På en øde, vindstille planet forfalder en klynge bygninger. En zone omkring bebyggelsen er markeret af et hegn. To glas På en øde, vindstille planet forfalder en klynge bygninger. En zone omkring bebyggelsen er markeret af et hegn. To glas ligger henkastet - et på hver side af hegnet. Ikke langt derfra er et køretøj sunket ned i strandkanten. Sådan har det stået længe, rustent og fyldt med sand. Sandet gemmer desuden diverse møbler, et musikanlæg, flere glas og en bålplads fuld af madrester. Fraværet af skeletter giver stedet indtryk af, at være rømmet i hast. Men rumfartøjet står stadig, hvor det landede.
Scatter-skibet havde været 28.000 år undervejs mod stjernehoben - en million sole samlet i en sky på bare hundrede lysår i diameter. Om end der var sparsomt med planeter i systemerne - ofte slet ingen - ansloges det, at hoben havde tusindvis af kandidater til terraformning. Længe inden ankomsten havde skibet registreret en egnet planet i et system med en gylden og en lyserød sol. En sværm af asteroider og kometer kredsede i langstrakte baner om dobbeltstjernen. Imellem de to sole sad, som på et sjippetov, én enkelt planet. Den havde to små kontinenter: Ét ved nordpolen og et andet, mindre, ved ækvator. Mellem kontinenterne strakte sig desuden et omfattende ørige. Endelig lå der, isoleret på den stik modsatte side af planeten, en lille gruppe vulkanøer. Klimaet var mildt, luften sund og der var masser af frisk vand. Trods de ideelle livsbetingelser var planeten imidlertid gold.
Skibet stak kursen mod en asteroide, der med års mellemrum krydsede planetens bane. Straks det ankom begyndte det at grave fundamenter og udvinde metaller. Få uger senere var der bygget faciliteter til at undfange en besætning fra skibets embryo-bank. To drenge og to piger. Nok til grundlæggelsen af et emperie.
Indtil deres tolvte år boede børnene på en rumstation, fremstillet udelukkende for deres skyld. De havde masser af legetøj og plads at tumle sig på - langt mere end nødvendigt. Men intet selvfølgelig, at regne ved siden af GGM528-99 AB/1, af børnene kaldet "planeten". De hang ofte ved panoramavinduerne og drømte sig derned.
Tiden nærmede sig, hvor de var rede til at tage beslutninger på egen hånd. Skibet havde været dem en kærlig moder og en retfærdig fader, for så vidt disse egenskaber kunne tillægges en maskine; det tog vare på deres fysiske behov, opdrog dem og gav dem kundskaber til at klare sig selv. Men ingen af børnene havde overlevet uden hinanden. Det forhold, at højerestående liv har mere end fysiske og intellektuelle behov, synes lige så uangribeligt som overskridelsen af lysets hastighed. Det er irrelevant om et menneske, en abe eller en hund udfylder rollen, men uden kontakt til et levende væsen er afkommet fortabt. Det dør af ensomhed.
De døbte solene Golden Delicious og Pink Lady, og "planeten" fik det formelle navn Charlotte. Mens dagen nærmede sig, hvor de unge mennesker skulle derned, studerede de ivrigt kloden. Hver morgen samledes de for at analysere fjernmålinger og diskutere optagelser af klippeøer, flodlejer, lavaformationer og sandstrande langs vidstrakt ocean.
"Fuldkommen steril," sagde Lea. "Hvor heldig kan man være?"
