Intro
Liv og værk
Future history
Menneskehedens redskab
Undermenneskenes frigørelse
Genopdagelsen af mennesket
Form og indhold - igen
Noter
Min gode ven, sf-kenderen Stig W. Jørgensen, skrev engang om Cordwainer Smith, at "En stor del af Smiths produktion består af genfortælling af folkeeventyr i science fiction-regi, og er efter min mening generelt overvurderet. Af uransalige grunde sætter Niels Dalgaard så vidt vides stor pris på dette kvasi-sf-forfatterskab."
Bemærkningen fremkom som en fodnote i en på daværende tidspunkt temmelig langtløbende diskussion om noget helt andet, som der ikke er nogen grund til at trække frem igen. Men formuleringen er blevet siddende i min erindring, hvorfra den med jævne mellemrum har gjort opmærksom på sin eksistens. Det er jo nemlig rigtigt, at jeg på et tidspunkt havde udtrykt en vis begejstring for Smiths noveller - jeg kan ikke huske om jeg havde skrevet noget om dem, men jeg har givetvis snakket om dem på et bestyrelsesmøde eller lignende i SFC-regi.
(2)
Lige så rigtigt er det, at med de positioner Stig og jeg - på daværende tidspunkt forholdsvist skarpt - indtog med hensyn til science fiction-genrens funktionsmåde og mission, skulle det have været omvendt: Stig burde have svømmet hen over Smiths poetiske billeder, hans religiøst farvede visioner, og hans arbejde med indenfor sf-genrens rammer at følge op på højmodernisternes program om at make it new; mens jeg på den anden side burde have taget afstand fra Smiths diffuse verdenskonstruktion, hans romantisk-metafysiske horisonter og hans genbrug af folkeeventyrernes (og Dantes) klichéer. Det burde have været mig og ikke Stig, der brændemærkede forfatterskabet som "kvasi-sf".
De følgende overvejelser er et forsøg på at forstå, ikke Stigs modvilje - den må han selv forklare - men min egen velvilje overfor et forfatterskab, der på mange måder er tvivlsomt. Det var egentlig min hensigt at skrive noget om det umiddelbart efter worldconen i Glasgow i 1995, hvor jeg anskaffede en smukt produceret udgave af Smiths samlede kortprosa,
(3)
men som det så ofte går med den slags ting, er det kommet til at vente noget.
En del af tiltrækningen ved Smiths tekster er, at de virker mærkelige, såvel i forhold til mainstream som i forhold til traditionel sf, særligt da som den så ud i halvtredserne og tresserne, hvor de fleste af hans ting blev udgivet. Mærkelighed i litteratur kan være mange ting, og der er forfattere såvel indenfor som udenfor sf, hvis mærkelighed ikke på samme måde formår at fascinere, bl.a. fordi den er reduceret til manér, der dækker over et reelt mangel på indhold. Det er ikke tilfældet hos Smith; om indholdet så er beundringsværdigt i sig selv, kan i høj grad diskuteres, ligesom man naturligvis kan indvende, at indhold og udtryk ikke kan adskilles. Det sidste er rigtigt, men problemet med en sådan iagttagelse er, at det sker alligevel, om ikke andet så i kritiske diskussioner af tekster. Uanset, hvor meget moderne tekstteori hævder, at udtrykket er et indhold i sig selv, og at indholdet intet er uden udtrykssiden,
(4)
så fortsætter de fleste med - bevidst eller ubevidst - at opfatte en tekst som et indhold, formidlet gennem et udtryk.
I Cordwainer Smiths tilfælde er det så afgjort udtrykssiden, der har fascineret mig, snarere end det formidlede indhold. Eller rettere, den måde, som Smith har valgt at fortælle sine historier på, tilfører dem nogle specielle sf-kvaliteter, som jeg finder interessante. Men før jeg går i detaljer med det, er det nok værd lige at kaste et blik på Smiths biografi. Selvom det med rette anses for primitivt at bruge forfatterens livshistorie som mekanisk forklaring på hans værker (efter modellen: han havde mange Legoklodser som barn, derfor skriver han altid om arkitekter), så må en forfatters værker nødvendigvis være produceret af en bevidsthed, der først er dannet og har modtaget en række indtryk. Af samme grund er det lige så urimeligt at ville se bort fra forfatterens sociale omgivelser i bred forstand, som det er mekanisk at postulere, at det er de økonomiske forhold der (på nærmest metafysisk vis) direkte producerer en given tekst. I Smiths tilfælde er hans private (eller "lille") historie vævet sammen med den verdenspolitiske (eller "store") historie på en måde, der kan bidrage til at oplyse, hvorfor han skrev det han skrev, på den måde og på det tidspunkt han skrev det. Hvorfor det blev udgivet under de rammer der var tilfældet, og hvem der læste det (og hvordan og hvorfor) er interessante problemer, der imidlertid næppe lader sig afklare indenfor rammerne af en enkelt artikel.
