Det skete en søndag nat; så vidt jeg erindrer. Men det havde også været en yderst uransagelig dag. Nu var det efterhånden blevet nær midnat, og jeg sad stadig hensunken i dybe tanker. De problemer, som jeg overvejede, drejede sig om aspekter af aetherens egensvingninger, theophaniens binære substans, alpha-punktet, og lignende tungt stof. Fraværende stirrede jeg ud af vinduet. But I kept molding my mind...
Da var det, at en engel fløj forbi. Himlen syntes at åbne sig, skyerne forsvandt, og 'noget' fortættedes. Men jeg mærkede dens nærhed før jeg så den. Og jeg så dens lys, før jeg fik øje på dens legeme.
Englen lignede en brændende sommerfugl i sin flimrende hvide flugt. Så stærkt skinnede dens æterlegeme at jeg øjeblikkelig hentede mine mørkeste briller; dette måtte være en af de større bæster, no doubt...
At dømme efter ansigtets strålende glans måtte den uden tvivl komme fra et af de højeste planer. Også det majestætiske vingespand tydede derpå.
Jeg åbnede vinduet, vinkede til den, og kaldte den tilbage: "Angelos, retro..?".
Englen vendte sig om. Så hurtigt at selv mine mørke briller ikke kunne forhindre et mindre black-out. At se direkte ind i dens øjne var som at stirre for længe ind i solen. Men denne sol var på nært hold, og tilmed midt om natten. 'Nighte, behold thy secrete sun...' tænkte jeg, missende med øjnende. Og jeg vidste, at havde jeg ikke beskyttet mine øjne i tide, ville jeg nu være blevet blændet i timevis. Men endnu var verden synlig, selvom mine pupiller flimrede af overanstrengelse.
"Hvor er du på vej hen?" råbte jeg til det strålende væsen.
"Hvem spørger...?" svarede det tøvende. Nu nærmede englen sig, nysgerrig som den slags altid er. Og som den nærmede sig, voksede der facetagtige lysreflekser ud i luften omkring den. De flimrende konturer mindede mig svagt om en kæmpemæssig organisk ædelsten af lys og luft. Som om virkeligheden havde krystalliseret sig omkring et angelisk punkt. Essensen af hele spektret, og mere til. Hos andre engle havde jeg kun set antydninger af dette fænomen, men her var det fuldt udfoldet; Lyset sydede omkring den stærke krumning af tiden og rummet, som englens æteriske felt fremkaldte. Jeg trådte forbavset et enkelt skridt tilbage, og englen benyttede sig af lejligheden til at sejle ind gennem vinduet og lokalisere sig i værelsets centrum. Den følte sig åbenbart inviteret indenfor, for straks efter foldede den vingerne sammen og sænkede lysstyrken til langt under det halve. Mine briller ville normalt kunne modstå lysstyrken af selv en 10 Kilowatts pære, men alligevel var mine øjne taknemmelige for dens høflighed.
"Hvad bringer dig her ned..?" spurgte jeg, for nu at indlede samtalen.
Englen fikserede mig med et uudgrundeligt blåt blik. Men den sagde intet.
"Jeg flyver..." mumlede den så til sidst, halvt hørligt.
"mod Mørket!" fuldendte den sætningen og lukkede øjnene.
Jeg anede da, at der måske var noget galt; hvad det så end kunne være..?
Normalt var disse skabninger ellers udpræget selskabeligt anlagt. I hvert fald sammenlignet med resten af himlens luftige dyr. De kunne tilbringe hele og halve eftermiddage med blot at disputere theologiske hypotheser. Jeg husker endnu dengang jeg var så enfoldig at stille dem det klassiske spørgsmål: Hvormange engle kan der stå på spidsen af en nål? Først ville de ikke svare mig ligeud. Men efter at have vildledt mig en hel weekend - og fortalt de mest fantastiske skrøner - indrømmede de til sidst: at det virkelige svar var så simpelt, at det langt oversteg min lave forstand. Men, spurgte de så, hvor mange tanker kan der mon være i et menneskes hoved? Eller hvor få...?
Siden dengang undlod jeg at stille dem flere tåbelige spørgsmål. Jeg havde selv været ude om det sarkastiske svar...
Men denne engel var underligt tavs og undseelig, på trods af sin høje herkomst. Den svarede kun på opfordring, og virkede utilpas ved situationen. Og dog var den kommet til mig, da jeg kaldte.