Hvis de ville, kunne de gå nøgne omkring på planeten, og terraformning var groft sagt kun et spørgsmål om at kaste en håndfuld frø. Groft sagt - for planeter så at sige forsvarer sig mod fremmed liv. Hvis en planet er livløs er betingelserne - atmosfære, baggrundsstråling, temperatur, tyngdekraft osv. - som regel også upassende. Men er miljøet på den anden side i orden, så er der allerede liv, og idet man introducerer nye livsformer opstår en voldsom kamp. Resultatet kan blive helt nye og meget aggressive arter, som mennesker ikke kan leve iblandt. Man står altså overfor tre valgmuligheder: At tilpasse sig det lokale miljø, at udrydde det oprindelige liv eller at opgive kolonisering. Selv under optimale betingelser og uden liv, er det ikke nemt. Man kan ikke bare sprede frø, og vente på, at de spirer, så dyr får ilt og noget at spise. Planter kræver tilstedeværelse af andre organismer - mikrober, svampe og insekter. Man begynder med bakterier, går dernæst til alger og lav og fortsætter så fremdeles til stadigt mere komplekse miljøer og større variation, og hvadsomhelst kan gå galt undervejs. At få et græsstrå til at trives, er en proces, der tager mange årtier - om ikke århundreder.
"Jeg synes altså, at det er mærkeligt," bemærkede Sif.
"En tilfældighed?" foreslog Leo.
"Næppe," fnøs Jim. "Atmosfærens sammensætning tyder på, at der var liv indtil for nyligt."
"Selv næppe," fløj det ud af Lea. "Ellers havde vi fundet fossiler."
Ordvekslingen røbede kun uenighed om forklaringen. Forehavendet var de, af gode grunde, enige om. Bortset fra Sif.
"Måske skulle vi lade en sonde undersøge sagen," forsøgte hun. "Og selv stikke videre. Jeg mener ... døden har en årsag og jeg foretrækker en vis afstand til den. F.eks. et par lysår."
Hendes kommentar blev fuldstændigt ignoreret. Skibet havde ganske vist opdaget adskillige lovende planeter, men de ville garanteret også volde problemer. Charlotte var og forblev deres lod i livet.
"Som jeg ser det," sagde Leo, "er spørgsmålet bare, hvor vi begynder terraformningen."
"Vi vil trives bedst ved ækvator," påpegede Jim. "Ækvator har udsigt til begge sole, afbrudt af et kort tusmørke. Polerne har kun én sol hver, men aldrig nat."
De landede på vestkysten af det ækvatoriale kontinent. For en sikkerheds skyld beholdt de rumdragterne på, da de steg ud. Himlen var dyb, dyb kongeblå. Der var vindstille og så lidt Staubeleffekt, at man kunne skimte stjerner ved højlys dag.
En tid gik de bare omkring og betragtede landskabet. De tre var opstemte og begejstrede, men Sif virkede indesluttet og ængstelig. Hun havde været nærmere knyttet til scatter-skibet, end de andre. I begyndelsen var det en fordel, eftersom det lettede skibets arbejde, men senere blev det en ulempe. Selvom Sif ikke indrømmede det højt, var hun stadig uvillig til at erkende, at skibet blot var en slags foderautomat, der hverken levede eller følte noget for hende. Jim anede det: Hver gang der var ballade søgte Sif trøst hos den 'voksne'. Han antog, at det var grunden til hendes reaktion på planeten. Alle hendes følelser strittede imod: Hun så det ikke som et nyt hjem, men et fremmed, øde sted, hvor hun ultimativt skulle efterlades.
"Nå," sagde Leo. "Én af os skal jo være først."
Så åbnede han visiret på sin hjelm, holdt først vejret og tog derpå en lille, forsigtig indånding. Et overrasket udbrud undslap hans mund sammen med udåndingen.
"Det var dog ... nøj, hvor luften er frisk."
Sif fjernede sin hjelm som den sidste. Det skete først, da hendes iltbeholdning løb tør.