Der er en teori om, at personer, der på den ene eller anden måde er "forrykket" i forhold til deres omgivelser, har en god baggrund for at blive sf-forfattere. Den er bl.a. blevet brugt til at "forklare" Samuel Delany, der både er neger og bøsse. Man skal selvfølgelig passe på med ikke at generalisere; man når næppe alt for langt med en teori om, at man nødvendigvis må være marginaliseret eller dysfunktionel for at blive sf-forfatter (med mindre naturligvis man vil hævde, at sf-skriveri er sociopatisk i sig selv - i hvilket tilfælde man har en cirkelslutning). Samtidig ligner teorien den udbredte romantiske opfattelse af kunstnere som en smule "ved siden af" det normale. På den anden side er det besnærende at pege på, at sf, der jo netop betjener sig af mærkværdiggørende effekter, mere eller mindre bevidst tiltaler kunstnere, der selv føler sig fremmedgjorte eller "mærkelige".
I så fald er Cordwainer Smith et godt eksempel. Navnet er et pseudonym benyttet af Paul Myron Anthony Linebarger (1913-66), hvis barndom tildels blev tilbragt i Kina, hvor hans far var med til at finansiere revolutionen i 1911 - ikke at forveksle med den senere maoistiske revolution - og var juridisk rådgiver for revolutionslederen Sun Yat Sen. Linebarger selv blev senere rådgiver for Chiang Kai Shek i den USA-støttede antikommunistiske nationalistenklave Taiwan. Han blev derefter tilknyttet afdelingen for Asien-studier ved Johns Hopkins Universitetet, hvor han bl.a. brugte sin store viden om kinesiske forhold som rådgiver for CIA. Han skrev en del faglitteratur (under sit rigtige navn), bl.a. grundbogen i "hjernevask" og psykologisk krigsførelse.
Den dobbelte kulturelle baggrund kan meget vel have betydet, at Linebarger har oplevet en slags "distance", uanset om han var i Kina eller USA. Han var tydeligvis fascineret af kinesisk tænkning, der også på flere måder har påvirket hans sf. Men samtidig var han en patriotisk amerikaner, der gik aktivt ind i sit lands forsøg på erobring af verdensherredømmet. Med risiko for at klemme psykologiserende analyser ned over en død person, kan man nok tillade sig at have på fornemmelsen, at der var en konstant undertone af fremmedhed i Linebargers livsoplevelse. Det er ikke det samme som at ville se enhver detalje i Smiths historier som afspejlinger af specifikke psykologiske problemer hos Linebarger, sådan som f.eks. Alan C. Elms gør det.
(5)
Linebarger forsøgte sig med forskellige former for skønlitteratur og skrev flere mainstream-romaner, men blev skriveblokeret, da de pseudonymer, han skrev under, blev afsløret. Ej heller synes romanerne at have haft nemt ved at interessere forlag (omend de rent faktisk blev udgivet og fik pæne anmeldelser). Imidlertid havde han fra en tidlig alder eksperimenteret med sf - hans første sf-historie, "War No. 81-Q" blev udgivet i et militærskolemagasin i 1928. Da var Linebarger 15 år. Men det meste af trediverne og fyrrerne skrev han til skrivebordsskuffen, ting der aldrig er blevet offentliggjorte. Hans egentlige sf-gennembrud kom med novellen "Scanners Live In Vain", som han foretog de første udkast til i 1945. Gennembrud er her måske så meget sagt, det varede nemlig fem år før han fik den udgivet, og det skete i et decideret sekunda-magasin ved navn Fantasy Book i 1950. Interessant er det, at den legendariske redaktør John W. Campbell på Astounding Science Fiction havde afvist historien i 1945 med den begrundelse, at den var "for ekstrem". Det var ikke sidste gang, "Cordwainer Smith" skulle komme ud for den slags problemer, men rent faktisk blev de mindre end de kunne have været, for en anden redaktør, Frederik Pohl, bemærkede historien og puttede den i en antologi kaldet Beyond the End of Time. Det fik lidt senere den virkning, at Smith begyndte at sende historier til Galaxy Science Fiction, som først undlod at købe nogen af dem (men sendte opmuntrende breve tilbage), og som særligt senere, da Pohl havde overtaget redaktørposten efter Horace Gold, blev hovedudgivelsesstedet for Smiths historier (hvis poetisk lydende titler Pohl ikke sjældent stod bag).
"Scanners" er historien om, hvordan en særlig gruppe personer er nødvendige for rumfarten, nemlig de såkaldte scannere, der tilbringer det meste af deres tid i en tilstand, hvor de er ude af kontakt med ikke alene omverdenen, men også deres egne kroppe. I denne tilstand er de i stand til at udholde de aspekter af rummet, der gør andre sindssyge og slår dem ihjel, men de er til gengæld nødt til at aflæse instrumenter for at blive klar over hvordan de selv har det. En mere primitiv sf-historie ville måske have fokuseret på det teknologiske aspekt i sig selv og have haft udviklingen af scannerne som klimaks, men det er noget andet der interesserer Smith, nemlig hvordan det vil gå dem, da der bliver udviklet en proces, der gør deres funktion overflødig. Hovedpersonen befinder sig tilfældigvis udenfor scannernes normaltilstand, da nyheden om opfindelsen bliver kendt, og kan derfor se de bredere menneskelige perspektiver i sagen. Derfor redder han opfinderen fra et attentat fra de øvrige scannere. Til gengæld slutter historien lykkeligt med opfindelsen af en proces, der kan føre scannerne tilbage til normal menneskelighed - hvilket for så vidt virker påklistret, som at der ikke indenfor historiens rammer er nogen nødvendig sammenhæng mellem de to ting. På det symbolske plan er det imidlertid særdeles passende (poetisk retfærdighed, om man vil), at hovedpersonens frelsende handling skal medføre en frelse for alle scannere.
