zone! Hvad ville der egentlig ske, hvis han nu selv tilbragte en nat dernede..? Tanken havde strejfet ham før, men indtil videre havde han udskudt den. Blot tanken om det mugne mørke fik det til at vende sig i ham. En hel nat? Aldrig i livet! Men på den anden side: Chancen for at blive gærfri igen..?

Han brugte hele den dag på ikke at kunne bestemme sig. Det blev eftermiddag, aften, nat...

Til sidst stod han foran sin seng og tøvede stadig. Så sukkede han dybt, løsnede madrassen fra sengen, og fik den langt om længe bakset ned i kælderen. Han gøs ved tanken om den tilstundende nat, og håbede på kun at få rolige drømme. Men for en sikkerheds skyld slugte han 10 sovepiller, stoppede vat i ørene og satte en klemme for næsen. Han faldt i søvn med det samme, da han først lå ned. Han turde simpelthen ikke være vågen...

Et par timer senere vågnede Vera op og famlede forundret omkring sig. Med det samme kunne hun mærke en forskel. Ganske vist kunne hun ikke se hvad det var. Selvom hendes natsyn var blevet forfinet med tiden, kunne hun lige så lidt som andre natdyr se noget i totalt mørke. Til gengæld havde hun gennem årene udviklet en fænomenal lugtesans. Kort sagt, hun havde øjne i næsen. Og hendes supersensitive næse fortalte hende utvetydigt, at der i det modstående hjørne lå et gigantisk festmåltid; det ventede blot på hende.




Aldrig før havde hun set så meget mad, og i eet spring var hun derovre.

Vera spiste og fortærede og åd al den Gær hun overhovedet kunne sætte tænderne i, og bagefter brugte hun tungen. Det tog en halv time, men så var hun også mættet, proppet og stoppet.

Udmattet lagde hun sig tilbage til jordbunken og ventede utålmodigt på virkningen. Hvor blev Skoven af?

Men den lod vente på sig, for i modsætning til tidligere havde Gæren denne gang ikke måtte vente i timevis, ene og forladt i en kold og mørk kælder. Den tøvede derfor lidt, prøvede at orientere sig og virkede i det hele taget lettere rådvild. Men Gær er og forbliver Gær, så til sidst gik det alligevel som det plejede - blot 10 gange stærkere: Denne gang dukkede Skoven op uden den sædvanlige indledende flimren. Og på trods af mørket var omgivelserne nu uvirkeligt klare og distinkte, som om alting var lavet af funklende sorte ædelsten. Luften var så ladet med æterisk spænding, at hun næsten fik et stød hver gang hun trak vejret.

Hendes hjerte bankede vildt og hun mærkede en tindrende fornemmelse i fingerspidserne. Og da hun strakte armene ud, for at svæve opad som hun plejed, skød hun i stedet til vejrs som en løbsk nytårsraket.

Højere og højere steg hun alt imens træerne blev mindre og mindre.

Skoven var dybt under hende nu. Hun så op, og til hendes store overraskelse virkede Månen langt større end normalt.

Og den voksede stadig; snart var den større end Jorden. Men så svandt den igen...

Det gik så hurtigt, at hun ikke nåede at blive bange. Men hun undrede sig til gengæld desto mere.

Både Jorden og Månen var nu på vej væk under hende. Andre planeter dukkede op men forsvandt samme vej. Hun ænsede dem knapt nok, thi hun stirrede fascineret på den store ravgule Stjerne, som hun gættede på måtte være Solen.

Men selv Solen blev gradvist mindre og lignede snart en ganske almindelig stjerne. Hun forsøgte nu at orientere sig, men for sent. Hun var ikke længere indenfor solsystemet...

Hun fortsatte sin flugt i et tomt og tyst mørke...

Tyst? Ikke helt, for hun begyndte så småt at ane en sprødt klingende musik; ringlende toner som mindede hende om millioner af små vibrerende klokker.

Lydene var overalt omkring hende nu. Stjernernes fjerne sirenesang blev højere og højere i takt med hendes hastighed som nærmede sig Lyset.

Jeg må være død nu, tænkte hun bedrøvet; Det er Englene der synger for mig. Og hun lukkede øjnene en stund...

Hun bemærkede derfor heller ikke, at hun passerede Voyager 2, men den bemærkede til gengæld heller ikke hende; rumsonden var for længst holdt op med at transmittere noget tilbage.

Hvilket sikkert også var det bedste for alle parter - ellers havde man på Jorden modtaget et billede af en kolossal sort Svane langt hinsides Plutos bane.

(Det ville ellers have givet både Kirken og ateisterne noget at tænke over...).

Hun åbnede øjnene igen, og så at hun passerede noget der for hende lignede Kometernes Kirkegård. En frossen zone af is og simple organiske forbindelser. Men deri tog hun nu fejl; det var her Kometerne fødtes.

