En dag, da jeg var kommet hjem fra Foos bar, havde jeg svært ved at falde i søvn. Det må have været den krydrede mad. Jeg kastede mig frem og tilbage i sengen i længere tid, inden det endeligt lykkedes at blive omfavnet af Morfeus arme. Derefter oplevede jeg en af mit livs mærkeligste drømme...
- Men enhjørninge findes vel ikke? Ordene var Jacob den Rødes og henvendt til Almond Alvider, som netop havde udbragt en skål for enhjørningens horn.
Vi var det vante gamle selskab på Værtshuset det Glubske Gebis. Vi plejede at mødes de aftener hvor månen var ny, i det lille værtshus som lå bag de tre skove og de tre elve, og der hvor de tre veje mødtes. For de fleste af os var værtshuset en dagsrejse borte, men øllet var det bedste i tolv grevskaber og Almond Alvider plejede altid at have en god historie i ærmet.
Det var ikke let at finde vej til det Glubske Gebis. Af de tre veje var den første en stratenrøversti som hæderlige mennesker holdt sig væk fra. Den anden var handelsruten fra det rige Sydland, men lige før værtshuset gik den ned i en lavning og huset forsvandt da ud af syne. i øvrigt havde de fleste handelsmænd travlt med at forlade dalen, som tangerede stratenrøvernes domæne. Den tredie vej var sikker nok, men dårligt afmærket. Kun stifindere og de regelmæssige gæster på det Glubske Gebis anvendte den.
Jacob den Røde arbejdede som skriver for Vestdalens prins, og vidste mere om verden end de fleste. Selv plejede jeg at rejse rundt og spigre prinsens dekreter op på krodørene i grevskabet, for to kobberstykker pr by. Jeg havde læst om hvordan prinsen havde bestemt at drager var fredløse, hvordan kvæg vogtes og at alle sorte katte skulle druknes. Men prinsen havde aldrig udtalt sig om enhjørninge.
- Du tager fejl, sagde Almond Alvider. Enhjørninge findes. Men de er sjældne og meget sky.
- Har du mødt en enhjørning?, spurgte troldkarlen Torulf og slap en røgsky løs med en magisk gestus.
Almond undgik at svare ved at tage en stor slurk af kroejerens skummende, gyldenbrune øl. Øllet i det Glubske Gebis blev brygget af den reneste malt af korn som femtenårige jomfruer plukkede om morgenen inden duggen lettede. Humlen dyrkedes i værtshusets egen humlegård på bakkens sydskråning og høstedes af kornjomfruernes brødre. Kun det reneste kildevand anvendes og øllet nydes bedst til et helstegt vildsvin krydret med skovens urter.
- Jeg tror ikke på, at du har mødt nogle enhjørninge, indskærpede Torvald Mundskænk. Den slags findes kun i eventyr.
- Sådan som verden er i dag, er det svært at skelne den fra eventyr, forsøgte jeg. Smag dette øl! Et eventyr i sig selv...
- Sandelig, sagde Nikodemus den Skæggede, som var den der boede fjernest fra det Glubske Gebis. Denne Magiske Malt er altid flere dagsrejser værd. Harald med Hornet sad tyst. Han hørte dårligt og plejede at følge selskabets samtale med et horn anbragt i sit bedste øre. Han lirkede lidt på hornet og nikkede.
Lucidor Luftig sad usædvanligt nok stille. Han kaldtes "luftig" fordi han engang fulgtes ad med en drage på en luftfærd, noget som egentlig var et uheld, og han var heldig at lande let. Men sidenhen vidste han mere om lufthavet end til og med Torulf Troldkarl og ifølge rygtet forsøgte han at bygge flyvende maskiner hjemme på sin gård og man havde set ham hoppe ud fra fadeburets tag med viftende arme iklædt dun og fjer.
- Drager findes jo, sagde Lucidor Luftig. Disse dyr med panserskæl som kan sprude ild er ikke mere usandsynlige end heste med horn. Findes drager er det intet problem for vores syv guder at skabe enhjørninge.
- Min hest har et horn, så det tror jeg gerne, sagde jeg. Den har et horn i siden på mig. I sidste uge kastede den mig af, da jeg havde været på kro og blot drukket otte krus.
- Jeg kunne tænke mig at din hest var uskyldig, bemærkede Jacob den Røde.
Kroejeren gik en runde og samlede fade med afgnavede vildsvineben.
