Intro

Den amerikanske science fiction- sværvægter Dan Simmons gæstede årets Bogforum 1999. Hvad fik en dansk sf-forfatter ud af ham, og omvendt...

Dan og Simmons



Simmons udstrålede en professionel imødekommenhed, der gjorde mig veltilpas, straks jeg trådte ind i lokalet. Umiddelbart virkede han lige ud ad landevejen, men jeg sporede hurtigt den antydning af noget ubestemmeligt komplekst ved ham, som usædvanlige begavelser har.

Havde jeg skulle gætte hans profession kunne han lige så godt være arkitekt eller universitetslærer, som forfatter. Jeg fandt ud af, at det altsammen var sandt, mens vi brugte tre-fire minutter på kollegial udvekslen over kaffe vi hurtigt glemte...

DS : Som forfatter nænner jeg næsten ikke at belemre dig med de sædvanlige spørgsmål, men der er een ting jeg tror læserne gerne vil vide. Hvad fik dig til at skrive?

DS : Egentlig det samme som alle andre tossede, unge mennesker, der vil være forfattere. Jeg har ingen idé om, hvor trangen stammer fra, bortset fra læsning, men jeg vidste at jeg ville skrive, og ikke bare for min egen fornøjelse.

Efter adskillige frustrerende år, udkrystalliserede det sig i 1981, hvor jeg måtte acceptere, at de magasiner, der kunne have udgivet mine noveller, var nedlagt. Jeg opgav at skrive, for at bilægge de skuffende år.

Men så tog jeg til en sf-kongres, hvor jeg mødte Harlan Ellison. Han læste en af mine historier, og sagde, at den afgørende forskel på dem der kan skrive, og dem der tror de kan skrive, er om de hører musikken. Og han er en meget skræmmende person, så jeg tog det alvorligt.

DS : Herved antyder du ikke, at stræben efter at få succes som forfatter, spolerer evnen til at skabe litteratur?

DS : Nej. Jeg tror det hjalp mig. Og et af de få råd, jeg har til nystartede forfattere, er ikke at sigte for lavt. Alt for mange nybegyndere siger: Jeg vil gerne skrive ligesom den-eller-den populære forfatter. Det kan man sandsynligvis også, i hvert fald efterligne plot og stil - derfor er vedkommende så populær.

Jeg sammenlignede mig også med forfattere jeg elskede. Jeg haltede bagefter, og gør det stadig. Men i det mindste sigtede jeg så højt, at da jeg endelig forsøgte at blive udgivet, var jeg dygtig nok til at overskride tærsklen.

Den gennemsnitlige, nystartede forfatter forstår ikke den enorme afgrund mellem talentfulde amatører og dem der udgives. Jeg ønsker ikke at være arrogant, men der er afgørende forskel. Det svarer til forskellen mellem en idé om at bygge et hus, ene mand, og at gøre det i praksis.

DS : Ja. Man skal både være murer, snedker, elektriker...

DS : ...Rørlægger og arkitekt. Hvert eneste rum skal designes fra grunden.

Det lyder arrogant, men ser du, ud af USAs 250 millioner indbyggere, ønsker de 230 millioner at skrive en bog. Et almindeligt udsagn fra folk ved selskabelige sammenkomster er: Åh, du er forfatter - jeg vil også skrive en bog en dag ... Så snart jeg får lidt tid tilovers fra mit rigtige arbejde og rigtige liv.

Sandsynligvis har alle en historie, at skrive, men jeg er træt af at høre dem snakke om det, uden at de ved, hvad det vil sige. Det er jeg sikker på, at du som forfatter også er.

DS : Netop. Hvis ikke man arbejder på det hver dag, fører det ikke til noget. Det er nu, der skal skrives. Ellers glem det.

DS : Absolut. Og det er grunden til, at jeg er lidt misundelig på unge mennesker, som har mod til at leve i verden, og aldrig taber målet af syne, når de beslutter sig for at blive forfattere.