Hun var nu 1 lysår fra Solen og begyndte at føle sig lettere svimmel. Hendes hastighed nærmede sig 1 milliard km i timen, og hun kunne ikke stoppe.

Stjernerne var ikke længere små stillestående punkter af lys. De kravlede rundt på himlen som små selvlysende myrer, skiftede kulører og samledes til sidst i en lysende ring.

Hun rejste videre som det kulsorte centrum i en regnbue, der strålede med en altfortærende stråleglans ......

Hvor Veras rejse endte er ikke godt at vide. Selv var hun heller ikke sikker. 

Det sidste hun oplevede var et skærende hvidt lys, der blev skarpere og skarpere og SKARPERE og - - - - Pling!

Det varede længe før Edgar vågnede den dag. Tanken om at vågne op i Kælderen fik hans underbevidsthed til at trække tiden ud og holde igen så længe som muligt.

Men omkring middagstid åbnede han omsider øjnene. Først troede han, at det stadig var nat. Alt var så mørkt omkring ham. Så sprang han pludseligt op. GÆREN!!!

På mindre end et minut stod han atter oppe i lejligheden, foran det største spejl han ejede.

Refleksionen var en figur, som han ikke havde set i årevis; Ham selv. Hverken mere eller mindre. Der var ikke et enkelt gram Gær tilbage, kun en jomfruelig ren overflade uden det mindste spor af fremmede vækster.

Til gengæld opdagede han en masse små lyserøde bidmærker, hvad der måske ville have bekymret en mere normal person. Men Edgar kunne kun tænke på, at endelig, omsider, langt om længe var Miraklet sket.

Han nænnede næsten ikke at klæde sig på - tøjet skjulte hans nye gærfri hud - men han gjorde det alligevel, og styrtede ud i byen...

Resten af dagen bemærkede beboerne i kvarteret, at der var en hidtil ukendt galning som vandrede planløst rundt i gaderne og smilede tåbeligt til enhver reflekterende overflade. De undrede sig, men ingen kiggede direkte på ham.

Selv gadens gnomer holdt sig respektfuldt på afstand. Han så ikke helt tilregnelig ud. Han så ikke engang spiselig ud.

Faktisk var det vel kun Vera, der blev sulten ved synet. Og fremover fik hun også hver nat sin daglige dosis Gær. Således fuldbyrdede hun med tiden sin egen metamorfose: Den grimme kælling blev omsider til en smuk sort Svane. Ganske vist forlod hun aldrig mere Kælderen, men hendes ånd kunne til gengæld strejfe frit omkring i universet.

Edgar var ligeledes blevet forvandlet; fra Monster til Menneske. Han begyndte ligefrem at bevæge sig ud i byen, også i de respektable kvarterer. Men hver aften måtte han vende tilbage til lejligheden og overnatte i kælderen. Ellers ville han atter vågne op som Monster, med Gær over hele kroppen.

Vera opdagede aldrig hans eksistens. Ikke fordi hun ikke længere nysgerrigt anlagt. Men hendes bevidsthed bevægede sig efterhånden mindre og mindre på det jordiske plan, hvor andre kødelige bruger deres tid. Hun foretrak at opsøge andre dimensioner og flakse rundt i Tiden og Rummet. Og der var altid nye undere, som hun endnu ikke havde set. Følt. Eller hørt. Eller smagt...

Edgar opdagede heller aldrig hvad der egentlig gemte sig i dybet. Så længe virkningen holdt sig, var han egentlig ligeglad. Og selv da han flyttede sengen derned, og indrettede kælderrummet som sit nye soveværelse, forblev Vera et uset mysterium.

Da han fjernede hendes mugne jord-bunke, flyttede hun blot sit skimlede sengeleje hen under hans seng; den duftede nemlig uimodståeligt af gær. I det lange løb var det selvfølgelig uundgåeligt, at Edgar en gang imellem vågnede op midt under Veras natlige ædegilde.

Men om morgenen kunne han kun huske nogle meget tågede visioner om sorte Svaner, der forvandledes til hvide Mennesker. Eller var det nu omvendt..?

Han havde læst lidt om varulve, men han havde aldrig hørt om en Varsvane. Heller ikke selvom han delte lejlighed med et sådant væsen. Hans forvirring og uvidenhed skyldtes nok først og fremmest Veras skimlede overflade. Der var utallige mug og skimmelsvampe der groede på hendes hud, og især i hendes snerlede hår. Og en stor del af dem udskilte en betragtelig mængde Lyserg-Syre-Diethylamid. Intet under at han tit oplevede de mest utrolige drømme. Mareridtet kom aldrig igen. Men han savned aldrig inspiration til nye historier.

Således levede Gærmanden og Skimmelkvinden lykkeligt sammen, hver for sig, til deres underlige dages ende. De sov i den samme seng, men på hver sin side af madrassen. Ingen af dem opdagede nogensinde modpartens eksistens. Men Gæren og Skimlen tænkte begge sit. Og kun guderne må vide hvad det egentlig var...