Allerede syv år senere begyndte Jim på rapporten, der skulle med scatter-skibet videre mod stjernehobens centrum. De havde startet med at anlægge en lille bebyggelse. Fire små kabiner omkring landingsfartøjets livsnødvendige faciliteter. Herfra udgik al deres aktivitet, og herfra havde de spredt liv forbløffende hurtigt. Bortset fra, at enkelte arter virkede forvirrede over fraværet af årstider, gik tilpasningen simpelthen problemløst. Nu var bakkerne ned mod kysten grønne - overgroede af græs og blomstrende buske. Omgivet af bier og sommerfugle havde spæde træer fundet fodfæste langs rislende bække. Slyngplanter tog naturlige gærder i besiddelse. De første, spiselige bær blev plukket for en måned siden, samtidig med at Lea satte gnavere og fugle ud. Leo var begyndt at eksperimentere med ølbrygning. Selv Sif syntes at acceptere den nye tilværelse, omend hun sjældent vovede sig bort fra bebyggelsen. Og aldrig - ikke én eneste gang - havde hun været med på ekskursion til bjergene eller op langs floden. Men Sif var stadig ung. Bare nitten år. Snart ville hun selv få børn, indstille tankerne på det forhåndenværende og lægge fortiden på hylden.
Jim syntes, at fartøjet så forkert ud. Det var noget ved dækpladernes genspejling af omgivelserne. Han kunne ikke helt sætte fingeren på det, men måske var det bare lyset. Solvindene var gransket til mindste detalje og man havde checket for røngten og anden skadelig stråling. Så vidt Jim huskede, blev selve lyset dog aldrig nærmere undersøgt. For lige at forvisse sig om forholdene rettede han sin håndscanner mod fartøjet og lod den køre gennem forskellige bølgelængder. Umiddelbart sporede han intet unormalt. Men jo mere han beskæftigede sig med det, jo mere bestyrkedes hans fornemmelse af, at fartøjet ikke reflekterede, som det burde. Det skyldtes dog hverken fartøjet eller lyset. Han blev helt utilpas, da forklaringen gik op for ham - omgivelserne var anderledes udenfor det synlige spektrum. Dér, hvor han så nyudsprunget løv, insisterede scanneren på, at det var vissent. Hvor han mente at se småtræer, registrerede scanneren kun barkstrimler. En tid iagttog han en kolonne myrer vakle op ad en usynlig stamme - tomme hylstre, som ædt eller ætset op indefra. En indskydelse bragte Jim hen til gærdet, der burde være dækket af mos og slyngplanter, men scanneren viste kun nøgne sten. Jo længere bort han kom fra bebyggelsen, jo mere livløst blev der. Han standsede, hvor scanneren endelig meldte: Tomt, øde, intet! Hundredevis af meter beplantning manglede. Eller rettere - et eller andet agerede beplantning, komplet med fugleklatter, orme og mus. I det samme ramtes Jim af en tanke. Foruroliget rettede han scanneren mod sig selv, men fandt intet forkert.
Jim undgik behændigt at se på projektionerne - sort-hvide optagelser taget af moderskibet, hvorpå han havde indtegnet områder med rødt. En streg snørklede sig ujævnt om bebyggelsen. På den ene side var livet uberørt og trivedes, på den modsatte var det ved at forgå.
"Besynderligt," sagde Lea.
"Klamt," rettede Sif.
"Øh ..." begyndte Leo, men gik i stå.
Jim forblev tavs. Hans mund virkede stram og bekymret.
"Hvad det end er," sagde han endelig, "så begyndte det i udkanten af beplantningen og arbejder sig ind mod koloniens centrum. Hele periferien er udslettet, og der er infektioner dybt ind i parken. De enkelte planter og dyr rammes stik modsat - de angribes indefra."
Der blev tavst omkring bordet. Blikkene rettedes skiftevis mod Jim og billederne.
"Har nogen en idé om, hvad det er?" opfordrede han.
"Det lyder måske vanvittigt, men ..." Leo tøvede. "En masse spørgsmål lader sig besvare, hvis ..."
Han gik i stå.
"Lad os nu høre!"
Leo rømmede sig.
"Vi tog simpelthen fejl. Planeten var ikke gold ... Engang var her liv overalt. Men så opstod en mikroorganisme, der hverken kunne lugtes eller smages, og derfor ikke blev angrebet. Egenskaben var uhyre favorabel, bredte sig hurtigt til andre organismer, og blev stadig mere sofistikeret. Til sidst frembragte evolutionen en art, der beherskede usylighed fuldkomment og udryddede stort set alt andet. Det er efterkommere af dén art, vi har med at gøre. De lader os tro, at koloniseringen går strygende, altimens de tilbageerobrer området, som vi nåede at tage."
