Dick, Delany og Alzheimer

Fortsættelse fulgte, af H. H. Løyche, forfatter

Sidst jeg skrev i PHANTAZM kommenterede jeg, hvordan dansk, licensbetalt tv bevidst misbrugte min ældre kollega Jules Verne til historieforfalskning. Der er ellers intet nyt i, at alle mulige udtaler sig frygteligt forvrøvlet om science fiction, og min erfaring er, at det ikke er besværet værd at reagere. Men indslaget om Verne vakte min harme i en grad, at jeg besluttede at gøre noget. Jeg var på det tidspunkt ikke klar over, hvorfor min galde opnåede denne styrke. Men sagen er nok, at DR2 tidligere har bragt udmærkede indslag om science fiction, og i det hele taget går for at være en lødig kanal med dygtige journalister og saglige programmer om kultur, historie, politik, videnskab mm.

Og indholdet af et sagligt program sendt på en respekteret kanal vil blive taget for pålydende. Studerende kunne meget vel citere programmet i deres opgaver mm., i den tro, at DR2 er en lige så pålidelig kilde som de anerkendte værker. Det er desværre ikke tilfældet, og bliver mediernes mangfoldige fejl ikke sorteret fra kan de også spredes - fra mund til mund, via internet, gennem kronikker, bøger, tv etc. Og i samme sekund en korrekt, oprindelig kilde er gået tabt, er enhver diskussion om sagens rette sammenhæng umuliggjort.

Bl.a. derfor er samvittighedsfuld omgang med information og viden vigtig - specielt, hvis man når ud til mange. Man kan så indvende, at det er naivt at tro, at nogensomhelst avis, radiostation, eller tv-kanal kerer sig en døjt om andet end at sælge sig til flest muligt. Det mener jeg heller ikke, men DR2 havde såmænd nemt og uden ekstraomkostninger kunnet tilbyde et bedre 'dokumentarprogram' om Verne. Man kunne bare have strøget et par ord og en sætning hist og her ... Eller er det også forfalskning, hvis den danske voice over ikke gengiver arrogante løgne á la "Vernes forfatterskab omfattede hele historien om menneskets eksistens i andre galakser"?

Da der få dage senere blev sendt en radioudsendelse på P2 om science fiction, der stort set var lige så forbasket forkert, var jeg klar over, at noget måtte gøres, og jeg kunne passende fortsætte hvor jeg slap sidst. Jeg ville dog ikke fortsætte med bedragerianklager, fordi denne journalist, Camilla Andersen (CA), ikke søgte at give nogen ære for noget, de ikke fortjente, eller omvendt, klandre nogen for noget, de ikke havde på samvittigheden. Der var snarere tale om, at CA havde sat sig lidt ind i et stort emne, overset noget og forvekslet eller misforstået andet. Eller måske havde hun rådført sig med de forkerte 'eksperter'. Det handler således mere om evnen eller viljen til at skaffe materiale, man formoder findes, men uden at kende dets placering, form eller omfang eller vide, hvordan det traditionelt udlægges. Eller dét, som man af praktiske grunde kunne kalde aktivering af - uden tanke på Jung - fælles hukommelse. Hermed mener jeg, at det f.eks. er ret svært at føre en samtale uden en vis enighed om ordenes udtale og betydning og hvad samtalen handler om.

Jeg var inde på det samme, da jeg nævnte tabet af kilder - uden nedfældet, fælles hukommelse i form af tekster ville megen viden f.eks. aldrig gå videre til kommende slægtsled. Og uden dét ville al kultur, der bygger på oplysning, forfalde. Derfor er det dybt foruroligende, når interessen for grundig research forsvinder (og slatten research f.eks. ikke betragtes som en Alzheimers-lignende arbejdsskade), specielt indenfor fag, der medvirker til at registrere vor tids begivenheder og skabe kildemateriale for fremtiden. Det omtalte P2-program onsdag den 16. oktober kl. 22.00, var et tydeligt eksempel på, at jornalister alt for let glemmer hvad de lærte på højskolebænken. Eksemplet var endda akut, fordi emnet var et sjældent omtalt og derfor allerede halvvejs glemt fænomen, nemlig new wave-litteraturen.

