Det er en kendsgerning, der er lige så mærkelig som den er uomgængelig, at så såre en flække har nået en størrelse, der muliggør opretholdelsen af mere end to eller tre værtshuse, så vil der iblandt disse altid findes mindst én irsk pub.
Om det skyldes, at irere er et særligt tørstigt folk, eller blot, at de besidder særlige evner når et bedested skal indrettes, således at en irsk pub altid adskiller sig fra andre ved sin gennemført rolige og behagelige stemning, skal være usagt.
Men regelen gjaldt også i Den glitrende By, hvor "Trekløveren" på alle tider af døgnet tiltrak en broget strøm af kunder, der vidste, at uanset hvad deres ærinde i byen måtte være, så bød det smukt indrettede, dunkle lokale med den blankpolerede messing og det mørke træmøblement på fred og ro.
Det var her man kom for at tænke dagens begivenheder igennem, for at mødes med venner, bekendte eller forretningsforbindelser, for at lytte til irsk musik, eller blot for at nyde smagen af det mørke, kraftige øl, der er den irske nations særkende og pryd.
En sen eftermiddag, hvor der endnu ikke var særligt mange gæster tilstede, stod en energisk udseende, yngre mand ved baren og så eftertænksomt ud i luften, mens han med den ene hånd holdt let om den halve pint der stod foran ham. Efter at have stået sådan en stund, henvendte han sig til den smilende pige, der betjente fadølsanlægget, og spurgte, om han kunne komme til at tale med stedets ejer.
"Han er ikke i byen. Men jeg er fuldt bemyndiget til at handle på hans vegne. Det er alle ansatte her."
"Er der ikke en bestyrer tilstede?"
"Hvad er der i vejen med mig?" spurgte pigen og smilede koket. Hendes sorte hår og mørkebrune øjne slog gnister.
"Ikke noget som sådan. Jeg har bare en forespørgsel, som jeg er nødt til at tale med en juridisk ansvarlig om." Gæsten smilede forekommende, men han havde udtalt den sidste sætning, som om han havde vanskeligheder med begrebet "juridisk ansvarlig". Barpigen rynkede brynene.
"Det tror jeg ikke, jeg kan hjælpe Dem med." Hun vendte sig om for at fortsætte arbejdet med fadølsanlægget, men gæsten prikkede hende på skulderen.
"Hør her, jeg er ikke ude på ballade. Men jeg ønsker at tale med en ansvarlig, og hvis jeg ikke kommer til det, har jeg midler til at få nedlagt hele dette sted meget hurtigt. Jeg er sikker på, at vi begge to helst vil undgå episoder."
Han stak hånden indenfor det ulastelige jakkesæt og trak et stykke plastic op. Han viste det til barpigen, der kastede et kort blik på det, hvorefter hun atter så op.
"Naturligvis. Et øjeblik, så kommer hr. Pokul."
Hun trådte ét skridt til siden, og bag ved hende kom en midaldrende herre med topmave og skaldepande frem. "Hvad kan jeg gøre for Dem, som mine barpiger ikke kan gøre lige så godt - eller bedre?" spurgte han.
Gæsten stak endnu engang hånden i inderlommen og fremdrog et holografi, som han rakte den runde barmand.
"Jeg beklager ulejligheden, men det hører med til mit arbejde at udvise visse diskretionshensyn, og jeg er overbevist om, at uanset hvor meget deres "ansatte" fuldt ud er knyttet til Deres informationssystem, så bør man følge den gode gamle regel om, at jo flere der bliver involveret i en sag, jo større er risikoen for det, man med en eufemisme kan kalde et uheldigt informationstab."
"Ni ud af ti af mine såkaldte ansatte er, som De tydeligvis er klar over, blot dele af det computerprogram der styrer stedet her. Hvorledes skulle de kunne sladre?"
Gæsten sukkede. "Det er tydeligvis stadig en udbredt misforståelse, at moderne software er såvel ufejlbarlig som uigennemtrængelig for forsøg på udefra kommende overtagelse af kontrollen. Men det var ikke for at diskutere Deres computersystem, at jeg kom herind. Jeg leder efter denne mand." Han rakte holografiet frem. "Jeg har været overalt i Byen, og hver eneste gang nogen har genkendt ham - og lad mig tilføje, at det ikke er sket i noget overvældende stort antal tilfælde - er jeg blevet henvist hertil. Man fortæller mig, at han er stamgæst her."
