"Barchan er død"

Horror af Herman Bang

Vi sad foran en villa, efter middag, på terrassen.

Dagen havde været meget hed. Og nu, mod aften, var luften tung - så tung og lummer, at selv vore cigaretters røg blev doven og syntes kun så møjsomt at løses op. De to popler stod i det begyndende halvmørke foran os, på plænen, ubevægelige og lige - som to fakler, der var brændt ud, højt over tujaernes busketter.

Iwan Iwanowitz vendte sit ansigt mod haven. Han støttede, uden at røre sig, hagen mod marmorgelænderet, der var koldt. Når jeg drejede hovedet - for ligesom at komme bort fra tujaduften, der smittede al luften - så jeg, at han var meget bleg.

Vi havde i lang tid ikke talt. På ny vendte jeg hovedet. Og blot for at sige noget, af en ubestemt trang til, i den trykkende luft og i halvmørket, at tale og høre min egen stemme, sagde jeg: - De siger intet, Iwan Iwanowitz.

Iwan Iwanowitz rørte sig ikke. Bestandig med hagen støttet mod marmorkanten sagde han lavt: - Luften er så tung. På aftener som denne formår man ikke at bortjage sine erindringer.

- Og hvilke erindringer? spurgte jeg.

- Den Erindring, svarede Iwan Iwanowitz - i det hvide ansigt så det ud, som var hans øjne næsten opspilede foran halvmørket - og pludselig sagde han med en helt anden stemme, som jeg aldrig havde hørt, en stemme, der brast løs fra hans bryst: - Den erindring, at jeg er en morder.

Jeg havde drejet hele mit legeme, og i den lumre aften var det, som om min ryg frøs: - Er De blevet gal, Iwan Iwanowitz? sagde jeg og forsøgte at lé og holdt inde igen.

- Den erindring, at jeg er en morder, gentog Iwan Iwanowitz.

Jeg følte det et nu, som måtte jeg springe til, holde manden, for alvorligt talt, jeg troede, han var blevet forrykt, vanvittig, på en gang, af heden, af tordenluften, af hvad ved jeg.

Men Iwan Iwanowitz sagde og rørte sig overhovedet ikke:
- Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Dem vil jeg sige det.

- Iwan Iwanowitz, sagde jeg, det er jo noget afsindigt snak. (Og halvt uden at vide det, så jeg hen efter ringeapparatet ved døren - for at se, hvor langt det var borte).

- Hør, om det er afsind, sagde Iwan Iwanowitz: Bliv siddende og hør. Fortællingen er lang.

Og halvsagte, men dog meget tydeligt, besynderligt, skærende tydeligt, således som man fortæller en ting, man tusind gange og uophørligt har gentaget for sig selv - sagde Iwan Iwanowitz og sad hele tiden i samme stilling som skriftende for et usynligt ansigt der, der i luften foran sig:

- Det er fem år siden. Det var i Petersborg. Jeg boede den gang tæt ved den finske banegård. De må vide det. Thi det var grunden til, at Waldheim så ofte kom til mig om morgenen for at drikke the. Han boede på landet fra lørdag til mandag hinsides grænsen, den finske grænse, og så, når han om morgenen kom fra banegården, kom han op hos mig for at drikke the, før han gik i ministeriet. Det var Indenrigsministeriet. Han havde gjort en meget smuk karriere, skønt jeg havde troet, han var et ganske tomt og meget almindeligt menneske. Men han var meget smuk...

Iwan Iwanowitz tav et øjeblik og strakte hænderne frem foran sig på marmorkanten. På det grå marmor så de to hænder ud som de var døde eller som var de modelerede i gips:
- Det var mandag morgen, da han kom. Jeg lå endnu i sengen. Jeg erindrer det altsammen meget tydeligt. Det var solskin, en munter og behagelig morgen. Så kommer Waldheim ind og vi veksler håndtryk, og, mens han sætter sig ved sengen, siger han, som man sådan siger: Nå, er der noget nyt?

- "Noget nyt?" svarer jeg.

Og hele mit liv vil jeg spørge mig selv, hvordan det var muligt, hvorfor og hvordan det skete, hvordan det faldt mig ind - hvordan det fløj mig gennem hovedet, skønt jeg sekundet før aldrig havde tænkt det - hvordan det foer over min mund - de ord: - "Noget nyt? Barchan er død."