- Jeg har hørt om enhjørninge, sagde Harald med Hornet. De skal findes i nord flere dagsrejser efter at vejene holder op.
- Enhjørninge findes, sagde Almond Alvider til sidst. Ingen vidste hvor Almond kom fra. Det blev sagt at han havde troldeblod i familien og at han havde været lærling i bjergkongen Bervalds bibliotek, hvor alverdens viden var samlet sammen. Dog vidste vi at Almond havde oplevet flere eventyr end et almindeligt menneske kan nå på flere liv, og efter nogle krus øl var han ikke svær at overtale til at berette om dem.
Aftenerne på det Glubske Gebis afrundedes altid med et af Almonds eventyr, og hvor utrolige de end lød for vores hærdede ører så måtte historierne godtages som sandheden. Ingen havde nogensinde kunnet gribe Almond i at lyve eller blot overdrive.
- Fortæl om hvordan du mødte din enhjørning, bad Jacob den Røde. Det er nok den eneste måde at få de vantro i selskabet til at tie.
- Jeg føler altid et behov for at læske ganen inden jeg skal tale, sagde Almond og vips var kroejeren der med en ny opfyldning. Torvald Mundskænk hældte også op, men ville som sædvanligt kun have mælk, eller "ko-bryg" som han kaldte det. Vi vidste at når Almond sagde noget om at læske ganen, var det for at smøre den inden en fortælling.
Jeg var på rejse i Bjærgkongens rige (sagde Almond Alvider). Det var en tilfældig opgave som førte mig derhen, en opgave der i sig selv ville være en historie værd, men den må vi tage en anden gang. Jeg ved at mange tror, at jeg haft ansættelse i Bjærgkongens bibliotek. Det passer ikke helt. Officiellt skulle jeg blot støve de titusind bind af, men I aner ikke hvor ofte en bog faldt ud af hylderne, mens jeg støvede den af. Og altid landede bogen opslået på interessante sider. Jeg kunne ikke undgå at læse mangt og meget. Blandt andet om enhjørninge.
Med mig på denne færd havde jeg en nøjagtig afskrift fra en bog, som åbnede sig ved et rent uheld, mens jeg støvede biblioteket af. I dette afsnit stod at enhjørningens horn var lægemiddel for de fleste sygdomme. En af mine kæreste venner, som jeg skyldte en egentlig ret ubetydelig sum penge, var dødeligt syg. Hans venner havde med meget skarpe sv... æh, argumenter overtalt mig til at forsøge at få fat i enhjørningens horn.
Det var en ikke ufarlig rejse, men min hengivenhed for min ven og vennernes slebne argumenter fik mig alligevel til at vove færden. Jeg måtte rejse gennem både troldedale og på kanten af stratenrøverhøvdingens domæne. Derefter måtte jeg begive mig op i de Bidende Bjerge.
I troldeskoven mødte jeg de illusioner som andre rejsende har berettet om, det vil sige hvis de overhovedet overlevede og kunne fortælle om det. Troldene ved hvad du søger og giver dig billeder og skygger for at lokke dig væk fra den nogenlunde sikre sti. I troldeskoven så jeg rigeligt med enhjørninge, men jeg vidste at de ikke var virkelige. Sagde jeg "Se så, sjas!" så opløstes enhjørningen og jeg kunne se en lodden, grå skygge ile ind i skovmosset.
Jeg nærmede mig stratenrøvernes borg antog jeg det sikre for det usikre og red gennem selve skoven, i en vid bue omkring det farligste afsnit af vejen. Jeg stødte kun på et par enkelte stratenrøvere, som jeg siden begravede under nogle sten i kanten af en bæk. Måske ville deres røverbande savne dem, så jeg gjorde nok bedst i at vælge en helt anden rute på hjemvejen. Jeg fortsatte min ridt i højt tempo og hvilede ikke denne nat.
Om morgenen kunne jeg se de Bidende Bjerge i horisonten, og det var dér skriften sagde enhjørninge kunne findes. Jeg tog nu en pause, viklede pergamentet op og læste det, som jeg ved et rent tilfælde kom til at afskrive under afstøvningen: "Enhjørninge, beretter troldkarlen Esow, findes ikke kun i eventyr. Men det er de mest sky dyr som tænkes kan, og deres hjemegn er hulerne i de Bidende Bjerge. De har et meget dårligt syn og det lange horn anvendes delvis som følehorn. Om natten går de ud og forsyner sig med føde. De undgår dagen da de i kraft af deres svage øjne bliver et let bytte, især for de jættestore fjældørne. Det siges at enhjørningens horn kan helbrede de fleste sygdomme, men der er en pris at betale for den som bliver rask igen."