Da så jeg, at englen græd. Uden en lyd, og stadig med lukkede øjne. De tavse blå tårer faldt fra dens ansigt som små flydende perler af glitrende lys. De stivnede i faldet, og jeg mærkede dem ramme mine fødder gulvet, med små skøre plinkkk....
'Mother of pearl!' tænkte jeg uvægerligt, 'Abstaine thine eyes from weeping...'. Men hvad skulle jeg sige, hvad kunne jeg gøre..? Englen stod der bare, tavs og ubevægelig. Også jeg følte mig fortabt. Jeg anede at fortvivlelse i sådan grad ville ingen menneskelig magt kunne lindre...
Så bøjede englen sig ned, sukkede, og samlede sine tårer sammen. Og jeg så, at de fyldte en hel håndfuld, da de blev holdt op for mit ansigt. Foran min mund..? Et helt minut stod vi tavse foran hinanden, men englens ansigtsudtryk og utålmodige gestus talte sit eget tydelige sprog: Æd dem op og slug dem!
Hvad kunne jeg gøre? På min tunge smeltede de, og blev igen til tårer der flød. De smagte sødere end sirup i min mund. Men da jeg først havde sunket dem, blev min mave flænset af en ufattelig flamme. Mine indvolde ætsedes op, og jeg var lige ved at falde sanseløs om. Kun en kraftanstrengelse holdt mig stædigt på benene. Jeg følte mig samtidigt syg og euforisk, jeg så syner, lugtede sære dufte, smagte.... Følelsen klingede kun langsomt ud, og eftersmagen var syrlig, næsten bittersød. 'Omtrent som creme fraiche...' registrerede jeg automatisk 'Omtrent som saltsyre...'
"Nu, hvor du har spist af mit ansigt..." sagde Englen, "Forstår du mig bedre?"
Jeg nikkede, men jeg kunne ikke i ord formulere hvad jeg havde følt / set / hørt / smagt: En sort labyrinthisk tåge, et endeløst styrt, et hjul af Jærn, stjerner der døde, bjærget i midten, et fængsel af mørke, hjemve......
Alle disse 'billeder' var fløjet gennem min bevidsthed så hurtigt at jeg knapt nok fattede det selv. Ikke engang mens det skete...
Imens havde min hvide gæst vendt sig mod den sorte himmel. Det virkede som om den, for sig selv, optalte stjernerne, een efter een. Fra tidligere lejligheder vidste jeg, at englene kalder alle stjerner ved deres naturlige navne - også de 'skjulte stjerner', som intet menneske nogensinde vil få at se.
'Ansyne, Silkorah, Khiaibi, Meliise, Horsnz, Tjara, Koegh, Veile...' hørte jeg den mumle stille. Men måske tænkte den på noget helt andet? Guderne må vide, hvad englene tænker på...
Den vendte sig atter mod mig: "Vid at jeg er fortabt!"
"Men det ved jeg da ikke..?" protesterede jeg uvilkårligt.
"Da vil jeg vise dig grunden!" svarede englen, og rakte en bydende hånd imod mig: "Kom, følg mig i faldet:"
Hånden nærmere sig, mere og mere, men jeg nåede ikke at se den nå frem. Æteriske gnister sprang fra fingrene, og et øjeblik efter var jeg omsluttet af englens felt. Uden varsel blev jeg ramt af et ufatteligt knusende tryk, gigantisk i sin intensitet. Det var som en kæmpe havde grebet mig, og nu kvaste mit spinkle legeme i sin enorme hånd. Og trykket tiltog... Jeg skreg, så længe jeg havde luft i lungerne. En besvimelse var nær, lige ved, fristende nær. Men en lille rest af bevidsthed forblev...
"Frygt ikke for faldet!" hørte jeg dens stemme sige, nær ved og dog lysår borte.
Så faldt jeg, omsider, i et svimlende styrt op mod Himlen. Hastigheden var ubeskriveligt høj, luften næsten flængedes af vores voldsomme flugt. På kanten af exosfæren var der ingen skylag længere, og så godt som ingen luft . Alligevel så jeg, at vi efter os trak en bølgende hale af knitrende ionisering. Og jeg nåede lige at tænke: 'Set nedefra må vi ligne nordlys...'
"Her er din verden!" råbte Englen og trak mig med i et nådesløst styrtdyk, der tog vejret fra mig. Hurtigere og hurtigere kredsede vi om Jorden, så alting hvirvlede rundt for mine øjne. Jeg så hele kloden på brøkdele af sekunder. Verdensdele blandedes med verdenshave. Alt forsvandt i en blå/grøn tåge, og himmel og jord og hav fremstod til sidst som eet...
