Den gerrige gamling

En ulækker historie af Mads Dam

Der var engang en gerrig og gnaven Gamling, der boede for sig selv langt ude på landet. Det var så langt ude, at hver enkelt høne havde sit eget slægtsnavn. Og grisene fik lov til at bære nummerplader i grisestien, men først når de havde bestået pløreprøven. Ligeledes var 'gylle' ikke et ord i ordbogen, men en konstant bismag ved luften. Jo, han var vitterligt langt ude. Men han passede sig selv, og levede af sin livrente og sin nærighed.

Havregryn - til morgen, middag og aften - var det eneste han gav sig selv lov til at spise, thi det var nu engang det billigste. Han plejede også at købe en hel vognladning af gangen, for nu at få den størst mulige rabat. Sådan et læs korn kunne strække til mange måneder, også selvom bunden af bunken til sidst nåede at blive både harsk og muggen. Men han var forlængst holdt op med at smage på havren. Han spiste nemlig grynene rå, for han var for fedtet til at koge dem. Hvad jeg sparer, har jeg tjent! gnækkede han dagligt til sig selv. Og så talte han sine spareskillinger endnu en gang. Een af gangen for at forlænge nydelsen...

Bagefter besøgte han det lille hus, thi der fandt han sin anden fornøjelse. Og egentlig var han kun rigtigt lykkelig, når han sad og sked. Måske fordi det var det eneste tidspunkt, hvor han gav noget frivilligt fra sig. Han havde dog et enkelt problem. Men da det var lige så pinligt, som det var påtrængende, holdt han det for sig selv:

Hver morgen gik han håbefuldt ud på det lille hus, satte sig ned på tønden, og prøvede ihærdigt at klemme noget ud. Men ak, hans gamle mave var blevet træg med alderen. Og hans gamle slidte tarme gad sjældent røre på sig, før solen stod højt på himlen...

"Kom nu i gang!" vrissede Gamlingen tit, mens han sad og klemte som en gal, "Lad det dog blive til noget...". Og han pressede og pressede, til han blev helt blå i hovedet. Men lige meget hjalp det. 'Jeg kan da ikke sidde her hele dagen.' tænkte han ærgerligt, 'Hvad vil mine naboer ikke tænke..?'

Men naboerne tænkte, ganske som de plejede; at nu var Gamlingen igen ude og skide. Ganske vist kunne de intet se gennem hækken, men de havde dog en næse...

'Sådan noget Lort!' sukkede manden hver dag, mens han ventede utålmodigt på at høre det første plask i tønden. 'Kære Vorherre,' bad han hver nat 'Lad min afføring være mere lind i morgen!' Men Gud havde hver gang travlt med noget andet, og fik aldrig tid til at tage sig af sagen. Englene var også overbebyrdede med papirarbejde, både de menige og ærkebasserne, så de nøjedes med at arkivere hans anmodning i treogtredive angeliske kopier. Alligevel blev han stædigt ved, selvom intet syntes at hjælpe. Og således gik der mange år i trange kår...

En skønne dag, da han var på vej til købmanden, efter en ny portion amerikansk olie, mødte han imidlertid en gammel kælling undervejs. Hun var rynket og kroget af sin uhyre alder, og hendes mugne og lasede klæder havde næppe været på mode i århundreder. Desuden var hun så grueligt grim - med hårede vorter og deller i lag - at hun kun kunne være en Hex.

Det var hun selvfølgelig også, thi en Hex kan man risikere at møde i ethvert godt eventyr. Hexen kendte godt den gamle mands genvordigheder. Thi det kunne enhver med lethed aflæse af hans blege, sammenknebne ansigtstræk. Men det vidste han ikke selv. Han troede såmænd også, at ingen så det, når han ustandseligt kløede sig bagi.

Hexen fik faktisk så ondt af hans ynkelige forfatning, at hun helt glemte at være ondsindet. Og i et sjældent tilfælde af nåde tilbød hun en magisk formular, der kunne hjælpe ham.

"Men hvad koster den?" spurgte manden mistænksomt.

"For dig er den gratis!" svarede Hexen. "Det er faktisk en skidegod formel." tilføjede hun, "Hvis du forstår hvad jeg mener..?" Og så forklarede hun hvordan og hvorledes: Når han sad på tønden, skulle han blot sige 'Tøm dig, Tarm!' Så ville der virkeligt komme skred i sagen. Og når han så var færdig, behøvede han blot sige 'Hold inde, Tarm!'. Så ville der ikke komme mere den dag. "Husk det nu!" sagde Hexen til afsked, og så vandrede hun videre i verden. Lidet anede hun hvad der siden ville ske...

Gamlingen takkede tusinde gange for det gode råd; men mest fordi det var et gratis råd. Og så skyndte han sig hjem for at prøve lykken. Glemt var den olie han skulle have haft. "Tøm dig, Tarm!" sagde han spændt, da han atter sad på sin tønde og pressede. Straks lød der et gevaldigt plask under ham, og en umiskendelig lugt bredte sig i det lille hus. Snart lød der endnu et plask, og flere fulgte efter. Og så flød det fra ham i en jævn strøm. Det går jo fint, tænkte Gamlingen fornøjet, Ligesom i min ungdom, men da laved jeg også en masse lort. Ak ja, de minder! Og han glemte helt tiden...

Pludseligt mærkede han en klam og klæbrig fornemmelse i enden. Det var tønden, der var blevet fyldt til randen. Og nu flød den over. Udover gulvet og udover hans sko, så både sokkerne og fødderne blev gennemblødte af den ugegamle tarmsaft.

"Hold op, Tarm!" sagde han straks. Men det var jo ikke de helt rigtige ord, så de virkede ikke. Tønden flød blot yderligere over, og nu kunne han ikke længere se sine egne fødder for lort. Men han kunne stadig ikke huske de rette ord, og mens han forsøgte sig frem, steg det ham blot til knæene. "Stop nu op!" råbte han nervøst, og måtte flygte udenfor, da lortene uforstyrret fortsatte med at flyde i stride stinkende strømme. Inden længe var hans have også blevet oversvømmet og det bredte sig ind i huset.

"Hold op for Satan!" hylede manden, da han så hvordan hans hjem blev fyldt til randen med lort. Snart fossede det ud af vinduer og døre, og den brune flodbølge vendte sig derpå mod naboens hus, og fyldte også det, og flød så videre ned af vejen for at drukne resten af landsbyen. Det var som om hele verden havde fået diarrhé, og ingen kunne gøre noget. Til sidst ragede kun de højeste huse op over ekskrementhavet, og der stank forfærdeligt alle vegne. Men fluerne glædede sig allerede...

Gamlingen måtte til sidst tage benene på nakken og flygte for livet.

"Sådan noget forpulet lort!" var det sidste man hørte ham råbe, før han forsvandt ud af syne over bakkerne. Han efterlod et brunt spor efter sig, men ingen havde dog lyst til at følge det. Og hvis han endnu ikke har fundet sig et ledigt lokum, så er han sikkert stadig ude og skide...

I de følgende somre blev landsbyens rosenbuske usædvanligt store og røde. Ligesom alskens ukrudt og gevækster bredte sig uhæmmet udover det hele. Alt groede bedre end nogensinde før. Også fluerne dannede store, sorte sværme, der kravlede og summede over alt og alle. Beboerne lærte med tiden at leve med lugten. Og det blev et yndet tidsfordriv for dem at kappes om hvem, der kunne smække flest fluer på én gang...

Men hvis nogen fremover skulle gennem landsbyen,
måtte de selv grave sig sin egen vej igennem møgbunken.
Med en klemme for næsen......