Skriften nævnte intet om hvad denne pris var. Esow var kendt som ældre tiders viseste troldkarl, men i sine efterladte skrifter var han undertiden dunkel hvad detaljer angik. Nå, jeg var nu nær de Bidende Bjerge. Nu gjaldt det blot om at finde en sti op, undgå fjældørnene, og finde frem til en enhjørningehule. Måske kunne jeg finde et aflagt enhjørningehorn og undgå at bruge min armbrøst.
- De Bidende Bjerge har jeg kun hørt om, sagde Nikodemus med Skægget. Hvor ligger de, mere eksakt?
- Man må først rejse til Bjærgkongens rige, sagde Almond, og siden ligger de en uges ganske hårdt ridt mod øst. Det er ikke en færd jeg kan anbefale, for både trolde og stratenrøvere har ofte overraskelser i baghånden.
- Men du synes at have overlevet rejsen udmærket, sagde jeg.
- Jeg har stødt på trolde før og kender deres kneb. Og stratenrøverere er egentlig blot som forvoxede børn. Et godt tohåndssværd holder dem let på afstand. De er ikke synderligt modige. Jeg begynder at føle mig tør i halsen... Lucidor Luftig viftede med hånden og kroejeren bar endnu et krus frem.
Vel, i de Bidende Bjerge (sagde Almond Alvider) måtte jeg lede i en dags tid inden jeg fandt en sti som bragte mig højere op. Bjærget er meget tilspidset og fortjener fuldt ud sit navn. Omkring deres skydækkede tinder så jeg ofte fjældørne cirkle, stundom med et kadaver i kløerne, på vej hjem til reden.
De ville sikkert intet have mod at foræde sig i mig, om de så skulle spytte ringene fra min brynje ud undervejs. Jeg havde ingen tro på at mit ringe panser skulle kunne modstå deres kraftige kløer. Min hest prustede og gispede mens den bar mig opad den stejle sti. Jeg slog lejr for natten på en afsats som var mindre i bredden end en mandshøjde og tændte ild i nogle tørre, hvide buske som voksede langs med stien. Jeg håbede at fjældørnene ville sky ilden, og dette fik jeg ret i. Jeg bandt hesten nær ilden og gav den buskenes blade at spise.
Næste morgen vågnede jeg kuldslået, for ilden var brændt ud i løbet af natten, men fjældørnene havde heldigvis ikke været i nærheden. Jeg fortsatte frem ad stien og efter nogle timer kom jeg til en dal som lå højt oppe mellem to bjærgtinder.
Langs dalens sider voksede de hvide buske og terrænnet var dækket af en græssort, hvor hvert strå endte i en rød spids.
Jeg undersøgte buskene og fandt huler bag noget af krattet. Hvis enhjørningerne fandtes, burde de bo i hulerne om dagen. I hvert fald hvis man skulle tro på troldkarlen Esow.
Jeg studerede bjærgdalen nøje, og efter en stund mente jeg at få øje på bittesmå uldne punkter som bevægede sig langs den fjerneste fjældvæg.
Jeg bandt hesten under nogle kraftige stikkende buske, af hensyn til ørnene, og begav mig forsigtigt gennem det undertiden ganske høje græs. Da jeg var halvvejs havde uldprikkerne fået flere detaljer og jeg så nu at det var en eller anden slags dyr.
Jeg sneg mig forsigtigt fremad og krøb foroverbøjet den sidste del. På måske femten fods afstand så jeg at det var enhjørninge. Fredeligt gik de der og gnavede af buskene.
- Hvordan så de ud, spurgte jeg. Havde de virkelig et horn?
- De opdagede dig ikke, selvom du var så nær? spurgte Nikodemus den Skæggede.
- Hvordan klarer de sig mod de glubske fjældørne?, undrede Jacob den Røde sig.
- Et øjeblik kære venner, svarede Almond Alvider. Der er noget skummelt ved mit krus... der er kun skum tilbage.
Troldkarlen Torulf måtte vise sit magiske trick om hvordan et krus fyldes op. Svaret på det sidste spørgsmål (sagde Almond Alvider), det om fjældørnene, fik jeg snart at se med mine egne øjne.
