Drageblod

Eventyr af Klaus Æ. Mogensen

En varm sommerdag fløj en drage hen over menneskenes lande. Den fik øje på en smuk, ung bondepige der plukkede kornblomster i en gylden havremark. I stedet for blot at bære ungmøen væk, sådan som det ellers var skik og brug blandt hans folk, besluttede dragen sig for at antage menneskeskikkelse og forføre pigen på menneskenes vis. Han landede derfor bag en nærliggende bakke og nærmede sig den unge pige i skikkelse af en farende svend. Pigen kunne ikke modstå en charme der var født af flere tusind års liv, og snart tumlede de to sammen muntert under havrens bjælder. Da seancen var ovre, drog svenden videre, og bondepigen så ham aldrig igen.

.

Omkring midvinter blev det klart for alle på gården at bondepigen ventede et barn, men foråret kom og svandt uden at hun fødte, skønt hendes mave voksede sig større og større. Endelig da sommeren var ved at gå på hæld, fødte bondepigen en søn, men det var en hård fødsel som kostede hende hendes liv.

Den nyfødte var et sundt drengebarn, men nogen helt almindelig dreng var han ikke. Hans hud var skællet og grøn som en øgles, og hans nysgerrige øjne var gyldne som en tudses. Intet hår voksede på hans hoved, men en takket kam løb fra hans nakke ned ad ryggen og endte i en kort hale.

Bondepigens familie blev forfærdet over drengens udseende og besluttede sig for at brænde ham på bålet med det samme. Men flammerne slikkede op omkring den lille krop uden at skade barnet, for drengen havde drageblod, og drager er født af ilden lige så meget som af jorden. Mens drengen sad i bålet og fangede røde luer mellem hænderne, kom hans far flyvende. Den store drage havde fra sin hule i bjergene fornemmet fødslen af en arving og var taget ud for at finde ham. Nu dykkede han ned og greb barnet i sine kløer mens hans mægtige vinger spredte gløder og brændende grene i alle retninger.

Dragen tog den lille dreng med sig til de høje bjerge og opfostrede ham i sin hule. Drengen blev til en ung mand, men han følte sig som en fremmed i dragernes land. Skønt halvt drage var han ikke meget større end en fuldvoksen mand, og uden vinger kunne han ikke svæve på de kolde vinde mellem de sneklædte bjergtoppe. Hans far gav ham en magisk sky som han havde vundet i et væddemål fra en af Østens gudekonger, og på denne sky kunne dragesønnen flyve rundt hvor han ville. Men stadig følte han sig udenfor, så en dag forkyndte han over for sin far at han ville drage ud i verden for at finde sin lykke.

Dragesønnen fløj hen til menneskenes land for at se om han skulle kunne finde lykken blandt sin moders folk. Men hvor han kom, flygtede menneskene skrigende ved synet af det der for dem var et skællet monster. Til sidst fløj han hen over en større by, højt oppe hvor hans sky blot var en blandt mange på den blåhvide himmel. Han lagde sig på maven og lyttede til hvad folk i byen sagde. Han havde drageblod, og drager kan høre en mus pusle i græsset på flere miles afstand hvis de ønsker det.

Længe lå han og hørte på hvad menneskene sagde til hinanden. Alt hvad de sagde, forekom ham fremmedartet og vidunderligt selvom det var ganske dagligdags tale for dem selv. På et tidspunkt hørte han en af dem sige til en anden: "Gak til myrerne og bliv vis." Det råd besluttede han sig så for at følge. På sin lille sky fløj han ud til de store skove der lå nord for menneskenes land, og da han fik øje på en stor myretue, landede han ved siden af den og lyttede til hvad de havde at sige. For han havde drageblod, og drager kan forstå alle dyrs tale.

Mens solen flyttede sig over himlen og himlen skiftede farve fra lyseblå til violet og purpur og til sidst sort, lyttede dragesønnen til myrerne. De snakkede i en uendelighed om at tjene deres dronning og samle mad til larverne, og til sidst besluttede han sig for at den visdom der var at finde hos myrerne, ikke var en han kunne bruge. For han havde drageblod, og drager er frie sjæle der ikke tjener nogen konge eller dronning, og deres børn er selv i stand til at finde føde fra det øjeblik de bliver født.

Så dragesønnen satte sig igen op på sin sky og steg tilvejrs hvorefter han lagde sig til at sove under månens skær langt over træernes vajende toppe. Mens han lå og sov, drev skyen med vinden over skoven og ud til havet. Der blev han vækket tidligt om morgenen af mågernes hæse skrig. Han spurgte mågerne om de vidste hvor han kunne finde lykken, og de fortalte ham at de ofte selv søgte hen til menneskenes fiskerbyer hvor der tit var rigelige mængder sildehoveder og andet godt at spise. Dragesønnen havde ikke smagt denne delikatesse og besluttede sig for at følge med dem.