To hoveder nikkede, som tegn på, at de gav Leo ret.
"Den mindste risiko for, at arten spredes, er uacceptabel," fortsatte Leo. "I indser vel, hvad det betyder?"
Sif begravede ansigtet i hænderne. Det var ikke til at afgøre, om hun græd eller grinede.
"Ja," sagde Jim. "Vi kan aldrig forlade planeten. Hvis 'de' ikke allerede har saboteret landingsfartøjet, er vi er nødt til ødelægge det selv. Og sende scatter-skibet videre med en advarsel."
Detaljerne blev diskuteret til ud på eftermiddagen. Som sædvanligt endte mødet med en afstemning. Der var kun ét forslag og det vedtoges enstemmigt.
Samme aften satte Jim og Leo sig for at umuliggøre flugtforsøg, og de gik grundigt til værks. Mens Jim gav scatter-skibet besked slettede Leo al data, der kunne bruges til rekonstruktion af landingsfartøjet. Bagefter mødtes de og afmonterede navigationscomputeren og andre vitale komponenter. De kørte tingene ned til stranden, lagde det i en gummibåd og skubbede den i vandet. Så startede de motoren og lod båden forsvinde mod horisonten. Den var næsten ude af syne, da Leo sendte en målsøgende granat efter den. Kort efter gik et drøn gennem havoverfladen.
Næste dag gik med at isolere de ramte områder. Der blev udlagt afmærkninger og enkelte steder opstillet hegn.
Herefter fandt de hver især nye rutiner, som afløsning for arbejdet med terraformningen. Sif klamrede sig stadig til håbet. Hun forsøgte at analysere infektionen kemisk, for at finde en kur, men det lykkedes aldrig. De få uregelmæssigheder hun sporede, blev én efter én forklaret ved andre årsager. Men hun gjorde en iagttagelse. Om det bare var usynlige myrer, der spankulerede henover elektronvægten, kunne hun ikke afgøre, men ét var sikkert: Et eller andet, der var usynligt på alle bølgelængder, var trængt ind i laboratoriet.
Jims dage gik med at scanne omgivelserne, flytte afmærkninger og hegn og bedømme, hvor lang tid, de havde igen. Gradvist indsnævrede han deres livsrum, uden at nogen direkte kunne se hvorfor. Løvtæpperne blinkede lige lystigt i solen udenfor som indenfor hegnet. Frodige guirlander af lilla, hvide og orange blomster krydsede markeringerne. Men i yderzonen var det altsammen illusorisk skønhed, dækkende over indre tomhed. Jim gjorde også en iagttagelse, men fandt det omsonst at slå alarm: Mange vækster kunne slet ikke registreres af scanneren - ejheller i det synlige spektrum. Men Jim kunne stadig se dem.
Så mange års undervisning, tænkte han. Og dog var vi uforberedte på dette.
Hver morgen og aften samledes gruppen i laboratoriet og lod deres nøgne kroppe scanne. En aften hændte det uundgåelige. Den sædvanlige lettelse gik gennem flokken, da både Lea og Jim blev erklæret smittefri. Så var det Leos tur. Han manglede venstre arm og skulder, samt halvdelen af halsen og hovedet i samme side. Gennem såret anedes kroppens gabende tomrum.
"Mærkeligt," sagde han. "Jeg bemærkede intet."
Sif var helt usynlig for scanneren. Hun tog det pænt efter omstændighederne - sad blot stille og lamslået med tårer i øjnene, men fik samlet sig nok til at kommentere sin egen situation:
"Jeg mærkede heller ingen forskel."
Ved en indskydelse greb Lea en skalpel og jog den dybt ind i sin venstre skulder. Blodet strømmede ud som det skulle; mørkerødt og varmt. Hun trak sårkanterne fra hinanden og bad Jim se grundigt efter med scanneren, men hun syntes intakt indeni.