"Barchan er død," sagde jeg. Hvorfor? Hvordan kom jeg på det? Barchan, vor fælles ven, var frisk som en fugl og som en fisk. For ti timer siden havde han og jeg spist til aften sammen. Josef Barchan var spillevende, så rask som De og jeg - og jeg sagde alligevel, platch, ud i luften, hen i mandens ansigt:
"Barchan er død."

- Men i samme øjeblik var Waldheim sprunget op og satte sig igen som en mand, der falder: - "Barchan," skreg han: "Hva' si'er De - - -Barchan. Barchan er død."

Og hele hans ansigt var forandret . . . Ser De, jeg havde aldrig troet, at dette tomme, glatte, dette allemandsansigt kunne få det udtryk af forfærdelse eller forvreden smerte, som det da fik . . .

Og forbavset eller nysgerrig overfor dette nye ansigt, dette nye menneske, der på en gang stod foran mig, sagde jeg endnu en gang (dreven frem, ja, netop af nyfigenhed, nu er jeg overbevist derom): - "Ja, Barchan er død." - og tog ikke øjnene fra baronens ansigt.

- Han havde rejst sig igen og, lige ret op og ned, foran sengen, men samlede fødder stod han: - "Men hvordan er han død? hvordan? Barchan, Barchan død. Og jeg spiste sammen med ham for tre dage siden..."

Iwan Iwanowitz førte den venstre hånd hen over sin pande - og denne hånd syntes bestandig, som var den død - men hans øjne vedblev at stirre ud i luften, mens han fortsatte:

- Sig mig, var jeg i de øjeblikke hypnotiseret af det ansigt dér foran min seng? Har jeg talt under en hypnose, for hvilken jeg ikke kunne frigøre mig? Eller var det - ja, det var det måske, en rent artistisk lyst, en uimodståelig trang til at studere smerten, der drev mig?

Eller, har De lagt mærke dertil, at der altid, helt inde i os, ulmer en hemmelig grusomhed, en prikkende og ond grusomhed just mod dem, vi mest holder af, og den slår ud et nu, og vi fører stiletten, vi dog altid bærer i vort ærme, lige ind i deres kød og drejer til og drejer rundt og kan ikke lade være.

Vi må, vi må tilføje den smerte. Var det det? Var det det, som lod mig blive ved at tale? Thi, forstår De, jeg begyndte på en gang at fortælle - men omstændeligt, med alle enkeltheder, udmalende: hvordan Barchan var død...

- Sig mig, var jeg i de øjeblikke hypnotiseret af det ansigt dér foran min seng? Har jeg talt under en hypnose, for hvilken jeg ikke kunne frigøre mig? Eller var det - ja, det var det måske, en rent artistisk lyst, en uimodståelig trang til at studere smerten, der drev mig?

Eller, har De lagt mærke dertil, at der altid, helt inde i os, ulmer en hemmelig grusomhed, en prikkende og ond grusomhed just mod dem, vi mest holder af, og den slår ud et nu, og vi fører stiletten, vi dog altid bærer i vort ærme, lige ind i deres kød og drejer til og drejer rundt og kan ikke lade være.

Vi må, vi må tilføje den smerte. Var det det? Var det det, som lod mig blive ved at tale? Thi, forstår De, jeg begyndte på en gang at fortælle - men omstændeligt, med alle enkeltheder, udmalende: hvordan Barchan var død...

- Hvordan han var faldet om, på gaden Puschkinskaja, midt om natten, da vi fulgtes hjem, i et krampeanfald, så han faldt, næsegrus, plat ned, ned på stenbroen - - - lige udenfor prinsesse Ustupoffs hus, ja, det var netop lige udenfor Prinsessens port...

- Mens Waldheim igen havde sat sig ned og, med hænderne foran sit ansigt, blev ved at sige og sige de samme og kun de samme ord:

- "Barchan - Barchan død ... men jeg spiste jo med ham for tre dage siden"...
- Og jeg blev ved (uden at kunne standse, reven med af min egen løgn, voldtagen af min egen strøm af ord, af mit eget Digt om den levende Barchans død) jeg blev ved at tale:

- Om Barchans ansigt ... det venstre øje, det havde lukket sig i krampen, kun det højre så; i forfærdelse, skelende fulgte det mig, mens jeg forsøgte at løfte ham op og havde ikke formået det --- mens Barchans ene øje, blodsprængt var det blevet, fulgte mig ustandseligt...