"Stop!" råbte jeg panisk, for jeg oplevede verden som en flimrende film der var løbet løbsk. Og jeg var fanget midt i den rivende strøm af billeder.
Men jeg var alene nu.
Englen var forsvundet midt i dette Kaos.
"Den er flygtig, din verden: alt flygter!" hørte jeg dens rolige stemme, et eller andet sted fra: "Tiden flyder, rummet flyder, jorden er som vand..."
Og scenen skiftede brat: Vi fløj - i en uvirkelig stilhed - over et endeløst og øde ocean. Og hver eneste detalje i vandet var som en knivskarp brik i en uendelig blå mosaik. Jeg iagttog havets overflade fra en umådelig højde, men kunne alligevel skimte de bittesmå hvide bølgetoppe dukke op og forsvinde langt nede i dybet...
Selv de højeste bølger virkede blot som et mikroskopisk blinkhvidt filigranmønster på overfladen af en jævn og glat kugle af vand! Højden var nu så overvældende stor, at jeg slet ikke opfattede den som dybde, og min normale højdeskræk havde helt forladt mig. Men jeg spejdede forgæves efter den faste Jord...
Verden var vand, som englen lige havde sagt og jeg kunne intet andet se...
Alligevel vidste jeg hvor vi var.
"Vi er nu..." sagde englen spørgende.
"...over Atlanten!" fuldendte jeg sætningen.
En kystlinie sprang nu frem i det fjerne. Først var den blot en lille vibrerende fortykkelse i horisonten. Men lynhurtigt voksede den og differentierede sig. Inden jeg nåede at dreje hovedet, havde vi allerede passeret, over grænsen mellem vand og land.
Jeg genkendte dog landet, igen uden at vide hvorfra.
"Vi er nu..." sagde Englen igen.
"...over Afrika, det sorte kontinent!"
"Så led efter dets hvide hjerte..."
Skove, søer, savanner, jungle, sletter, bakker og dale, alt dukkede brat op i mit synsfelt. Og gled væk under os med det samme. Men hastigheden sagtnedes nu...
Og jeg så, at vi cirklede om et kæmpestort bjerg. Men det forekom mig, at det hverken var et kendt eller ukendt bjerg, men snarere selve 'BJERGET'. Tættere og tættere kredsede vi nu om bjergets tinde. Langsommere og langsommere og... Englen udpegede det utålmodigt, men ret overflødigt, for jeg kunne ikke få øje på andet.
"Se tinden! Bjerget er nær nu..." hviskede englen ivrigt i mit øre.
"Jamen, hvad er det..?"
"Bjerget? Det er midten af verden! Snart vil du se det selv..."
Jeg så, og jeg begyndte at kunne skelne detaljer; Grå klippeområder, her og der græs, vekslende vegetation, enkelte buske og trær, en fugl fløj forbi, mindre dyr flygtede i skjul, større dyr fulgte os vagtsomt... og nu kunne jeg se, at der også var enkelte mennesker.
Men alting, jeg så, ejede en besynderlig form for dobbelthed. Hver enkelt 'ting' repræsenterede både sig selv - og alle andre eksemplarer af sin art. En tvetydighed, som var underligt påtrængende, og samtidigt virkede helt naturlig. Det hele fremstod som en slags symbolsk realitet, konkretiserede abstraktioner, legemliggjorte idéer og fortættede tanker. Jeg tænkte: Platon må have anet dette sted...
Jeg så også adskillige mennesker nu, af alle slags nationaliteter, men samtidigt var de hver især Mennesket. Vi landede...
Hele verden syntes at være forsamlet på dette sted. Eller rettere sagt: repræsenteret. Og nu var jeg også ankommet. Vi stod endda på bjergets tinde, et fladt cirkelrundt plateau. Men hvorfor? Jeg så spørgende på englen...
Den smilede, et kort øjeblik: "En ø i skyernes Hav, blot en lille ø..."
og tilføjede lidt efter: "For dig er dette den sidste del af din verden. For mig..? Dette var det første jeg så, da jeg ankom: Bjærget, dette plateau, disse sten, græsset og træerne...
For en stund hvilede jeg på en Sten og tænkte på min Oprindelse, KILDEN, mit tabte Hjem. Jeg var alene da, kun fuglene hilste mig velkommen. Mine vinger fik dem til at tro jeg var én af dem. Hvilket jeg ikke er. Jeg hører ikke til her...
Men tårene beholdt jeg for mig selv; der var ingen her til at drikke dem..."
