Romanværk
fra andetsteds…

Ny deltager: ”Take your bizarre
and petty discussions elsewhere.”
Moderator: ”This *IS* ’elsewhere’.”
- fra Kate Bush-mailinglisten Love-Hounds, midten af 1990’erne

Da Kate Bush i 2005 udsendte Aerial, var det hendes første cd i tolv år. The Red Shoes fra 1993 havde Bushs fans måttet vente fire år på. Ventetiden synes altså at vokse for hver gang, men Kate Bushs faste lyttere holder ved og glemmer ikke deres yndlingssangerinde. Denne trofaste venten, ikke ulig den mere velkendte venten på Godot, er et vigtigt element i John Mendelssohns roman Waiting for Kate Bush (2004), hvis neurotiske hovedperson i lang tid afholder sig fra selvmord alene for at få chancen for at opleve den næste Kate Bush-udgivelse....

En toaster taler ud

Brødristerens bekendelser

Philip K. Dick: Jeg har altid frygtet at mit eget TV, strygejern eller toaster, når jeg var alene hjemme og ingen var i nærheden, ville annoncere at nu havde den overtaget lejligheden, og her var den fremtidige husorden jeg skulle adlyde. - 1976

Den levende døde

Horror af B. S. Ingemann

Blandt flere eksempler på besynderlige sindsforvirrelser fortalte jeg en historie, hvis sandfærdighed jeg dog ingen beviser havde for, og som næsten forekom mig selv utrolig. For en snes år siden skal der blandt de sindssyge på B..... Hospital have været en ung løjtnant, som troede, han var død, og hele dagen lå tavs og stille med lukkede øjne, uden at røre sig, og dog uden at sove....

Dagbog i år 0

Nedtælling af Mads Dam

Førstedagen: Du ligger vågen i natten med radioen tændt og lyset slukket og drejer planløst og rastløst på radioens stationsvælger og alle stationer sender som de skal men det er genudsendelser altsammen og du ved godt hvorfor åh vinduet er åbent ud til sommeren, ikke en eneste vind rører sig nu. En gang imellem flakser et lysskær henover væggen gennem vinduet men helt lydløst mens du ligger helt stille selv og skiftevis fryser og sveder i den tørre statiske luft og du ved godt at de er her, endeligt, men du vælger ikke at gå udenfor og konfrontere dem om natten før den yderste dag så til sidst falder du i søvn og drømmer at du altid har boet på Uranus, i virkeligheden...

Den urbane fuga

En hyperbel

Han vendte sig i drømmen, det var en urolig søvn og noget bevægede sig rundt i ærmet. Han huskede ikke det hele, mindedes kun det halve. Han lyttede til en af sine venner, som var filosofisk grovsmed og i drømmen forekom det ham helt naturligt at en sådan titel kunne findes. Han lyttede opmærksomt til en idé den anden fremsatte: Sæt at der fandtes steder uden blivende sted. Gader uden fast adresse, ja hele byer der nægter at blive liggende hvor de lå og i stedet vandrede rundt på må og få...

Josef Lumenoffs usynlige endeligt

Uddrag af "Popular medical Preview"

Den 2. April 2003 var de øvrige beboere vidne til, at en del store men flade pakker blev båret ind i Josef Lumenoffs lejlighed. Samtidigt fik de også et sjældent glimt af deres nabo, der efterhånden var blevet meget menneskesky. Efterhånden var der ingen der kunne huske at have set ham i længere tid. Til gengæld kunne de tydeligt høre ham de næste par måneder; øjensynligt i færd med at ombygge lejligheden. Ingen vidste dog hvordan, og slet ikke hvorfor. Siden Josef året før havde udskiftet alle sine vinduesruder med fresnell-linser, havde man anset ham for at være lettere excentrisk. På en harmløs måde. Derfor var der heller ingen i nærheden, der greb ind i tide. Først da Kongens Foged til sidst tiltvang sig adgang til lejligheden, blev sagen til et mysterium: Hele møblementet var blevet fjernet og alle værelser var blevet lavet om til ét stort spejlkabinet...

Ray Bradbury rabler...

Forfatteren der holdt op med at brænde

Der var engang for længe siden, da jeg begyndte at læse science fiction 'og den slags'. Bradbury var en af de forfattere der ragede op dengang, og én af titlerne var "Fahrenheit 451". Jeg læste adskillige andre historier af Bradbury, men de har alle én ting til fælles: de er efterhånden et halvt århundrede gamle. Han har efter sigende altid skrevet, men jeg har faktisk ikke læst noget nyt af ham i årtier. Mit indtryk af hans forfatterskab er derfor heller ikke blevet opdateret i årtier. Dét blev det for nyligt...

Er I aldrig gået vild?

Palles fortælling om en fortælling

Palle Juul Holm: I efterårsferien var jeg i Sverige sammen med en af mine gode venner og hans familie, og iøvrigt en familie som de var venner med deroppe. De har to ødegårde, der ligger ved siden af hinanden midt i Småland, og det var fantastisk, at komme derop i oktober måned - det hele er tre uger før resten af Danmark, til trods for, at Småland ikke ligger nordligere end Skagen. Der stod jeg en dag og snakkede med Agnete, den elleveårige datter af huset, som er en vældig kvik pige. Vi har mange interesser tilfælles, f.eks. at sidde og kigge på ild.

Og så forærede hun mig en historie. Men den er svær, at skrive, hvis ikke den skal være enten ultrakort - og så fungerer den ikke - eller bare køre ud i beskrivelser af susende grantræer, frost og sne og alt muligt andet. Det vanskelige bliver, at forbinde stedet, stemningen, naturen og Agnetes idé. Og den skal bygges så langsomt op, at man får noget ud af den, selvom man er forberedt på pointen, fordi man har læst mange horror-historier i forvejen.

H. H. Løyche: Nu har du altså gjort mig nysgerrig. Hvad gik hendes idé ud på?

Palle Juul Holm: Det var mens vi stod dér - bagved ligger de store, Steven King-agtige skove med knoglegråt lav og mos henover en masse sten, så der ligesom ligger en million hovedskaller nedenunder - så spurgte jeg Agnete: "Det må være nemt, at gå vild heroppe, ikke? Er I aldrig gået vild?"

"Jamen det er det også. Og jo, det er vi."

"Hvordan kom I så ud?"

Så kiggede hun sig omkring til alle sider
og lænede sig frem imod mig og sagde:

"Shhh, du må ikke sige det til Poul,
men vi kom ikke ud."

"Hvad skal det sige?"

"I virkeligheden er jeg overhovedet ikke Agnete og min far er ikke Jesper.
Vi ser bare sådan ud....