Jeg underviste hyperintelligente børn i atten år, og jeg elskede det over alt. Men det åd megen tid. Plussiden var at det gav mig livserfaring nok til at have noget at skrive om. Men jeg havde et hul på ti år, hvor jeg kunne have skrevet hver dag, men ikke gjorde det. Jeg tager ikke folk højtideligt, der ikke anstrenger sig.

Anerkendelsens trange sti

DS : Apropos at tage litteratur højtideligt ...

Louis Pauwels og Jacques Bergier skrev i 1960, at man i den omfangsrige og forbavsende litteratur, der kaldes 'science fiction', aner en ånd, der har lagt ynglinge-alderen bag sig, udfolder sig i et format, der passer til vor planet, går i gang med overvejelser på kosmisk plan og giver menneskehedens skæbne en ny plads i det store univers.

Men et studium af en sådan litteratur, der på mange måder ligner den mundtlige overlevering, vi kender fra oldtidens og middelalderens fortællere, og som vidner om den dybe uro hos en fremadstræbende intelligens, anser sociologer for under deres værdighed. Hvad føler du ved, at det ikke har ændret sig på fyrre år?

DS : Jeg bliver frustreret, fordi sf har så meget at byde på. Hvad sf end er, tjener genren et vigtigt formål for læserne. De konflikter sf beskæftiger sig med, og måden det gøres på, er vigtige for dig, mig og alle, men går over kritikernes forstand.

I USA voksede sf ud af pulp-magasinerne, der var fuld af billig knaldlitteratur, og mange tror, at genren stadig bærer præg af forhistorien. Det er forkert, og ikke blot fordi genren nu har de bedste karakterer, med fokus på dybe, menneskelige spørgsmål.

Ofte behandler sf meget vigtigere spørgsmål, og med dybere indsigt, end anden litteratur. Og sf dyrker ikke den overfladiske, nærmest bevidstløse udstilling af menneskehjertet, som de fleste andre genrer. Den form for 'seriøs' fiktion er blevet så magtfuld, så klaustrofobisk altoverskyggende, i hvert fald i USA, at alt andet fortrænges.

Som en af de meget få new wave-forfattere har du, sammen med Brian Aldiss og James Ballard, større erfaring med stil, sprog og psykologi, selvom denne postmodernistiske tradition stammer fra 70'erne. Jeg tror at det meste litteratur ville få gavn af din form for eksperimenterende realisme. Desværre er dén sf overmåde svær at beherske, og kritikerne begriber det overhovedet ikke.

På den anden side er der det sære forhold, at hovedparten af sf, fantastik og især fantasy, er rigidt og gammeldags i stilen - de har fabelagtige idéer, men kan virke litterært uerfarne.

For mig fungerer det, for jo mere kompleks en historie, jo simplere bør stilen være. Jo enklere historien er, jo mere stil kan man indføje. Men tager stil eller idéer overhånd, er man fortabt - man ender med en vidunderlig magisk realisme, som ingen kan forstå.

De fleste sf-forfattere er gammeldags, simple sovs og kartofler-forfattere, der skriver mærkværdige, komplicerede historier.

DS : Men du har trods alt forståelse for den udbredte afsky for sf?

DS : Mange sf-hadere har aldrig læst sf, men set en masse sci-fi- film, Star Trek, hvori alle render omkring i uniformer og råber "Javel kaptajn", og den slags fascistiske fremtidsskildringer som fjernsyns-sf tenderer at dyrke.

De har ingen idé om, hvad litterær sf har udviklet sig til. Og når man minder dem om romanerne 1984 og Fagre nye verden, kalder de det seriøs mainstream, ikke sf.

DS : Måske skyldes det også, som Brian Aldiss hævder, at sf i høj grad er et amerikansk produkt. Den er jo er berygtet for sin militarisme. Jeg tænker på alle de atomkrige med efterfølgende terrorregimer I har frembragt, mens f.eks. engelske postapokalypser overvejende handler om, hvordan man klarer sig i en økologisk nedbrudt verden.