Først troede jeg ikke mine egne øren, og genhørte derfor omhyggeligt genudsendelsen den følgende søndag, men diagnosen blev desværre blot bekræftet. Der var dels seks meget slemme generelle symptomer, dels utallige, men ikke mindre påfaldende, specifikke symptomer. For nu at tage de generelle først: Ifølge CA opstod new wave som (1) en amerikansk reaktion på atombombningen af Hiroshima. Denne uhyrlige påstand søgtes underbygget af en endnu mere monstrøs, nemlig, (2) at der simpelthen ikke eksisterede noget grundlag for kritik af videnskab eller teknologi forinden, og derfor fandtes en sådan heller ikke i science fiction. Men her sluttede orgiet af fejlgisninger og -slutninger ikke. CA hævdede endvidere, (3) at science fiction-forfattere ikke beskæftigede sig med andet end naturvidenskab før 1950, og (4) det først var med new wave, at samfundsvidenskaberne blev taget op. Dette hang sammen med, (5) at der ikke fandtes kvindelige science fiction-forfattere i USA før new wave, og derfor (6) er de feministiske utopier også new wave.

For at starte med (1) kan man læse en ganske anden forklaring i stort set alle værker, der har beskæftiget sig med emnet. Som bekendt opstod denne subgenre da finlitterater begyndte at eksperimentere i slutningen af 60'erne, altimens trival-bladene anstrengte sig for at hæve standarden. Mainstreamere forsøgte sig med de fantastiske genrer og science fiction-forfattere afprøvede beat-digtning og lyrik. Udviskningen af de litterære grænser ledte til forargelse såvel som begejstring, men alt ialt var perioden interessant og berigende, med en vis afsmittende effekt mellem alle genrer, og sågar opdukken af nye udtryksformer. Indenfor science fiction løb det engelske magasin New Worlds forrest med forfattere som Brian W. Aldiss, James G. Ballard, Michael Moorcock og Christopher Priest, og det var tekster af disse britiske forfattere, der fik betegnelsen new wave - en litteratur, der i tilbageblik må ses som særdeles indsigtsfulde dokumenter over deres samtid.

Måske især Aldiss' psykedeliske 'roman' om et arabisk LSD-gasangreb mod Vesten (Barefoot in the Head, 1969) og Ballards betragtninger over folks seksuelle reaktion på konsumvarer, nabostrid og trafikulykker. Med nogen forsinkelse spredte trenden sig så småt til USA, hvor den i udvandet form fik en vis indflydelse på enkelte nye værker - amerikansk new wave blev aldrig så inspireret eller vidtrækkende som den britiske. Frederik Pohl har dog fremhævet new wave som en inspirationskilde, foruden hvilken han aldrig havde kunnet skrive Gateway-serien, og senere erklærede også cyberpunkerne deres gæld til new wave.

Med hensyn til påstand (2) tyder meget på, at CA komplet har glemt sin historieundervisning. Selv i Folkeskolen lærer (eller lærte) man, at der har været modstand mod videnskab og teknologi lige så længe disse har eksisteret. De tidligste videnskabsmænd blev truet med tortur til at trække deres 'kætterske' tanker tilbage, idet Inkvisitionen mente, at de repræsenterede en trussel mod det katolske verdensbillede. Senere, da man så småt begyndte at automatisere arbejdsprocesser, med massiv arbejdsløshed til følge, opstod regulære bevægelser mod indførelse af teknologi - heraf den såkaldte luddisme.

Selv kunsten reagerede med kraftig modtand - romantikken var på sæt og vis en reaktion mod alt moderne, som man mente ødelagde de menneskelige værdier. Men science fiction er netop en modernistisk litteraturform, og derfor har dén ikke til opgave at fordømme videnskab eller teknologi. I forlængelse af redegørelsen for påstand (1) skulle det desuden være påvist, at den i science fiction mere eller mindre indbyggede videnskabskritik heller ikke er relevant for en diskussion om new wave, eftersom den definitorisk omhandler noget andet, nemlig litterære eksperimenter. Det er dog korrekt, at den tidlige science fiction, specielt den amerikanske, nok var vel optimistisk mht. videnskabens muligheder. Men genren skiftede kurs væsentligt tidligere end CA gav indtryk af.

