Den hvide verden


Fantasy af Mads Dam





Tilegnet den engelske galning, Herschel,
der mente at solen kunne være beboelig...

1'ste del

"Jeg kom engang til at fornærme en Tordensky" var hans første ord til mig, "men det skete ved et uheld..."

Vi befandt os i den bagerste og mørkeste ende af Café Subterraine, på Boulevard d'Eclair. Her var jeg endt - for at få kulden på afstand. Langsomt tøede jeg op igen, mens jeg betragtede den sene eftermiddag mørkne og blive til aften. Og natten ville næppe lade vente på sig, siden det var efterår.  Oktoberdage plejede sjældent at være lange eller lyse...

Desuden var det allerede blevet overskyet og tungt vejr. Mit hovede føltes ligeså, for jeg havde brugt det meste af dagen på at løse et sæt ligninger indenfor theologisk topologi. Mit specielle mål havde været at formulere ildens elementære fremtrædelsesform, også kaldet 'SALAMANDER-ASPEKTET'. I det mindste havde jeg håbet på at finde en simpel tilnærmelse.

Foreløbigt var det dog blevet ved forsøget, for jeg var hurtigt faret vild i en matematisk jungle af transformationer og substitutioner. Og da der også begyndte at dukke imaginære tal op i alle mine mellemregninger, anede jeg at løsningen ville blive mere end komplex. Jeg vidste, at triader var alt for simple størrelser til at kunne gøre en forskel. Men mit forråd af kvarternioner var efterhånden sluppet op, og jeg havde alligevel ikke råd til at investere i et komplet sæt pentagrammer.

Eller måske - overvejede jeg håbefuldt - var jeg blot gået i stå ved at følge det forkerte spor..? Jeg beredte mig så småt på at skulle starte helt forfra igen. Men besluttede mig i stedet for at gå udenfor og trække vejret. Sommetider kunne frisk luft udvirke mirakler.

I begyndelsen vandrede jeg blot helt tilfældigt rundt i de efterårskolde gader. Træerne havde efterhånden tabt alle bladene, til gengæld havde fodgængerne taget mere tøj på. Men selvfølgelig eksisterer der heller ikke noget, som virkeligt er vilkårligt. De visne blade så måske ud til at hvirvle tilfældigt rundt, men alligevel var det dog vinden der drev dem af sted. I mit tilfælde var det nu snarere Vanen der afgjorde sagen. Og da min bevidsthed ikke havde opstillet noget mål for udflugten, overtog mine fødder hurtigt kommandoen og gik sine egne vegne. Snart stod jeg atter på Hesperidepladsen, som så mange gange før. Her endte jeg altid, når jeg ingen steder gik hen...

Ganske som sædvanligt var vrimlen af dyr og mennesker større her end i resten af byen. Læg dertil et virvar af boder og stande, plus løsgående sælgere uden autoriseret stade og uoverskueligheden var komplet. Her blev handlet med næsten alt, fra bøger og bananer til bier og blomster; you name it, someone sold it...

Men i dag var jeg ikke i humør til at købe noget, så jeg holdt mig på respektfuld afstand af enhver der blot lignede en sælger. Alligevel var jeg mere end én gang lige ved at blive indhentet af et par ivrige boghandlere. De plejede at angribe i flok, men jeg undslap i mylderet, inden de nåede at omringe mig. Dette var normalt blot en del af stedets charme. Men i dag havde jeg ikke lyst til at lege med. Jeg frøs for meget. Og da jeg så op, bemærkede jeg, at skyerne var ved at trække sammen. Og fra syd var en meget mørk sky ved at sejle ind over byen; Den lignede et snarligt uvejr. Desuden var jeg begyndt at klapre tænder, så jeg satte snart kursen mod boulevarden, hen mod og ned i DEN UNDERJORDISKE CAFÉ....

Heldigvis var jeg ankommet i tide. Endnu var der ledige borde, men jeg vidste at det næppe ville vare længe, før natholdet begyndte at oversvømme stedet. Jeg bestilte en ARACHNA i baren, og satte mig ved mit foretrukne bord, længst tilbage i caféen. Her kunne jeg uforstyrret sidde og betragte de andre, og samtidigt have mine egne tanker for mig selv. Og jeg vidste, at selv når lokalet efterhånden blev fyldt op, ville jeg stadigvæk have bordet for mig selv. Ude i krogene var der nemlig kun to stole pr bord. Jeg sad på den ene, og den anden ville forblive ubenyttet; det var nemlig 'den sorte stol'. Opkaldt efter den person, der sidst havde benyttet den. Og skulle nogen være i tvivl om stolens identitet, behøvede de blot læse messingskiltet på stolens ryg. De, der ikke kunne læse, ville alligevel hurtigt blive klogere. Indtil videre havde ingen siddet på stolen længere end 10 minutter. De fleste begyndte allerede at føle sig 'underligt tilpas' efter kun få sekunder. Selv havde jeg i sin tid kun udholdt 1/2 minut, før jeg sprang op fra den igen; i løbet af ingen tid var mine tanker blevet så vildt besynderlige, at jeg havde frygtet for min forstand. Først bagefter fik jeg at vide, at det ikke var mig men stolen, der var vanvittig. Et vanvid der smittede blot ved berøring; resultatet af en gammel forbandelse, der aldrig var blevet ophævet ordentligt. Kort sagt, et ondt møbel. Men også en lokal seværdighed. Ellers havde man næppe beholdt den så længe. Stolen var interessant, ligesom fx en jernjomfru kunne have interesse; et Monstrum som alle gerne ville se, men ingen benytte sig af...