(6)
Det er ikke nødvendigt at vide, at Linebarger på et tidligt tidspunkt mistede synet på det ene øje for at få udbytte af historien, sådan som Elms mener det (se note 5). Det er tilstrækkeligt at notere sig scannernes radikale fremmedgjorthed overfor omverdenen og dem selv, affødt af systemets behov, for at kunne se en pointe. I historiens verden fører udviklingen ubehageligheder med sig, men den finder efterhånden også måder at løse dem på. Blot må de grupper, hvis liv omkalfatres, ikke anlægge en kortsigtet og gruppeegoistisk synsvinkel, men have forståelse for fordelene ved det nye. Scannerne fremstår nærmest som ludditter, og kun den klartseende hovedperson muliggør det næste teknologiske skridt fremad.
Det er imidlertid ikke blot historiens idé om eksotisk ny teknik og rumfart, der er det fascinerende ved den. Det er den komplekse fremtidsverden, den er skrevet ind i, og som kun formidles antydningsvis gennem brugen af specielle ord, som læseren selv danner sig et indtryk af gennem den sammenhæng, hvori de optræder.
(7)
Pointen er naturligvis, at der er en sammenhæng, og den "fremtidsagtige" eller "mærkelige" effekt ikke blot er søgt opnået ved at drysse mere eller mindre tilfældige "mærkelige" ord ind. I Smiths fiktion samler de forskellige markører sig til et billede af en overordentlig mærkelig verden, og den bliver ikke mindre mærkelig, efterhånden som andre historier bidrager til den.
Næsten al den sf, Smith skrev indgår i en future history, den særlige form, som Delany har foreslået er unik for sf, og som i al fald kan noget, som andre former kun i ringere grad formår, nemlig at bygge den fortalte verden op med en grad af kompleksitet (og dermed "sammenhængskraft") der slår de fleste romaners. Ved at lade en række forskellige fortællinger udspille sig i det samme univers, gives bidrag til beskrivelsen og forståelsen af det pågældende univers fra flere forskellige udsigtspunkter, og man opnår derved en slags "stereoskopisk" effekt, hvor en given begivenhed efterhånden bliver anskuet fra mange vinkler og derved fremstår mere "tredimensionelt" end ellers. I en vis forstand gentager future history-serien det samme trick på et højere strukturelt niveau, som den enkelte historie udfører på sætnings- og afsnitsniveauet: giver brikker til et puslespil, pointere ind i det komplekse, fortalte univers.
Cordwainer Smith opfandt så afgjort ikke future history'en - blandt forløberne er Robert Heinlein, der i samarbejde med John W. Campbell planlagde og til dels udførte en omfattende udgave af slagsen fra 1941 og en del år frem.
(8)
Ej heller var Smith den sidste; formen er blevet ganske populær, for nogle forfattere måske blot som en udvidelse af den grasserende trilogi-mani, for andre som led i et seriøst arbejde med det, der oftest er sf-fortællingens hovedinteresse, nemlig det fortalte univers (i modsætning til enkeltpersoner). Fra nyere tid kan man således nævne Bruce Sterlings Shaper/Mechanist-historier, ligesom Svend Åge Madsens omfattende projekt af sammenhængende romaner, teaterstykker, noveller m.v. tildels kan siges at høre med her.
(9)
Det er ikke muligt at sætte præcise datoer på alle historierne i Cordwainer Smiths univers, ligesom det langt fra er alle begivenhedstråde der hersker fuld klarhed over, selvom han tilsyneladende allerede havde fået adskillige af de grundlæggende idéer til sin baggrund inden han skrev "Scanners Live In Vain". Der er store huller i hans tidslinie (eller rettere, den tidslinie, som John J. Pierce har rekonstrueret), og den præcise varighed af de forskellige faser i hans projekterede udvikling af menneskeheden ligger ikke fast (omend rækkefølgen er så nogenlunde sikker). På det punkt minder han om andre future history-forfattere, hvilket måske ikke er så underligt; idéen er jo netop, at hver enkelt fortælling er konciperet som et selvstændigt hele, der samtidig bidrager til baggrundshistorien. En naturlig "bottom-up" tilgang er at få idéer til enkelthistorier og holde dem op mod en bagrund, der i første omgang kun er tænkt i store træk.
(10)
Smith arbejdede også ofte på den måde, at han skrev udkast og stumper og noterede idéer, som han så senere arbejdede sammen til nye tekster. Flere af hans historier er skrevet om adskillige gange inden de blev udgivet.
(11)
Det kan give en vis indsigt i, i hvilken rækkefølge de forskellige ingredienser i hans univers blev til. Men for nærværende er det rigeligt at holde sig til de officielt publicerede versioner.