Jim var sådan set ligeglad, men Leo foreslog selv, at han og Sif rømmede fra de uberørte arealer. Da ingen iøvrigt protesterede hjalp de alle til med at pakke. De kørte alle fire ud til hegnet. Efter den deprimerende afsked lod Jim og Lea de andre beholde køretøjet og traskede hjemover.
"Hvorfor ikke for et år eller længere siden?" klynkede Lea. "Hvorfor først nu, hvor det hele gik så godt?"
"Vi blev nok smittet allerede ved ankomsten - Leo først, for han tog hjelmen af før os andre - men det tager tid, at udskifte cellerne i så store kroppe. Sif var den sidste, der tog hjelmen af, men som den mindste af os gik det hurtigere."
"I så fald er vi også inficerede."
"Ja, velsagtens. Men skær mig venligst ikke i skiver for at opnå vished ... Jeg kunne være blevet tohundrede år, men er bare nitten, og om jeg så kun har timer tilbage, vil jeg ikke gå glip af dem."
Lea fornemmede, at Jim mistede lysten til at snakke. Længe gik de i tavshed gennem stjernefyldt tusmørke. Men pludselig spurgte Lea:
"Ved du, hvad jeg er mest ked af?"
"Nej ..."
"Hestene. Jeg havde sådan glædet mig til hestene. Nu får jeg aldrig lært at ride."
Jim opgav scanningerne - de vidste jo godt, hvor det bar hen. I stedet forskansede han sig i landingsfartøjet for at afslutte rapporten. Det tog et par dage, hvorunder han forkastede utallige forklarings-udkast og ændrede titlen et tilsvarende antal gange. Den endelige titel blev:
Scatter-rapport, rute 81, forgrening 4-65-34:
Standard-hold afbryder forsøg på terraformning og
erklærer GGM528-99 AB/1 i permanent karantæne
Rapporten nævnte ikke usynligheden med ét ord. Jim ville ikke risikere, at nogen blev nysgerrige, kom farende og spredte skidtet. I stedet fortalte han, at de havde spildt tiden på en planet, der alligevel ikke kunne koloniseres. Miljøet var bare uegnet - tellurgisk liv var for svagt, blev sygt og bukkede under - og det var sådan set rigtigt. Da alt nu var klar satte han maskinen til at sende rapporten op til scatter-skibet, så snart det kom indenfor rækkevidde. For lige at høre, hvordan det stod til udendørs, kaldte han Lea op på samtaleanlægget. Hun svarede ikke.
Jim blev sådan set ikke overrasket, da han forlod landingsfartøjet og opdagede, at intet mere gav sig ud for tellurgisk liv. Alt, hvad der var tilbage, var en vissen, sammenklasket plæne og nogle få, knastørre kviste, der blev til støv under hans sko. Nogen - eller noget - havde gennemrodet kabinerne og taget en del sager. Der var intet spor efter Lea, og da ingen reagerede på hans kalden opgav han hurtigt at lede. Hun havde antageligt sluttet sig til Leo og Sif. Hvis de stadig levede, ville han gerne tale med dem, før scatter-skibet fik rapporten. På en måde følte han sig forpligtet til at informere dem forinden, selvom beslutningen ikke kunne ændres.
Jim kastede et sidste blik på bebyggelsen, der nu slog lange, broncefarvede skygger til én side og røde til en anden, og drog så bort i det øde landskab. Stjernerne tonede skærende frem, netop som han nåede hegnet. En tid lod han sig betage af det tætte stjernemylder omkring hobens centrum. Synet var fuldt af mysterier. Han havde tit undret sig over de elegante slangetåger. Rester af en supernova? Hvorfor blev de ikke blæst bort eller trukket ind i baner om solene? Så kom han i tanker om, at Sif ville have draget videre, da de ikke gad ofre tid på et simpelt spørgsmål. Hun måtte instinktivt have fornemmet, at svar var altafgørende. Han forsøgte at genkalde sig samtalen: En tilfældighed? Næppe. Liv indtil for nyligt? Heller ikke - der blev ikke fundet fossiler ...