Om man vil kan man påpege endog meget tidlige eksempler på videnskabskritik i genren. F.eks. beskriver Jonathan Swift i Gulliver's Travels (1726) en flyvende ø befolket af videnskabsfolk, der intet aner om verden udenfor deres tegnebrædter og iøvrigt er ligeglade med praktiske forhold. Øens navn, Laputa, betyder luderen på spansk, som Swift kendte aldeles udmærket, og ordet bidrager til at understrege hans mening om forholdene i datidens lærde miljø. At hæfte sig ved Swift i en diskussion om science fiction er nok at strække elastikken til bristepunktet. Mere relevant er Mary Shelleys Frankenstein (1818), hvis moral netop er, at det går galt, hvis man blander sig i Guds skaberværk. Et tilsvarende hybris gør sig gældende i H.G. Wells' The Island of Dr. Moreau (1897) og man kommer heller ikke udenom Wells' The War in the Air (1908). Genreteoretikere er i dag ret enige om, at skepsissen øgedes markant omkring 1932 med udgivelsen af Aldous Huxleys Brave new World. Siden da advarede science fiction nærmest rutinemæssigt om, hvordan videnskab og teknologi kan misbruges eller have kedelige følgevirkninger.

Da Hiroshima endelig oprandt reagerede de fleste litterater med metafysiske essays og eksistentialistiske digte om deres private angst (herhjemme bl.a. i tidsskriftet Heretica). Der dukkede også rigtig mange atomkrafts-eskatologier op i litteraturen, men faktisk blev de færreste skrevet af science fiction-forfattere. Hovedparten kom fra mainstream-forfattere, der for en stund følte det passende at bruge genren til at overfuse videnskaben (denne særlige form for slipstream blev katalogiseret som anti-science fiction, og jeg gætter på, at det var dén CA forvekslede med new wave). Men science fiction havde allerede inden Hiroshima beskæftiget sig indgående med forholdet mellem videnskab, teknologi og samfund. Science fiction-folket vidste udmærket, at generaler, politikere og den folkelige opinion bar et lige så stort ansvar for menneskets vederstyggelige påfund (og hvem ved egentlig, hvor mange storkrige atombombe-skrækken har reddet os fra?). De glemte heller ikke, hvor mange menneskeliv, der blev reddet eller stærkt forbedret af serologi og termodynamik. Og derfor tilsluttede den sig ikke massernes primitive reaktion: Romantisk sortsyn og fordømmelse af alle i hvide kitler.

Science fiction trak måske ikke ligefrem på skuldrene, men skrev eksempelvis komedier over emnet (f.eks. Peter Bryants Two Hours To Doom, 1958, der blev filmatiseret af Stanley Kubrick under titlen Dr. Strangelove), viste atom-teknologiens fredelige sider (f.eks. Niels E. Nielsens Der meldes fra Sahara, 1952) eller antydede, at atom-truslen kunne gøre mennesket mere ansvarsbevidst (f.eks. Niels E. Nielsens Kundskabens træ, 1955). Da science fiction på det tidspunkt som CA angiveligt refererede til fik travlt med at omstillede sig til et nyt verdensbillede, havde det helt andre årsager. I takt med at rumsonder begyndte at sende billeder hjem, opgav science fiction idéen om et univers befolket af rumuhyrer og rumprinsesser (en slags analogi til kykloperne og sirenerne fra Homers Ægæiske hav).

Resultatet blev et tristere, men også mere ædrueligt paradigme, hvorigennem genrens sociale kritik for alvor trådte frem - og muligvis mere nuanceret end andetsteds, bl.a. fordi science fiction netop ikke bekendte sig til den omsiggribende anti-videnskabelighed. Derfor nøjedes den ikke med at bekræfte, hvad der i bestemte kredse var god tone at mene og sige om natur versus teknologi, men undersøgte naturen som konstruktion, tilværelsesvilkårenes generelle betydning og omverdensproblemet. Specielt datidens nye science fiction-forfattere tog temaerne til sig. Blandt arvtagerne efter Poul Anderson, Isaac Asimov, Arthur C. Clarke og de andre 'hårde, gamle svende' var bl.a. Samuel Ray Delany og Philip Kindred Dick, og disse valgte CA af en eller anden grund at lade repræsentere new wave.