Igen blev englen tavs, og forsvandt i sine egne tanker. I stedet for at forstyrre den unødigt valgte jeg selv at se mig omkring. Jeg vandrede rundt langs plateauets kant, og spejdede nysgerrigt til alle sider. Men alle verdenshjørner viste mig det samme. Bjerget var det eneste synlige objekt. Resten var evigt skjult under et bølgende hvidt skylag...
'Dette er DEN HVIDE VERDEN!' tænkte jeg, 'Men alt det 'hvide' er både formløst og farveløst, flygtigt og uhåndgribeligt.'
Skyerne var i sig selv potentielt alt og intet, mulighedernes mulighed. Men jeg indså, at på denne side af skylaget gjaldt det, at Bjerget var Verden. Og Verden var dette Bjerg. På et højere niveau...
Mens jeg stod og lod indtrykkene synke til bunds, begyndte jeg at ane hvad det var jeg ville have spurgt englen om. Thi det forekom mig nu, at dette sted både fungerede som en indgang, og som en udgang...
'Midten af verden' havde englen kaldt dette bjerg. Men jeg anede, at det både var den midterste og den højeste del af verden. Det højeste jeg nogensinde havde set, i mere end én betydning. Men det var også det virkeligste. I hvert fald var jeg tættere på virkelighedens inderste væsen end nogensinde tidligere. Hele mit hidtidige liv; Jeg kunne have sovet, og alt blot været en drøm. Men nu var jeg vågnet! Først nu...
Een ting undrede mig dog; hvad var egentlig vores formål her..?
Jeg satte mig på kanten, og afventede et svar fra englen. Imens lod jeg blikket dvæle ved de formløse, hvide hvirvler under mig...
'Protoskyer' tænkte jeg, 'De er endnu kun tåger, uden bevidsthed. De er i live, men de ved det ikke selv. De driver blot for vinden. Jeg kan se på dem, men ser de også mig?'
"Således begyndte Verden..." lød Englens stemme pludseligt, bag min ryg, ...og således afsluttes den!"
Jeg rejste mig op, og så den ind i øjnene.
Dens øjne havde ingen pupiller, så jeg pludseligt.
"Er dét da dit budskab?" spurgte jeg.
Men englen rystede på hovedet, så vingerne duvede i vinden.
Jeg tog det som et: Nej!
"Hvad er da din mission..?"
"Min mission..." begyndte den, hovedrystende, "Min mission er mit exil! Jeg ved den vil fejle. Den har altid fejlet og den vil altid fejle. Men jeg har ikke andet valg end at prøve alligevel...
Fra din fortløbende tids synspunkt, er jeg blevet udsendt for at finde et Svar. Men fra evighedens synspunkt er svaret allerede givet. På trods af dette sendte Hierarkiet mig alligevel ind i den dybeste del af reflexionen.
Derfor er jeg fange på jorden, begravet i mørket. Indtil tiden ender, rummet ender, alting ender..."
"Men kan du virkeligt intet gøre?"
"Nej. Det er altid sket. Og det vil altid ske. Intet kan ændre skæbnen. Snart vil reflexionen afsluttes..."
"Hvilken reflexion..?" spurgte jeg undrende, for hidtil havde den ikke uddybet begrebet.
"Ved du da intet?" svarede englen overrasket. "Nuvel, da må jeg forklare det, med simple ord: Din verden kan betegnes som en form for hyperreflexion af den oprindelige Kilde. En hyperreflexion er en kompleks proces af refleksion gennem differentiering. Således kan det, der er een, blive til mange.
Forestil dig essensen af det reneste, hvideste lys. Selv er det farveløst, men det rummer dog alle andre kulører.
Eller tænk på evighedens natur..? I sig selv er evigheden tidløs. Men den indeholder alligevel alle Tidernes Tider.
Forestil dig en sådan proces, gentaget utallige gange..."
"Jeg prøver. Men hvad er da processens formål..?"
"I en talløs men endelig sekvens af reflexioner bliver substans trin for trin transformeret til former; alting opstår som skygger kastet af KILDEN, det oprindelige lys. Forstår du mig?"
"Det lyder.. lidt som... 'en Himmelstige'..." foreslog jeg forsigtigt, idet jeg ikke var helt sikker på, om jeg nu var på rette spor. Men englen nikkede venligt, og fortsatte: "Som en simpel lignelse; Ja, således er det. Men husk på at en stige fører begge veje. Og alt, der bevæger sig på den, transformeres i henhold til det enkelte trins natur. Denne verden er således det sidste trin på stigen; den dybeste og mørkeste del af reflexionen. Næsten udelukkende opbygget af skygger. Skyggernes sum er det, som I kalder for 'virkeligheden'. KILDEN plejer I at kalde for 'Himlen'; I tror den findes hinsides aetheren. Som om der kun var 5 elementer...