Undskyld, Sif, tænkte Jim. Du havde ret ... vi ignorerede dødsfaktoren!
I det samme hørte han gruset knitre. En stemme bekræftede nogens tilstedeværelse.
"Tænkte nok, at du dukkede op," sagde stemmen og rakte en usynlig hånd frem, bydende et glas med gennemsigtigt indhold. "Første aftapning er klar. Det er lidt tyndt, men prøv det alligevel."
Jim indstillede scanneren til en alternativ bølgelænde og fik øje på Leo, der stod nøgen og smilende med et glas øl i hver hånd.
"Bortset fra det, er vi glade for jeres beslutning," fortsatte stemmen. "Den var fornuftig."
"Jeres ...? Så vidt jeg husker nåede vi til ..."
"Åh, du misforstår," afbrød stemmen.
Pludselig forstod Jim, hvad tiltaleformen betød. Han var konfronteret med en fremmed livsform.
"Lad os bare sige, at jeg er en af de lokale."
En ny, raslende ly dukkede op. Det var Jims ben, der begyndte at ryste.
"Som du allerede har gættet," fortsatte stemmen, "har vi udskiftet Lea, Leo og Sifs celler med vores. Men vi har ikke slået dem ihjel. Vi kan læse deres tanker og overtage deres bevidsthed, nårsomhelst det passer os. Lige nu 'låner' vi Leos krop til at tale med dig."
"Der er vel ingen grund til at skjule jer længere. Hvorfor røber I ikke jeres udseende?"
"Det er umuligt, eftersom vi er amorfe. Vi kan antage enhver tænkelig skikkelse, omend vi stadig kun er én art. Én organisme faktisk, da vi deler os og gror sammen efter behag."
Jim anede ikke, hvad han skulle sige, eller om han overhovedet kunne tale igen. Da han endelig havde et spørgsmål kom skabningen ham i forkøbet.
"Da vi så jer komme rømmede vi området. Vi lod jer indtage det, for at se jer an. Mærkelig adfærd, I har. Vanvittigt utålmodige. Besynderlige, støjende skikke ... I er temmeligt sære, synes vi."
"Hvorfor udryddede I os ikke ...?"
"Der var ingen fordel forbundet med at dræbe jer, da I ikke udgjorde nogen trussel. Vi var også lidt nysgerrige - får trods alt ikke besøg, hver dag. Men i hvert fald ... I er tænkende væsener, og derfor har vi besluttet at lade jer leve, såfremt I afstår fra at formere jer. Infektionsrisikoen er dog stadig til stede, så det bedste er selvfølgelig, hvis I frivilligt lader jer assimilere."
"Og hvis ikke ...?"
"Jeg synes, at I skal tænke det igennem. Vi kan låne jer den lille øgruppe på den anden side af kloden. Så har I et helt menneskeliv til at overveje sagen ... Vi kan endda lave en hest til Lea, hvis hun synes."
"Hvorfor ikke lade os rejse? Hvis I renser os for jeres celler, kan vi slå os ned på en anden klode."
"Åh, men forstår du ... Livet er opstået uafhængigt af hinanden, utallige steder her i hoben. Så vi har haft masser af gæster gennem tiden, og de var ikke alle lige forsigtige ... Det var sådan vi kom herud. Og ... tjah ... behøver jeg, at sige mere?"
Jim vristede blikket fra den hule skikkelse i det tomme landskab. Så fik han øje på scatter-skibet, der lå opankret på aftenhimlen, beredt på en rejse uden mål. Bagved strålede den enorme hob, hvis stjerner i ét nu virkede fjerne og utilgængelige. Han svarede aldrig på det sidste spørgsmål, men rakte uvilkårligt ud efter glasset i skikkelsens hånd, for alligevel at smage på øllet.