Fra bartenderen, samt de ældste af stamgæsterne, havde jeg efterhånden fået stykket en forklaring sammen, der lød som om det var hele historien. Og jeg indrømmer, at historien bag stolen måske lyder ret eventyrlig. Men måske er det netop derfor, at jeg selv fæster lid til den:

Tithanja, sibyllen fra den libyske ørken, havde engang gæstet caféen under sin rundrejse til de europæiske hovedstæder, for cirka et halvt århundrede siden. (De interesserede kan sikkert stadig læse om detaljerne, hvis de kan finde aviserne fra den tid..). Blandt de øvrige gæster den aften havde også været en berygtet troldkyndig kvinde, kendt under navnet 'den sorte dame'. De to kvinder var uvist hvorfor begyndt at skændes efter midnat, og forbandelser og besværgelser var inden længe føget gennem lokalet. Men da de begge havde drukket mere end rigeligt i nattens løb, havde ingen af dem været i stand til at sigte særligt præcist. Det var derfor gået hårdest ud over de omkringsiddende gæster, og resten af rummet var heller ikke gået fri. Ukontrollable og chaotiske transfigurationer gjorde hurtigt caféen til et magisk mareridt; et pandemonium uden sidestykke i byens nyere historie...

Tithanja havde til sidst forvandlet sin menneskelige skikkelse til en kæmpemæssig hvid løvinde med gyldne klør, for bedre at kunne få fat i sin modstander. Men 'den sorte dame' havde hurtigt fulgt efter og omskabt sig selv til en lige så stor kulsort leopard, med tænder af titanium. Begge var til sidst forsvundet ud i natten, og i disse bestialske former havde kampen fortsat med at rasere byens nattomme gader.

'Den sorte dame' kom aldrig tilbage til caféen igen, men der gik snart dunkle rygter om hendes aktiviteter andetsteds...

Tithanja vendte dog tilbage til caféen næste formiddag, for at undskylde. Og ved samme lejlighed ville hun gerne ophæve nattens besværgelser. I hvert fald dem hun kunne erindre var blevet brugt... men efter et par timers forløb opgav hun dog at udstede en contraformular for hver enkelt person eller ting. I stedet for valgte hun at nedkalde en generel velsignelse over alt, der befandt sig i caféens lokaler. Og inden hun drog afsted igen, forærede hun caféen en recept på en hemmelighedsfuld sort drik fra sin hjemegn; Arachna Mela. Man formodede, at dette var ment som en ironisk undskyldning for at bartenderen havde måttet tilbringe det meste af natten i skikkelse af en vandedderkop. De gæster, som var blevet forvandlet til fluer og myg, havde heldigvis holdt sig langt væk fra baren...

Dette var altsammen sket for lang tid siden, længe før min tid. Og historien var med tiden blevet genfortalt så mange gange, at resultatet var begyndt at lyde lidt som en legende; det drømmestof enhver god anekdote er vævet af...

Sibyllen var vendt tilbage til sin libyske ørken. 'Den sorte dame' var rejst andetsteds hen. Ingen i byen havde siden set noget til nogen af dem. Og dog havde de begge efterladt sig et enkelt spor; to magiske minder som stadigt var aktive...

Tithanjas drik kunne stadig købes i caféen. De fleste fandt den dog ubehageligt stærk, men den havde altid haft en høj stjerne blandt de mere marginale gæster. Arachna Mela var en berusende sort drik, som man kun fik serveret én gang pr aften. Den slags blev der holdt nøje regnskab med. Og den blev kun tilberedt i tusmørketimen - dette var vistnok en del af recepten - til gengæld holdt virkningen sig resten af aftenen, undertiden helt til daggry og lukketid. Receptens præcise indhold var stadig en velbevaret hemmelighed - med undtagelse af den hallucinogene ingrediens; den var nemlig sort og havde 8 ben...

Den stol, som 'den sorte dame' sidst havde siddet i, stod også stadig i caféen. Siden dengang havde den været 'underlig', og det var den endnu. Nogle mente, at stolen var blevet besat af en sort ånd. Andre hældede mere til den hypothese, at stolen på en eller anden måde havde glemt at den var 'en stol'. Således at et menneske, der satte sig i stolen, også glemte at være 'menneskelig'. Jeg må indrømme, at begge forklaringer lød lige utrolige i mine øren. Men jeg kunne jo trøste mig med, at selv Tithanja heller ikke havde været i stand til at neutralisere stolen, kun indskrænke dens virkning. Man kunne roligt se på den, men satte man sig ned...

"De bestilte en Arachna, Hr?". Det var bartenderen, som efterhånden var nået frem til mig. Jeg takkede og betalte, men lod drikken stå uberørt et par minutter; så den kunne køle ned og boble af. Tusmørketimen var begyndt.

Forsigtigt tog jeg den første slurk, og lænede mig tilbage. En kriblende fornemmelse begyndte at kravle ind i mine tæer. Endnu en slurk og en strøm af varme flød fra fødderne op i benene, rundt om knæene og videre opad. Varmen bredte sig nu udover hele kroppen og endte som en tindrende fornemmelse i fingerspidserne. Men endnu var virkningen kun rent fysisk; den psykoaktive ingrediens lå stadig og svømmede rundt på bunden af glasset.