Påstand (3) kan dementeres blot ved at henvise til værker såsom Ray Douglas Bradburys Martian Chronicles (1950), George Orwells Nineteen-Eighty-Four (1949), A.E. van Vogts World of Null-A (1945) og H.G. Wells' When the Sleeper Wakes (1899). Men i USA prægedes genrens udtryk fra slutningen af trediverne til langt op i fyrrerne hovedsageligt af én mand, nemlig John Campbell, redaktøren for datidens vigtigste amerikanske science fiction-magasin, ASTOUNDING. Campbell var ikke fortaler for plat underholdningslitteratur, men lige så smalt Campbells videnskabssyn var, lige så stort så han på litterær kvalitet, og den amerikanske science fiction afspejlede hans redaktionelle linie eftersom ASTOUNDING var den vigtigste klækkeanstalt for nyt talent.

Billedet vendte med fremkomsten af nye magasiner, der tog forfattere til sig, som Campbell afviste. F.eks. så Anthony Boucher og Michael McComas, der redigerede THE MAGAZINE OF FANTASY AND SCIENCE FICTION fra 1949, ikke strengt på de fantastiske genrers definitioner, og H.F. Gold, der redigerede GALAXY fra 1950, gjorde meget ud af samfundsvidenskabelig science fiction. Man kan således hverken påstå, at videnskabskritik, 'bløde' videnskabs-temaer eller science fiction af høj litterær kvalitet ikke eksisterende før 1950. Men man må sige, at disse udtryk havde vanskelige kår i USA. Og efter en kort opblussen ramtes magasinerne af den generelle bladdød i 1955. Herefter stod genren i stampe i USA, indtil briterne begyndte at give kunstigt åndedræt omkring 1967.

Hermed er påstand (4) på forhånd dementeret, men sagen er til gengæld blevet yderligere kompliceret. Med historien in mente kunne man nemlig mistænke CA for at forbinde new wave med den korte periode i USA fra 1950 til 1955. Dette modsiges imidlertid af påstand (6) og det forhold, at de to værker, hun valgte at gå i dybden med, er fra anden halvdel af tresserne. Meget tyder altså på, at CA er af den holdning, at de 'bløde' kvaliteter hos Dick og Delany alene beror på fremkomsten af GALAXY, simpelthen fordi hun har læst om de amerikanske pulp-magasiner og de feministiske utopier, men er komplet uvidende om new waves britiske forhistorie. Dette ville samtidig forklare påstand (1) og (2).

Jeg skal endvidere præcisere, at inddragelsen af 'bløde' videnskaber såsom psykologi, etnografi etc. heller ikke direkte har med new wave at gøre, uanset om de spillede en væsentlig rolle som kognitivt mærkværdiggørende novum i denne subgenre. Til gengæld kan måden, hvorpå det videnskabelige indhold behandles af new wave adskille sig fra anden science fiction. En måde er f.eks. at ændre 'hårdt' og 'blødt's status, som i Ballards ironiske studier af rumkapløbet med mere eller mindre sindssyge journalister, politikere og eks-astronauter, der nægter at opgive de formålsløse rumrejser - eller som Dick demonstrerede i Eye in the Sky (1957). En anden måde er at mærkværdiggøre videnskaben selv. Der skal senere nævnes et fremragende eksempel af Delany.

Hvad med påstand (5)? Hermed slog CA til lyd for den forvrøvlede, sexistiske misforståelse, at 'hårde' videnskaber er maskuline og dyrkes af mænd, mens 'bløde' er feminine og foretrækkes af kvinder. Man behøver ellers blot læse noget af Ray Bradbury eller C.M. Kornbluth eller spørge universitetets fakulteter, hvordan det ligger med kønsfordelingen dér, for at forvisse sig om, at sagen er mere nuanceret. Hov, var Kornbluth forresten ikke en kvinde, der skrev science fiction før new wave? Og hvad iøvrigt med Mary Shelley, Leigh Brackett, Ursula Le Guin, Anne McCaffrey, Judith Merrill, Marion Zimmer Bradley, C.L. Moore, Andre Norton, Joanna Russ og Kate Wilhelm? Der er vist ingen grund til at gå i dybden med det omfattende hukommelsestab.