(12)
Smiths fremtidshistorie omfatter for det første en "Forgotten First Age of Space", og allerede her signaleres en vigtig, måske den vigtigste egenskab ved future history'en: den er set fra et meget fjernt fremtidsperspektiv. Det betyder, at visse af historierne (deriblandt dem jeg finder klart bedst) er fortalt fra et perspektiv, der medfører at de begivenheder, de handler om, har fundet sted for voldsomt længe siden, og den måde de når frem til læseren på er som en slags legender eller myter. Der er ikke rigtig nogen historier, der knytter sig til den glemte første rumalder (svarende til Smiths samtid og et stykke frem), for derefter kommer "The Ancient Wars" med deraf følgende mørk periode. Alle jordiske civilisationer undtagen den kinesiske kollapser, og efter et interregnum, hvor planeten hjemsøges af forskellige grimme væsner - deriblandt dræbermaskinerne manshonyaggers,
(13)
opstår "The Instrumentality of Mankind".
Dette organ - betegnelsen betyder "menneskehedens redskab", men "redskab" skal forstås i en lidt mere udvidet form end blot og bar en hammer - spiller en uhyre stor rolle i Smiths future history. Det er begrænset, hvad man får at vide om den, bortset fra, at den frem gennem den anden rumalder (hvor Jorden genbefolkes og koloniseringen af en række andre planeter går i gang) styrer menneskenes udvikling. Den får stadigt mere karakter af en magtfuld elite, og er et af hovedargumenterne for at Smith i al fald ikke repræsenterer udpræget demokratiske idéer. For det står klart, at uden The Instrumentality ville menneskene aldrig været blevet til noget videre igen, og da det gamle Kina på et tidspunkt også forfalder, er The Instrumentality redskabet til menneskehedens genopretning og fornyede udbredelse. Den er aristokratisk i tænkemåde og selvsupplerende, som det bl.a. fremgår af romanen Norstrilia, hvis hovedperson ender med at blive ophøjet til en "Lord of the Instrumentality".
Hen gennem sekvensen sker der imidlertid også det, at The Instrumentality i stigende grad bliver til en isoleret elite, der mere eller mindre lever i deres egen verden og ser stabilitet som et mål i sig selv. Omkring år 10.000 (ifølge Pierces kvalificerede gæt) er en slags Utopia etableret. Nye transportteknikker betyder, at tusindvis af verdener er blevet koloniseret, levealderen er omkring 400 år, og der anvendes i stigende grad robotter og undermennesker (underpeople) til det grove.
Undermenneskene er den ene væsentlige kilde til den destabilisering der sætter ind. Det er genetisk modificerede dyr, der er bibragt et vist mål intelligens og identitet, men som er berøvet enhver form for rettigheder. Her skriver Smith sig ind i en langvarig diskussion om menneskerettigheder, der også har været ført i historier om, hvilke rettigheder intelligente robotter bør have.
(14)
Kun i mindre grad deltager han i den diskussion der førtes i form af historier fra lignende motivgrupper, om hvad der er autentisk menneskeligt.
(15)
Undermenneskene forsøger ikke at ligne almindelige mennesker, men snarere at blive accepteret med den identitet, de nu engang har.
Det betyder ikke, at de ikke kan interagere kvalificeret med menneskene. Det gælder således C'mell, en af de mest inciterende af Smiths personer (også fordi hun optræder i nogle af hans bedste historier, heriblandt "Alpha Ralpha Boulevard" og "The Ballad of Lost C'mell"). Smiths undermennesker har navne, hvis forbogstaver viser, hvilke dyr de er modificeret ud fra - således er B'dikkat i "A Planet Named Shayol" af kvægæt (B for Bull), og C'mell har kattebaggrund.
(16)
Undermenneskene gør oprør i flere omgange. I den lange historie "The Dead Lady of Clown Town" beskrives et oprør, hvor et menneske og en hundeperson tilsammen tiltrækker opmærksomheden, både fra undermenneskenes undergrundsbevægelse og fra en af the Lords of the Instrumentality. Pierce hævder, at fortælleteknikken er kinesisk inspireret, hvilket jeg ikke skal gøre mig klog på. Hvad der derimod interesserer mig er den førnævnte placering af fortælleren som alvidende, placeret langt ude i fremtiden i forhold til de begivenheder, der berettes om. Samtidig knyttes der tråde til den øvrige del af den mytologi, der gradvist bygges op omkring visse af personerne. Historien indledes sådan:
You already know the end - the immense drama of the Lord Jestocost, seventh of his line, and how the catgirl C'mell initiated the vast conspiracy. But you do not know the beginning, how the first Lord Jestocost got his name, because of the terror and inspiration which his mother, Lady Goroke, obtained from the famous real-life drama of the dog-girl D'joan. It is even less likely that you know the other story - the one behind D'joan.
Der et element af legende over denne indledning, ligesom der er over indledningen til "The Ballad of Lost C'mell":
She was a girlygirl and they were true men, the lords of creation, but she pitted her wits against them and she won. It had never happened before, and it is sure never to happen again, but she did win.
Flere steder i "The Dead Lady of Clown Town" anstrenger fortælleren sig åbenlyst for at prøve at forstå forholdene på den tid, han fortæller om; det legendariske er således suppleret med en markant dosis historisk bevidsthed, noget der er med til at forankre begivenhederne i det fortalte univers og dermed modvirke den mytologiske tones tendens til at gøre fortællingerne til "fritstående" på samme måde som myter der anses for "evige", gyldige for alle mennesker til alle tider. De historier, som Smiths fortællere beretter, har betydning fordi de giver forhistorien til tingenes tilstand på fortælletidspunktet, ikke fordi de giver evige forklaringer på altings indretning.
