Der var engang en lille pige, som slet ikke var et artigt barn. Hun lejede illegale videofilm i smug og læste syge tegneserier under dynen. Hun røg af sin fars cigarer, når hun troede at ingen så det. Og hun stod aldrig op til tiden. Kort sagt, et Monster i menneskeham. Forældrene væmmedes i den grad derved, men hun var da ligeglad, bedøvende...
Derfor var Vorherre slet ikke glad for barnet. Og Han lod det snart blive sygt, i håb om at det ville dø en hurtig, men modbydelig død; til skræk og advarsel for ligesindede syndere.
Først prøvede Han med Byldepest, thi dét havde været en sikker succes lige siden Han først testede det i middelalderen. Pigen tabte straks håret og appetitten, mens hun lå og rallede i en uges tid. Men hun overlevede dog til sidst...
"Hvad for noget?!?" tænkte Vorherre vredt, "Det er nok et hårdhudet lille bæst! Men Jeg skal nok få skovlen under hende...". Og Han gik væk og skumlede i et par dage.
Til sidst satte Han sig hen i den mest dystre afkrog af Himlen, hvor ingen Engle tør komme, og tænkte sagen grundigt igennem. Og så vendte Han atter blikket mod Jorden:
Denne gang tog Han ingen chancer: På en og samme dag gjorde Han barnet spedalsk, tuberkuløst, epileptisk og blindt.
Og i sin store nidkærhed tilføjede Han kræft og Aids og et par andre ubehageligheder, som ingen læge kunne helbrede. Og specielt til lejligheden skabte Han en helt ny sygdom, som Han ventede sig meget af fremover.
Og så gik det ellers stærkt...
Blindt og forvirret stødte pigen ustandselig ind i usynlige møbler og uventede ting, alt imens hun hostede og spjættede ukontrollabelt. Og hver gang hun ramlede ind i noget hårdt, faldt der en eller anden del af hendes legeme af. På denne måde tabte barnet både ører, næse og mund på en enkelt dag. Næste morgen faldt også hendes ene ben af, og om aftenen det andet. Og hver gang katten fandt et af barnets forhenværende lemmer skyndte den sig at slæbe det ud af stuen. (Men det var nu også en meget husligt anlagt kat). Ak, til sidst havde hun kun en enkelt arm tilbage.
Dagen efter fik hun epileptiske hosteanfald. Og efter at have kastet op den halve nat faldt skarnsungen endelig død om.
Vorherre åndede lettet op. Og Englene lo...
Der blev sandelig glæde i det lille hjem,
og hendes forældre kunne knapt nok vente med at få liget kulet ned.
What a difference a Death makes..."
trallede faderen, og hentede straks skovlen.
"Mon ikke hun vil gøre godt som gødning?" foreslog moderen.
"Det bliver så første gang hun gør noget godt!" svarede han, og slæbte barnet ud i baghaven. Og så begravede de hende under møddingen. Og alt hendes gyselige legetøj røg samme vej.
Men de havde gjort regning uden vært, for barnet havde slet ikke lyst til at være dødt og begravet. Ormene bed det og miderne gnavede, og der var rigtig godt råddent på bunden af møddingen. Så barnet brugte sin eneste arm og fik sig gravet fri af forældrenes kompostbunke. Det tog hende flere uger, men op kom hun...
Forældrene var lige ved at brække sig på stedet, da de så at den lille ormædte møgunge var vendt tilbage. Og som hun dog lugtede...!
"Du sviner gulvtæppet til!" hylede hendes Moder. Hun havde lige støvsuget det.
"Og du forpester luften!" skreg hendes Fader. Hans cigar var straks gået ud, da barnet kom ind.
Og katten sked af skræk, og gemte sig hvæsende under sofaen.
"Du har slet ikke lov til at være oppe nu; Det er langt over din levetid!" råbte forældrene i kor, "Gå i graven igen!". Men hverken trusler eller formaninger hjalp på det egensindige barn, og så måtte de jo begrave det for anden gang. Forinden huskede de dog at amputere barnets eneste arm, så det ikke længere kunne grave sig op til overfladen.
Forældrene troede nu, at de omsider havde fået fred. Ak nej, efter et par måneder slap det lille monster løs igen. Pludselig, en skønne dag, stod det atter midt i stuen og stank!
Denne gang havde barnet bidt og gnavet sig vej igennem møddingen. Undervejs havde det haft nok at spise. Og hver gang det regnede, havde det slukket sin brændende tørst. Thi køkkenaffald kan godt blive temmelig salt, når det har ligget og rådnet længe nok...
Denne gang døde katten af skræk. Men det opdagede ingen, før der begyndte at lugte underligt under sofaen. Forældrene var nu lige ved at fortvivle, og i deres nød besluttede de sig da for at prøve den sidste udvej: at tilkalde Tandpræsten! En skikkelse, der var lige så frygtet som respekteret. Han blev aldrig nævnt direkte, kun omtalt ærbødigt som 'Den høje Mand'. Han ankom punktligt næste dag. Højtideligt, ulasteligt sortklædt, og Han havde medbragt sin hellige Hammer og sine indviede Tænger.
"Ved Bispens gispende Gipsgebis!" udbrød Han forfærdet, da Han så det lemmeløse barn, "Aldrig har Jeg set så stygt et syn!" Men Han fattede sig hurtigt, og tilføjede resolut: "Herren gir en Tand, Herren tar en Tand, thi Han bider Mærke i Alt!". Han åbnede da sin lille sorte taske, tog instrumenterne frem, og iførte sig silkehandsker. Og så gik Han ellers i gang.
Riiitch! Ratch! Klink! Klank! Klonk!
Og Gud ske Lov og Tak for det, tænkte forældrene lettet, Han går virkelig til biddet! Bagefter vaskede han sine hænder og holdt en kort prædiken over temaet 'Lovet være Gudens Mund, thi Hans bid er evindeligt, i Jorden såvel som i Himlene!". Og så blev barnet atter begravet, for tredie og sidste gang. Og uden tænder måtte det nu blive liggende hvor det lå.
Resten af det år havde ormene rigeligt at bide i. Miderne formerede sig så lystigt som aldrig før. Og komposten blev bedre end nogensinde.
Og hvis pigebarnet ikke er rådnet op sidenhen, så ligger hun sikkert stadig og mugner. Hvis hun ikke er død endnu, så er hun i hvert fald blevet grundigt begravet...
Og hvis du ikke tror på det..?
Så læg øret til jorden og lyt godt efter;
måske er der stadig nogen, der skriger dernede...