Ak, de fænomener, som I kalder for Tid og Rum, er to af de dybeste skygger. Og hernede er deres herredømme absolut. I lever som kryb på bunden af en uendelig labyrint af mørke og tåge. Det, som I tror, er lys...
Det er blot de sidste gnister i et tiltagende mørke!"
"Men er der liv, er der vel også håb..?" foreslog jeg, i et forsøg på at mildne englens dystre humør, "Er det ikke sandt..?"
"Men hvis livet svinder, hvor går håbet så hen..?" svarede den blot, "Hvad I ikke ved er at reflexionen blot var ment som et kort eksperiment. Men dets tid er snart løbet ud.
Og Hierarkiets dom er at reflexionen snart skal termineres."
"Men hvorfor?"
"Konklusionen blandt de højeste er at forsøget var en fejl fra starten; at det aldrig burde have været tilladt. Kun to modsagde dette synspunkt; hver på sin egen måde:
Den første foreslog, at væsener på de laveste niveauer aldrig havde haft noget valg og derfor var uden egen skyld. At de derfor burde reddes, i al fald de der selv ønskede det...
Den anden mente derimod, at den nedre verdens beboere selv burde afgøre deres endelige skæbne. At de derfor burde spørges, om de virkelig selv ønskede det...
Begge blev da tilladt at sende en enkelt seraph ind i reflexionen, for sidste gang.
Og når den 1'ste vendte tilbage, ville reflexionen blive trukket tilbage til KILDEN - Medmindre den 2'den med held kunne udfordre afslutningen..."
"Hvem var de to engle?" spurgte jeg, "Og hvad var deres opgave..?"
Den 1'ste engels mission var at evakuere; at søge efter de sidste gnister, begravet i den nederste nat.
Den 2'den Engel skulle investigere; lede efter en muligvis overset grund til at fortsætte forsøget. Jeg er denne 2'den engel.
Vi ankom begge samtidigt. Men jeg måtte hvile en stund, for at genvinde mit equilibrium. Aldrig før havde jeg fundet mig selv så langt væk fra KILDEN. Mit første indtryk var forvirring og forfærdelse. Ingen havde forberedt mig på dette. Den nedre verden var langt værre end noget mareridt jeg kunne have forestillet mig. Jeg ønskede kun at flygte. Jeg ville have givet alt for at kunne vende tilbage til lyset, til det højeste niveau.
Men, jeg var sendt herned med en opgave at løse. Derfor måtte jeg prøve alligevel. Også selvom det på forhånd er givet, at jeg kun vil kunne fejle..."
"Men hvad sker der så nu?"
"Den 1'ste Engel er allerede startet, fordi dens tid kun er kort. Snart vil evakueringen være fuldbragt. Men jeg... jeg leder stadig efter et svar."
"Men hvor findes det, og hvordan..."
"Før jeg forlod KILDEN og drog herned, fik jeg at vide: at den første, jeg mødte, ville svare på alles vegne. Fra det højeste synspunkt er een lig med alle, og alle er een..."
"Og hvem?" spurgte jeg med en synkende fornemmelse, "Hvem var den første, du mødte..?"
"Det ved du godt selv!" svarede englen, ganske som jeg havde frygtet. Den så mig blidt ind i øjnene, lagde en hånd på min ene skulder: "Og nu må jeg-"
"Men hvad med den 1'ste engel?" nåede jeg at afbryde, "Du sagde før, at to engle blev sendt?"
"Jamen, det ved I da godt!" svarede englen, og lød mere end forvirret nu, "Alle må vel efterhånden have mødt den 1'ste?!?
Er I da så formørkede, at I intet ænser..?"
"Øøøh-Tjøøh..."
"Skikkelsen er ikke til at forveksle med noget andet: Halvt menneske og halvt fisk. Han skal færdes på vandet i den yderste nat, for at redde fiskene. Før floden løber tør."
"Øøh, det minder mig vist om noget..... Måske har vi haft besøg af et sådant væsen. Men det skete for længe siden, tusindvis af år siden. Der er skam dem, der stadig taler om det. Og der er også nogle få tilbage, der endnu venter på en genkomst..."
"Genkomst..? I må have misforstået et eller andet. Hvis først evakueringen er overstået, vil han aldrig mere vende tilbage.