Pokul så på holografiet, der forestillede en lidt ældre, distingveret herre med smilerynker omkring øjnene og noble grå tindinger. "Det er rigtigt. Hr. Sandskjold kommer her så godt som hver aften. Han er en stille type, der ynder at sidde for sig selv ved et bord og iagttage stedets liv. Meget mere ved jeg ikke, og selvom jeg gjorde, ville jeg ikke lade det gå videre. En simpel barmand har også sine diskretionshensyn at tage."
"Det forstår jeg så udmærket, og De har også fortalt mig dét, jeg ønskede at vide. Jeg takker skyldigst, og vil nu sætte mig hen i et hjørne og afvente Hr. Sandskjolds ankomst."
Han rejste sig fra barstolen og fandt et ugenert hjørne. Ganske rigtigt gik der mindre end en time, før der kom en person ind i lokalet, der af udseende svarede til personen på holografiet. Han lod den nyankomne hente sit glas øl i baren, finde hen til hvad der tydeligvis var hans stambord i et sofahjørne, og sætte sig godt til rette, før han rejste sig og med velovervejede skridt gik gennem lokalet.
Han satte sig lidt længere henne ad sofaen, således at det ikke virkede påtrængende, og stillede sit glas fra sig på det lille runde nabobord. Så sad han lidt og så ud i lokalet.
"Stille aften, hvad?" sagde han så. Manden fra holografiet så på ham og samtykkede. "Men det er tidligt endnu. Der bliver mere liv lidt senere."
"Det regnede jeg også med. Men jeg kender kun stedet af omtale."
"Er det Deres første besøg på Trekløveren?" spurgte den ældre herre smilende.
"Ja. Jeg forstår, at De kommer her ret ofte, hr....".
"Sandskjold. Peter Sandskjold. Og De er...?"
"Argus Nielsen." Han rakte hånden frem. "Man kan sige at jeg er i informationsbranchen."
"Hvem er ikke det. Og hvad bringer Dem så til Den glitrende By?"
"Dem."
Det var dette punkt i samtalen, Argus Nielsen havde imødeset med størst spænding.
Hvis herren skråt overfor ham, med de fine grå tindinger og det noble jakkesæt - hvis denne person, der kaldte sig Peter Sandskjold, på dette tidspunkt reagerede med et udråb og vendte sig bort med alle tegn på at ville være i fred, var der ikke meget Argus Nielsen kunne stille op.
Til trods for det magiske lille plastickort, der havde fået bestyreren i tale, var Den glitrende By ikke en del af hans normale jurisdiktion. Faktisk var han her, fordi normale magtmidler netop ikke lod sig anvende her på stedet.
Men til alt held nøjedes Sandskjold med at hæve et enkelt øjenbryn i en let vantro grimasse og se spørgende på ham.
"Hvad mener De?"
"Lad mig svare med et spørgsmål. Hvor længe har De opholdt Dem i Den glitrende By? Bor De her?".
Spørgsmålet var bevidst provokerende. Der var ikke nogen der boede i Den glitrende By. Men Sandskjolds reaktion røbede mere forbløffelse end noget andet. Han så eftertænksom ud. "Naturligvis bor jeg ikke her, det... "
Han tav. Nielsen forsøgte at få ham i gang igen ved venligt at spørge, "Men De kan ikke huske, hvornår De sidst har været ude af Byen, vel?"
"Nej, nu De siger det." Sandskjolds ansigtsudtryk afspejlede forvirring, bekymring og frygt i hastig rækkefølge. "Hvorfor kan jeg ikke det? Og hvorfor sidder jeg her og taler med en vildtfremmed om det?"
Han så mistænktsomt på Nielsen. "Hvorfor interesserer mit forhold til Den glitrende By Dem?"