- Men pludseligt rejste Waldheim sig op af stolen og hans hænder faldt bort fra hans ansigt, slapt ned, og jeg så (ja, jeg lagde mærke til det), at hans venstre øje var lukket, øjelåget var gledet til ... kun det højre så, mens han sagde:
- "Nej, nej, fortæl ikke mer ... sig ikke mer..."

- Og uden at tale mer vendte han sig og gik - hen over gulvet ... som en svajende mand, en mand, der har drukket, som ikke kan stå på sine ben, gik han over gulvet og ud...

- Og jeg holdt ham ikke tilbage.

- Jeg husker det meget godt: mens jeg blev liggende i min seng, tænkte jeg kun én ting: "Hvor Barchan vil more sig." Og mens jeg klædte mig på og stod foran mit spejl, sagde jeg til mig selv: - "Altså er Waldheim virkelig et menneske. Det havde jeg egentlig ikke troet, skønt det er sandt, jeg holder meget af ham" ---

- Og jeg gik til mit arbejde - Iwan Iwanowitz tav. Et stort insekt fløj os forbi, et stort, loddent insekt, som jeg pludselig jog bort med hånden.

Iwan Iwanowitz havde sænket sit hoved og lagt hænderne overkors. Jeg ved ikke, men, mens han sad således, sammensunken, med det ene håndled lagt over det andet, lignede han en mand, der sad lænket.

- Iwan Iwanowitz, sagde jeg: fortæl mig ikke mere. Det er jo altsammen indbildninger, og man skal ikke opsøge indbildninger men forjage dem...

Iwan Iwanowitz rystede, ganske svagt, på sit hoved og svarede: - Jeg må fortælle.

Og han begyndte at tale på ny, i begyndelsen meget langsomt, ligesom med møjsomme skridt, som den går, der véd, han skal over en skrænt.

Den næste morgen - jeg måtte have sovet længe, thi da det ringede på min dør, voldsomt, gang på gang, endnu en gang, så jeg - hvor man husker alle de ting, som man ikke sér og dog bagefter véd - så jeg (men det blev ved at ringe), at min husholderske allerede havde bragt min the og at det nye hæfte af "Ssewerny Wjetnik" lå på stolen ved siden af min seng. Jeg åbnede det. Wolynsky havde skrevet et essay om "skønhed" - et langt essay. Jeg begyndte at skære det op, med kanten af min theske...

- Men hvem var det, der ringede? Hvem pokker var det?

- Det kom i ryk, bratte, uophørlige ryk --- uophørligt, som telegrafbude ringer om natten. Og pludselig tænkte jeg (havde Barchan, ser De, mon allerede halvvejs overført mig, meddelt mig sit bud og sin tanke, sin tanke gennem de lukkede døre?): sådan, akkurat sådan ringede telegrafbudet den nat eller ud på morgenen, da han bragte mig telegrammet fra Tula, at min moder var død...

- Og jeg løb ud...

- Der stod han altså, Barchan - stod han, lænet til dørkarmen, og, skønt han så mig med sine to øjne, blev han ved at ringe, med sin venstre hånd, som en vanvittig, som en forrykt...

- Og på én gang greben af en uforklarlig rædsel - som om hans rædsel havde smittet mig eller som om jeg allerede vidste det - sagde jeg: - "Men, Barchan, Barchan dog - hvad er der?" - og tænderne klaprede i min mund.

- Men han svarede ikke, men gik kun ind. Ser De, han er meget høj, alt for høj og mager, man synes, når man ser ham, at nogle tomme klæder er blevet kastet over et skelet - sådan sér han ud. Med en lang hals og et tyndt ansigt.

- "Barchan, Barchan - - -"
- Han havde sat sig, lige ved døren, med armene svingende mellem sine knæ, svingende som to penduler - - - og han talte ikke...

- "Barchan - hvad er der?"
- "Barchan - så tal dog - hvad er der?"

