Memento mare
En hydrofobisk historie af Mads Dam
Der var engang en mand, som var mere nervøs end normalt var. En høj, pludselig lyd fremkaldte straks en migræneagtig hovedpine. Og nye uventede syner gav ham koldsved langt ned ad nakken.
Skiftevis frøs han og svedte. Og hvis han ikke fik tynd mave, led han i stedet for af forstoppelse. Hans forskellige eksemer og udslet blomstrede lystigt op, hver gang han skulle tage blot en simpel beslutning.
Sovende led, øresusen, underligt vejr, fodvorter, fantom-smerter, kvalme, hjertebanken, tunnelsyn, søvnløse nætter og svimle dage, ængstelser, halvliv og halvdød. Men sådan havde det altid været. Så længe han turde huske...
Hans venner ynkede hans tilstand, men kunne intet stille op. Ganske vist havde han i tidens løb underkastet sig utallige kure, behandlinger og diæter. Men resultatet var som regel blot, at en ny allergi brød ud. Eller en gammel skavank vendte frygteligt tilbage.
Til sidst havde han hjemsøgt alle de medicinske eksperter, der var at finde i mange miles omkreds. Og egentlig havde han efterhånden opgivet håbet.
Men en skønne dag hørte han et rygte: There was a new doctor in town...
Ovenikøbet en læge kendt for at være specialist i de vanskeligste tilfælde. Det lød lovende, tænkte han, om ikke andet kunne det være en sidste mulighed. Ganske vist var lægens honorar altid skyhøjt. Men han afviste ingen patienter...
Doktoren bød ham velkommen, og udbad sig straks prøver af hans forskellige legemsvæsker. Men disse blev ransaget under mikroskopet uden held. Han fik sin hovedskals konturer opmålt minutiøst, men frenologisk set var der ingen mistænkelige buler at finde. En optometrisk analyse afslørede blot, at han var nærsynet på det ene øje, og fjernsynet på det andet. Test fulgte på test, og den ene var mere bizar end den anden. Ak, det hele var uden den ringeste succes...
Til sidst rystede Doktoren på hovedet af sin umulige patient, og bad ham sætte sig ned og tage det roligt. Helt roligt.
"Det er Nerverne, unge Mand!" sagde Doktoren og så alvorlig ud, "Nerverne..."
"I virkeligheden fejler De intet fysisk." fortsatte han, og rynkede panden, så han grangiveligt lignede Moses foran en vrangvillig israelit. "Men Deres mentale tilstand har fuldstændigt dehydreret Deres sjælekraft. Hvordan De så end har båret Dem ad med det..?
De trænger til Vand og til Hvile. Mit råd: Tag på en lang sørejse! Den friske havluft vil gøre Dem godt, og De vender helbredt tilbage."
"M-m-men min søsyge..." protesterede manden straks.
"Der er piller mod den slags. De får en recept." Doktoren så nu så strengt på ham, at han ikke turde andet end at tage hjem og pakke sine nelliker. Men den nat havde han meget svært ved at falde i søvn...
Men næste dag købte han alligevel en billet til en jordomsejling, selvom han gyste blot ved tanken om alt det våde vand der ventede...
Han gøs endnu mere, da han stod ved skibets ræling og så hvordan havnen fjernede sig, og Byen blev mindre og mindre. Og da det faste land forsvandt i horisonten, følte han at det svimlede for ham.
Bleggrøn i hovedet måtte han kravle tilbage til sin kahyt. Resten af dagen tilbragte han med at klamre sig desperat til WC-kummen.
Til sidst faldt han i søvn på toilettet og drømte, at en kæmpemæssig syvarmet blæksprutte havde entret skibet.
Da Monsteret så ham, omklamrede det ham med sine lange slimede tentakler og trak ham skrigende henover dækket, udover rælingen...
Det er blot nerver! sagde han til sig selv, da han omsider vågnede. Og dog kunne han stadig fornemme sugekoppernes fugtige omfavnelse overalt på sin krop.
"Det er blot søsyge, Hr." bemærkede Kaptajnen til ham senere på dagen, "Det går over igen. Prøv at fordrive tiden imens, for eksempel ved at fiske; Det er der mange andre passagerer, der har stor fornøjelse af..."