Samtalen var ved at tage en ubehagelig drejning, og den yngre mand skyndte sig derfor at pege på Sandskjolds glas, der var næsten tomt, og sige: "Det skal jeg nok komme frem til, men først må jeg forsikre Dem om, at De aldeles intet har at frygte fra min side, tværtimod. Der er, som De utvivlsomt ved, ingen fysisk vold i Den glitrende By, og jeg er heller ikke i besiddelse af andre tvangsmidler." Han forsøgte sig med hvad han håbede var et afvæbnende smil. "Dernæst ser jeg, at De næsten har drukket ud. Må jeg have fornøjelsen at give den næste omgang?"
Inden Sandskjold fik sagt noget, rejste Nielsen sig op og gik hen til baren. Mens han ventede på øllet, slap han et øjeblik Sandskjold i tankerne, for passivt at lade barens baggrundslyde skylle gennem sin bevidsthed. Det var vigtigt at være afslappet og have fuldstændig kontrol over situationen. Han vidste, at han var blevet sat på opgaven som en sidste udvej, og at Sandskjold var fortabt, hvis det ikke lykkedes at få ham væk fra Byen snarest.
Ved siden af ham ved baren stod to unge herrer i jakkesæt og slips. De lænede sig nonchalant op ad disken og ustrålede verdensmandserfaringer. Men så man nærmere efter, var der noget der ikke stemte. Dels drak de maltwhisky med cola - hvilket i sig selv ikke var forbudt, men så afgjort burde være det efter Nielsens mening - dels var der en undertone af panik i deres blik, som selv ikke nok så fint tøj kunne skjule.
"Nej, forstår du," sagde den ene med let sløret stemme. "Jeg ved bare, at der er én ting, jeg virkelig kan, og det er at sælge! Giv mig et job, hvor jeg skal sælge hvad som helst til hvem som helst - det fungerer bare!" Den anden nikkede bekræftende og klappede ham på skulderen.
"Helt fint, mand, det har jeg også altid sagt til alle dem jeg møder, at Johnny bare kan det dér..." Samtalen gled videre på sin egen slingrende facon, og inden øllet var færdigtappet havde Nielsen nået at opfatte, at den unge mand der så ihærdigt insisterede på sine sælgeevner, havde haft præcist to job, i det forsikringsselskab hvor hans onkel var chef. Begge gange var han røget ud, fordi han intet fik solgt. Verden vil bedrages, tænkte Nielsen, og kan den ikke få andre til det, så gør den det selv.
Han gik ned til Sandskjolds bord med de to pints, stillede dem fra sig og satte sig, idet han sagde:
"De må undskylde, at jeg sådan trænger mig på. Men sagen er af allerstørste vigtighed. For Dem."
"Hvordan det? Hvorfor kan De ikke bare lade mig passe mine sager, som jeg hele tiden har gjort?"
"Hvilke sager?"
"Ja, æh..." Sandskjold gik i stå igen. "Jeg må indrømme, at De har fat i et eller andet dér. Men det skræmmer mig ærlig talt at tænke på det."
"Fordi De kommer i tanke om noget ubehageligt?"
"Nej, fordi jeg ikke kommer i tanke om noget. Er jeg eftersøgt, fordi man frygter at jeg flakker omkring med hukommelsestab?"
"Det vil jeg gerne vente lidt med at svare på. Men lad mig i mellemtiden stille Dem endnu et spørgsmål: Hvorfor drikker De øl?"
"Hvad mener De? Hvad har mine drikkevaner nu med sagen at gøre?" Sandskjold virkede lettere irriteret, og Nielsen kunne uden besvær forstå det.
Han kunne ganske vist ikke sætte sig helt ind i Sandskjolds situation - den var så vidt han vidste, noget nær enestående i verdenshistorien - men desorienteringen og den stigende mistanke til hukommelsen og selve identiteten måtte ikke være rar. Det er at foretrække at vide, hvem man er.
Som regel.
"Jeg ønsker stadig ikke at genere Dem. De er selvfølgelig i Deres gode ret til at mene at mine spørgsmål er upassende. Men prøv alligevel at tænke efter - hvordan virker denne her på Dem?" Han pegede på det næsten fyldte pintglas med det mørke, kraftige øl.
"Virker? Den... jo, den slukker tørsten... og så smager den godt!"
"Jeg er enig med Dem i at det er glimrende øl. Men er det nu også sandt, at den slukker tørsten?"