'Il faut prendre la biche pour realité!' tænkte jeg ironisk, hilste på den sorte stol, og tømte glasset. Men næsten med det samme mærkede jeg et eller andet sprælle på min tunge. Noget bevægede sig febrilsk rundt i min mund; edderkoppen var tydeligvis stadigt i live. Åbenbart var den et hårdført lille bæst, men dens time var kommet. Jeg overvejede, om jeg skulle knase den med tænderne. Men jeg nøjedes med at sluge den hel. Den efterlod en kriblende syrlig eftersmag, hele vejen ned. Men den gav op, til sidst, da den druknede i mavesyren.

'Din død bliver min glød...' tænkte jeg forventningsfuld, da jeg kunne mærke edderkoppens essens begynde at omstrukturere tiden og rummet. Jeg bemærkede svagt, at det nu var begyndt at regne udenfor. Men jeg var ligeglad; Jeg var indendøre. Jeg havde altid været Her, og Jeg ville altid være Her. Dette var edderkoppens særlige effekt: nutid blev til altid, og hver enkelt ting blev til alting. Caféens beskedne lokaler fremtrådte nu som en verden for sig; et mysterium, som jeg kunne gå ind i og granske - eller blot betragte på afstand. Jeg lænede mig tilbage og lod mulighederne danse...

Alligevel vidste jeg godt hvem og hvor jeg var. Thi det var ikke tingenes identitet, der forvandledes; det var deres perspektiv, der udviklede sig i alle retninger. Virkeligheden blev ikke en anden, men en større...

Udenfor regnede det stadigt, og i min nuværende tilstand kunne jeg tydeligt fornemme hver enkelt dråbes særegne flugt mod jorden. Enhver dråbe blev til et vandfald for sig, hvis jeg blot fokuserede på den længe nok. 'Det er himlen, der sveder nu...' tænkte jeg, og morede mig over tanken. Men da jeg ikke selv blev våd, skiftede min opmærksomhed hurtigt igen; fra den ydre til den indre verden. For en stund lod jeg tankerne vende tilbage til de theologiske ligninger, som jeg havde brugt det meste af dagen til at fare vild i. Men lige nu var jeg i stand til at danne mig et krystalklart mentalt billede af problemets kerne. Og det forekom mig snart, at løsningen ville vise sig at være lige så simpel... Men jeg blev brat afbrudt i min tankerække.

En besynderligt rumlende lyd nåede mine ører, og jeg drejede uvilkårligt hovedet for at se hvad der skete; en ny gæst var gået indenfor, og han havde åbenbart smækket døren efter sig. Dette var i hvert fald mit første og bedste gæt. Jeg så ham kortvarigt an, og konstaterede at jeg ikke kendte ham. Heller ikke nogen der lignede... Men underligt nok fik jeg efterhånden en fornemmelse af, at han kendte mig. Efter at have set sig grundigt om i hele lokalet, dvælede hans blik til sidst ved mit bord. Og det blev hængende ved mig...? Jeg stirrede uanfægtet igen, for jeg vidste, at vi ikke kendte hinanden.

Men min nysgerrighed begyndte så småt at vågne; der var et eller andet udefinerligt ved manden. Hans alder virkede sært tvetydig; af udseende yngre, af opførsel ældre. Om det var hans mørke, let gammeldags tøj, der gav mig det indtryk, kunne jeg ikke umiddelbart afgøre. Og ansigtet; jeg greb mig selv i at falde i staver over hans øjnes mørke, gennemborende glans...

Men den rumlende lyd afbrød igen mine tanker. Denne gang var lyden mere distinkt, og højere end sidst. Jeg begyndte at spekulere på, om det eventuelt kunne være torden..? Og dog - i oktober!?

Måske var det hans særegne ansigtstræk, der gjorde ham ubestemmelig. Jeg betragtede hans ansigt nærmere; det mørke hår, de meget sorte øjne, overskægget var mørkt ligesom håret, kindbenenes kanter antydede at han ikke var af indenlandsk herkomst, måske en udlænding, en handelsrejsende... men hvorfor stirrede han stadig på mig?

Der lød nu et højt brag udenfor, efterfulgt af en længere rumlende buldren. Denne gang vidste jeg at det var torden. Det måtte det være - på trods af den sene årstid. Jeg opdagede, at den fremmede nu var på vej hen mod mig. Han satte sig ned, inden jeg kunne nå at indvende noget. Kendte han ikke stolen..?
"Jeg kom engang til at fornærme en tordensky," var hans første ord til mig, "men det skete ved et uheld..."

Jeg må have set åbenlyst spørgende ud, for han skyndte sig at uddybe: "Engang i mine yngre dage drømte jeg om at kunne tale skyernes sprog. Og jeg fordybede mig derfor i den meteorologiske kunst, specielt de mere esoteriske aspekter. Efter et års studium mente jeg omsider at kunne beherske de simpleste tiltaleformer - og vovede forsøget. Jeg havde udset mig en mellemstor tordensky, der ofte drev rundt i nabolaget. Jeg var sikker på, at den var til at tale med...

Forsøget mislykkedes totalt. Jeg havde i min iver overset, at tordenskyer ofte har et særdeles martialsk temperament. Den har forfulgt mig lige siden..."

"Jamen-øh-hvorfor?" spurgte jeg mystificeret, thi jeg kendte kun lidet til skyers karakteristika. Mit speciale lå andetsteds...

"På grund af tidsforskellen, blandt andet. Det vidste jeg ikke så meget om dengang. Skyer er ældgamle væsener; nogle af de skyer vi ser i dag var i live dengang der var kæmper på jorden...

