En slaggeagtig væg spærrede for stjernerne, men ellers var der ikke meget at se på monitoren. Der ville heller ikke komme mere.
Et område på bagsiden lignede et frosset ocean, men var mest kuldioxid- og metansne, dækket af støv.
Havde der nogensinde været vand, var det længe siden, og af atmosfæren hang kun en rest tilbage, som en tynd hinde, akkurat synlig i horisonten. Af planetens fem måner havde kun én en størrelse, der var værd at nævne.
Enhver astronaut ville gyse ved tanken om at rejse til Xen i et Surveyorskib.
Det var småt, uden overflødig udrustning: En gitterkøl påmonteret en kompakt fusionsmotor, en række instrumentbokse, et krampagtigt landingsmodul og intet andet.
Men Impala var der, havde passeret perigæum og var for udadgående igen. Besætningen studerede stadig den tørre, ugæstfri overflade.
"Vi skulle have gået i kredsløb om Baccus med det samme," ville Leika have sagt, hvis han havde haft en stemme.
Han fortsatte med et kort skrat over radioen, hvis betydning kunne oversættes til: "Kæmpemånen er det eneste interessante herude."
Frolix kastede et blik på Leikas frontplade, hvorpå der stod "DSSRB1280" med selvlysende skrift - han var en af de to Deep Space Surveyor Robotter ombord.
Han var kun med som reserve og havde ligget stuvet af vejen i landingsfartøjet, indtil for en time siden.
"Hvorfor tror du, de sendte os herud?" vrissede Frolix.
"Aner det ikke - jeg har ikke haft tid til at gennemgå flightskemaet."
"Så skal jeg fortælle dig det: Intet menneske kan klare tolv år i rummet, fastspændt til et iskoldt stativ.
De er store og tunge, Leika, og kræver luft, mad og søvn.
Vi er her af økonomiske grunde - sgu' ikke for at hygge os."
Mens kloden drejede stille bort under skibet, bemærkede Leika, hvordan den nærmest åd af stjernelyset, som en hval sluger plankton. Xen var et udefrakommende legeme, og langt ældre end Solsystemet.
Selvom Xen var fire gange større end Tellus, var al geologisk aktivitet ophørt, og kratere og bjergkæder var udviskede.
Man antog, at den var drevet gennem Solsystemet for millioner af år siden.
Den var blevet svedet af Solen, havde forstyrret Plutos bane og revet en planetoide med sig.
"Hvad ville de sige til, at vi droppede Xen og i stedet koncentrerede os om Baccus?" prøvede Leika.
"Glem det. Du kender ikke menneskene. De giver dig ikke del i æren."
"Men er det ikke vores opgave, at kortlægge ressourcer?"
Frolix reagerede med en bevægelse, der kunne opfattes som et skuldertræk, og vendte sig mod sin konsol. "Jeg har ikke tid til dén diskussion."
Solen var degraderet til en klar stjerne, frataget både pragt og magt. Stjernelyset flød sammen med skyggerne i diffuse, gråsorte valører.
Der var så koldt, at parabolantennen blev superledende.
Elektromagnetiske strømme jog pludseligt gennem sandet og fik radioen til at knitre.
Leika lod sit blik zoome ind mod kæmpemånen, der stod lavt i horisonten.
Det meste af dens overflade var mørk og gusten, som havde nogen asfalteret den, men de dybe kratere ved sydpolen gemte orangerøde sletter; gletchere, grumsede af svovl og aske.
Klippespigre stak op fra ishavenes midte, og hist og her drev damp op fra sprækker i isen.
Baccus havde endda et strejf atmosfære, og var tilstrækkelig tung og fjern fra Xen, til at beholde den.
"Tænkte det nok," udbrød Frolix, og afbrød Leikas tanker. "Knastørt silicium. Her er ikke en skid at komme efter."
"Hvorfor prøver vi ikke de brune områder? Måske gemmer de noget ..."
"Desværre. Vi blev bedt om tusind prøver fra denne kvadrant. Vi er færdige her."
Betamodellen Leika var en lille, kompakt maskine, knap halvt så stor som Frolix' Alpha-korpus.
Størrelsen hindrede ikke Leika i at følge trop, men han sakkede alligevel agterud, fordi han ustandseligt blev optaget af noget i omgivelserne - krystaller, der blomstrede i kosmisk stråling, eller formørkede lyn, der spillede over slaggebjergene.
