Menneske, myte og Delany

Samuel R. Delany interviewes af H. H. Løyche

Intro:

Forfatteren Samuel Ray Delany blev født i 1942 og voksede op i New Yorks sorte Harlem. En overgang boede han i San Francisco-kollektivet "The Heavenly Breakfast", der tillige lagde navn til hans rockband og senere en selvbiografisk roman. Han blev gift og fik en datter med bandets tekstforfatter, Marilyn Hacker, som også fortsatte med at skrive.

Delanys tidlige værker blev til i 60'erne og bar præg af tidens interesse for myter, psykedeliske drugs, kønsroller og alternativ levevis. I modsætning til den gængse, amerikanske science fiction udviklede Delany en sanselig og - uagtet det fantastiske indhold - 'realistisk' stil, hvormed han skildrede komplekse forhold mellem mennesker og det omgivende samfund. Ikke mindst dette fik magasinet Galaxy til at udpege Delany til verdens bedste science fiction-forfatter.

Et anden fænomen, der knyttede sig til hippie-tiden og som Delany ud- og gennemlevede, nemlig den frie udforskning af seksualitetens mangfoldige former, skabte myten om hans homoseksualitet, der syntes bekræftet ved, at mange af hans romaner har stærke og ikke sjældent 'ulovlige' pornografiske scener. Således blev The Tides of Lust (1973) forbudt efter sædelighedsparagraffen og beslaglagt, da den udkom i England i 1981.

Delany er endvidere kendt som en af de fremmeste science fiction-teoretikere og som pionér indenfor semiotisk litteraturanalyse.

Interview:

På Utopia-festivallen i Frankrig 2002 lykkedes det vor udskældte modarbejder, at trænge Delany op i en krog og afvriste ham et lille, uformelt interview med eneret for Phantazm.


HHL  Hej. Hvad siger du til at give et lille, uformelt interview med eneret for et dansk fanzine?

SRD  Gerne, men jeg ved bare ikke om jeg har tid lige nu. Jeg skal på scenen om ...

David Brin (bryder ind): For ti minutter siden.

HHL  Vi er i Frankrig - de er mindst en time forsinket.

SRD  Javel. Lad os tage et par spørgsmål, så. Kan jeg starte med at spørge dig om noget?

HHL  Jamen selvfølgelig.

SRD  Jeg kan nemlig ikke huske, om jeg har fået oversat noget til dansk.

HHL  Jeg checkede det faktisk lige inden jeg tog afsted.
Der var ikke meget, men jeg fandt da et par titler.
The Einstein Intersection - selvfølgelig -
We, in Some Strange Power's ... øh ...

SRD  We, in Some Strange Power's Employ, Move on a Rigorous Line.

HHL  Ja. Og novellerne "Time Considered as a Helix of Semi-Precious Stones", "Aye, and Gomorra". Jeg syntes, at der var flere ... "Driftglass". Der er nok et par stykker til. Desværre findes Dhalgren ikke på dansk.

SRD  Jamen det er stadig nogle af mine bedste tekster.

HHL  Det var også et godt spørgsmål, for så fik vi dét på plads for læserne ... Nå, men for at tage fat fra en ende. Det første som kommer mig ihu, når jeg tænker på dit forfatterskab, er at det er svært at placere. Det er bestemt ikke mainstream, men det adskiller sig også fra science fiction-genrens hovedstrøm, ved sin åbenlyse forkærlighed for det litterære og poetiske.

SRD  Alt for mange science fiction-forfattere tror, at det rækker med en ny gadget eller en gosh wow-pointe til slut. Den eneste grund til, at de har succes, er, at mange læsere labber skidtet i sig. Alle former for underlødig litteratur kan selvfølgelig opnå succes, men det er sjældent at en genre hjemsøges så kraftigt af "crap circles" - for nu at genbruge et udtryk, du benyttede i går aftes.

Normalt lader jeg mig ikke mærke af det - taler ikke engang om det - fordi jeg holder så meget af mine kolleger og aldrig har følt mig hævet over dem, blot fordi deres interesse ligger et andet sted. Men jeg har svært ved at opfatte en mængde science fiction-værker som litteratur, og de har nok heller ikke samme læsergruppe som mine bøger. Det betyder dog ikke, at jeg ikke holder af science fiction, eller at genren er uden muligheder. Gennem mange år var jeg især optaget af space opera, fordi det tillader at udfolde store epos.

HHL  Men det er næppe kun pga. dit litterære sprogbrug, at The Einstein Intersection betragtes som en banebrydende science fiction-roman, ærkeeksemplet på amerikansk new wave ...

SRD  Der går mange mærkelige rygter om denne romans tilblivelse, hvilket ikke mindst skyldtes, at den udkom da hippie-tiden toppede, med alt hvad det indebar af eksperimenter med stoffer, buddhisme, mytologi og traditionsbrydende tekster. Mange tog den til sig, og den opnåede - måske ufortjent - kultagtig status i stil med bøger som I Ching, Glasperlespillet og Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel. Derfor blev den diskuteret og analyseret i alle ender og kanter, og der blev skrevet en masse om den og mig, dens forfatter - gud-ved-hvilke teorier.