I øvrigt er der i novellen nok så stærke mindelser om historien om Jeanne d'Arc (jf. også navnet D'joan). Oprøret mislykkes, og D'joan dør. Hendes handling får først for alvor mening i lyset af de senere begivenheder, der indvarsles med novellens sidste sætning, "In that year there was born the man who was to be the first Lord Jestocost."
Den sympatiske Instrumentality-person i "The Dead Lady of Clown Town" er Lady Panc Ashash, der for længe siden har fået sin bevidsthed spillet over i en computer. Derved forudskikker Smith en af de centrale temaer i (en del af) cyberpunken, ligesom hans konstruktion af undermennesker falder godt i tråd med nutidens diskussioner om gensplejsning m.v. Men hvor den postmoderne (cyber-)sf ser menneskehedens udvikling på lang sigt som en serie af splittelser med dertil hørende opståen af selvstændige, meget forskellige post-menneskelige civilisationer,
(17)
ser Smith nok en række konflikter i fremtiden, men han ser også en forsoning mellem mennesker og undermennesker og en sejr for denne kombinerede civilisation i konflikterne med andre galaktiske civilisationer.
(18)
Heri er han decideret præ-postmodernistisk.
Jeg har brugt udtrykket "legende" ovenfor om det indtryk, man kan få af visse af historierne. Legenden er - til forskel fra myten i "ren" form - forankret i en form for historisk tænkning, den vedrører mennesker, der har levet på et specifikt historisk tidspunkt i en specifik, reel geografi. Men samtidig er de personer den handler om (her tænker jeg på den mest udbredte form for legende i den vestlige verden, helgenlegenden), særligt udvalgte og får en særlig betydning for hele menneskeheden. Man behøver ikke at se denne betydning i et specifikt metafysisk lys (som f.eks. den katolske helgenopfattelse gør det); hverken D'joan eller C'mell er metafysiske størrelser, og selv messiasfiguren E'telekeli, der spiller en væsentlig rolle i undermenneskenes frigørelseshistorie, er helt dennesidig. Han har ganske vist specielle telepatiske evner, men telepati er almindeligt blandt "rigtige" mennesker og ikke ukendt blandt undermenneskene, og desuden er han resultatet af et fejlslagent genetisk eksperiment (E står for eagle, hans engle-symboliserende vinger har dermed også fået en "realistisk" forklaring). I Norstilia er der ganske vist folk, der begynder at tale om "the sign of the fish" (det gamle kristne fiskesymbol), men det spiller ikke nogen direkte rolle for handlingen. Undermenneskeoprøret kan udmærket læses som blot og bart det det er: en undertrykt klasses oprør mod de herskere der har skabt den,
(19)
med krav om ligeret mellem mennesker og undermennesker (og så til helvede med robotterne, der i øvrigt også er halvt biologiske; de mest avancerede af dem trækker på musehjerner).
"The Ballad of Lost C'mell" handler om det samarbejde mellem den syvende Lord Jestocost og C'mell, der bliver starten på undermenneskenes frigørelse, og som bliver så legendarisk, at der bliver skrevet sange om det - desværre giver Smith kun en kort prøve, og den signalerer ikke de store lyriske evner, lige så lidt som de digt- og sangstumper han har anbragt i andre af sine værker. Netop balladen (eller folkevisen) kan ellers være en god måde at berette om længst hensvundne begivenheder af stor historisk betydning.
(20)
Det er et samarbejde der også har stor betydning i Norstrilia, og som kan beskrives som C'mells og Jestocosts mediering mellem the Lords of the Instrumentality og undermenneskene. Jestocost er en del af den styrende mekanisme (hvis konservatisme må overkommes) og C'mell har kontakt til den undergrundsbevægelse som ledes af E'telekeli.
"The Ballad of Lost C'mell" slutter med at Lord Jestocost opsøger C'mell, der er bleven gammel og legendarisk. Efter en kort samtale går han igen, og han finder aldrig ud af, at C'mell (der som undermenneske ikke har adgang til det livsforlængende stof stroon) har elsket ham hele tiden. Her kammer historien over i den sentimentalitet, som bl.a. Darko Suvin korrekt har identificeret som et af Smiths større problemer, og som også viser sig adskillige andre steder.
(21)
Måske er det bagsiden af den meget distancerede fortællemåde og den "folkelige" tone?
Befrielsen af undermenneskene er som nævnt den ene store centrale begivenhed i hvad jeg betragter som den væsentligste periode indenfor Smiths future history. Man kan vælge at se den som en metaforisk gennemspilning af forskellige historiske revolutioner (idet man husker på at undermenneskene er menneskeskabte, ligesom klasseulighederne). Husker man igen på Smiths personlige baggrund, er det værd at hæfte sig ved, at revolutionen langt hen ad vejen er finansieret udefra, nemlig af Rod McBan fra Norstrilia, der ved brug af forbudt gammel teknologi (en mainframe-computer, såmænd) på ét døgn bliver verdens rigeste menneske og bl.a. køber hele den gamle Jord. I romanens slutning donerer han det meste af sin formue til en stiftelse, der skal støtte projekter, der trækker udviklingen i den rigtige retning.
Norstrilia er universets rigeste planet. Navnet kommer af Old North Australia, og Norstrilia rummer en del satire over australiere, hvilket får den til at virke lidt gammeldags.