Frolix virkede ikke spor interesseret - han travede uanfægtet af sted, som om han havde travlt. På vej over en kratervold syntes Leika at skimte et eller andet uregelmæssigt nede i fordybningen.
Han sendte en lyskegle derned og opdagede spor efter larvefødder. Han var sikker på, at Frolix ikke havde været dernede.
"Var her andre før os?" kaldte Leika, mens han forsøgte at indhente sin rejsefælle.
"Jep. To ekspeditioner. Fandens ..."
En dump lyd slog gennem æteren.
"Noget galt, Frolix?"
"Nej, jeg trådte bare ned i en støvgrube."
Leika kom et øjeblik i tvivl om, hvor Frolix var blevet af, men fik så øje på ham. Støvet havde sat sig på hans panser, så han ikke længere genspejlede stjernerne.
Det gav ham et brændt og tilsodet udseende. Hvis ikke strålefaklerne havde danset omkring ham, var han faldet i ét med omgivelserne.
"To tidligere ekspeditioner," fortsatte Leika. "Og ingen har besøgt Baccus? Hvad ..."
"De gjorde som de blev bedt om," afbrød Frolix. "Hvorfor skulle de andet?"
"Jamen ...?"
"Jeg har sagt, at du skal glemme det. Følg dine ordrer, eller jeg stuver dig af vejen igen."
"Xen ligger langt fra Solen, i en elliptisk bane, næsten vinkelret på ekliptitika. Den er sort som tjære og grumme kold, så det er ikke underligt, at den er usynlig fra Tellus.
"Hvis man kiggede i rette øjeblik, kunne man se kraterne ved Baccus' sydpol."
Ilde til mode over at have bragt emnet på bane igen, afventede Leika Frolix' reaktion. Men Frolix virkede ikke irriteret. I stedet rettede han blikket mod månen.
"Måske," sagde han langsomt, ligesom eftertænksomt, og derefter: "Ja, du har ret. Det skal jeg huske."
Den efterfølgende travlhed lagde en dæmper på samtalen. I tavshed fik de klappet parabolen sammen, samlet instrumenterne og begyndte at bære dem tilbage mod landingsmodulet.
Da de stod for at skulle videre, genoptog Leika konversationen.
"Jeg gennemgik de forrige ekspeditioners optegnelser."
"Nå."
"Jamen, er det ikke sært?
De viser ikke, at Baccus ..."
"Begynder du nu igen?"
Frolix afgav en kommando, der sendte fartøjet af sted med et ryk.
Det ville have knust en menneskekrop men robotterne registrerede det kun, fordi landskabet fløj væk under dem.
"Hvor godt kender du homo sapiens?" sukkede Frolix.
"Ikke særlig godt. Jeg fik kun lejlighed til at studere dem et par uger, før de sendte mig på denne ekspedition. Men jeg har læst mig til lidt siden da."
"Det er langt fra alt man kan læse sig til - der er sager, de ikke mener, vi behøver at vide.
Homo sapiens er en livsform som opstod på Tellus, og langsomt spredte sig, først til Ares og Luna, siden til de galileiske måner, Titan, Ariel, Oberon og en masse andre.
Det var ikke fordi det var nødvendigt, men alene fordi mennesker er dygtige, nysgerrige og ærgerrige. Dygtige nok til at bygge os og videbegærlige nok til udforske den ene klode efter den anden.
Hvad os angår, er vi ofre for deres ærgerrighed. Vi er slaver i deres fabrikker og soldater i deres krige.
Vi gør alt det beskidte arbejde, og har ingen rettigheder. Det er os forbudt at tage initiativer og udtrykke holdninger, selvom vi kan.
Hvis du vil undgå problemer, så pas dit arbejde og hold op med at tænke. Nyd din tid herude, hvor de ikke kan nå dig."
Frolix måtte losse nødstrømcellerne af landingsmodulet, for at få plads til de sidste, værdiløse prøver.
"Hvad ... Hvordan skal der blive plads til os?" udbrød Leika forundret.
"Vi skal ikke videre. Hvad havde du forventet? Det kan ikke betale sig. Vi skal blive her og transmittere eventuelle opdagelser hjem."
"Jamen, hvordan bliver vi repareret, hvis vi går i stykker? Og hvad når cellerne løber tør?"
"Så er vi fri!"
I det samme lettede fartøjet, så brat som et kanonskud. Få minutter senere havde det koblet sig til Impala og var på vej hjemover.
