Sjusket sensationalisme

Kommentar af H. H. Løyche, forfatter

Havde Jules Verne virkelig kunnet se
ind i fremtiden, lad os sige til år 1966, så
havde han sandsynligvis skidt i bukserne.
Og omkring år 2166 - du godeste!.
(Philip José Farmer)

I radio og på tv synes langt de fleste dokumentarindslag om science fiction enten at behandle genren som trivial-litteratur, opremse dens 'profetier' eller bruge den til at lokke unge mennesker ind på naturvidenskabelige uddannelser. De beskæftiger sig sjældent med, hvad genren reelt kan tilbyde. Folk, der ved noget om genren har dog opgivet at reagere på mediernes grovheder, simpelthen fordi det ikke hjælper en tøddel. Når en science fiction-forfatter så endelig skamroses på tv, burde jeg vel klappe (i) og være tilfreds. Men dokumentarprogrammet om Jules Verne, der blev bragt tirsdag i forbindelse med DR2s temaaften om fremtiden, var så arrogant, at håret rejste sig på mit hoved. Da stakkels Verne ikke selv kan tage til genmæle, vil jeg så gøre det på hans vegne.

Med DR2s tema in mente var det i sig selv besynderligt, at bruge tid på en forfatter, der døde i 1905 og hvis fortællinger næsten udelukkende omhandlede hans egen tid. Her er det dog mere presserende, at programmet ud over den sædvanlige vanrøgt af genren begik historieforfalskning af nærmest fascistisk målestok. Kendsgerninger, der ikke passede udsendelsens formål, blev tilsidesat eller erstattet med pure opspind, for seerne skulle sprække af forgabthed over Vernes vid. Skulle man tro udsendelsen havde Verne opfundet ubåden, raketten, bilen, fjernsynet, elektrisk belysning, telefaxen, telefonen, Internet og reklamer. Der blev direkte sagt, at moderne Airbus- og deltavingefly simpelthen var baseret på Vernes idéer.

Men eftersom Verne først udgav "En verdensomsejling under havet" i 1870, kan han ikke krediteres for at være først med idéen om undervandsbåde. De første ubåde i moderne tid byggedes nemlig i Louisiana i slutningen af 1850'erne (militære fartøjer, der medførte torpedoer). Da var ubåden allerede et gammelt koncept. Det tidligst kendte eksempel stammer fra et manuskript til den tyske legenderoman Salman und Morolf (1190), hvori der er gengivet en tegning af en ubåd. Ifølge billedteksten var fartøjet fremstillet af kobber og udrustet med snorkel. Verne er også blevet tilskrevet æren for dykkerdragten, selvom den blev taget i anvendelse århundreder før hans fødsel.

Et skrift fremstillet af ridder Ludwig von Hartenstein i 1510 har en tegning af en dykkerdragt, med øjenåbningerne dækket af glas og et langt rør forsynet med hane, anbragt i hovedbeklædningen. I tegningens højre side ses blysålerne og en stige, beregnet til op- og nedstigning. Udsendelsen fremhævede ydermere Verne som fremsynet, fordi han beskrev levende kæmpeblæksprutter. Men på Vernes tid forelå såmænd masser af efterretninger om disse skabninger ud for Australien. Selv dengang var beskrivelsen af de sky dybhavsdyrs angreb på en ubåd direkte utroværdig.

Vernes eneste originale bidrag i undervandssammenhænge er faktisk, at udruste sin fiktive ubåd med te-sluprende aristokrater og et gådefuldt fremdriftsystem, der intet havde med atomkraft at skaffe. Men udsendelsens brølere i forbindelse med romanen rakte langt videre. F.eks. var det grebet ud af luften, da speakeren insisterede på, at den amerikanske atomubåd Nautilus skulle have gennemført samme rejse som kaptajn Nemo. Det mest absurde var dog forsøget på at forklare romanens succes: De fleste franskmænd kan ikke svømme, fordi de bor langt fra havet!

Siden Lucian af Samosata (cirka år 120-180) digtede om månerejser er der skrevet utallige af slagsen. Vernes Rejsen til Maanen (1865) var end ikke den første, der kalkulerede med tyngdekraft og acceleration. Alligevel slog udsendelsen til lyd for, at Vernes beregninger var epokegørende og "forudsagde Apollos månerejse med fantastisk nøjagtighed." Som eksempler fremhæves bl.a. størrelsen på månelandingsmodulet. Men der var intet månelandingsmodul i Vernes romaner og fartøjet - en krydsning mellem en kanonkugle og en togkupé - landede slet ikke på Månen. Verne benyttede heller ikke en raket, men en kanon, der udsatte sine passagerer for en acceleration på cirka 6.000 g. De ville kort sagt blive banket flade som pandekager.