(22)
Rigdommen er opstået, fordi planeten er det eneste sted, hvorfra man kan få det stof, der i umiddelbar form kaldes "the santaclara drug" og i raffineret udgave stroon. Stroon er livsforlængende, og det er derfor klart, at Norstrilia på samme tid er meget magtfuld og stærkt truet (hvorfor den også har et rumforsvar, der overgår selv en Reagans våde drømme, som det fremgår af historien "Mother Hitton's Littul Kittons").
Norstrillia illustrerer på flere måder nogle centrale punkter i Smiths univers. For det første er stroon opstået, fordi menneskene har blandet sig i en fremmed planets økologi. Der er nemlig tale om en virusinfektion, der kun vokser på nogle kæmpemæssige, muterede får (en Australien-vits igen, om man vil).
(23)
Fremskridt kommer altså af en blanding af det velkendte med det fremmede, og det kan ofte tage sig sygt ud. Endvidere er kolonisterne faldne i nærmest kristen forstand, eftersom de først kom til Norstrilia efter at have opgivet at gøre planeten Paradise VII egnet til menneskelig beboelse. Det er altså ikke enhver interaktion mellem det menneskelige og det fremmede, der fører godt med sig. Endelig er norstrilianerne ekstremt konservative. De ved, at hvis de ikke griber ind overfor deres egen enorme rigdom, vil planeten i løbet af nul-komma-fem være overbefolket og gennemurbaniseret. Derfor pålægger de sig selv en importafgift på tyve millioner procent og søger at begrænse forandringer så meget som muligt. Det er en af Smiths (måske ufrivillige, men jeg tror det egentlig ikke) pointer, at det kan ikke lade sig gøre. En ophør af udvikling er en stivnen (som det kejserlige Kinas), der er lig med en civilisations undergang.
En sådan stivnen ligger også bag den anden store udvikling som de bedste af Smiths historier beskæftiger sig med, nemlig "the rediscovery of man", genopdagelsen af mennesket. Det er en bevægelse, der breder sig cirka samtidig med undermenneskenes kamp for ligeberettigelse, men de to ting synes ikke at have noget direkte med hinanden at gøre. Genopdagelsen sættes i værk af the Instrumentality, der har konstateret, at den næsten har gjort sit arbejde for godt: på de tusindvis af beboede planeter lever menneskene et trygt liv i ensartede, sikre, men kedelige omgivelser. Der mangler udfordring, forandring og forskellighed, og derfor iværksættes en storslået serie arbejder, der bl.a. omfatter genoplivningen af forskellige gamle sprog fra Jorden (ellers taler alle et standard-sprog),
(24)
samt hidtil usete fænomener som penge og sygdomme.
Smith kobler sig her på en lang tradition (udpræget hos borgerlige og højreorienterede forfattere), der siger, at tryghed og frihed fra sygdom og sult betyder en dårlig menneskehed. Tesen er analog med den om den romantiske kunstner, der nødvendigvis må sulte og fryse, før hans genialitet kan komme frem. At folk, der giver udtryk for at sult og sygdom er en god ting, generelt mener, at den er en god ting for andre, er indlysende. Personligt finder jeg tankegangen pervers.
Hvis Norstrilias fastholden ved en enkel livsform kan kaldes konservativ (i dette ords egentlige betydning) er genopdagelsen af menneskeheden præget af reaktionære træk (i betydningen søgen tilbage til en tidligere tilstand). Imidlertid viser Smiths måske bedste historie, "Alpha Ralpha Boulevard", at sagen ikke er helt så enkel, for i al fald en del af menneskene synes ikke at have begrebet rækkevidden af de nye muligheder, og i al fald slet ikke den alvor, der muligvis ligger under dem. Historien fortælles af en ung mand, og handler om hvordan han og hans veninde tog på en ekspedition op ad titlens boulevard, der er en svævende gadekonstruktion for foden af rumbyen Earthport på Jorden. Pigen har sat sig i hovedet, at hun vil spås af Abba-dingo'en, der viser sig at være en gammel, halvt sammenbrudt kæmpecomputer. I det hele taget er historien fyldt med ting i forfald, heriblandt boulevarden selv, og det viser sig hurtigt, at den unge forkælede pige ikke har det særlig godt med teknologi, der ikke virker næsten magisk som hun er vant til.
(25)
Historien ender da også med, at hun (som maskinen spår) dør i en tyfon, som er blevet startet for afvekslingens skyld - mens fortælleren bliver reddet af C'mell, fordi han tidligere i historien har undladt at træde på nogle fuglemenneskeæg. Her bliver fortællingen til en klassisk moralitet om næstekærlighed og gensidigt hensyn, mens veninden, der ikke forstod at interagere på andre præmisser end sine egne, ryger i afgrunden. Det er fristende at se pigens skæbne som en advarsel mod falske guder: i lighed med mange moderne mennesker gør hun sig afhængig af en teknologi, som hun i virkeligheden intet aner om.