Efter nogle minutter så jeg et af de jættestore fjerede vidundere cirkle oven over os. Den fløj nogle runder og pludselig bestemte den sig.
I et voldsomt dyk styrtede den sig ned mod det halve dusin græssende enhjørninge. Men inden fjældørnen var kommet nær hjorden, havde de stimlet sammen - og vendt deres lange horn opad. Overfor udsigten til at blive spiddet på en levende sømmåtte med meget lange søm, afbrød ørnen sit angreb og fløj derfra med halefjerene mellem benene.
Enhjørningen har sit horn til at beskytte sig mod fjældørne.
Det er et ganske lille dyr. Det er bygget som en smuk fuldblodshingst eller hoppe, men er ikke større end en pony. Og at de ser dårligt syntes at stemme, for de så mig ikke engang da jeg rejste mig i fuld højde. Ej heller kunne de høre mig, for det suste uafbrudt fra bjærghulerne.
Jeg er en stor dyreven og synes ikke man skal dræbe dyr unødigt (en barmhjertighed som ikke nødvendigvis bør udstrækkes til trolde), så jeg bestemte mig for at vente.
Måske kunne de lede mig til en af deres huler, og dér fandtes måske aflagte enhjørningehorn.
Ganske rigtigt. Efter et par timer var dyrene færdige med at græsse. Solen stod højt og de mente måske at det var på tide med en middagslur. Enhjørningene vandrede lidt længere op på en afsats overfor dalen, og der bagved en busk kunne selv jeg nu skimte indgangen til en hule.
Jeg ventede indtil enhjørningene besluttede sig for en eftermiddagspromenade. Da de var udenfor igen, og på god afstand, sneg jeg mig selv mod hulens munding.
Hulens gulv var fuldstændigt glat. Det var nedslebet og slidt af generationer af enhjørningehove. Det var en temmelig dyb hule, og omkring tredive fod inde i bjærget videde den sig ud og blev til en større sal. Jeg tændte ild på nogle kviste som jeg anvendte som fakkel og så mig omkring.
Hulen havde bunker af kviste og løv i hjørnerne. Der kunne enhjørningene tydeligvis lægge sig ned og hvile. Og i midten lå en stor bunke aflagte enhjørningehorn.
Da enhjørningens horn skattes højt af mennesker, lå der virkelig en skat foran mig!
Jeg bandt så mange horn sammen som jeg kunne bære med en læderrem og bar bundtet over skulderen. Bunken lagde jeg et stykke fra hulen, men inden jeg nåede anden omgang for at hente flere horn, så jeg at hjorden var på vej tilbage.
Det var bedst ikke at forstyrre. Jeg gik tilbage til min hest. Hesten så træt ud, og den hoben horn jeg havde fået med mig var stor nok. Jeg besluttede mig for at nøjes med den - krikken orkede måske heller ikke yderligere - og indledte den slingrende hjemrejse.
Efter diverse eventyr i troldeskoven, som jeg ikke behøver udmatte jer med nu - men det er meget interessant hvad man kan gøre med en afhugget troldesvans - begyndte jeg atter at nærme mig min vens hjemegn.
Nu ville vi få at se om legenden om enhjørningshornets helende kraft var sand. Inden jeg var nået frem, fandt jeg dog et sted hvor alle horn på nær ét blev begravet, til senere brug.
- Så har du vel været en rig mand! indskød Torvald Mundskænk. I hvert fald hvis hornet kan gøre de omtalte undere.
- Din ven, blev han taknemmelig og rask, undrede Harald med Hornet sig.
- Gode vært, et krus til!, sagde Nikodemus med Skægget forudseende.
Jo, jeg nåede min vens herregård (sagde Almond Alvider). Og han levede endnu, men var blevet sygere og lå nu næsten på sit yderste. Hans usædvanligt underskønne, meget unge hustru tog imod mig.
Jeg har ingen anelse om hvad man gør med enhjørninghorn. De er for hårde at spise. Men jeg tænkte at man måske kunne knuse en stump og røre pulveret op i lidt vin. Vennens aldeles eventyrligt underskønne og unge hustru bød sine tjenere at pulverisere en bid og hente en krukke af husets bedste vin.