Det er da også lykkedes mig at udskille et gentaget motiv i dine i øvrigt meget forskellige bøger: Politiske konflikter, der udspiller sig langt fra hjemegnen. Jeg tænker især på Cuba-aktiviteterne i Svindelforetagendet og rumslagene i Hyperions fald. De minder om virkelige CIA-operationer, Falklandskrigen osv.

DS : Du må godt citere mig for, at det kom bag på mig. Jeg har aldrig fået dét spørgsmål før. Men hvad kan jeg sige, andet end at du har fuldstændig ret.

Simmons verden

DS : Jeg vil godt tale lidt mere om, hvad du skriver. Med din nye roman Svindel-foretagendet har du begået en spøjs, biografisk og litterær agent-roman. Forinden skrev du bl.a. mammutværket "Hyperionen", en firebinds sf-saga.

Umiddelbart kan man mene, at du spænder vidt. Men der er ikke mange hverdags-mennesker i dine bøger, og når der er, spiller de en meget lille rolle.

Det synes som om du holder mest af de eksotiske aspekter ved den menneskelige natur. Hemingways 'spioner' er ludere, tiggere, bartendere og udskud. Pilgrimmene i Hyperion-bøgerne er poeter, præster og krigere.

DS : Mit svar på det er: Jeg er skyldig. Min science fiction følger sf-vanen ved ikke at handle om hverdagens folk, men om profeter, generaler, paver og andre verdenshistoriske personligheder. Det er en del af regelsættet i space opera, som mine Hyperion-bøger tilhører.

I andre bøger, f.eks. Svindelforetagendet, min Hemingway-roman, mener jeg det er fair at sige, at Hemingway kastede sit lys, sin spænding, sit engagement og sine spil, på den flok han omgav sig med.

Dybhavsfiskeri, tyrefægtning, storvildtjagt eller spionage - hvilket eventyr han end kastede sig ud i, trak han folk med sig, venners venner, endda helt ordinære mennesker, hvorved de blev specielle.

Det er interessant at se, hvordan hans nærmest myteagtige status smittede af på omgivelserne. Og det er også sådan hans litteratur fungerer. Den får alle til at enes om en mytologisk figur.

DS : Hemingways eget persongalleri er ellers ikke specielt eksotisk.

DS : Åh-nej. De er fra arbejderklassen, men blev ophøjede på en måde, der ellers var uset i litteraturen. Han foretrak at skrive om underhunden og fattigrøven, der blev trynet af kapitalismen.

Hemingways værker hørte til venstrefløjs-skolen og kritiserede kapitalismen, mens han selv var kapitalist. Selv lavede han ikke én dags ærligt arbejde gennem depressionen i trediverne.

Derfor er hans FBI-journaler så omfangsrige. De fik tidligt mistanke, fordi han skrev for masserne. Men selvom han bare skrev om romsmuglende sømænd var de alligevel ekstraordinære. De blev bare holdt nede af overlegne kræfter.

DS : Du har andre eksotiske indslag. I Hyperion-bøgerne beskriver du en form for religiøs stræben, men sært nok initieret af religionens modsætning.

Videnskaben og dens afkom, de kunstige intelligenser, har sat sig for at genfinde eller genskabe gud. Det synes oplagt at associere emnet til tidens afsavn af spirituelt fundament og tag-selv-bordet af mere eller mindre hjemmestrikkede pseudo-videnskabelige og -religiøse påfund.

Men sammenholdt med andre temaer i bøgerne - fx. den tredje magtfaktor i Keates digte - kom jeg til at tænke på alkymisterne. Målet for deres forskning, nemlig en forvandling af alkymisten selv, er måske også målet for nutidens videnskab?