Inden længe kom de til en lille fiskerleje hvor en båd lige var lagt til ved kajen. Der var en del postyr, for fiskerne havde fået en vandmand i nettet. Når jeg her siger vandmand, mener jeg ikke en gople, men en rigtig vandmand ligesom i stjernetegnet af samme navn, med overkrop som et menneske og underkrop som en fisk. Fiskerne råbte op om at det var den slags djævelskab der var skyld i at fiskeriet gik så dårligt og at de burde brænde vandmanden på bålet som man nu engang gør med den slags troldtøj.

Dragesønnen, der ofte havde fået fortalt hvordan hans moders familie havde prøvet at brænde ham da han blev født, brød sig ikke om denne snak. Han dykkede skyen ned fra højderne mens han brølede sit bedste dragebrøl. Fiskerne løb skrækslagne væk eller kastede sig i vandet, og dragesønnen greb fat i vandmanden og bar ham ud over havet. Vandmanden var taknemmelig over at blive reddet, og han sagde til dragesønnen at hvis han fulgte med vandmanden hjem til sin familie, så ville han belønne ham og give ham noget at spise der var meget bedre end sildehoveder. Dragesønnen havde aldrig før besøgt havfolkets undersøiske byer og sagde jatak til tilbuddet.

Da de kom til de koralrev hvori havfolket boede, svømmede vandmanden ned efter en troldkvinde. Troldkvinden lånte dragesønnen en medaljon der gjorde at han kunne trække vejret under vandet. Så dykkede de alle sammen ned til havfolkets by, det vil sige alle undtagen dragesønnens magiske sky som måtte blive oppe over vandet.

Vandmanden tog dragesønnen med til sit hus som var et tæt krat af levende koraller dekoreret med konkylier og muslinger. Her blev han præsenteret for vandmandens hustru, en buttet, blåkindet vandkone, og deres børn. Mens han hilste venligt på dem alle sammen efter tur, fik han øje på to grønne øjne der kiggede nysgerrigt mod ham gennem en sprække i væggen.'

"Åh, det er den datter jeg fik med min første kone," sagde vandmanden. "Hun er lidt sky. Hendes mor var et menneske, så hun ser ikke helt normal ud." Det sidste hviskede vandmanden lavmælt bag en finnet hånd, og så sagde han højt: "Kom frem, min pige, og hils på den mand der reddede mig."'

Efter en smule tøven svømmede pigen så frem, og dragesønnen gjorde store øjne. Hendes underkrop var skællet som hos resten af hendes familie, men det var ikke en fiskeunderkrop. I stedet havde hun to lange, slanke ben med bølgende, lysegrønne finner på læggen. På overkroppen og i ansigtet var hendes hud lyserød som hos de mennesker dragesønnen havde mødt på sin færd, og hovedet var omkranset af en sky af hår der havde samme røde farve som korallerne omkring dem. Hun svømmede frem og hilste genert på dragesønnen som blidt kyssede hendes hånd, sådan som han havde set menneskene gøre når de hilste på fornemme fruer. Hans gyldne øjne mødte hendes grønne, og det varede længe før nogen af dem så væk.

Vandmanden og hans kone sørgede for den fineste mad til deres gæst: Østers, fiskeruller kogt i varme kilder, små levende blæksprutter, tangpostej og meget mere. Også en flaske fin vin fra menneskenes land blev der åbnet, men den blev ikke drukket, i stedet bredte den sig i vandet som røgelse i luft. Alle vandmandens børn var fascineret af den store, skællede dragesøn, men mest interesseret af alle var den ældste pige, hende der havde menneskeblod.

Da vandet uden for vandmandens koralhytte så småt var begyndt at blive mørkere, spurgte dragesønnen pigen om hun ville flyve en tur på hans magiske sky og se solnedgangen. Det ville hun gerne, og sammen steg de op til overfladen. Ikke så snart havde de sat sig på skyen før de kastede sig i hinandens arme. Han havde drageblod, og drageblod er varmt, men hendes var ikke meget køligere den aften.

Mens skyen drev hen over det gyldne penselstrøg som solen malede i vandet, fandt de glæde i det hinanden var, hvor de før havde fortvivlet over det de ikke selv var. Og hvis skyen de lå på, kunne forekomme lidt lyserød, så var det nok bare fordi den blev farvet af strålerne fra den nedgående sol.