Skyerne svæver ganske vist over os hele tiden, og de følger vor færden fra dag til dag, men for dem udgør et menneskes hele levetid kun en brøkdel af deres egen. Hvis de er nysgerrige, er det således kun en fjern form for interesse. Sædvanligvis kender de til de samme ting som os - men deres perspektiv er radikalt anderledes. Og dermed også tingenes betydning. Og det var det jeg overså...

Denne tordensky - jeg fortæller ikke dens Navn, for det kan ikke udtales, kun tænkes. Denne Tordensky vil nok først glemme mig igen om et par tusind år."

"Det var godt nok længe."

"Javist, men selvom den buldrer og brager, så har den dog ikke ramt mig endnu. Desuden er der nu et helt hus mellem mig og ethvert lyn, så vi er i sikkerhed nu. Den ved heller ikke hvor i huset jeg befinder mig. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, har den udtømt sine kræfter om en lille times tid - i hvert fald for en dag."

"De er måske meteorolog af profession?" spurgte jeg nysgerrigt. Thi jeg kendte kun til de mest elementære forhold angående skyers natur. Ligesom de fleste var jeg bekendt med, at skyer havde et variabelt udseende. De kunne trække sig sammen, eller udvide sig, alt efter behag. Dog var det kun i deres mest fortættede form, at de kunne iagttages af det menneskelige øje. For det meste drev de usynlige rundt i verden. Derfor kunne meteorologien let være en særdeles vanskelig kunst. Måske var det også derfor kunsten efterhånden var degenereret til kun at beskæftige sig med det rent videnskabelige aspekt; statistik over nedbør, optælling af dråber, temperaturens topologi, og den slags abstrakte målinger. Skyernes psykopatologi var nu om dage et forsømt område.

Ud fra et matematisk-theologisk synspunkt ville jeg imidlertid gerne høre mere om skyernes engel; et nyligt opdaget luftdyr, hvis celestiale adfærd indtil videre kun var sparsomt beskrevet. Jeg havde læst de første indledende rapporter, men ventede stadig på konklusionen...

Han rystede beklagende på hovedet: "Næh-nej, meteorolog er jeg ikke. Den meteorologiske kunst var blot én af min ungdoms interesser. Sidenhen fik jeg andre lyster. Men af gode grunde har jeg med tiden indhøstet en del dyrekøbte erfaringer indenfor brontologien."

"Brontologi?"

"Brontologi er 'Læren om Torden'; en underafdeling af meteorologien. Normalt er det et tørt teoretisk studium. I mit tilfælde er emnet nu ekstremt praktisk; jeg kan lave næsten hvad som helst om til en lynafleder. Derfor er jeg stadig i live i den dag i dag. En omfattende viden kan være ganske nyttig. Også selvom emnets natur er ukendt for de fleste..."

Jeg grundede lidt over dén bemærkning. Og besluttede at vove et spørgsmål: "Hvis det forholder sig som De siger, kan De måske også forklare mig Stolen?"

"Stolen? Nåh, den sorte stol! Det er efterhånden længe siden, men Den står her åbenbart endnu. Den sorte dames minde... Jeg formoder, at den stadig gør folk underligt tilpas...? Tjah, måske er jeg mere underlig end stolen - og måske kan den således ikke gøre tingene værre end de allerede er?"

"Hvem ved..." svarede jeg diplomatisk, "Så vidt jeg kan se, så er De-"

"blot en gæst!" fuldendte han sætningen. Og tilføjede: "De er nok klar over, at den slags er vanedannende?"

Jeg så forvirret på ham. Indtil jeg opdagede, at han pegede på mit glas.
"Det er edderkoppen jeg tænker på." sagde han, "Den er stærk!"

"Det er dog bevist, at der ingen fysisk tilvænning er." indvendte jeg straks.

Han smilede blot: "De risikerer dog at få metafysiske abstinenser... Jeg ved det: Det har jeg selv prøvet, i sin tid. Egentlig kunne jeg have lyst til at smage en ARACHNA igen. Det er vist stadig Tusmørketime...

Men, så længe jeg sidder her - i denne stol - bør jeg nok lade være. Stolen har skam også en interessant effekt i sig selv. Men den vil sikkert virke eksplosivt i kombination med en ARACHNA.

Omtrent som når man blander nitro med glycerin; da bør man ikke ryste på hånden, eller i ånden... Enten forstærker de hinandens effekt. Eller de bekæmper straks modparten - begge dele lige intenst!"

Han holdt en pause, i hvilken han tog en tynd sort cigar op af brystlommen. Han tændte den, og jeg kunne ikke umiddelbart genkende dens krydrede aroma; røgen havde en let svovlagtig lugt, ligesom harpix der ulmer. Jeg undrede mig tilstrækkeligt til at spørge: "Tillad mig at spørge, men hvad-"

"Kig den anden vej nu!" afbrød han brat.

Hvad? I min overraskelse kom jeg netop til at se i den forkerte retning. Og jeg ærgrede mig uvilkårligt, da jeg opdagede grunden til hans advarsel. Jeg drejede hastigt hovedet tilbage. Men for sent: en omvandrende boghandler havde opdaget os, og ilede nu hen mod vores bord. Jeg bemærkede hendes tunge sæk og sukkede. Med to potentielle købere foran sig ville hun blive svær at slippe af med igen. Fanden tage de bogbetlere!