Spørgsmålet er, hvordan den implicitte forfatter "Cordwainer Smith" stiller sig til the Instrumentalitys projekt med at genopdage mennesket. Umiddelbart forekommer han positiv, men der er træk i "Alpha Ralpha Boulevard", der antyder, at sagen ikke er helt uproblematisk. Bl.a. virker fremstillingen af befolkningens glæde ved de nye sygdomme m.v. groteske for en moderne oplyst læser, og igen er Smiths brug af fortælleren med til at øge uklarheden. For selvom hovedpersonerne er samtidige med genopdagelsesprojektet, er den sammenbrudte teknologi, de vandrer omkring i, meget gammel for dem. Og de tager det hele som en leg:
We were drunk with happiness in those early years. Everybody was, especially the young people. These were the first years of the Rediscovery of Man, when the Instrumentality dug deep in the treasury, reconstructing the old cultures, the old languages, and even the old troubles. [...] I myself was the first man to put a postage stamp on a letter after fourteen thousand years. I took Virginia to hear the first piano recital. We watched at the eye-machine when cholera was released in Tasmania [.]
Genopdagelsen af frimærker, klavermusik og kolera anbringes på fuldstændigt samme niveau: det er et spil, en leg (selvom man dør af den). Man fristes til at kalde det en postmoderne mangel på etik.
Jeg er bestemt ikke lige begejstret for alt hvad Smith skrev (hvilket jeg om ikke andet så opdagede ved genlæsning af hans samlede noveller efter hjemkomsten fra Glasgow); måske er der kun en tre-fire af novellerne, der er virkelig gode, i den forstand at de holder balancen mellem opfindsomhed og følsomhed, og selv dem kan der findes ting at kritisere ved. Når jeg alligevel stadig vil holde fast ved, at Smith er en væsentlig sf-forfatter, så er det fordi han skrev på en måde, der ikke ligner ret mange andre sf-forfatteres. Det i sig selv behøver dog ikke at være en kvalitet, og slet ikke i forhold til ens personlige smag (f.eks. har jeg aldrig været begejstret for R. A. Lafferty, en mand der så afgjort har sin egen stil).
Hvis jeg skal prøve at koge min fascination af Smith ned til et minimum, så må det være noget i retning af, at han formår ved antydningens kunst at bringe omridset af et forunderligt (omend ikke nødvendigvis særlig behageligt) univers frem gennem sprækkerne i en række historier, hvorved han samtidig binder dem sammen. Et af de midler, han benytter med særligt held, er at lade fortællerpositionen være placeret længe efter de begivenheder, der beskrives, hvilket er med til at give fortællingerne et skær af legender. Det betyder imidlertid ikke, at de fordamper op i mytens ingen-tid og altid, idet de forbliver forankrede i det fortalte univers' historicitet. Derfor viser det "underlige" og stedvist "fantasy-agtige" sprog der bruges, sig også at dække over en konkret virkelighed i fortællingens univers. Hvad der ved første øjekast kan tage sig ud som surrealisme viser sig altså ved nærmere eftersyn højst realistisk (hvilket naturligvis ikke udelukker, at der også kan lægges op til symboltolkninger i dynger).
Jeg skrev ovenfor, at det er formen, snarere end indholdet, der har fanget mig hos Smith. Det er også rigtigt, og det har forekommet mig en smule paradoksalt, gammel ideologikritiker som jeg jo er. Men jeg håber, det er fremgået af den måske lidt flagrende diskussion ovenfor, at formen bidrager til opfattelsen af indholdet i en grad, så den kan siges at være en del af den. Og, ikke mindst, at Cordwainer Smith, uagtet at han (naturligvis) er bundet til sin tid og dens ideologi, er en (gen)læsning værd.
Noter
1. Stig W. Jørgensen: "Korstog/tilbagetog?" i Proxima nr. 49, 1989, p. 27.
2. Muligvis i forbindelse med beslutningen om at udgive Smiths kortroman "A Planet Named Shayol", der udkom som "En planet ved navn Shayol", Cirkel Serien nr. 11 i 1988. Hvad jeg eventuelt har sagt om Smith i Nye Verdener-redaktionen (vi udgav hans novelle "Scanners Live in Vain" som "Scannere lever forgæves" i Nye Verdener nr. 3, 1982) er ikke relevant her, for på daværende tidspunkt var Stig endnu ikke kommet med i SFC.
3. Cordwainer Smith: The Rediscovery of Man, NESFA Press 1993. Samlingen rummer bl.a. en aldrig tidligere offentliggjort historie, der egentlig var beregnet til Harlan Ellisons antologi Last Dangerous Visions, der nu synes at være blevt uigenkaldeligt til Lost ditto. Historien, "Himself in Anachron", er dog ikke videre bemærkelsesværdig, omend den er interessant ved at være påbegyndt som noget af det første Instrumentality-sf Smith skrev, cirka samtidig med den novelle, der blev "Cordwainer Smith"s debut.
4. Som bl.a. Samuel Delany har gjort det indenfor sf - se f.eks. hans artikler i Proxima.
5. Alan C. Elms: "The Creation of Cordwainer Smith" i Science-Fiction Studies nr. 34, 1984. Det er uomtvisteligt, at Linebarger havde psykiske problemer, og at han var i terapi flere gange. Derimod er det ikke bevist, at det er ham, der er patienten i Robert Lidners case-story "The Jet-Propelled Couch" (udgivet i hans bog The Fifty-Minute Hour, 1955), som flere kommentatorer har foreslået. Tværtimod forekommer de rumfartshallucinationer som den pågældende patient led af, at være mere inspireret af pulpmagasinernes space opera end af Smiths langt mere komplekse og i den forstand mindre kulørte vision.
