En mand sad engang udenfor sit hus, sammen med sin hund. Manden var ved at spise sin frokost, og engang imellem fik også hunden en lille godbid. 'Det kære dyr skal da ikke sulte...' tænkte han mildt. Thi hver gang han så dens fugtige snude og det tomme blik i de sørgmodige hundeøjne, fik han ondt af dyret og nænnede ikke andet. Og det vidste hunden udmærket godt.
Ganske vist blev kreaturet fodret 3-4 gange dagligt, med den fineste hundemad som penge kunne købe. Men det afholdt den ikke fra at tigge konstant, og plage folk om endnu mere. Ingen havde fortalt den, at det var en uskik at savle sultent ned på folks fødder. Thi hvis nogen prøvede på at opdrage den lidt, bare en lille smule, reagerede den uvægerligt ved at løbe hylende bort og skide på det dyreste gulvtæppe i huset. Bagefter led den så af tynd mave og nervøse trækninger i dagevis. Alt imens den gjorde sit bedste for at se ynkelig og forurettet ud. Det var et trick, der aldrig slog fejl; alle fik ondt af den stakkels stakkels hund...
Hvad de ikke vidste var at under overfladen var det slet ikke en hund. I virkeligheden var det en grum, gammel og grådig Tudse. Endda en Skrubtudse, og det er de allerværste! Kort sagt, det var et ondt dyr. Men ingen vidste det. Og næsten ingen anede uråd...
Midt i frokosten opdagede manden, at hans søn kom gående. Og i en fart fik han ryddet bordet for mad, fordi han ikke undte ham noget. Resterne ville han hellere gemme til hunden; Den sad jo dér og så så sulten ud. "Du må vente lidt..." sagde han til dyret.
Sønnen kom nu derhen, og spurgte om den gamle gav en bid brød..?
"Desværre!" sagde manden, "Jeg har ikke en krumme i huset. Selv hunden sulter."
"Så et glas koldt vand, måske?" spurgte sønnen.
"Selvfølgelig!" svarede han, "Drik du det blot direkte fra hanen; så sparer vi dén opvask..."
Og det gjorde han så, selvom det godt nok var en besværlig metode.
"Jeg har i øvrigt skrevet et lille eventyr." sagde sønnen, mens han skulede til hunden, "Det hedder 'Den fortryllede Frø', og handler om mulige og umulige forvandlinger. Lad mig læse det for dig, så kan du bagefter sige mig hvad du synes." Og han satte sig ned, og ville begynde...
Men faderen havde aldrig brudt sig om eventyr, og han betragtede blot historier som irrationelt nonsens. Så han undskyldte sig med, at han desværre blev nødt til at gå nu; Han skulle ud og købe mad til sin hund.
"Jamen, har den da ikke lige fået sin frokost?". Thi klokken var nu over tolv...
"Jo, men den fik åbenbart ikke nok. Du ved jo, hvor ofte hunden er syg.
Den tåler ikke at blive sultet."
"Den dør vel ikke af at vente 5 minutter?"
"Den slags må du slet ikke spøge med. Dyrene skal ikke lide unødvendigt!"
Sønnen tænkte sit, men sagde blot: "Den ser da ikke ud til at lide..."
"Det er noget vi ikke kan vide..." afbrød faderen, og så spekulativ ud. "Jeg er sikker på, at den har en sart lille sjæl." uddybede han, "Jeg spekulerer sommetider på hvad den mon tænker..?" Og han så bekymret på hunden. Hunden kiggede sultent tilbage på ham, mens den slikkede sig om munden. Den ventede lidt endnu...
'Den er et MONSTER!' tænkte sønnen, 'Og den har kun een tanke i hovedet: ÆDE-ÆDE-ÆDE!'. Men han sagde det ikke højt, dertil var han dog for høfligt anlagt. I stedet for sagde han blot, at så ville han komme forbi en anden dag. Og med de ord rejste han sig og gik...
Manden ville nu hente frokosten frem igen, og han kaldte på hunden. Men den havde nu kastet forklædningen og var blevet til en stor og modbydelig skrubtudse. Uden videre sprang den lige op i ansigtet på ham, og dér blev den siddende. Han rev og sled i det kolde og klamme bæst. Men Tudsens slimede hud var så glat, at han ikke kunne få ordentlig fat.
Til sidst måtte han bede naboen om hjælp. Men Tudsen så da så ondt på ham, som om den ville springe over på ham, og så turde han ikke røre den alligevel. Det var der heller ingen andre, der turde. Så Tudsen blev siddende, hvor den sad...
Sidenhen, når folk så ham, undrede de sig såre. Og nogle af dem troede, at han var blevet til en 'Frømand'. Mens andre mente, at det først var nu, at han viste dem sit sande ansigt. Men alle holdt de sig på afstand, at det samme ikke også skulle overgå dem. Snart ville ingen længere kendes ved ham, og de forbandede ham og lod ham gå. Og han vandrede om i verden uden et øjebliks fred... Hver dag måtte han fodre Tudsen, ellers åd den hans ansigt. Til gengæld fik han selv kun noget at spise, hvis det først var gået igennem Tudsen. Den skulle altid have maden før ham...
Og det sir sig selv: Den, der må leve af Tudselort, lever ikke godt.
Men ofte længe...
Derfor, kære læser, når du næste gang beder til den gode Gud, så ønsk dig ikke et langt liv. Bed i stedet om en god Middag! Men lad familien spise med: Ellers blir også du måske belønnet med et Tudsefjæs.............
Quaeck Erat Demonstrandum!