"Altså, stærkt øl virker ikke tørstslukkende i det lange løb, fordi alkohol er vanddrivende, og øl der er så stærkt som denne får kroppen til at udskille mere vand end øllet rummer. Men på kort sigt vil jeg mene, at jo, den slukker tørsten."
"Og bliver De nogen sinde beruset? Øllet er, som De siger, stærkt."
Sandskjold tænkte efter. "Næh, det kan jeg ikke sige. Nu er det ikke fordi jeg drikker særligt meget, men... faktisk kan jeg ikke sige, at jeg føler nogen som helst berusende effekt." Han så på Nielsen, og der var nu kun bekymring tilbage i hans blik. "Hvad er der i vejen med mig?"
"Det samme som med øllet. De eksisterer ikke."
Argus Nielsen havde på forhånd forestillet sig forskellige reaktioner fra den andens side. For ganske vist havde han vundet et vist mål af den ældre herres fortrolighed, men derfra var der dog et stykke til at kunne præsentere ham for uhyrligheder som dem, der just var blevet forelagt.
Hvad der skete, var dette: Peter Sandskjold rejste sig op, smilte forekommende, greb Nielsens hånd og trykkede den hjerteligt, idet han sagde:
"Det har været en fornøjelse at tale med Dem. Men pligterne kalder, man kan jo ikke bare sidde her hele dagen. Selvom det naturligvis ville være herligt... Nå, men så farvel. Jeg håber snart, vi træffes igen."
Han slap Nielsens hånd, drejede om på hælen og begyndte at gå med raske skridt henover det kulørte mønstrede gulvtæppe. Han gik ikke demonstrativt, men målbevidst, og han gav ikke indtryk af at være en mand på flugt, men derimod blot at være en travl forretningsmand, der havde hygget sig på Trekløveren en stund, og nu måtte haste videre til dagens forpligtelser.
"Skal De ikke drikke deres øl?" spurgte Nielsen roligt. "De er måske bange for ikke at blive beruset?"
Sandskjold drejede atter om på hælen og nærmede sig tøvende. Så satte han sig langsomt og rakte ud efter glasset med dets buede kant.
"Hør nu her. De kommer her og trænger Dem ind på mig med spørgsmål og antydninger. Jeg snakker venligt med Dem, og så hævder De, at jeg ikke eksisterer. Hvad vil De have jeg skal mene om det?"
"Jeg forstår Deres forvirring. Men hør nu her. Såvel De som jeg som Deres øl og hele værtshuset her er i en vis forstand totalt uvirkeligt. De befinder Dem i cyberspace."
"I hvad?"
"Kom nu ikke og sig at De ikke ved hvad cyberspace er. Eller Den glitrende By, for den sags skyld."
Sandskjold så oprigtigt forvirret ud. Han åbnede munden som for at sige noget, men lukkede den så igen. Nielsen lagde en hånd på hans arm.
"De vil gøre alle en tjeneste, hvis De holdt lydstyrken på et behersket niveau. Det regnes ikke for god tone åbenlyst at påpege dette steds fiktive karakter."
"Jamen...". Sandskjold rystede på hovedet. "De mener, at hele molevitten, inklusive De og jeg, blot er elektroner i en computer?"
"Både og. De og jeg befinder os et sted i den virkelige verden, koblet op på det komplicerede og multi-interaktive net-mødested, der er blevet døbt Den glitrende By. Den eksisterer på den anden side kun i cyberspace. Men De kan godt droppe idéen om at være en ren informations-konstruktion. Den hører hjemme i de kulørte holo-serier."
"Men hvis jeg nu er koblet op på et computernet, sådan som De siger, hvad vedkommer det så Dem? Har jeg gjort noget ulovligt? Og i så fald, hvorfor anholder De så ikke bare min krop ude i virkeligheden og trækker stikket til min netforbindelse?" Sandskjold var - forbløffende hurtigt, forekom det Nielsen - ved at vende sig til tanken om Den glitrende Bys sande natur.
"De har intet ulovligt foretaget Dem, og jeg er her ikke for at fange Dem, men for at hjælpe Dem. Grunden til, at vi ikke bare trækker stikket, er at det ikke kan lade sig gøre. Ikke uden traumatiske virkninger på deres biologiske eller virkelige selv, og det er vi ikke bemyndiget til."