- Jeg greb ham i den højre skulder og da jag havde gjort det, vidste jeg allerede, hvad han ville sige ... vidste ... hvad der var sket.

Iwan Iwanowitz vendte med et ryk sit hoved om imod mig, og hans opspilede øjne så mig lige ind i ansigtet (jeg har aldrig set et sådant blik i noget øje):

- Ja, jeg vidste det, at Waldheim var død.

- Og som om Barchan havde gættet, at jeg vidste det, at jeg vidste, hvad han endnu ikke havde sagt, slet ikke fortalt, sagde han, og hans arme blev ved, meningsløst, idiotisk at svinge mellem hans to ben:
- "Ja, er det ikke forfærdeligt ... det er så forfærdeligt."

Iwan Iwanowitz havde på ny drejet sit hoved og med de fremstrakte hænder foran sig sad han atter som før og talte langsomt: - Hvad foregår der i et sådant øjeblik i et menneske, og hvordan kan man vide, hvad man ikke ved?

- Men på én gang blev jeg meget rolig. Jeg har ofte sagt til mig selv, at kun en eneste gang i mit liv har jeg været så rolig. Det var i Kaukasus - kender De Kaukasus? - under et sneskred, der pludselig gjorde mine heste bange... og mit liv hang i senerne i mine hænder -

- Så rolig blev jeg, mens den tanke foer gennem mit hoved: - "Hvor meget véd Barchan? Han véd, at Waldheim er død - - - men ved han mere? hvad ved han?"

- Og jeg sagde til mig selv: - "Du må værge dig mod Barchan. Du må være på din post mod Barchan."

- Men højt sagde jeg (og min stemme lød så koldt, som om jeg talte til en anklaget, ja, virkelig som om jeg anklagede ham): - "Men hvorledes er han død?"

- Barchan svarede: - "Han døde nu. Han er død."

- "Men hvad ved De om hans død Feodor Alexejewitz?" sagde jeg og jeg talte ligesom før.

- "Jeg har jo set det. Jeg så det - og pludselig førte Barchan begge sine hænder op om sit baghoved - Iwan Iwanowitz, det er det forfærdeligste jeg har set...

- På en gang stod Feodor Alexejewitz Barchan op og, stirrende ud i luften sagde han:  "Og hvem kan forklare det? Hvem forklarer det... Iwan Iwanowitz ... det er det forfærdeligste, jeg har set..."

- "Ja, ja (og han begyndte at gå op og ned i værelset), jeg skal fortælle det. Lad mig fortælle det i sammenhæng."

- Han standsede helt henne i krogen... å, jeg kunne male ham, ham og hver af hans bevægelser, som han stod der . . . mens jeg tænkte: "Ja, lad ham nu fortælle, Lad Feodor Alexejewitz fortælle, hvad han ved og du, forråd dig ikke."

- "Ja," sagde jeg højt: "Fortæl i sammenhæng."

- Barchan blev stående i krogen. Han lignede et maleri af Rjepin, mens han stod der og talte:
- "Det var i aftes, da jeg havde spist, Jeg ved ikke, hvorfor det pludselig faldt mig ind, at jeg ville gå op til Marian Michailowitz. Men jeg havde ikke set ham i fire dage . . . ja, det er rigtigt, det er netop fire dage, siden vi spiste sammen hos Bartows. Han var så overstadig og talte hele tiden om, at det snart var på tide at gifte sig . . . Ja, det talte han om, og jeg så godt, at Anne Petrowna var ganske bleg og næsten ikke kunne få sit glas op til læberne."

- På én gang vendte Barchan sit hoved og, som grebet af en ny forfærdelse, sagde han: Iwan Iwanowitz, hvordan - - - hvem skal, hvordan skal vi melde Anna Petrowna det?"

- Jeg svarede: - "Vi må naturligvis sende bud'et til hendes mand. Hvad ved vi om forholdet mellem Anna Petrowna og Marian Michailowitz...?"

- "Nej, nej," svarede Barchan: "men vi véd jo dog - - -"

- Jeg slog min hånd ned mod divanen, hvor jeg sad, som mod en skranke: - "Men, Feodor Alexejevitz, fortæl altså og lad det få en ende."

- "Ja," sagde Barchan og virrede med sit ansigt: "det er sandt, jeg har jo endnu ikke fortalt det."