DS : Spørgsmålet om mysticismen, der ligger bag videnskaben, finder jeg meget adækvat og værdifuldt. Mange læsere og anmeldere ser helt bort herfra, ved ikke om der er tale om anti-kristendom, kristendom, teologisk new age, metafysisk. Men forskere holder meget af det. Jeg har mange højtuddannede læsere i Rusland, Brasillien osv. Idéerne er vigtige for dem.

I grunden føler jeg, at videnskaben overtager den dialog som teologi, filosofi og andre humanistiske discipliner har haft gennem så mange århundreder. Ethvert centralt emne for menneskeheden bliver grundigt undersøgt af forskerne nu.

Og min fornemmelse er, at her ved slutningen af det 20. århundrede, er den post-kvantemekaniske videnskab, kompleksitetsteorierne, der anvendes på såvel biologiske populationer, fraktaler, røg- og sky-dannelser, trængt dybt ind i spirituelle aspekter om vort forhold til universet.

Mine forskervenner forfærdes over tanken om mystiske kvaliteter i videnskab, for man kan ikke dyrke rigtig videnskab, hvis man leger med mysticisme. Gør man det, intimideres årsags-virknings-tanken.

De arbejder strengt videnskabeligt, men beskæftiger sig med essentielle spørgsmål om, hvem vi er, mennesket, og hvilke mål menneskeracen bør sætte sig.

Der er noget ved den menneskelige tilværelse, som giver genklang på kosmisk skala. Og ser man på kvantefysikken er svaret ja, noget større er indbygget i universet. Vi forstår det bare ikke endnu.

Min sidste kommentar til emnet er, at de største mystiske aspekter ved videnskaben netop nu, sikkert er, at vi ved begyndelsen af det 21. århundrede essentielt står, hvor vi var i 1899.

Vi var så betagede over at atomets struktur var ved at blive forstået. Alle tilsluttede sig idéen om at omdanne masse til energi i stor skala. Det så ud til der lå et århundrede med vidunderlige opdagelser foran os. Selvfølgelig førte det til atombomben og en masse grimme sager, og det samme vil sikkert ske med genetik. Forskellen er, at

Når en art får kontrol med sin egen udvikling skal den være solidt funderet. Det er ikke en skovtur, at forvandles til noget andet.

På den måde går en mystisk tråd gennem mit Hyperion-værk, men det er ingen fortale for en bestemt mystisk eller religiøs opfattelse.

Usikre sandheder

Det der fik mig ind på emnet var, at videnskabens selvkorrigerende verdensbillede traditionelt har stået i modsætning til religionens normative opfattelser. Er det ikke længere tilfældet?

DS : Jo det er, i den henseende man tænker på videnskab, måden den praktiseres, og villigheden til at indrømme fejl.

Jeg kender forskere, der fik hele deres livsværk udslettet af et enkelt foto fra Hubble-teleskopet, fordi deres teori var forkert.

Én kosmolog var fortaler for det evigt ekspanderende univers. Da det viste sig ikke at holde stik, pga. den usynlige masse, blev han så skuffet, at han ironisk sagde: Det er bare ærgerligt, at Gud ikke indså det, for det er et meget smukkere univers, end det der faktisk eksisterer. Man må bare acceptere, at virkeligheden er fuld af fejl.

DS : Ja. For nyligt har to uafhængige grupper opdaget, at universets ekspansion accelererer. Det bryder med de anerkendte teorier.

DS : Jeg er sikker på, at alle det 20. århundredes store teorier vil blive modbevist. Og det er foruroligende, for mange af dette århundredes teorier var til forandring meget menneskevenlige.

I USA er den utilitaristiske idé om at alle mennesker er født lige, meget stærk, og hersker indenfor politik. Jeg tror, at om femten år, når de menneskelige gener for intellekt, voldelig adfærd osv. er kendt, og vi kan vælge at korrigere dem, vil det udfordre grundlaget for amerikansk politik. Visse kulturer ser anderledes på sagen. Vi amerikanere kan bare ikke acceptere det.

