Dagbog i år 0

Nedtælling af Mads Dam

Førstedagen

Du ligger vågen i natten med radioen tændt og lyset slukket og drejer planløst og rastløst på radioens stationsvælger og alle stationer sender som de skal men det er genudsendelser altsammen og du ved godt hvorfor åh vinduet er åbent ud til sommeren, ikke en eneste vind rører sig nu...

En gang imellem flakser et lysskær henover væggen gennem vinduet men helt lydløst mens du ligger helt stille selv og skiftevis fryser og sveder i den tørre statiske luft og du ved godt at de er her, endeligt, men du vælger ikke at gå udenfor og konfrontere dem om natten før den yderste dag så til sidst falder du i søvn og drømmer at du altid har boet på Uranus, i virkeligheden...

Næstedagen

Sover længe dagen derpå. Du ved jo, at der ikke længere er nogen grund til at stå tidligt op. Eller gå udenfor. Kun få mennesker flakker på gaden i dagtimerne, men du betragter dem kun på afstand. Ingen kom og banked på din dør. Og du lukked heller ikke op. Du prøver forgæves på at ringe, og som forventet er linien nu stendød. TV viser kun stationens prøvebillede på alle sine kanaler, men skærmuret selv er gået i stå...

Radioen sender imens vekslende underholdningsmusik indtil midnat, hvor strømmen går. Du står tilfældigvis ved vinduet, og ser byen bliver mørklagt. Du har aldrig før set så massivt et mørke. Du lægger dig til at sove, men 4 hjorte synes at stå og gnave i sengens træ.

Trediedagen

Opsøger din arbejdsplads i dag, men får at vide at du er blevet fritstillet. Det, som du har lavet, er ikke mere nødvendigt. Det, I plejer at fremstille, er ikke længere uundværligt. Pudsigt nok - alle andre, du møder, kan efterhånden fortælle en lignende historie.

Du taler med en mængde tilfældige mennesker samme dag. I bruger hele eftermiddagen og spilder det meste af aftenen på at udkaste planer, som I alligevel aldrig vil vove at udføre i praksis. Du bemærker, at folk nu begynder at efterlade biler tilfældigt på gader og åbne pladser. Benzin er ikke længere til salg, hører du nu. Der røg den drøm. Hvad vil der ske med os? Folk er nervøse og nogle få græder. Men alle synes at vente for tiden...

Fjerdedagen

Forlader lejligheden i dag, dog ikke huset selv. Det gør de andre heller ikke. Og blandt beboerne - nogen er nu bevæbnede - går der ubekræftede rygter om et udgangsforbud: At ingen mennesker må forlade deres boplads, så længe administrationen reorganiseres. Du vil vente til i aften, og trodse forbudet! Solen er gået ned. I tusmørket overvejer du nu mulige ruter gennem byen. Men først når natten er kommet, vil du gå ud...

Femtedagen

Vågner udmattet op i din lejlighed, tidligt om morgenen, uden at kunne huske noget om i går. I starten er du knap nok sikker på hvem du selv er. Det tar sin tid, før du genkender dit eget soveværelse. Du ligger nu fuldt påklædt, på gulvet foran sengen, og knuger et kamera i din højre hånd.
Alle billederne er taget.

Men du tvivler dog på, om det længere er muligt at få filmen fremkaldt nogen steder. Nåede du overhovedet udenfor...? Dit hoved dunker og du har en metallisk eftersmag i både næse og mund. Du er både sulten og tørstig nu. Der er en ny uro i luften. Folk i nabolaget taler om slægtninge, der menes forsvundet uden "spor". Men ingen vover længere at efterlyse dem officielt...

Sjettedagen

Uddeling af midlertidige rationer i dag. Men kun til de personer, der stadig er i live. De beklager uheldene meget - men formaner Jer til at udvise fortsat besindighed. Og til at undgå mental uro. Din føde er af en ubestemmelig kvalitet, som du spiser op uden at blive mæt. Men til gengæld mærker du heller ikke mere til sulten. Hjemme igen begynder du at sortere alle dine ejendele. Ikke at nogen har fortalt dig, at du skal. Du aner blot; ikke alt vil være lige gyldigt i fremtiden.

Du tænker på dit daværende liv og den tilværelse, som du har haft. Du genser forgæves alle de gamle billeder, thi du finder kun nostalgisk ragelse og små snuskede souvenirs. Fortonede drømme. Og 1000 lasede laster. Al din fortid i form af flimrende falsknerier. Og ingenting virker længere sandt. Når alt kommer til alt, bliver der intet tilbage. Du falder i søvn, men vågner igen nær midnat. Du prøver at smide det hele ud, men ser at affaldscontainerne allerede er overfyldte...

Syvendedagen

Folkevandring ind til slotspladsen i dag. Du har aldrig set så mange mennesker forsamlet før. I venter længe, men ingen vil gå hjem. Du aner, at lignende scener udspiller sig i andre jordiske byer. Men I har intet hørt. En eller anden embedsmand fra Statsministeriet træder til sidst frem på balkonen og oplæser langsomt en erklæring angående denne verdens nye administratorer:

De siger, at de er kommet med fred. De lover, at de vil dele planeten med os. Men de beklager, at der vil komme en tilpasningsperiode for begge parter. De tilføjer, at undtagelsestilstanden kun vil vare i alt 10 dage og nætter. Og at I trygt kan stole på deres ord. I al evighed...

Ottendedagen

Det siges, at I fremover ikke vil få udleveret mere papir. Papir er ikke nødvendigt, siger de, og I skal endda aflevere de få ark I har. Ærgerligt nok, for der var ellers plads til en uges tid mere. Måske vælger du kun at aflevere de tomme ark? Måske prøver du at memorere det, du allerede har skrevet...?

Niendedagen

De meddeler Jer, at det ikke længere er nødvendigt at tale. Tale hører nu fortiden til, og I må lære at glemme unyttige ord. Fremtiden vil være tavs. Men I vil stadig kunne føle. Og I skal lære kun at tænke på reelle ting, virkelige fænomener. I bliver nok nødt til at akkommodere jeres bevidsthed. Til jeres eget og virkelighedens bedste. I de tider der skal komme, og blive.

Tiendedagen

I skal også aflevere tøjet nu, og alle andre personlige genstande.
Til gengæld vil Jordens klima altid vil være mildt og tempereret.
Naturen vil ødselt dække alle oprindelige behov.
I forlader derfor byerne nu.

I skal blot lade alle kunstige ting ligge tilbage.
Hvad I mangler at vide, vil de lære Jer.
Deres veje kan forekomme jer uransagelige.

Men ingen har længere noget at frygte, eller ønske.
I vil ikke længere kende til afsavn, siger de.

De siger, at vi nu har ventet længe nok...