Slutteligt påstand (6), der er grotesk, fordi køn og utopier ikke har en hujende fis med new wave at gøre, uanset hvor stædigt CA insisterede på, at det betød en hel masse. Det eneste nogenlunde fornuftige ved påstanden er, at der var tidsmæssigt sammentræf mellem mange feministiske utopier og new wave. Men havde CA ellers gidet undersøge sit emne, så havde hun kunnet fortælle, at der på den tid generelt blev eksperimenteret og debatteret kraftigt indenfor kunst og kultur (forsøg med nye samlivsformer etc.) og skrevet mere frit om sex og kønsroller end tidligere. Den feministiske utopi og new wave er begge udtryksformer fra denne periode, men de er adskilte fantastiske genrer, med forskellige bevæggrunde og målsætninger.

Så vidt de overordnede symptomer. Resten omhandler de to forfattere, Dick og Delany, der blev brugt som eksempler. Det var fornuftigt ikke at gå i dybden med flere end to i en fyrre-minutters udsendelse, men man kunne da godt have nævnt andre. F.eks. kunne man have sneget en bisætning ind om Gregory Benford, William S. Burroughs, Thomas Disch, Frederik Pohl, Robert Silverberg, Theodore Sturgeon, Kurt Vonnegut eller Roger Zelazny - og med Stranger in a Strange Land (1961) ville selv Robert A. Heinlein være relevant. Udvalget var ligeledes enten overdrevent pædagogisk eller populært, idet CA kun omtalte værker, der enten var oversat til dansk eller kendt fra Hollywood-film. Dicks måske allerbedste romaner, nemlig Time out of Joint (1959), Ubik (1969) og Valis (1981) blev overhovedet ikke nævnt. Det kunne dog også tyde på, at CAs interesse for genren er ny, for som alle ved er begynderens enthusiasme ofte omvendt proportional med pågældendes viden på området.

Dick debuterede som forfatter et par tiår før new wave, og han er så vidt jeg ved aldrig blevet betegnet som new wave-forfatter. Udenfor kredsen af hårdnakkede science fiction-fans forblev han iøvrigt noget nær ukendt i USA. En af de sager CA forsøgte at forbinde med Dick, var ret oplagt: Androiderne i Do Androids Dream of Electric Sheep (1968). Men han opfandt dem altså ikke - E.T.A. Hoffmann (1776-1822) og Karel Capek (1890-1938) var inde på det samme. Som bekendt var Dick ikke noget særligt i kraft af de science fiction-elementer, han tog op. Det var måden, hvorpå han benyttede dem, som gjorde hans fortællinger interessante, og havde CA fortsat med at fortælle, hvordan Dick brugte androiden til at diskutere, hvad det vil sige at være menneske, havde hun samtidig kunnet forklare en del om Dicks forfatterskab.

Men det gjorde hun ikke. Hun fandt ikke engang på at fremlægge videnskabskritiske eksempler fra Dicks forfatterskab, hvilket hun jo selv havde fremhævet som vigtigt. I stedet vævede CA løs om Dicks forhold til moderen, hans afdøde tvillingesøster, hans skyldfølelse, skilsmisser og afhængighed af kvinder. Det lød som om CA mente, at Kvinden var Dicks 'bløde' punkt (eller videnskab). Ikke, at det gjorde noget, for Dicks familieforhold er en god historie i sig selv. Men der lød ikke ét ord om Dicks altomfattende, nærmest kosmiske paranoia, der gennemsyrede hele forfatterskabet, uanset om det handlede om androider, futuristiske drugs, rumvæsener, atomkatastrofer, naboen eller en dørmåtte.

I Dicks univers væltede verdensbilleder som dominobrikker på stribe, så voksne mennesker blev bange for at være alene hjemme om natten. Dicks telefonsvarere konspirerede med brødristere og lagde sag an mod deres ejere. Hovedpersonen opdagede, at han rendte omkring med en atombombe inde i kroppen. Naboens lille dreng var en telepat, der i al hemmelighed registrerede andres tanker for staten. Murene rådnede bort og hovedpersonen - læseren - erkendte, at alt han havde troet om sin verden var opspind. Man kunne kun være sikker på, at intet - ikke engang én selv - var, hvad det udgav sig for. Alt var usikkert, uforudsigeligt og ude efter én. Der var intet mental tilflugtssted.