Men han havde aldrig fanget en fisk før. Og han brød sig egentlig heller ikke om den slags væsener; slimede og skællede vandskabninger som de var...
Han besluttede i stedet for at gå en rundtur på dækket, i det hemmelige håb at kunne få øje på land, et eller andet sted i det fjerne. Men den salte lugt af Havet rev ham i næsen og drev ham snart under dæks igen.
Resten af dagen tilbragte han i sengen med at læse et populærvidenskabeligt værk om Sahara. Omgivet af lutter Hav fandt han det uhyre beroligende at forestille sig et umådeligt øde landskab - uden den mindste dråbe vand. For en gangs skyld turde han håbe på en rolig nat.
Men gårsdagens mareridt udviklede sig blot yderligere: Han opdagede til sin rædsel, at han nu havde fået gæller i halsen. Og hans hud var fyldt med stive blålige skæl. Noget havde forvandlet ham til en Menneskefisk, et koldt og blodløst bestie, der tavst vandrede hvileløst rundt i havbundens mudrede tvelys...
Længe efter at være vågnet huskede han endnu den kvalmende fornemmelse: at bevæge sig under vand: boblende slow motion-bevægelser - i et evigt bleggrønt tusmørke...
Hele den dag var han plaget af en ulidelig tørst og en salt eftersmag i munden. Han følte sig sært utilpas. Måske burde han opgive i tide, og aflyse resten af rejsen..?
Han tøved længe.... Men han nægtede at give op så let; Doktoren havde jo selv tilrådet...
Det er blot nerverne! sagde han til sig selv, og drak endnu et glas vand for at skylle saltsmagen ud af sin mund. Men tørsten forsvandt ikke, og tilmed begyndte han at føle sig både feberhed og kuldskær.
Han måtte lægge sig igen. Men han opgav snart at læse videre om Saharas Hemmeligheder; lige nu havde han hverken lyst til Vand eller Sand. Han ønskede sig kun en rolig nats uforstyrret hvile. Men da det efterhånden blev aften kunne han ikke falde i søvn. Men heller ikke holde sig vågen.
Han bemærkede svagt at der et sted i hans nærhed spilledes en fjern og utydelig sang... I lang tid lå han og lyttede fraværende til en langsom og sødmefuld Arie, der steg og faldt men aldrig nåede til ende....
Som timerne gik, og Midnat nærmede sig, faldt han hen i en underlig tåget mellemtilstand. Og halvmørket i kahytten gjorde ikke meget for at afgøre sagen. Tingene omkring ham stod blot vagt som tavse silhouetter. Han bemærkede svagt at sangen nu omsider var svundet hen.
Han så sig omkring, og tingenes konturer virkede ikke alle lige velkendte. Især var der en enkelt skygge, som han ikke kunne identificere.
Og mens han forgæves prøvede at gætte sig frem, mærkede han sin gamle mørkeskræk bryde ud igen. Tænk nu hvis...
Nerverne igen! sukkede han træt, Tænk på noget andet, ignorer det. Det er blot en ond drøm, men endnu har ingen taget skade af at drømme!
Alligevel kunne han ikke slippe Skyggen med øjnene. Og det virkede som om Mørket spottede ham: Tænk nu hvis drømmen går i opfyldelse..?
Jeg drømmer! tænkte han febrilsk, da Skyggen nu så ud til at bevæge sig langsomt nærmere. Langsomt og lydløst krøb den tættere på. Til sidst lænede den sig ind over fodenden af hans seng. Og hans fødder frøs til is....
Så tæt på kunne han nu skimte mange flere detaljer end han havde lyst til: Et skællet Væsen, der nu bøjede sig over ham og betragtede ham tavst, nysgerrigt. Han holdt vejret - i en evighed.
"Long Time, no Sea..?" sagde Havfruen omsider, "You look fishy to me! Parlez Vous Francais? Deutch vielleicht? Suomi? Aeolisk? Swahili? Svenska? Volapük? Italiano?"
Hun beherskede åbenbart utallige tungemål. Men sådan går det vel enhver, der lever i internationalt farvand.
Men han rystede blot, mens hun fortsatte med at opremse mulige navne på mulige sprog. Det er blot mine nerver der spiller mig endnu et puds! tænkte han, Men hvorfor har hun dog så kolde fingre?!?