- Jeg gik altså derop - i aftes.
- Marian Michailowitz var ikke hjemme, og han kom ikke. Jeg satte mig til at læse. Det var "Sswerny Wjetnik". Den lå på bordet. Den var lige kommet og uopskåret. Det var et essay af Wolynsky jeg læste..."

- "Ja," sagde jeg og afbrød ham og løj (og i samme nu sagde jeg til mig selv: "Hvor du er klog - men vær også på din post, for nu gælder det): "Jeg har læst den."

- Men Barchan hørte det ikke. Han stod bestandig der i krogen og talte som til rummet: - "Til sidst blev jeg træt og lagde mig på divanen - på divanen i sovekammeret - - - der står en divan lige ved vinduet . . . man ligger med ansigtet lige mod døren. Lampen, en stor lampe havde jeg stillet på toilettebordet. Jeg må være faldet i søvn."

- Barchan tav. I krogen, hvor han stod, var hans ansigt gråt som en sten . . . ja, netop sådan har Rjepin malet "Ivan den Forfærdelige", mens han stirrer sin halvkvalte søn ind i ansigtet.

- "Og så?" spurgte jeg.

- Feodor Alexejewitz søgte om sit lommetørklæde og aftørrede sine lange og tynde fingre, før han svarede: - "Da jeg vågnede - og jeg troede ikke, jeg var vågen ... Iwan Iwanowitz ... Dante har ikke set noget ansigt som det, jeg så - som Waldheim der stod - lige foran mig, ved fodenden af divanen, hvid, fortrukken - med nedadvrænget mund, tænderne så man, alle hans undertænder, sådan var munden, skævt vrænget ned ad...

- Jeg ville råbe og fik det ikke gjort. Jeg sagde til mig selv: "Du drømmer" og så dog Waldheim - at det var ham - var Waldheim, og fråden løb ud af hans krængede mund...

- Og uden at kunne røre mig, uden at kunne løfte en hånd, sagde jeg til mig selv: - "Marian Michailowitz er blevet gal... Hvis du er vågen, er Marian Michailowitz blevet gal."

- Da han pludselig - og jeg skreg ikke - griber om lampen og løfter den og vil slynge den imod mig og falder..."

- På én gang talte Barchan roligere: - "Han faldt, Iwan Iwanowitz, med lampen i sin hånd - der knustes - forover, næsegrus, næsegrus, med sit ansigt mod gulvet, lige, plat mod gulvet - Ansigtet, ansigtet nedad - sådan (og i en frygtelig trang til at efterligne gjorde Feodor Alexejewitz en bevægelse, som ville han selv lade sig falde) - mens jeg sprang op og ville ringe om hjælp og gjorde det ikke (Nå, nå, sagde jeg til mig selv, tag det roligt, Marian Michailowitz lider altså af ligfald) og jeg ville løfte ham op og kunne det ikke... da han selv drejede sit hoved og jeg så hans ansigt... Iwan Iwanowitz, det venstre øje var lukket og låget faldet til - kun det højre så, stirrede blodunderløbet op imod mig - det ene øje . . .

- Jeg holdt det ikke ud. Jeg måtte have ham løftet op . . .
- Da han pludselig - da han på en gang selv sprang op og ind på mig og kæmpede med mig, liggende ovenpå mig kæmpede han med mig, som en besat, som en vild - kæmpede som han ville kæmpe med et spøgelse . . .

- Han lå ovenpå mig - ovenpå mig... lige ud for dagligstuedøren lå vi... Fingrene havde han op om min hals som ville han kvæle mig eller, nej, nej, ikke mig, men et spøgelse - thi hans ene øje, det frygtelige, blodsprængte øje så et spøgelse...

- Og på en gang sagde jeg til mig selv:
- Det er dig, der forfærder ham. Men hvordan var det muligt, Iwan Iwanowitz, at jeg, jeg kunne forfærde Marian Michailowitz sådan? Jeg, hans bedste ven - vi var barndomsvenner, vi har kendt hinanden seks og tyve år - jo, seks og tyve år - - - til nu."

Barchan var gået hen imod mig.
- "Hvorledes er det muligt? Hvordan har det kunne blive muligt?" sagde han og stirrede mig ind i ansigtet.