Nielsen så undersøgende på Sandskjold. "Og så er der lige en ting til... er De klar over, hvem De i virkeligheden er?"
"Efterhånden tror jeg ikke, jeg er klar over ret meget længere."
"De er Lonnie Messer."
"Hvem?" Nielsen så om muligt endnu mere desorienteret ud. Så dæmrede noget for ham. "Skuespillerinden? Jamen, nej, jo, men..."
"Hvorfra ved De ellers hvem hun er? Hun optræder ikke i Den glitrende By."
"Er jeg en skuespillerinde?" Sandskjold lod hånden løbe gennem sit ulastelige grå hår og trak på skuldrene inden i sit noble jakkesæt. "Hvad laver jeg så her? Og igen: hvad vedkommer det Dem?"
"De er her, fordi de er på flugt fra Deres egen berømmelse, fra de evigt nysgerrige mediefolk og fans. De har formået at benytte Den glitrende By på en måde, som ingen havde forudset den ville blive benyttet - selvom man måske nok burde have kunnet se problemet på forhånd. De er flygtet ind i den. Og fordi man ikke bare kan trække stikket, har man sendt mig ind efter Dem. For hvis De ikke frivilligt forlader cyberspace meget snart, dør De simpelthen. Deres krop i den virkelige verden befinder sig i en coma, som det ikke er lykkedes de medicinske teknikere at få Dem ud af, skønt de har prøvet i ugevis. Jeg er Deres sidste chance."
Sandskjold sad stille et stykke tid og så ud i luften, og Nielsen lod ham sidde. Det var hans erfaring, at der var situationer, hvor man kun fik negative resultater ud af at presse folk for meget. Da Sandskjold igen gav sig til at tale, var det i form af en række spørgsmål om Den glitrende Bys funktionsmåde, som Nielsen efter bedste evne besvarede roligt og overbevisende. Blandt andet gjorde han en del ud af reglerne for god opførsel, eftersom det ikke var i nogens interesse, at de påkaldte sig unødig opmærksomhed.
Brugerne af Den glitrende By er generelt meget ømskindede med hensyn til ting, der kan bryde deres illusion om virkelig at være et andet sted. Derfor foregår af- og påkoblinger altid på isolerede steder, som f.eks. værtshusets toilet, et virtuelt rum, der ikke tjener andre funktioner, eftersom der ikke er nogen der går på toilettet i cyberspace (i al fald ikke i de rum, der udgør fællesfaciliteterne. Hvad folk foretager sig under mere private former i de særskilte cybermødelokaler med begrænset adgang, skal vi ikke beskæftige os med her).
Der var en anden grund til Nielsens rolige fremfærd. For at kunne koble fra nettet, måtte Sandskjold/Messer komme i tanke om sit frakoblingspassword. Og med den massive fortrængning han/hun havde foretaget, kunne det godt tage sin tid. Problemet var bare, at tid var noget, de ikke havde for meget af.
Derfor begyndte Nielsen også efter et stykke tid at gå mere direkte til Sandskjold, trods sin overbevisning. Han snakkede blandt andet om de seneste jobs, Messer havde haft inden sin flugt, og det syntes at have en effekt. Hver gang Nielsen nævnte noget, så Sandskjold først ganske udtryksløst ud i luften, men mindre end et sekund senere havde han som regel husket det omtalte emne. Nielsen vidste, at Messer, da hun forsvandt, var midt i optagelserne af en holoserie baseret på Shakespeare, og dét fik Sandskjold til at komme i tanke om sit password.
Så kort efter kunne besøgende på Trekløveren se en ældre og en yngre herre forsvinde ud på værtshusets toilet sammen. Ingen gjorde sig særlige tanker i dén anledning, ligesom der heller ikke var nogen der undrede sig over, at de ikke vendte tilbage.
Hvis nogen havde fortalt dem, at holostjernen Lonnie Messers liv lige var blevet reddet, fordi hun kom i tanke om linien "All the world's a stage", og at et antal mennesker ude i noget de kaldte den virkelige verden netop var gået i gang med at bringe hende tilbage til hendes normale tilværelse, ville de se høfligt på vedkommende og bestille en øl til, idet de vendte sig mod bartenderen.
Der er, som antydet, visse ting man bare ikke taler om i Den glitrende By.