Inden jeg gav en bid af hornet fra mig, sikrede jeg mig at få gældspapiret på min ubetydelige skyld retur. Der blev brummet og knurret men til sidst fik jeg pergamentet, som havde min vens egenhændige signatur lige under nullerne i slutsummen.
Siden gik jeg op til det kammer som var blevet mig anvist for den næste uge. Med sin skønhed lykkedes det værtinden at charmere mig til at blive, indtil man vidste om enhjørningehornet ville virke, og til min rådighed stillede hun endda en tjener bevæbnet med sværd. De smukkeste kvinder kan underligt nok også være de mest mistænksomme.
Næste morgen var havde min vens helbred ændret sig og var på vej opad. Efter et par dage kunne han forlade sengen nogle minutter af gangen og gå på vaklende ben. Enhjørningens horn havde vist sig virksomt. Den sidste dag af mit ophold deltog min ven endda i vores frokost, og selvom han var medtaget kunne alle se at han fået helbredet tilbage. Af den grund besluttedes det at mit nærvær som gæst ikke længere var nødvendigt, så jeg sadlede min hest og red lettet derfra, hurtigst muligt. Men det var ikke slut med det.
Efter nogle uger begyndte de underligste rygter at sprede sig fra min vens gård. Det virkede som om enhjørningehornet var meget mere potent end nogen havde vovet at tro. Han besøgte sin hustrus sengekammer en halv snes gange i døgnet, og selv om en kvinde kan synes at den slags opvartning medfører hyggelige stunder, så kan det blive for meget. Om den arme pige blev der nu sagt at hun ældedes i utide, og en ende på lystens plager kunne ikke skimtes. Han tog ikke nej som et svar.
Min ven havde mistet al interesse for søvn, sagde man. Han gik aldrig til sit eget sengekammer men styrtede omkring og skyndte på tjenestefolk og karle, og de som ikke kunne følge hans energiske ordrer fik prygl. De skulle op og høste midt om natten og vogte køer flere mil - ellers fik de minsandten at mærke hvor stærk og kraftig husbonds arm var blevet.
En dag havde han væltet en tyr med de bare næver, og næsten knækket dens nakke. Siden kastede han sig over den nærmeste karl og gav ham en omgang der næsten tog livet af ham, eftersom han mente at karlen misrøgtede tyren som var blevet så svag og sky. På alle værtshuse i syv sogne berettedes nu stadig vildere historier om storbonden som var blevet gal.
Jeg sørgede for at holde mig så langt væk fra hans gård som muligt, thi eftersom jeg havde skaffet ham enhjørningehornet så kunne man aldrig være sikker på hvad han ville forholde sig overfor mit enkle væsen.
Til sidst dræbte han en pige, som vægrede sig mod at udføre den udmattede hustrus pligter, og byrådet sendte en bevæbnet delegation fra hele egnen til storbondens gård. Da han blev stillet overfor tinget, reddede han kun livet fordi rådsmændene anså ham for at være så afsindig - hvilket han også tydeligt afslørede under afhøringen! - at han ikke kunne være ansvarlig for sine handlinger. Min ven dømtes til opbevaring i prinsens fangehul, og der er han er i dag, mange år senere. Med tanke på enhjørningehornets vitale kraft er det utænkeligt at han skulle have gået tiden ud - og ingen ved om han nogensinde kommer at møde dødens barmhjertighed. Og det er alt jeg ved.
- Hvad gjorde du med de horn du havde gemt i jorden, spurgte jeg.
- Jeg gravede dem op og brændte dem, svarede Almond Alvider.
Asken gravede jeg bagefter ned igen. Jeg turde ikke sprede den for vinden...
- Hvordan gik det med din vens hustru, spurgte Jacob den Røde.
- Tinget opløste ægteskabet, thi ingen kan være gift med et vilddyr - selv i et menneskes skikkelse. Hun fik gården, som godtgørelse for ...svie og smerte. Hun kom sig med tiden og tog sig en ny mand. Med mere lempelige krav.
- Det er efterhånden blevet sent, sagde Lucidor Luftig. Jeg hører en ugle tude...
- Jeg må virkelig undskylde, sagde Almond Alvider. Men jeg tror jeg har glemt min pengepung hjemme. Kan I ikke overtage min del af hvad vi skylder værten? I får det tilbage næste gang. Det vover jeg næsten at love, og ingen af jer har vel nogensinde hørt mig sige noget usandt?
Ahrvid Engholm © 1996