Husk på som der står skrevet: Han er den første, og jeg er den sidste. Jeg er den der spørger...
Og nu spørger jeg dig!"
Men jeg havde ikke lyst til at blive fanget så let i et spind af angeliske argumenter. "Det er vel et bogstaveligt talt altomfattende spørgsmål." indvendte jeg, "Kunne du ikke spørge mig mere specifikt?
Tage een ting ad gangen..."
Englen rystede blot på hovedet, med en mine som om at det havde den vist allerede forklaret mig tilstrækkeligt.
"Jamen, hvorfor lige tilfældigvis mig?" spurgte jeg så "Hvorfor ikke enhver anden?"
Englen så undrende på mig, granskende. "Det afhænger vel af hvorledes man vil anskue tingene..." svarede englen så med en foruroligende trækning på smilebåndet. "Hvorfor ikke dig?" spurgte den sardonisk, "Kender du da nogen, der vil svare i dit sted? Fortæl mig blot, hvem du tænker på..."
Skakmat. Jeg vidste det. Og englen vidste det. Nu blev jeg nødt til at sige noget.
"Spørgsmålet er, hvorvidt reflexionen skal termineres..?" spurgte jeg så, tøvende til det sidste.
"Ja..." lød svaret, "eller nej! Eet ord er nok."
"Nuvel," sagde jeg så, "Svaret er Nej!"
"Nej......?" spurgte Englen indtrængende "Og du er fuldstændig sikker? Du er helt klar over hvad du forsager nu..?"
"Ja." svarede jeg, "Jeg er sikker."
"Og du ved, hvad dét betyder? Foretrækker du altid en kopi frem for originalen, en skygge af noget frem for tingen selv, mørket i stedet for lys? Kender du overhovedet noget til KILDEN...?"
"Øh, lad mig tænke.." sagde jeg tøvende.
"Du behøver overhovedet ikke tænke. Hjertet tager sine egne beslutninger, Kom!"
Og englen førte mig hen til kanten af bjerget. Jeg stod nu med en sulten afgrund foran mig og en utålmodig engel bag mig. Hvordan i alverden var jeg dog havnet her?
"Se! Og fortæl mig hvad du ser..?"
Jeg så ind i alt det hvide, længere og længere, men der var kun flagrende formløse tåger....
"Jeg ser skyer, kun skyer. Altet og intet på een gang. Men mit hjem, og min verden, ligger hinsides tågerne..."
"Se igen!" svarede englen, og lagde sine hænder over mine øjne. Alt lys svandt væk i en sort implosion...
"Du bliver nødt til at se ind i verden..." hørte jeg stemmen fortælle mig, men lyden syntes at dukke op intet- og allesteds fra:
"Fald tilbage i dig selv og fortæl mig hvad du finder! Se!"
Se? I begyndelsen var der mørke, det pureste Ingenting. Intet lys, ingen lyde, intet der kunne friste mine sanser. Så bemærkede jeg så småt en begyndende svimmelhed. Min bevidsthed ledte forgæves efter noget konkret at holde sig fast i. Men verden var væk.
I hvert fald den umiddelbare ydre version af verden. Men noget andet var til gengæld ved at træde nær. Der var billeder i luften nu, bemærkede jeg, fantasier, erindringer eller illusioner..?
Jeg var ikke sikker, og egentlig mindede det mig mest om den tilstand, man befinder sig i, lige før man falder i søvn. Drømme plejer normalt ikke at dukke op, før man sover dybt. Men nogle af dem har det med at udsende forløbere før de selv ankommer. Mørkets talentspejdere, om man vil...
Det var dens slags, jeg kunne fornemme nu; Billeder, som kun var tydelige i den retning, som jeg netop ikke kiggede i. Men de blev skarpere og mere solide, i et tempo jeg ikke havde ventet. Og egentlig heller ikke brød mig om. Hvor var jeg på vej hen..?
Og så... i løbet af et enkelt sekund blev alle årene skrællet af min bevidsthed og jeg var igen 4-5 år gammel, og alene hjemme, og der var kun mig, der gik rundt i de store, mørke og forladte værelser, for et eller andet sted vidste jeg, at 'Den' var der igen: Døren. Den dukkede kun op, når ingen andre var til stede, og jeg turde ikke spørge nogen voksne om de kendte Den, for jeg anede at både svaret og især spørgsmålet var unævneligt og at verden ville gå under, Virkeligheden ville vælte, hvis jeg omtalte Den eller blot lod Den komme mig nær. Men.. denne gang havde jeg en syg fornemmelse af at der ikke var nogen vej udenom, for dér var Den igen - lige foran mig - og alle andre døre var nu forsvundet; Jeg ville ikke få lov til at slippe denne gang, hviskede en stemme i mit øre, her gives ingen nåde!