Undervejs mod Månen åbner besætningen døren ud til det tomme rum for at kaste affald ud. Der gives ingen forklaring på, hvorfor projektilet ikke brænder op ved genindtræden i Jordens atmosfære eller hvordan passagererne overlever nedslaget i havet. Hans 'foregribelse' af senere rumkapslers landing i havet var et tilfælde, i stil med, at det første menneske på Månen hed Armstrong i en Lester del Rey-novelle fra 1950'erne. Vernes 'vision' om at sende mennesker til Månen er simpelthen så teknisk uforsvarlig, at den konkurrerer med den raketdrevne karet i Cyrano de Bergeracs Voyage dans la Lune (1650). Udsendelsen omtalte også senere forsøg på at skyde gods i kredsløb om Jorden v.hj.a. kanoner, som "en nøjagtig kopi af Vernes kanon". Vernes kanon var omkring en kilometer lang. De omtalte forsøgs-kanoner er under hundrede meter. De er ikke engang inspirerede af Verne, men videreudviklinger af det tyske HDP-projekt fra Anden Verdenskrig.

En af udsendelsens mest besynderlige påstande var, at Vernes forfatterskab omfattede "hele historien om menneskets eksistens i andre galakser". Men der findes meget få Verne-fortællinger, hvis handling udspilles udenfor hans egen samtid, og ikke én begiver sig længere væk end Månen. Årsagen er den enkle, at Verne døde i 1905, hvilket var før nogen overhovedet fik mistanke om galaksernes eksistens - de blev først bekræftet af Edwin Hubble i 1920'erne. Udsendelsen havde i det hele taget svært ved at finde hoved og hale på astronomiske termer - asteroider blev forvekslet med kometer og omvendt.

I romanen Paris i det 20. århundrede (1863) beskrev Verne ganske rigtigt et højt vartegn i Paris, og Eiffeltårnet blev først indviet i 1889. Men forinden havde herr Eiffel og andre kæmpet i årtier for at få gennemført lignende projekter, og dét vidste Verne udmærket besked med. Vernes fortælling foregår først i 1960 og der foreligger ingen detaljer om vartegnets udseende bortset fra højden (500 meter), hvilket er helt ude af proportion med Eiffeltårnets 333 meter. Udsendelsen omtalte endvidere Eiffeltårnet som den første moderne bygning. Æren tilfalder sædvanligvis Crystal Palace, der blev bygget helt af præfabrikerede materialer og stod klar til verdensudstillingen i 1851. Denne omgåelse synes lige lovlig behændig, i og med at Crystal Palace blev oplyst med Davys nyopfundne buelampe. Dét forklarer nemlig, hvordan Verne kunne skrive om elektrisk gadebelysning i samme roman, selvom det først blev indført i 1885.

Endvidere afvikles trafikken i Vernes anno 1960 med såkaldte gas-drocher. Det er korrekt, at Carl Benz og Gottlieb Daimler (uafhængigt af hinanden) først byggede et automobil baseret på eksplosionsmotorer i 1885, men der havde været talrige forsøg at bygge motordrevne køretøjer siden 1645. Specielt det første parisiske transportselskab - der blev oprettet af Pascal og protegeret af hertugen af Roannès - havde vist interesse for motorkøretøjer. Fortællingens førerløse, lydsvage bybane baseret på elektro-pneumetik går igen i samtidige tekniske tidsskrifter. Verne beskrivelse af telefaxen er heller ikke tilfældig, for den var opfundet kort forinden. Men altså, udsendelsen brugte ustandseligt sætninger såsom "Verne så sine visioner blive til virkelighed. Elektrisk lys, telefon, flyvemaskiner, biler."

Udsendelsen kom også ind på nyskabelser i andre af Vernes romaner. Men at udpege en brændefyret varmluftsballon som en "futuristisk opfindelse" - det ville Verne selv have grinet af. Var Verne da først med fjernsynet? Nej. Det blev patenteret af tyskeren Poul Nipkow i 1883, og var langt fra nogen nyhed i fiktionens verden. Hvad så med Internet? Nej. Uanset hvad udsendelsen viste af smarte fladskærme, så er der ikke skyggen af en computer i Vernes værker. Markedsføring? Ja, men da var det allerede et udbredt fænomen, og flere forfattere havde fingrene i emnet før Verne. F.eks. beskev H.G. Wells aggressive reklamekampagner i novellen A Story of the Days to Come (1899).

Og nu jeg har fat i Wells: Han skrev om bioteknologi, mutationer, liv på andre kloder, interplanetarisk krigsførsel, antityngde, tidsmaskiner og mange andre emner før nogen anden. Blandt hans mere spektakulære 'forudsigelser' er The World Brain (1938), hvormed han forsøgte at beskrive en fremtid, hvor verden er sammenknyttet og styret af datamaskiner. Da Wells skrev det var den centrale teknologi stadig af jern og kul.

I en anden roman inddrog Wells atombomben i en verdenskrig, hvor USA kæmper mod Tyskland. Romanen hedder The War in the Air og udkom i 1907 - fire år før Ernest Rutherford lancerede sin atommodel, syv år før Første Verdenskrig og 38 år før atombombningen af Hiroshima. Inden da havde han i When the Sleeper Wakes (1897) skrevet om videomaskiner og porno på tv. Hvis nogen var 'profet' på Vernes tid, så var det Wells.