"De har helt ret." bemærkede min gæst, "Vor gode dronning var vist lidt for generøs, da hun frigav bøger til almindelig handel. Bøger og betleri er en beklagelig blanding, og det er en tung sæk hun slæber med sig. Nuvel, lad os håbe at der er en enkelt perle i bunken..."

"Næppe" mumlede jeg, og undlod at uddybe. For dette var tredie gang i dag, og de to første boghandlere var jeg kun undsluppet fordi de undervejs kom op at skændes om hvem der havde de bedste tilbud. Og inden de nåede til enighed, eller ej, gjorde jeg mig usynlig i mængden og forsvandt. Men her var ingen flugt mulig. Vi havde ryggen mod væggen, og nu stod hun foran vores bord. Hun satte sækken fra sig, med et tungt bump, og hilste: "God eftermiddag, de herrer!"

Hun bukkede kort, og begyndte med standardindledningen, som jeg kun kendte alt for godt: "Mine herrer! Som vor høje dronning, Margrethe d. II, i sin store nåde har bekendtgjort, er Handel med bøger og alle slags trykte skrifter blevet frigivet for alle borgere, at selv de ydmygste lag skulle kunne ernære sig og tillige højnes derved, og således er-"

"Tak, ingen remser!" afbrød min gæst, "Kom dog til sagen?!"

Der blev en pinlig pause, men kun kort. Utvivlsomt var hun vant til at blive afbrudt. Hun rømmede sig, og startede igen: "Nuvel, jeg kan høre at De er bekendt med forholdene. Tillad mig da at præsentere mit udvalg: Jeg kan tilbyde et righoldigt sortiment for elskere af lødig litteratur, både på levende og døde sprog. Desuden er der ekstra eksemplarer af de nyeste populære værker. Men, jeg har også", her sænkede hun stemmen, overdrevent melodramatisk, "adskillige meget sjældne skrifter, som enhver samler bør have i bibliothek, hvis-"

"Jeg er samler. Nævn mig det mest sjældne du kan tilbyde!"

Hun tøvede lidt, utvivlsomt ville hun gerne have kunnet gemme det bedste til sidst. Men nu havde hun fået sat stolen for døren. Hun dykkede ned i sækken, og rodede urimeligt længe i den. Forsigtigt fiskede hun en bog frem, men hun gemte den straks bag ryggen. Hun rømmede sig, og sagde højtideligt: "Jeg har her en stor sjældenhed. Få kender den og færre besidder den!"

Varsomt tog hun bogen frem og holdt forsiden op mod os. Omslaget var prydet af en sort kvindelignende figur, med solen som ansigt og månen i sin venstre hånd. Jeg behøvede ikke læse den forklarende textlinie forneden, Hoc est Corpus Cervae, for at fatte symbolikken. Billedet forestillede det astrale aspekt af Hjorten. Jeg genkendte også bogens titel: HJORTEN SOM VISER VEJ: ALTET OG INTET OG FORHOLDET DERIMELLEM. Jeg havde den allerede...

"Jeg kender den godt," sagde min gæst "men jeg har den ikke..."

Smilende trak hun sin prisliste op af sin ene frakkelomme; det var tid til at sælge. Men hendes smil falmede, da han tilføjede: "Jeg kender den alt for godt; Dette er jo den forkortede udgave, og tilmed fyldt med oversætterfejl. Til gengæld har jeg originalversionen, CERVA ADVERSA, komplet og fejlfri. Næste bog, tak!"

Hvis jeg havde troet, at dette tog modet fra hende, havde jeg vist taget fejl. Hun søgte atter i sækken med bøger. Og igen blev bogen straks gemt på ryggen.

"Jeg kan se, at De er en ægte samler!" sagde hun henvendt til min gæst. Så jeg fik heldigvis en pause. "Dette er ingen oversat version. Ej heller forkortet. Og - det er en 1'ste Udgave!".

Hun smilede igen, forventningsfuldt, sikker på at ramme rigtigt denne gang. Måske anede hun dagens første salg..? Vi ventede til hendes kunstpause var ovre. Hun holdt bogen frem mod ham. Det var Hermetica Lunae. En stor bog, både i format og sideantal. Han sagde ikke noget, så opmuntret fortsatte hun: "Enhver, der interesserer sig for den naturlige videnskab, bør ikke være foruden dette udførlige pragtværk. Hør selv hvor meget det indeholder!"

Andagtsfuld åbnede hun bogen, og begyndte at læse højt af indholdsfortegnelsen. Den viste sig at være alenlang. Mærkeligt blev hun stadig ikke afbrudt undervejs, så måske var han alligevel interesseret..?

Jeg benyttede mig derfor af ventetiden til at betragte hende nærmere; 'temmeligt tynd' havde været mit umiddelbare indtryk. Men jeg indså nu, at 'meget mager' var en mere dækkende betegnelse. Ved en nærmere inspektion virkede tøjet også gammelt og luvslidt, selvom de mange lapper var blevet syet med både omhu og diskretion. Men det gjaldt vel om ikke at se alt for fattig ud; åbenlys fattigdom skræmte de fleste af kunderne væk på forhånd. Og det var i forvejen en hård branche. De fattigste - eller uheldigste - af boghandlerne bar ofte præg af langvarig sult, måske endda en eller flere mangelsygdomme. Især i januar, når julesæsonen var overstået, var det ikke ikke ualmindeligt at de fattigste af dem endte deres dage i sneen. På grund af kulde, eller sult, eller begge dele. En kold vinterdag uden bogsalg kunne gøre selv en dygtig boghandler nervøs. Flere salgsløse dage i træk gjorde dem sædvanligvise desperate; så blev de ekstremt påtrængende og næsten umulige at ryste af sig. Deres blege og forsultne ansigtstræk forfulgte mig jævnligt, selv i søvne... Jeg tænkte med gru på de mange totalt værdiløse bøger, som jeg hver vinter blev påprakket af forfrosne bogprangere. Jeg plejede at gemme bøgerne væk under sengen.

