Den 2. April 2003 var de øvrige beboere vidne til, at en del store men flade pakker blev båret ind i Josef Lumenoffs lejlighed. Samtidigt fik de også et sjældent glimt af deres nabo, der efterhånden var blevet meget menneskesky.
Efterhånden var der ingen der kunne huske at have set ham i længere tid. Til gengæld kunne de tydeligt høre ham de næste par måneder; øjensynligt i færd med at ombygge lejligheden. Ingen vidste dog hvordan, og slet ikke hvorfor.
Siden Josef året før havde udskiftet alle sine vinduesruder med fresnell-linser, havde man anset ham for at være lettere excentrisk. På en harmløs måde. Derfor var der heller ingen i nærheden, der greb ind i tide.
Først da Kongens Foged til sidst tiltvang sig adgang til lejligheden, blev sagen til et mysterium: Hele møblementet var blevet fjernet og alle værelser var blevet lavet om til ét stort spejlkabinet. Men denne labyrint af glas viste sig at være ubeboet for Josef Lumenoff er aldrig siden blevet genfundet...
Mysteriet blev ikke mindre af, at ejendommens beboere næste dag modtog et anonymt postkort. Tekstens indhold var et citat fra 1'ste Brev til Korintherne: "Se, Jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles...".
Sagen virkede i mange år som en komplet gåde. Og det er først for nyligt, efter fremkomsten af mange lignende hændelser, at man har kunnet danne sig et overblik over hvad der er ved at ske. Der gælder nemlig, at de første tegn på Transparens som regel er lette at forveksle med noget helt andet.
Tilstanden begynder ofte i form af uselskabelig opførsel, eller interesse for 'anderledes optik'. De generelle tegn er i den tidlige fase, at et menneske begynder at opføre sig 'afvigende' i forhold til Lys.
Nogle begynder at samle på ting af glas. Eller krystaller. Andre udvikler en påfaldende interesse for spejle og linser. De fleste bliver undervejs mildt paranoide; de føler sig forfulgt af 'noget', som de ikke kender og som andre ikke kan se.
Ligeledes kan de stå stille i længere tid og se lige ud i luften. Hvis man spørger dem, hvad det er de betragter, er det ikke altid de selv ved det. Og hvis de svarer, er det heller ikke sikkert at svaret er forståeligt for andre.
Hvad der er ved at ske åbenbares først, når den transparente effekt begynder at blive åbenlys; negle, hår bliver gennemsigtige, derefter tænder og knogler. Huden begynder at ligne glas, og hele kroppen bliver gradvist mere og mere gennemskinnelig. Denne fase kan forløbe over et par uger, men normalt opnår folk først fuld transparens efter 1-2 år. Af ukendte årsager er øjnene altid den sidste legemsdel, der bliver usynlig.
Tilstanden kaldes Transparentum Trinealis.
Der kendes endnu ingen kur, eller blot symptombehandling.
Aktuelle statistikker afslører, at cirka 1% af befolkningen nu befinder sig i en tilstand af permanent usynlighed. Desuden mener man, at mindst 10 % er på vej til fuld transparens.
Begge tal er stadigt stigende, men mest i den vestlige verden. Først og fremmest i de større byer. Sociologer er derfor begyndt at interessere sig for hvad der sker med et samfund, der består af individer med forskellige grader af synlighed.
De største undersøgelser tyder på, at en voksende del af de usynlige mænd og kvinder med tiden vælger også at blive socialt usynlige; de forsvinder i storbyen og ophæver alle synlige relationer. De, der således er forsvundet, lokaliseres kun sjældent igen. Undertiden lader nogle få dog offentligheden høre fra sig:
Det kendteste tilfælde af transparent aktivitet må være den new zeelandske forfatter Khaete C. Weed, som usynlig og uinviteret tilbragte et helt år i Sankt Peterskirken i Rom.
Ingen vidste præcist hvor hun befandt sig, selvom hun jævnligt blev eftersøgt af kirkepolitiet. Fra tid til anden efterlod hun dog breve og noter til kardinalerne, når hun havde noget at meddele dem. Disse notater er ikke siden blevet offentliggjort på trods af adskillige opfordringer; officielt på grund af 'manglende relevans'.
Khaete C. Weed skrev senere en bog om sin usædvanlige boligform, med specielt henblik på de uforklarlige syn, som hun oplevede i kirkens indre. Hendes tese, som indtil videre er ubevist, er at 'kun den usynlige kan se det usynlige'.
Bogen blev populær i visse kredse, og adskillige andre fulgte siden hendes eksempel. I dag mener man, at der til stadighed findes transparente personer med fast, men usynlig adresse i Vatikanet. Paven har hidtil benægtet denne mulighed bl.a. ved at påpege at "de eneste usynlige væsener vi omgås er Englene". Dette er stadig kirkens officielle holdning...