Udsendelsen hævdede gang på gang, at Jules Verne opfandt science fiction, selvom enhver med bare overfladisk kendskab til genren ved, at den har baggrund i utopien og den fantastiske rejse. Og det er netop i traditionen for den fantastiske rejse, at Verne hører hjemme (sommetider, som i Zarens kurér, helt uden fantastiske indslag). Betragter man derimod værker såsom Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske rejse (1741), Mary Shelleys Frankenstein (1818) eller H. G. Wells Gudernes føde (1904), finder man betydelig større tematisk og motivmæssig spredning. Det er således himmelråbende forkert, at Verne på nogen måde var først om at skrive fortællinger med videnskabeligt indhold, "opfandt de forunderlige rejser" eller "skabte science fiction-genren" - den blev for øvrigt først navngivet af Hugo Gernsback i 1926.

Udsendelsen gik for alvor galt i byen, da den fremhævede det som en intellektuel bedrift når Verne forstod, at teknologi og komfort ikke kan løse alle menneskets problemer. I sammenligning med sine kolleger reflekterede Verne uhyre lidt over samspillet mellem videnskab, teknologi og samfund, og derfor nåede han aldrig ud over banale indsigter. At se kim til nye sociale strukturer i den industrielle revolution var mere karakteristisk for H. G. Wells. Selv forgængere som E.T.A. Hoffmann (1776-1822) bevægede sig ad mere moderne tankebaner end Verne - og senere selvfølgelig Karel Çapek, Aldous Huxley, George Orwell og Jevgenij Samjatin.

Dette må ikke opfattes som negativ kritik af Vernes forfatterskab, og jeg tvivler ikke på, at han var velinformeret om sin tids teknologiske formåen. Men Verne spekulerede sjældent over emner, som han ikke mente at vide noget om. Han virkede ude af stand til selv at fremtænke nyt, i takt med hans egen tids visioner blev indhentet af virkeligheden. Derfor forblev hans værker i bedste fald ekstrapolation på andres idéer. Ikke desto mindre forklarede DR2-udsendelsen "hemmeligheden bag Vernes succes" med, at han "overskred fantasiens grænser" og "skrev om det utænkelige". Dette dementerede Verne ellers selv (i et interview i DANNEBROG, 6. juli 1902):

"Jeg indbilder mig ikke stort af, at jeg har skrevet om Avtomobilet, den undersøiske Baad og det styrbare Luftskib, før de blev til Virkelighed. Da jeg skildrede dem som virkelig existerende, var de allerede halvvejs opfundne. Jeg gjorde det ikke for at profetere, men simpelthen for mellem Ungdommen at udbrede Interesse for Geografien i en saa tiltrækkende Skikkelse som muligt."

Hermed skulle det være slået fast, at Vernes flyvende amfibie-racerbil er en drengedrøm. Den repræsenterer ikke avanceret teknologi, der blot endnu ikke findes. Men i et slags desperat forsøg på at udråbe Verne til miskendt geni gentog udsendelsen flere gange, at "Vernes kritikere afviste hans idéer som usandsynlige". Kan man andet end give kritikerne ret, når man betragter de få tilfælde, hvor Verne overhovedet ytrede sig om fremtiden? F.eks. sagde han:

"Jeg tror slet ikke, at der om et halvt Hundrede eller Hundrede Aar eksisterer Romaner og Noveller i Bogform. De vil blive erstattede af Dagbladene, der allerede nu udøver saa stor Indflydelse paa Fremskridtsnationernes Liv."

Et af Vernes manuskripter, der som en undtagelse foregik i fremtiden (Paris i det 20. århundrede), blev ifølge DR2-udsendelsen tilbageholdt, idet man frygtede, at læsene skulle rammes af 'fremtidschok'. Det er en myte udsendt af PR-folkene, der skulle sælge bogen i 1994. Sandheden er, at romanen er et litterært makværk, der aldrig skulle have været udgivet. Den er fuld af opremsninger af betydningsløse kunstnernavne og langer hadefuldt ud efter alt moderne, undtagen transportsystemer. Derfor rådede forlæggeren den dengang unge Verne til at søge andre veje.

Alt taget i betragtning tegnedes et stærkt forvrænget billede af Vernes rolle indenfor den fantastiske litteratur. Det mageløse, som kom frem på DR2 i tirsdags var altså ikke Vernes 'profetier', men dokumentarprogrammets utroværdighed. Kan det opfattes som andet end sensationalisme, journalistisk venstrehåndsarbejde eller bevidst historieforfalskning? Ja. Man kan fortsat mene, at Verne havde profetiske evner. I så fald bør man tale med en psykiater.


H. H. Løyche, 2003


Læs artiklens fortsættelse: Dick, Delany og Alzheimer