Og nu var der igen kun et par måneder til Jul. Efterårsluften var så småt begyndt at bide, når man gik udenfor. Derfor var jeg selv gået indenfor i varmen, men desværre havde jeg glemt at boghandlerne gjorde det samme; de var også begyndt at fryse. Og som sædvanligt havde de et godt øje for potentielle købere - eller "Gutenbergs 10.000 Martyrer" som jeg selv kaldte dem. Jeg kendte denne kategori udmærket, for jeg hørte selv til den; derfor var hun også næsten automatisk kommet til mit bord. Jeg gættede på, at hun næppe havde fået noget at spise i dag. Jeg gættede også på, at hun havde udset sig os til at financiere det næste måltid. Min ukendte gæst var imidlertid en Joker i dette velkendte spil. Og hidtil havde han havde han holdt hende stangen. Gad vide hvor længe dette ville gå godt...? Jeg flyttede diskret min opmærksomhed; fra hendes talen til hans lytten. Og afventede næste træk...

Omsider spandt hun en ende. Men da havde vi også været udsat for hele indholdsfortegnelsen, appendix-listen, oversigten over illustrationer, plus udvalgte bidder af forordet. Om ikke andet så havde hun gjort noget ud af præsentationen, mere end de fleste. Og nu stod hun igen med prislisten. Min gådefulde gæst skoddede sin cigar, inden han tog til orde: "Førsteudgaver er skam ikke at foragte." svarede han "Det er fejludgaver derimod!"

"Men bogen er meget sjælden!" indvendte hun ufortrødent.

"Men hvorfor..? Fordi forlaget i sin tid blev nødt til at trykke et andet, revideret oplag. De forsøgte først at udsende en errata-liste, men selv den var fyldt med fejl. Det skal dog siges til forlagets forsvar, at det til sidst indvilgede i at hjemkalde førsteoplaget og erstatte det vederlagsfrit med den reviderede udgave. Det meste af den første udgave blev destrueret af forlaget ved selvsamme lejlighed. Derfor er denne bog så sjælden."

"Men..." sagde hun i et sidste forsøg. "Kun med 1'ste udgaven medfølger et stort annoteret kort over "DEN USYNLIGE SIDE".

"Den er synlig nok for mig. Desuden kan kortet let erhverves separat. Unge Dame! Deres bøger er helt uden interesse for dette selskab. Vær derfor så elskværdig at forlade os igen. Find en anden at plage..."

Hun rødmede kort, men tog ikke til genmæle. Og jeg indså at på den ene side havde hun faktisk lyst til at gå nu. Men på den anden side . . .
Tavshed. Mens hun vejede for og imod.

"Gode Herrer," bønfaldt hun til sidst "Køb i det mindste et simpelt lille skrift. Det er meget populært, og smukt illustreret med mange billeder, i farver. Prøv selv at se...:"

Og hun holdt et tyndt lille hæfte frem mod os. Men de grelle farver på omslaget og det banale forside billede fratog mig enhver lyst til et nærmere gennemsyn.
Det lignede noget, som kun børn kunne fornøje sig med. Men hun fortsatte ufortøvet:"Det er en original og fantasifuld fabel om hvordan verden ville se ud, hvis mennesket ikke eksisterede. Til gengæld lever dyrene som om de var menneskelige væsener. Det er en berømt fabel, en allegorisk satire, en animalsk lignelse, en allusion og en.. og en......."

Til sidst gik hun helt i stå, men holdt stadig hæftet frem foran vores øjne. Stilheden var efterhånden mere end pinlig. Mine tæer begyndte at krumme sig. Og de fortsatte krumningen helt op i nakken. Men hun gav sig ikke.

'Om lidt' tænkte jeg, 'vil vi uden tvivl komme til at høre om hendes uhelbredelige lidelse, sultne børn, fattige forældre, for ikke at tale om hendes syge søster. Ligegyldigt hvordan de starter, så ender de altid på det niveau. Hvor jeg hader den slags!'

Og især hadede jeg mig selv for altid at overgive mig til sidst; Min medfølelse var for let at vække til live. Når det kom til stykket, ville ingen vel ydmyge sig selv i den grad - medmindre det var deres sidste udvej.

'Oh well...' tænkte jeg og overgav mig: "Jeg ville måske" begyndte jeg forsigtigt "være interesseret i et skrift fra Skt. Bernhards hånd..?"

Jeg vidste på forhånd, at mulighederne var yderst ringe; de fleste af hans værker var allerede fra starten blevet sat på kirkernes index over forbudte skrifter. De havde desuden haft adskillige århundreder til at destruere alle tilgængelige eksemplarer.

Så jeg tilføjede modvilligt: "Eller måske en tidlig fortælling af Lupus..?". De fleste boghandlere plejede nemlig altid at have et eller andet af Lupus. I sine yngre dage havde han skrevet utallige usædvanlige historier. Og publiceret dem gennem de mest obskure kanaler. Så ingen var helt sikre på hvor meget eller hvad han havde forfattet. Men de fleste lupianere var, ligesom jeg selv, ihærdige samlere der tålmodigt blev ved med at lede. Dette vidste boghandlerne også godt, og de kunne næsten altid tilbyde noget. Og hvis de intet havde, fandt de fleste blot et navnløst skrift frem og påstod skamløst, at det var af Lupus, blot skrevet anonymt. Jeg spekulerede på hvilken version jeg ville få at høre denne gang, men det blev ved tanken.