Men sandheden er, at jeg hverken tog LSD eller forsøgte at skrive på en ny måde. Mit foretrukne stof var heroin, og jeg fik bare idéen og satte mig ned og skrev den. Jeg havde ingen intentioner om at bryde rammerne for, hvad litteratur eller science fiction kunne eller skulle beskæftige sig med.

På den anden side havde jeg heller ingen intentioner om at overholde genrens traditioner. Jeg skrev bare en bog, som jeg syntes den skulle være, science fiction eller ej. Det gælder for alle mine fortællinger. At netop dén blev opfattet som banebrydende skyldtes sandsynligvis det faktum, at man overhovedet læste den, for det gik heller ikke specielt godt for science fiction dengang.

Personligt mener jeg, at Dhalgren og Nova var bedre romaner, og i øvrigt havde mange andres værker gjort sig fortjent til større opmærksomhed.

HHL  Som du nævnte stod 60'erne og 70'erne i eksperimentetes tegn, og der var megen udveksling genrer imellem, og imellem genrelitteratur og finlitteratur. Men at stille sig et sted mellem finlitteratur og science fiction var næppe problemfrit dengang?

SRD  Det er en forbandelse, som vi bare må leve med, vi, der først og fremmest anser os selv for forfattere og sekundært skriver science fiction: På den ene side, at få skældt huden fuld af anmelderne, for at beskæftige os med en 'underlødig' genre, på den anden side, at være outsidere i samme genre.

Vi var utilpassede dengang, vi er utilpassede i dag og vil nok også være det fremover, fordi vi passer dårligt ind i et fælles univers. Vi har vores egne udtryk, vores egne, unikke stilretninger, og derfor vil vi altid være fordømte eller fordrevne. Jeg formoder, at det er et eksistensvilkår for 'rigtige' kunstnere til alle tider, at de er mennesker, som har det dårligt med konformitet.

HHL  Men det betyder vel ikke, at de er masochister?

SRD  Åh-nej, i hvert fald ikke de fleste, formoder jeg. Måske skal jeg lige uddybe, hvad jeg mener med utilpasset. Kunstnere står ofte i skærende kontrast til deres omgivelser i kraft af en evne, de ikke bevidst har valgt at besidde, omend de gerne dyrker den.

Evnen er fuldt ud sammenlignelig med andre evner - håndværksmæssige færdigheder, matematiske, organisatoriske, at løbe hurtigt eller springe højt. Da det altså er en evne, ikke et valg, er det i denne forbindelse helt forkert, at tale om selvpineri eller oprør mod andres preferencer. Men desværre passer evnen ikke altid overens med, hvad andre mennesker gør eller mener, at man bør gøre, og derfor opfattes den af mange som et selvdestruktivt eller oprørsk træk.

Meget få forstår, at de selv medvirker til at gøre kunstner-tilværelsen ulidelig. Kunstneres nydelse spoleres ustandseligt af kommentarer,
som "Hvorfor finder du dig ikke et rigtigt arbejde?"

HHL  Ja, det går hele tiden igen i arbejdet med kunsten.

SRD  Misundelse også, som racisme overfor folk, der er udrustet med litterære evner. Forstået således, at rigtige, skabende kunstnere på intet tidspunkt har sat sig ud over tillærte metoder. De leverer selv metoderne. Det gælder forfattere, komponister, malere, hvilkesomhelst kunstnere.

Som fuldbyrdet kunstner har man indset, at ting som det gyldne snit og alt, hvad man kan lære om creative writing og andres livserfaring, kun er værktøj og byggemateriale for håndværkere. Den skabende kunst udspiller sig et helt andet sted, og dem, der ikke har adgang dertil, er tit misundelige.

HHL  Gud! Jeg har netop skrevet en artikel om emnet, hvori jeg benægter, at nogen 'inspireres' til at skrive science fiction. Det afgørende er forfatterens mentale sammensætning, hvordan han 'ser' og reflekterer over, hvad han møder på sin vej. Skabende kunst er en indre proces, der transformerer indtryk til udtryk.

SRD  Derfor er jeg meget begejstret over at være her. Jeg ser ting, som aldrig kunne forekomme i USA. F.eks. de dér rustne kyborger og forfalskede daguerrostypier. Og jeg oplever en udveksling, der på mange måder minder om den, der gik for sig i 60'erne og 70'erne. Uanset, hvordan den udveksling I arbejder med modtages hjemme i enkeltlandene tror jeg, at den er vigtig for kunstnerne. Specielt for yngre forfattere som Andreas [tyskeren Andreas Eschbach, red.] og dig, der skal erstatte oldsager som mig.

HHL  Indtil videre har det ikke rigtig givet afkast. Jeg ved ikke, hvad der skal til.

SRD  Måske initiativer, som dét du samarbejder med James Morrow om - den europæiske antologi, der skal udkomme i USA. Det er meget spændende og interessant, og jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med de nye, europæiske stemmer. Men med den kulturelle ballast i 'Guds og Frihedens eget land' kan jeg ikke forestille mig, at amerikanerne vil tage godt imod den. Det er muligt, at den fanger de litteratur-studerendes opmærksomhed, men ...

Nå, nu kommer Patrick [festivalens organisator, Patrick Gyger, red.] og henter mig.

HHL  Mange tak.