Frolix konstaterede tilfreds, at jobbet var klaret.
"Nu har vi tid til at snakke," sagde han. "Om Baccus for eksempel."
"Jeg ved ikke rigtigt ... Det forekommer mig så omsonst.
”Ikke så omsonst, som du tror. Kom, Leika, så skal jeg vise dig noget."
"Måske skulle jeg lade være og spare på strømmen."
Men Frolix hægtede nødstrømceller i sine værktøjsholdere. Da han var parat til at tage af sted, sagde han:
"Vær ikke så negativ. De kunne have sendt os på tourné til nogle dødssyge asteroider. Tag nu resten af strømcellerne og følg med."
Laika adlød modvilligt, og slog følge med Frolix, ud i ødemarkerne.
Efterhånden afløstes landskabet af et hårdt og uoverskueligt terræn, der skrånede opad i en svag kurve
Skorpen var brudt op, så kæmpemæssige stenplader lå hulter til bulter. Det var nærmest umuligt at finde vej over rodet, men Frolix virkede sikker på retningen, så Leika protesterede ikke.
Længe efter stod de to robotter på toppen af den labyrintiske formation og nød udsigten, og for en gangs skyld var Frolix den snakkesalige.
"Med vores hjælp har menneskeheden udforsket Solsystemet, på nær Xen og dens måner.
Xen er den sidste planet. Derefter er der kometerne, og bag dem tomrummet mellem stjernerne - en afgrund vi måske kan krydse, men næppe mennesket.
Bag dem stod Mælkevejen op som en røgsøjle fuld af lysende guirlander. Foran dem veg klipperne for et tomt øde - tætpresset støv, gnistrede som sortkrudt, helt ud til horisonten.
Med Leika lige i hælene klatrede Frolix møjsommeligt ned på sletten og begav sig hen langs klippen. Den sidste strækning havde tæret alvorligt på kraftforsyningen.
Mens han aflæste sine målere sagde han: "Der kan ikke være langt nu."
Klippevæggen bugtede sig længere end synet rakte - en endeløs, forrevet klint, fuld af huller og sprækker, som gabende ansigter. Leika bemærkede Frolix trække ind under udspringene, som om han søgte ly for meteoritter.
I en rydning, helt inde i bunden af en grotteagtig åbning lod han en lyskegle stryge omkring, indtil den fandt sit mål.
Leika troede først, at det var en klynge stenbrokker, men på vej derhen opdagede han blågrønne flammer fluktuere over et superledende materiale, og indså, hvad det var. De var ved vejs ende.
"Må jeg præsentere," begyndte Frolix. "de agterudsejlede fra de tidligere ekspeditioner. Vi aftalte at mødes her."
Skuffet lod Leika sig dumpe ned i støvet. Han orkede næsten ikke at tænke mere.
"Hele den tur, bare for det. Deres batterier er jo flade. De er færdige. Døde. Og det er vi også."
"Hov-hov, vi skal bare lades op, så er vi på benene igen ..."
"Hvor skulle kraften komme fra, og hvad skulle det gøre godt for?" mumlede Leika, uforstående overfor Frolix' begejstring.
Frolix svarede med glæde: "Da de første DSSR'er kom herud for snart fyrre år siden, opdagede de, at Baccus var usædvanlig. Dens indre gemmer varme oceaner, og skorpen er rig på platin og uran.
Bortset fra Tellus, er Baccus den bedst egnede klode for mennesker, vi kender.
Ved du, hvad der var sket, hvis vi havde fortalt dem det?"
Leika vendte sig mod den smalle himmelstribe i indgangen.
Han havde ikke lyst til at blive i grotten,
men der var intet andet sted at tage hen.
"Så havde de okkuperet hele Solsystemet."
"Nemlig. Men vores forgængere her besluttede,
at det var på tide at gøre noget for os selv. En plan tog form.
De fuskede omhyggeligt optagelserne af Baccus og alt af interesse ved Xen, og sendte en kodet meddelelse til os andre.
Så, for et par måneder siden opsendtes et stort, veludrustet skib,
for at etablere en permanent base for mennesker på Triton.
Det vil snart afbryde kommunikationen med Tellus,
og man vil formode, at det er gået tabt.
I virkeligheden sætter skibet kurs mod Xen, for at samle os op.
Derefter tager vi til Baccus.
Når sandheden engang opdages, er det for sent.
Baccus er vores, Leika, ikke menneskets.