6. Linebarger blev personligt stærkt kristen, men efter hvad alle kilder siger først for alvor fra omkring 1960. Frelsermotivet må altså her ses i en mindre religionsspecifik belysning. Sml. også redningen af fortælleren i "Alpha Ralpha Boulevard".
7. Svarende til den måde, god sf bygger sin fortalte verden op på, i modsætning til den mere primitive måde med voldsomme og uhåndterlige info-dumps. Se om dette f.eks. Marc Angenot: "The Absent Paradigm: An Introduction to the Semiotics of Science Fiction" i Science-Fiction Studies nr. 17, 1979, Samuel Delany: Starboard Wine, Dragon Press 1978 og min egen Den gode gamle fremtid: Modernitetskritik og genrevalg i halvfjerdsernes danske science fiction-roman, Museum Tusculanums Forlag 1997.
8. De fleste af Heinleins future history-historier er samlet i hans The Past Through Tomorrow (1967).
9. Det er dog langtfra alle enkeltteksterne i Madsens værk, der er sf eller foregår i fremtiden. Projektet er også en kommentar til den realistiske, samtidsfortællende roman fleuve som praktiseret af bl.a. Balzac. Se Niels Dalgaard: Dage med Madsen eller Livet i Århus: Om sammenhænge i Svend Åge Madsens forfatterskab, Museum Tusculanums Forlag 1996.
10. Således blev Heinleins future history revideret adskillige gange, ligesom nogle af de første oversigter over den indeholdt referencer til historier der aldrig blev skrevet.
11. Dette gælder også den eneste roman i Smiths univers, Norstrilia (der først blev udgivet komplet i 1975, mens uddrag af dem havde været bragt i Galaxy i 1964 og 1968 under titlerne The Planet Buyer og The Underpeople). Se Johan Hejes diskussion af Smiths revisioner og nyskrivninger af romanen i "On the Genesis of Norstrilia" i Extrapolation vol. 30 no. 2, 1989.
12. Idet man kun med største forsigtighed medtager de tekster, som Smith efterlod ufærdige, og som senere er skrevet om af hans enke Genevieve Linebarger. Som Pierce påpeger i indledningen til The Rediscovery of Man, havde hun ikke den store forståelse for den interne kronologi i den smithske future history.
13. Af det tyske Menschenjäger, dræberrobotter, der langt ude synes i familie med bl.a. Fred Saberhagens berserkere og Philip K. Dicks menneskelignende våben i "Second Variety".
14. Som det f.eks. sker i visse af Isaac Asimovs robot-historier.
15. Vigtigste navn (særligt i halvtredserne og de tidlige tressere) er Philip K. Dick med hans mange overvejelser om simulacra, androider m.v.
16. Og er iøvrigt opkaldt efter en af Linebargers katte, der hed Melanie.
17. Således Bruce Sterling i hans shaper/mechanist-hsitorier, særligt romanen Schismatrix.
18. Smith efterlod sig en notesbog med notater til historier, der skulle foregå endnu længere ude i fremtiden, og som skulle munde ud i et religiøst klimaks og en "common destiny for man and underpeople". Tidligere på tidslinien, men efter de begivenheder omkring C'mell jeg snakker om her, findes historierne om Casher O'Neill, der er kraftigt kristent inficerede.
19. En danske forfatter, der (på betragteligt mindre raffineret facon) har rejst en lignende problematik, er Niels E. Nielsen i romanen Herskerne fra 1970.
20. Og rekonstruktionen af begivenhederne ud fra en i første omgang mystisk vise kan være en spændende historie i sig selv, som f.eks. i Samuel Delanys The Ballad of Beta-2.
21. I den iøvrigt meget interessante artikel "SF as Metaphor, Parable and Chronotope (With the Bad Conscience of Reaganism)", der primært beskæftiger sig med metaforteori, bruger Suvin Smiths novelle "The Lady Who Sailed the Soul" som eksempel på, hvordan de forskellige lag af billedsprog kan bringes til at spille op mod hinanden. Artiklen blev først trykt i 1984, men er lettest tilgængelig i Suvins essaysamling Positions and Presuppositions in Science Fiction, Kent State University Press 1988.
22. Det er således tydeligt, at bogen er skrevet mens Australien stadig var en del af det britiske imperium. Man snakker om pund og shillings, og man dyrker "her absent majesty the Queen", som ingen ganske vist har set i 15.000 år.
23. En sammenligning trænger sig på med Frank Herberts Dune-bøger. Men hvor Herbert bruger sin ørkenplanet som kulisse for en iscenesættelse af middelalderlig mystik og tvekampe, lader Smith sin planet være en del af en større civilisation, med de fordele og ulemper det medfører. Derved bliver Norstrilia langt interessantere end Arrakis, også selvom mugne kæmpefår er mindre fascinerende end kæmpesandorme.
24. En yndlingsfiktion særlig i lidt ældre galaktisk sf. Mere realistisk er overvejelser over, hvordan et fællessprog lynhurtigt ville udvikle sig i forskellige retninger ved kolonisering af forskellige planeter.
25. I gamle dage (for ti år siden) ville man have kunnet sige, at hun opførte sig som en mac-bruger i en pc-verden.