Dét var måden, hvorpå Dick var usædvanlig. Men lige så mærkværdigt hele indholdet var, ligeså konsekvent leverpostej-normal var formen. Uanset hvor hårdnakket man hævder, at Dick forsøgte at overvinde sin status som trivi-forfatter, var han litterært betragtet aldrig noget at råbe hurra for. Stilistisk og narratologisk underkastede han sig slavisk tidens konventioner, hvad alt angår, på nær én simpel teknik, som han famlede sig frem til ad åre: I forlængelse af sin pessimistiske mistro overfor muligheden af at erkende 'virkeligheden', blev han tvunget til at benytte flere synsvinkler i samme fortælling. Men dét nævnte CA ikke, og jeg tvivler også på, at hun ved det. Og jeg vil tilføje: Som en i bedste fald habil håndværker uden tanke for litterære eksperimenter var han ikke new wave-forfatter.

I et fatalt mislykket forsøg på at sammenligne Dick med Delany sagde CA, at begge var meget amerikanske. Det er selvfølgelig rigtigt, at begge var født og levede i USA, men deres værker var mildest talt langt fra typisk amerikanske, simpelthen fordi de var meget atypiske for litteratur i det hele taget, hvilket også var en del af meningen med new wave (med dét blev aldrig sagt). Så hvorfor fremhæve, at forfatterne ikke skilte sig ud, endda uden at antyde fra hvad i den enormt varierede republik? Og hvorfor gøre et stort nummer ud af Delanys etniske oprindelse? Er det ikke vigtigere, at Delany faktisk var en litterær virtuos i sammenligning med Dick? Eller er forskellen på forfatteres hudpigment afgørende for deres skrivestil, og det er bare mig, der er spade-dum fordi jeg ikke kan tro, at den typiske amerikanske forfatter, der følger et creative writing-kursus i at skrive kogebøger, filmmanuskripter eller selvbiografier, vil skrive ligesom Dick eller Delany?

Vedrørende Delany fremhævede CA kun et enkelt værk, men det var til gengæld velvalgt, både p.g.a. udgivelsestidspunktet, indholdet og det litterære niveau: Skæringspunktet, en roman, der lå milevidt fra den traditionelle, amerikanske science fiction. Desværre blev det sagt, at Skæringspunktet var baseret på Orfeus-myten, hvilket er en grov simplificering. Romanen kredser ikke om nogen bestemt myte, men omhandler snarere en mytologisk katastrofe i et parallelt univers eller en fjern fremtid, hvor alle er mytologiske skabninger og selv videnskaben er et sammenkog af myter, hvilket den i en vis forstand også kan opfattes som i vor verden (teoriers usikkerhed; Mars' kanaler var en myte; anekdoter om Einstein; hvad vi mener at vide om tyve år, som ikke har bund i realiteter). Men hvorfor det var et eksempel på new wave gjordes ikke klart.

I stedet genoptog CA sin idé om videnskabskritik i forvansket form, ved at udpege værket som en milepæl, før hvilken science fiction var rent newtonsk og derefter einsteinsk. Igen en gisning: Skæringspunktet er oversat fra The Einstein Intersection (1967), og det har muligvis 'inspireret' den forvirrede journalist til en lidt for kvik idé om, at Einsteins teorier aldrig tidligere var blevet benyttet af genren. Checker man efter vil man imidlertid se, at Skæringspunktet ikke har meget med Einstein at skaffe ud over titlen, og der går en blød overgang fra et newtonsk univers til et einsteinsk indenfor science fiction, i takt med at teorierne integreres i videnskaben iøvrigt. Det er endda ikke spor usædvanligt, at science fiction-forfatternes idéer rækker betydeligt videre end Einsteins. Delany blev altså også kun brugt til at vrøvle lidt omkring new wave. Der lød stadig ikke et kuk om form-eksperimenter, og derfor lærte man intet om, hvad subgenren gik ud på.

CA fandt det på intet tidspunkt nødvendigt at fortælle, hvilke litterære eksperimenter der blev foretaget med new wave, hvordan de var anderledes eller hvilken betydning de fik for eftertiden. At der skete udveksling med anden, samtidig litteratur blev også forbigået. Man fik faktisk slet intet indtryk af, hvad new wave drejede sig om, andet end at det var 'en ny og forfriskende bølge', at Asimov vist ikke var med, men at det havde noget at gøre med Dick, Delany og bløde, feministiske værdier. Altså sådan omtrent, hvad patienter med fremskreden Alzheimers husker: Stort set intet.

Jeg håber sandelig, at Camilla Andersens 'hukommelse' får det bedre, for P2-programmet var blot det første i en hel serie om science fiction.