"Jeg køber det simple skrift!" sagde han pludseligt, og lagde en gulddaler på bordet. Jeg studsede, for hæftet kunne højst koste et par skilling. Uden flere ord tog han hæftet ud af hendes hænder, rev det over på midten, rev halvdelene over, og een gang til. Stumperne lod han falde for hendes fødder: "Jeg har den dybeste medlidenhed med de tabte træer, der måtte lade livet for at lægge papir til den slags. Jeg elsker gode bøger - men jeg afskyr æreløst rak!"

Jeg tror at vi begge blev lige overrumplede af hans vrede udbrud; Jeg sad målløs, mens hun blegnede. Men intet sagde hun til svar. I stedet tog hun sin sæk på nakken, og gik - uden overhovedet at forsøge sig ved de andre borde. Jeg vendte mig mod ham, og opdagede at hun havde glemt pengene.

"Bliv blot siddende." sagde han roligt. Han havde bemærket, at jeg havde rejst mig halvt op; parat til at løbe efter hende med pengene. Jeg satte mig ned igen, og afventede om han ville forklare sig. Han smilede: "Jeg fornærmede hende godt nok. Til gengæld ville hun heller ikke røre ved mine penge. Det er også godt nok!". Han lo, mens han tog daleren op og lagde den tilbage i lommen: "Hvis man er helt uden midler, er det i orden at tigge. Men har man ære i livet, kryber man ikke for fremmede. Dét burde stå i enhver katekismus...".

Han lagde cigaren fra sig, og betragtede tankefuldt resten af lokalet. Imens spekulerede jeg på hvad der netop var hændt, og overvejede om det ikke var på tide at forlade stedet. Eller i det mindste finde et andet bord. På den anden side havde han jo hjulpet mig med at slippe af med en påtrængende boghandler, så det ville være uhøfligt bare at stikke af uden videre. Så jeg ventede lidt...

Men han fortsatte: "Dronningen burde egentlig få revideret sin bekendtgørelse ang. offentlig handel med bøger. Hun lader vist sine ministre bestemme alt for meget, for jeg kan dårligt tro at dette helt er hendes egen idé. Hun burde virkelig betænke sig, thi hvad er en regent, der ikke regerer? En dårlig vittighed uden pointe! Og en god undskyldning for populisterne til at agitere for pøbelvælde...".

"Der er dog også bestandige mennesker i den almene befolkning." indvendte jeg, for jeg fandt hans synspunkter lidt for ekstreme.

"Javist er der det." svarede han, "Et par stykker her og der. Men hvordan skulle det uforstandige flertal kunne genkende dem? Dertil kræves jo netop forstand! Som det netop mangler.. Demokratiets evige paradox! Og kilden til de fleste af vores problemer. Betænk for eks. de mange vandrende boghandlere; Måske udgør de ikke rigets mest alvorlige problem, men i hvert fald det mest synlige. Og uden tvivl det mest irriterende..."

Han tog sin cigar op igen, men den havde benyttet pausen til at gå ud. Jeg tændte den for ham, og indskød: "I dag har jeg allerede mødt tre af slagsen, men takket være et usædvanligt held undslap jeg dem alle..."

"De satans Bogprangere!" sukkede han, "De holder aldrig op med at prakke bøger på folk. Og når de en skønne dag stiller træskoene, vil de sikkert blot vende tilbage fra graven - i 2. oplag, totalt urevideret udgave!"

Han brast i en larmende latter, og jeg begyndte så småt at se mig om efter et andet bord. Eller et andet sted. Jeg havde knapt nok nået at rejse mig, da han trak mig i ærmet. Han ville have det sidste ord: "Den store poet Goethe... Han kendte de sataner alt for godt. Ved De hvad han mente om dem?"

"Nej" svarede jeg, på samme tid utålmodig og halvt nysgerrig.

"Han skrev 'Boghandlere ere de rene Djævle! Til dem bør der være et særligt Helvede...' I guder, manden havde evigt ret!"

"Nuvel," svarede jeg "Måske er de i helvede allerede; fordømte til i evigheder at slæbe rundt på ulæselige bøger, som kun analfabeterne vil købe..."

"Ingen dårlig tanke!" svarede han, "Men holder den..?"

"Næppe, jeg er her jo også - uden at være boghandler."

"Mon ikke der sikkert er god plads til alle? Det siges jo, at helvede er et stort og gæstfrit sted. Alle brede veje fører dertil. Men kun en smal sti fører ud. Og udgangen hedder nød. Jeg tror," han hostede kort og tog en ny tynd cigar frem, tændte den og fortsatte, "Jeg tror, det var den vanhellige Sankt Bernhard, der formulerede det sådan. I sit 1'ste værk, side 26."

Jeg satte mig ned igen, pludseligt mere intereseret; Kun de færreste kendte Sankt Bernhard udover selve navnet, og et par populære citater. Men sådan kan det gå med de berømteste personer; Napoleon blev til en kage. Og Sankt Bernhard til en hund...