National Science Foundation stemte 63 mod én for ikke at forske i genetisk manipulation af intelligens. Det er videnskabelig fejhed, og anti-amerikansk.

DS : Dette er interessant, for netop nu udføres megen forskning i bevidsthed.

Bevidsthed er et kolosalt mysterium. Alle ved at det findes, og alligevel ved man næsten intet om det. Man mener dog ikke, at bevidstheden eksisterer i fysisk forstand. På den anden side tyder intet på, at det har at gøre med informationsprocesser. Vi oplever ikke farver som abstrakte tal for bølgelængder. De er kvaliteter.

DS : Ja. Helt i overensstemmelse med grækernes idé om at vi interagerer med universet og bidrager til det.

Et af de første filosofiske spørgsmål, børn stiller, er om de ser de samme farver som andre. Det er et stort gennembrud.

Jeg husker at have læst det originale forsknings-materiale, da polaroid-kameraet blev skabt, og man arbejdede med farver. Det blev opdaget, at visse farver slet ikke ligger i det synlige spektrum. Den menneskelige bevidsthed slutter sig til eksistensen af disse nuancer. De blev nødt til at forfalske farverne, for at vi også kunne se dem på filmen.

Og - du har ret - farver er kvalia for bevidstheden. Den opdagelse ødelægger alle billeder på bevidsthed.

Alle vore bevidstheds-metaforer er i grunden baseret på computermodeller i en eller anden udgave - digitale eller analoge. Min bog Den hule mand omhandler netop, at bevidsthed ikke drejer sig om information. Ikke mere end en bog gør.

I et vidunderligt amerikansk essay påpeger poeten og filosoffen William Gass, at disse tider med internet osv. har lullet os ind i vrangforestillingen om at bøger handler om data.

Data er som et narkotikum. Har du taget tilstrækkeligt, føler du dig usårlig, og dit liv begynder at kredse om søgning efter mere data.

Men en bog er ikke information. Et leksikon er, og måske en computer, men bogen, den fysiske bog, er meget større end summen af de data, den indeholder.

HL : Og den har potientiale for dagdrømme, der kan opstå i læsernes bevidsthed.

DS : JA! Præcis sådan føler jeg omkring bevidsthed. Det synes som om bevidsthed har at gøre med en stående bølgefront, ligesom realiteterne på kvante-niveau. Bevidsthed synes indvævet i energibølgefront-universet.

Hvis jeg fortsætter på denne måde, ender jeg med at lyde som en new age-filosof.

Men jeg tror, at vi kan få et glimt af, hvad bevidsthed drejer sig om. I det mindste om nogle år. Og jeg tror, det bliver absolut chokerende.

HL : Intelligens derimod, kan godt handle om information, men det har måske intet at gøre med bevidsthed?

DS : Jeg tror ikke, at man har intelligens uafhængigt af de perceptionelle kvaliteter, du taler om. Jeg er enig med andre i, at den bedste måde at skabe kunstig intelligens, er at udruste den med en krop, og få den til at interagere med omgivelserne. En bevidsthed uden krop ville blive sinke.

Smeltede verdenssyn

På dette tidspunkt dukkede redaktøren op. Tiden var udløbet. Jeg spurgte om vi kunne nå bare ét kort spørgsmål. Bare ét.

Nå, vi kom vist bort fra dit forfatterskab, så jeg vil prøve at klemme det ind i diskussionen ...

Et par temaer, der præger megen ny sf, også herhjemme, er den simulerede hverdag med en skjult dagsorden, der dækker over helt anderledes, barske realiteter. Du beskriver selv bevidstheder, der er så tæt forbundne i cyberspace, at de nærmest smelter sammen til én.

Men de adskiller sig fuldstændigt fra f.eks. Arthur C. Clarkes hiveminds i Childhood's End og dem i Jack Finneys The Body Snatchers. Hvad handler det om?

DS : Jeg synes næsten spørgsmålet besvarer sig selv.