'Det er fordi Jeg har saltvand i årene.' lød svaret, 'Jeg har Havets temperatur.' Men ordene syntes at danne sig inden i hans hoved som strømme af tankebobler der rammer overfladen og brister, ord for ord. Hun havde heller ikke åbnet munden, da hun svarede.
Nej, det er umuligt! tænkte han, Hvorfor er drømme aldrig logiske?
'Nej, det er den Gamle Tunge.' svarede hun atter i hans hoved, 'Sådan talte vi oprindeligt. Men Jeg troede ikke, at du huskede det.'
"Det gør jeg heller ikke!" skreg han, "Du er blot en Drøm!".
'Selvfølgelig... Alle har deres egne Drømme. Jeg kommer fra vandet. Men jeg drømmer stadig om landet; og især om de tørre dyr som bor på jord. Selvom de fleste havfolk nok efterhånden er holdt op med at tro på myterne om mennesket. Ja, I har velsagtens også glemt os?'
'Men Jeg ved bedre...' tilføjede hun og så ham lige ind i øjnene med et foruroligende udtryk i blikket. Unævnelige længsler? En horribel Hunger? Han så nu, at hendes store grønne øjne havde en spaltet iris, lige som en kat. Eller lige som et reptil.
"Hvorfor har du dog så store grønne øjne?" spurgte han uvilkårligt.
'Så jeg bedre kan finde dig i mørket.' svarede Havfruen og smilede for første gang; række efter række af sylespidse fisketænder strålede om kap med hinanden i mørket. Hendes salte ånde bedøvede ham næsten.
Hun stank af dybvandsfisk og fugtig tang. Og hendes tredelte tunge dansede nu en afskyelig dans omkring læberne, utålmodigt vibrerende. Som ville den hypnotisere ham?
"Men hvorfor har du så mange spidse tænder?" hviskede han rædselsslagen, thi selv en velvoksen haj ville misunde hende dét gebis.
Hun smilede blot, og rakte hænderne imod ham: 'Come with me! And you will sea'
"Øøh, nej tak..." svarede han nervøst, for Havfruen så skrækkeligt sulten ud. Eller måske anede han nu, hvor det hele bar hen..?
"Det var en skam!" hvæsede hun ærgerligt. Fnysende af raseri slog hun flere gange halen mod gulvet, så det rungede højlydt i rummet. Skrækslagen gemte han sig under dynen, og bad til en ukendt Gud, om at drømmen måtte ende her og nu!
Men Havfruen væltede blot hans seng med et enkelt slag af halen, så han endte sprællende på gulvet. "Jeg troede, at du vidste bedre..?" hviislede hun skuffet, "Som ét af jeres egne Jordsprog selv siger: Du ligger, som du har redt op til!".
Hun stirrede sørgmodigt ned på ham, men kun et kort øjeblik. Så tog hun en dyb indånding - og huggede til: Først bed hun armene og benene af ham, så han hverken kunne flygte eller værge for sig. Hendes skarpe kløer flænsede dernæst hans skind, og så åd hun løs af de dampende våde indvolde.
Jeg drømmer blot. Dette er blot en Drøm. Det hele er blot-... nåede han lige at tænke, inden Havfruen flækkede hans kranium og bed en ordentlig luns af den blotlagte hjerne. Alle hans tanker fløj fra hinanden som skumsprøjt spredes i vinden.
Efter at have mæsket sig med tarmene, satte hun tænderne i hans vildt bankende hjerte, og slugte det råt. Det blev ved med at slå, hele vejen ned....
Hjertemusklen døde først, da den drukned i mavens syrehav.
De smager nu godt, de tørre Bæster! ræbede havfruen mæt, omhyggeligt slikkende sine læber og fingre. For ikke at gå glip af de sidste dråber hjerteblod...
Næste dag smed hun knoglerne ind på den nærmeste strand; et memento mare til skræk og advarsel for den næste søfarer, der var dum nok til at lide af vandskræk, og så alligevel stå til søs. Kun havet frygter ikke en tåbe...
Morale: Tag ikke ud på havet, hvis du ikke kan lide fisk.
Måske er det gensidigt..?