Intet under at hans værker var så godt som uopdrivelige nu. Selv havde jeg kun et enkelt laset eksemplar, af en ukomplet afskrift. Heller ikke de vandrende boghandlere kunne fremskaffe noget, selv om de altid gerne tog mod en bestilling. Endnu havde jeg i hvert fald ikke været heldig...

"Jeg har skam alle hans værker." tilføjede han og smilede bredt, "Også de apokryfe kommentarer..."

"Ser man det...." svarede jeg forsigtigt. Enten var manden en ubehersket løgnhals, eller også ville han blot gøre sig selv mere interessant. Og dog, måske var han alligevel ikke så forrykt som hans opførsel antydede...

Det foruroligede mig lidt, at jeg ikke kunne gennemskue overfladen. Hvad var han egentlig ude på? Jeg besluttede at lade ham løbe linen ud og afsløre sig selv. Og dét gjorde han, med sin næste sætning: "Jeg har faktisk også hans ufuldendte hovedværk "BESTIA MUNDI". Her får urnaturen stemme, og der afsløres store mysterier; ting der normalt kun kan anes i de dunkleste drømme. Bogen er en indvielse...

Hvilken skam at han ikke nåede at nedfælde sin endelige konklusion, inden han døde under ukendte omstændigheder. Skønt nogle få mener, at han stadigvæk er i live - fjernt fra denne verden."

"Enhver ved, eller burde vide" sagde jeg og afslørede hans bluff, "at det sidste han publicerede var "ARCANA VITAE ET MORTIS"! Hans sidste og vigtigste værk..."
"Hvem taler om publicerede værker nu? Det er hans originalmanuskript jeg er i besiddelse af. En stor sjældenhed, og en udsøgt perle i mit bibliothek. Men, måske burde jeg skænke en afskrift til Rigsbibliotheket..? Kirken har ikke så stor indflydelse i disse tider; måske får bogen lov til at stå. Eller skulle jeg i stedet betænke Dronningen - så Hun kan blive mindet om, at ikke alle tryksager fortjener betegnelsen Bog. Ja, hvad ville De anbefale?"

"Aah-Ha?" var min umiddelbare reaktion. Jeg havde troet at kunne afsløre ham, men nu var jeg selv blevet overrumplet i stedet...

"Det er nu ikke kun Dem, der er forvirret." sagde han og bøjede sig frem over bordet, "Dén der forvirrer mig! Hvor har De dog fået den fra?"

Han pegede på min skjorte. Men jeg behøvede nu ikke følge hans pegefinger for at gætte mig til målet. På en eller anden måde vidste han, hvad jeg havde liggende i den ene brystlomme. Men hvordan kunne han vide det?

"Det var den egentlige grund til at jeg satte mig her." sagde han, og tilføjede sagte: "Det er en stor sjældenhed De har så skødesløst liggende i lommen! Må jeg se den?"

Hvorfor ikke? Når han nu alligevel vidste at jeg havde den. Forsigtigt tog jeg fjeren frem, og lagde den på bordet. Varsomt løftede han fjeren op mellem to pegefingre, og granskede den nærmere: "Ja, tænkte jeg det ikke nok, hmmm... Detaljerne er utroligt fine, og metallet... selv en gammel metallurg som mig oplever ikke den slags ofte: Selvom overfladen er lettere korroderet, så er metallet faktisk uhørt rent - muligvis mere end det er menneskeligt muligt! Har jeg ret?"

"Muligvis" svarede jeg varsomt, "Muligvis har De ret..."

"Fjeren er næppe af profan oprindelse!"

"Sikkert ikke..?"

"Er De sikker på muligheden?" spurgte han indtrængende, "Eller er De blot muligvis sikker..? Forskellen kan synes subtil, men den er slet ikke uvæsentlig. Tror De mon det samme som jeg?"

"Jeg behøver ikke tro..." svarede jeg til sidst, "Når jeg ved."

"Så ved De mere end jeg. Men oplys blot min uvidenhed." bad han.

"Det er en længere historie..."

"Jamen, jeg har tid nok. Faktisk oceaner af tid. Fortæl nu blot!"

"Nuvel, med Deres tilladelse vil jeg kalde det: En hvid historie."

"Jeg har intet at indvende mod en histories farve." svarede han alvorligt, og tog en lille dåse frem af lommen, "I mellemtiden, så tillad mig at stabilisere fjeren. Angelisk argentum har en uheldig tendens til at indgå uønskede forbindelser med sulphoros."

Han åbnede dåsen, og jeg så at den indeholdt et hvidt krystallinsk pulver. Han hældte en lille smule over fjeren. Pulveret syntes at smelte og flyde udover hele overfladen. Jeg var ikke sikker på hvad jeg så, men det virkede som om bittesmå gyldne stjerner dukkede op og svandt igen. Jeg stirrede fascineret på synet: Metallet syntes nu at rødme, men jeg mærkede ingen varme.

"Hvad sker der?" spurgte jeg da jeg ikke længere kunne styre min nysgerrighed.

"Intet!" svarede han, "Det varer en lille times tid, før virkningen trænger igennem. Mens vi venter, synes jeg at De skulle fortælle Deres hvide historie - og røbe mig fjerens oprindelse..?"

Han løftede sin cigar, og lænede sig opmærksomt tilbage. Og mens jeg samlede mine tanker om historien, bemærkede jeg at himlen efterhånden var blevet ekstremt mørk, næsten sort. 'En passende baggrund' tænkte jeg 'for en hvid historie...'

Jeg begyndte at huske tilbage; "Det skete en søndag nat, så vidt jeg erindrer."


Læs næste afsnit