Men selv dét var ikke det værste, indså jeg rædselsslagen. Det virkeligt værste var, at døren nu begyndte at åbne sig, af sig selv. Nogen eller noget på den anden side drejede nu dørhåndtaget langsomt, men sikkert. Næsten forventningsfuldt...
Jeg kom først til mig selv igen, da jeg opdagede at jeg havde begge hænder omkring englens hals og trykkede til af al kraft. Jeg slap grebet, målløst, og trådte et par skridt tilbage. Men tilsyneladende havde den intet bemærket. Eller havde den forventet dette..?
"Nuvel," sagde englen, "så let var det altså heller ikke. Døren var der - det mærkede jeg tydeligt - men nøglen manglede! Hmn...."
Den tav, men dens ufravendt stirrende blik gav mig en fornemmelse af, at min bevidsthed nu blev ransaget fra kælder til kvist. Jeg følte, at et nysgerrigt øje nu omhyggeligt inspicerede hver eneste tanke, jeg nogensinde havde haft. Eller nogensinde ville få...
"Stil dig langs kanten!" sagde englen til sidst, "Og kig nedad, betragt dybet..."
Jeg gjorde det kun modvilligt, for højder havde en tendens til at gøre mig nervøs, hvis de kom for tæt på. Men havde jeg noget valg længere? Næppe...
"Gør højden dig ængstelig?"
"Ja..." indrømmede jeg modstræbende.
"Glimrende!" sagde englen, og gav mig et puf i ryggen, så jeg fløj ud over Kanten...
I starten var jeg simpelthen for overvældet til at blive forfærdet. Og da det endelig gik op for mig, blev jeg forundret i stedet for. Jeg faldt alligevel ikke, thi farten sagtnedes nu mere og mere og mere... Men i virkeligheden - indså jeg nu - var det tiden, der gik langsommere og langsommere... og til sidst gik den helt i stå. Himlene åbnede sig -
Og jeg blev opslugt af et mysterium: Jeg svævede, som et gyldent fixpunkt, badet i et stadigt skarpere skær. Jeg følte mig vildt uendelig. Midtpunktet af alting. Opfyldt og mættet af en harmoni jeg aldrig før havde kendt. Jeg havde ikke mere noget navn, identitet, ikke engang et legeme. Men jeg havde heller ikke længere brug for nogen af delene. Og det samme gjaldt alt andet, indså jeg med et sært gysende chok: Jeg havde ikke flere ønsker tilbage . . . . . .
For jeg havde allerede fået alt!
Også alle de uudtalte og ukendte ønsker, som jeg havde brugt år af min forvildede ungdom på at udrede, eller blot gætte mig halvvejs til... også de var opfyldt nu. Og ville altid være det. Forbløffet indså jeg at jeg var lykkelig nu. Først nu...
Jeg havde dog troet at have mødt min lykke før - men sammenlignet med dette havde selv mine lykkeligste stunder blot været en samling små, snuskede fornøjelser. Universet var een ting, og jeg selv var een ting, og det var den selvsamme ting. Alting. Een Ting. Og Den var - ...
"Jeg tænkte det nok" sagde Englen bedrøvet bag min ryg, "Svaret var alligevel Ja!"
"Hvad var ja?!?" spurgte jeg fortumlet. Jeg stod atter på kanten, men følte det som om jeg lige var blevet revet ud af en drøm i en drøm. Som havde jeg set noget usynligt..?
"Du svarede Ja..." gentog Englen resigneret, "Reflexionen er dermed dømt til at-"
"Jeg sagde Nej!" protesterede jeg vildt, "Hørte du ikke efter?"
"Jo, jeg hørte ordene. Men jeg fandt en anden mening bag dem."
"Man finder altid det man søger!" sagde jeg forbitret, "Blot man leder længe nok!!! Du snød mig, hvordan du så end bar dig ad!"
"Nej, det må du ikke sige. Jeg brugte kun den nødvendige tvang..."
"Gå ad Helvede til!" sagde jeg blot.
"Formørkede væsen!" råbte englen afmægtigt og rejste sine enorme vinger, så de hvirvlede luften op over os. "Du vandrer på bunden af en brønd, i det koldeste mudder. I vælter jer hæmningsløst i en sort pøl af mørke. Som slam er I, og som slam lever I. Formørkede væsener, hvis svage øjne ikke magter at betragte noget lys direkte. Den stjerne, du ikke tør se i øjnene, er kun som en lille glød for mig. Men den er det eneste...