Du brugte ordet hivemind, altså taler du om internet, det globale kommunikationsnetværk, hvor alt bringes sammen og interagerer, uden nogen central ledelse. Det er simpelthen én stor, amorf organisme, holdt sammen af kommunikationsnormer.

Ingen, der nogensinde skrev om hiveminds og evolutionsbetinget eksistens udenfor kroppen, forestillede sig at vi ville nå dertil henimod slutningen af det 20. århundrede, ved ganske enkelt at forny telefonerne og koble dem til computerne - selv ikke mine venner, heriblandt Bruce Sterling, der gav os den geografiske fornemmelse for cyberspace.

Det var et konceptmæssigt gennembrud i den forstand, at de lod os vide, at information var et sted, man kunne besøge. Det er den store sandhed om internet: Det er et andet sted. Det er stadig mørkt og fuldt af bizarre sager. Men derfra til at forstå den forenende magt ved internet...

Jeg tror stadig ikke vi kan overskue internets egenskaber, dets nærmest evolutionære fremadskriden. Mine bøger betragter emnet fra en klassiske space opera-vinkel, med intelligens, der bliver kollektiv. Og vi er begge forfattere ...

Som kunstner, og som amerikaner må jeg ærligt tilstå, at jeg hader tanken om kollektiv bevidsthed.

HL : Tænkte jeg nok - og det, jeg ville ind på, var netop at hiveminds engang var metafor for ideologisk ensretning, kommunistskræk. Men hvor truslen tidligere kom udefra, er den nu indefrakommende. Det ses f.eks. i Wachowski-brødrenes The Matrix, der emmer af skjult dagsorden, selvom vi selv har skabt systemet, og er en del af det.

DS : Det er en usædvanlig skarp iagttagelse. Og igen har du ret. I tidlige Matrix-historier var skurkene aliens, staten eller en anden ekstern, repressiv faktor. Selv hos Philip K. Dick. Jeg mener at Dick var en af de få sf-forfattere, som akademikerne værdsatte, fordi hans historier slørede grænserne mellem virkelighed og privat erfaring.

Murene rådnede bort og hovedpersonen - læseren - erkendte, at alt han havde troet om sin verden var opspind - en consensus-hallucination.

Jeg elsker William Gibsons udtryk fra dengang han lige havde skabt cyberspace-konceptet og nettet virkelig begyndte at gribe om sig.

Han omtalte cyberspace som en consensus-hallucination, og det er præcis, hvad det er, endnu inden flertallet har adgang til virtual reality, og computerne er grove, som at se tv på sort-hvide tretommersskærme i 1937.

Men det skete, som du siger, altid ved at staten eller nogle andre snagede i og manipulerede ens tanker, og altid for at undertrykke.

Nu skaber vi vor egen hallucination, et uhyre spændende aspekt ved internet, hvor almindelige mennesker lærer, hvad skuespillere altid har vidst:

At det er sundt at være en anden for en tid. At være del af en hivemind er vældigt givende, eller farligt. At være en anonym, usynlig person, uden referencer til din verden, men stadig kunne kommunikere med dig, bliver stadig vigtigere for folk. Så du har ret:

Vi har mødt fjenden, og det er os.
Klokker vi i det, får vi problemer, ikke dem. Vi er vor egen, skjulte dagsorden. Den er indfældet i den menneskelige natur.

HL : Så du mener, det har at gøre med internet, og måden vi omgås i cyberspace?

DS : Det er det store, forenende kvantespring, der er hændt den menneskelige identitet, og som ingen rigtig passer ind i.

I århundredets begyndelse talte alle om individuelle nationers opløsning henimod verdensregeringen. Selv efter Anden Verdenskrig taler alle om Europas Forenede Stater.

Nu har vi flere nationer end nogensinde tidligere. De bryder fra hinanden i stammer, og stammerne falder fra hinanden i klaner. Overalt kræver sprog og etniske grupper autonomi. Det modsvarer forudsigelserne om centralisering.