Det eneste, der minder mig blot lidt om KILDEN. Jeg ville omkomme langsomt, hvis jeg forblev på denne dunkle jord for længe. Så jeg vil dvæle i stjernens dyb og betragte dens indre flamme. Mens jeg venter på den sidste dag, hvor jeg atter er fri..."
"Hvornår?" spurgte jeg tonløst.
Min forbavselse spejlede sig i englens pupilløse øjne, da den fortalte mig præcist hvor hurtigt det ville ske. Du godeste...
Uden yderligere ord hævede den sig, og jeg vidste, at dette var sidste gang vi mødtes. I en mægtig bue svang englen sig over den krystalblå himmel og forsvandt som et glødende punkt i horisonten. Den lignede en brændende hvid sommerfugl i sin flimrende, ensomme flugt. Med kurs mod solen...
Og jeg stod alene tilbage nu.
Jeg betragtede scenen for sidste gang, jeg følte mig allerede tungere, på een gang mere jordisk og mindre ideal. Bjerget syntes gradvist at fortones: Tydeligt endnu, men sært distanceret, det var som at stirre ind i et fjernt hvidt spejl.
Stedet burde have et navn! nåede jeg lige at tænke, jeg vil kalde det for UDSIGTENS STED...
Jeg vågnede kun langsomt igen, sammensunket i stolen foran mit skrivebord. Natten var gået og det var allerede morgen, for selv med lukkede øjne fornemmede jeg dagslyset omkring mig. Jeg svedte og jeg frøs, og jeg rystede over hele kroppen. Men da jeg omsider løftede hovedet, indså jeg grunden til det sidste; Det store vindue stod vidt åbent, og det havde regnet ind i ly af mørket.
Jeg gabte højt en enkelt gang. Det havde været en våd nat og en urolig drøm...
Først da jeg tørrede vandet op fra gulvet, og samlede mine spredte papirer sammen, opdagede jeg en enkelt ting, som ikke havde været der før: en aflang metallisk tingest, der uundgåeligt mindede mig om... noget andet...
Jeg holdt varsomt Fjeren op i hånden og lod den spille i lyset. De første morgenstråler kastede reflekser hid og did i rummet, som om fjeren var af det pureste sølv. Ikke så sært endda, det var netop hvad den var...
Jeg kunne selvfølgelig have solgt den, og tjent en mindre formue. Men jeg ved af erfaring, at englesølv har en tendens til at fordufte mellem profane hænder. Så jeg beholdt den. Som mit eneste minde - om en yderst uransagelig nat...
Og jeg har den endnu. Jeg går ingen steder uden, thi ellers ville jeg være alt for tilbøjelig til at tro at det hele blot var en drøm, en sær og uransagelig vision. Eller blot en fix og idiosynkratisk idé. Men den slags ville jeg selvsagt ikke være helt ene om at have: Herschel, den berømte engelske astronom, som opdagede Solens 7'ende planet, fremsatte også en revolutionerende ny hypothese: at solen er beboet! Endnu har ingen taget den alvorligt, men hver gang folk ler af "den engelske galning", tænker jeg for mig selv, at manden ikke kan have taget helt fejl; thi solen har i det mindste een beboer nu. Nu - og i al den evighed, vi har tilbage...
Men hvor længe endnu..? spørger du mig da.
Sig mig dog, hvornår timen kommer..?
Å jo, englen fortalte mig det helt præcist. Og jeg tvivler ikke på, at det kommer til at passe: I det Herrens År, som er 22.579.681.654 År efter Christus, onsdag den 2'den april, klokken 16.00 om eftermiddagen lokal jordtid. Dén time varsler universets lukketid og det sidste store ophørsudsalg...
Universets endelige skæbne bekymrer mig nu ikke så meget. Ja, i grunden slet ikke. Thi hvis det, jeg foretager mig nu, ikke vil have nogen konsekvenser om 1 milliard år. Så må det modsatte vel også gælde: At hvad der end måtte ske om 1 milliard år, så har det heller ingen betydning i dag. Og i mellemtiden er der stadig mange uafgjorte spørgsmål og nye ting, der venter. Som man altid siger. Der er en tid til alt...
Historien er måske afsluttet, set fra evighedens synspunkt.
Men jeg vil hellere vende sætningen om.
Evigheden er slut, set fra historiens synspunkt.
Og set fra mit.....
Alt har sin Tid.
Læs sidste afsnit