HL Så, når Gibson talte om consensus-hallucination, dækkede det over begrebet kultur?

DS : Jo, men kultur er nedarvet og nødvendigt. Og i forhold til sf... Jeg ved ikke, hvad mener du selv?

HL : Hov, stiller du nu spørgsmål?

DS : Du skriver selv sf, så hvorfor ikke?

HL : Ok ... Jeg tror, at metaforer opstår og forsvinder, eller skifter betydning, med samfundets forandringer. Gradvist - som vi knyttes tættere, på tværs af kulturer - er vi nødt til at sætte os ind i hinandens tanker, og enes om nye, fælles billeder. Overalt kræver sprog og etniske grupper autonomi. Det modsvarer forudsigelserne om centralisering.

Jeg tror, at alle hører musikken, selvom de færreste er bevidst om den. Er man det ikke, vækker den angst, hvilket til dels også forklarer sfs status. At skifte fra et verdensbillede til et andet undergraver vor orienteringsevne og identitet, både privat og nationalt. Angst for at overmandes af det fremmede, uforståelige, misbruges til fordækte formål, udløser forskellige modreaktioner - måske de opsplitninger af folkeslag, du nævnte.

I perioder kan samfundet hælde mod individualisme, som i USA, eller mod fællesskab, som i Kina, mens Europa p.t. er mere blandet. Uanset formen har mennesker til alle tider været paradoksale, på én gang individer og dele af fællesskabet - de er intet uden hinanden.

Det minder uvilkårligt én om Joyce Carol Oates' forunderlige tekst:

I dream of a world where you can go in and out of bodies, changing your soul, everything changing and not fixed forever, becoming men and women, daughters, children again, even old people, feeling how it is to be them and then not hating them ...

Dan Simmons nikkede.


Nogen rømmede sig ved den åbne dør,
og vi så hen mod redaktøren og de
utålmodige journalister. Tidsplanen
var langt overskredet......

Ordveksling udenfor interview

DS : Mange af de ældre sf-forfattere jeg kender, har et kronisk dårligt forhold til maskiner, som fx. Ray Bradbury. De havde ikke tv før månelandingen.

HL : Nægter de også at flyve?

DS : Bradbury nægter kategorisk at flyve. Han har heller aldrig brudt sig om at køre bil, har aldrig haft kørekort og var nødt til at anskaffe sig en chauffør.

HL : Hvad? Sejler han så til Europa?

DS : Well, jeg tog selv QE2 for et par år siden. Hver gang jeg krydser Atlanten ville jeg ønske vi stadig havde Zeppelinere. Jeg ser frem til, og tror på, at vi får dem tilbage.

HL : At hænge deroppe, slukke motoren og åbne vinduerne, så man kan høre havet bruse. Evt. fiske lidt. Det ville være fedt.

DS : M.h.t. Asimov, tror jeg de bedøver ham og sender ham over som bagage.

HL : Vidste du, at Tyskerne havde omkring 4.000 luftskibe under Anden Verdenskrig, som de brugte til troppetransporter til Afrika. Og de skød en fart på 300 kilometer i timen.

DS : Wow ... En af mine passioner er netop forladt teknologi, som vi ikke skulle have forladt. Det er virkelig de mest fantastiske sager, der kom ud af det 20. århundrede - kom og gik, som Zeppelinere, de enorme ubåde osv. Jeg vil bare så gerne opleve dem igen. Jeg elsker gammeldags teknologi.

Dan Simmons på dansk

Sommernattens rædsel. 1993, 540 sider
Kalis sang. 1995, 218 sider
Nattens børn. 1995, 330 sider
Den hule mand. 1996, 214 sider
Slutspil. 1997, 752 sider
Hyperion. 1997, 384 sider
Hyperions fald. 1998, 429 sider
Endymion. 1998, 439 sider
Endymions sejr. 1999, 601 sider
Svindelforetagendet. 1999, 448 sider

Dan og Simmons

www.cicero.dk