- "Kære Feodor Alexejewitz," sagde jeg og tog ikke mine øjne bort (men fra min nakke strømmede sveden kold ned over min skjorte-linning): "det er jo et spil af Deres nerver. Vær dog rolig. Waldheim er død ganske naturligt" (ja, det sagde jeg, de ord "ganske naturligt") han er bukket under for et krampeanfald."

- "Ja, for et krampeanfald, fordi han så mig - ved synet af mig," sagde Barchan og blev ved at se mig ind i ansigtet, til han på en gang begyndte at gå op og ned på ny, feberagtigt:

- "Jeg ved det, det var mig, der forfærdede ham. Da jeg havde slidt mig løs og løftet ham op - hans krop var blevet stiv, helt stiv, så stiv som han allerede var død - og lagt hans legeme hen på sengen, så jeg i det øje, det åbne, forfærdelige, halvbrustne øje, der fulgte mig: At det var mig, der forfærdede ham . . .

- Men, hvorfor, hvorfor, Iwan Iwanowitz, hvorfor?

- Barchan vendte igen sit ansigt imod mig.

- "Talte han?" sagde jeg (og i det samme nu tænkte jeg ved mig selv: Så tydeligt taler et genfærd).

- "Nej," sagde Barchan og standsede midt på gulvet: "hans tunge var lam... Å, Iwan Iwanowitz (og Barschan slog hænderne for sit ansigt) gid han dog havde talt"...

- Jeg kunne have leet, ja, jeg følte en urimelig, en uimodståelig trang til at lé - ad Barchan, ad Waldheim, ja ad den døde selv - - - ved jeg, om det var af befrielse eller fortvivlelse... - "Han lå kun," blev Barchan ved, "med øjet fæstet på mig - - - stum, med det ene øje spigret på mig, stum, mens jeg sad ved hans seng."

- Jeg ville gå og gjorde det ikke. Jeg sagde til mig selv: "Det er dig, der slår ham ihjel, " og jeg gik ikke . . .

Barchan vendte sig igen, og hans stemme lød så træt, som havde han gennemvandret et helt liv:
- "Iwan Iwanowitz, sagde han, hvordan kan man blive en morder mod sin vilje?"
- Og i samme åndedræt lagde han til:
- "Han døde kl. fem."
. . . Der blev tyst.
- Jeg sagde kun til mig selv - intet andet og tænkte ikke andet -: "Barchan ved intet. Ingen ved noget. Ingen vil få noget at vide. Du er frelst."
- Og til Barchan sagde jeg meget roligt:
"De skal drikke en kop the, Barchan."

Og jeg gik ind i mit sovekammer og hentede thebakken og skænkede.

- Mens Feodor Alexejewitz drak, sagde han:
- "Vi må også underrette hans forældre."

- Da må pludselig mit ansigt have fortrukket sig ("hans forældre") - thi Barchan sagde og så på mig: - "Ja, er det ikke forfærdeligt?"

- Jeg svarede: - "Marian Michailowitz er død af et slagtilfælde; det er naturligvis meget sørgeligt."

Barchan gentog kun i samme tone:
- "Vi må underrette hans forældre" - og han gik hen mod skrivebordet:
- "Nej, jeg kan ikke," sagde han og hans arme faldt ned langs hans legeme: "Iwan Iwanowitz, vil De?"

- Og jeg skrev telegrammet - jeg har aldrig skrevet så tydeligt hele mit liv - - -

- Aldrig

- I fem år har jeg drømt om de bogstaver. De er brikker, som jeg skal samle til ord og jeg kan ikke få dem samlede; og de vokser og de styrter over mig, styrter som træer, med udspilede grene, der fanger og flænger mig.

Eller de er dyr i mine drømme, krebs, der vralter frem, kæmpekrebs, der vralter frem over mit tæppe med slæbende haler og griber om min strube med deres slimede tænger, deres væmmelige iskolde tænger . . .

Iwan Iwanowitz holdt inde. Sveddråber randt ned over hans tindinger:
- Den vågne kan værge sig, sagde han: Hvorfor kan ikke viljen beherske også vore drømme?

- - -

Iwan Iwanowitz tav. Han sad længe uden at flytte de fremstrakte hænder
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige ham.

I haven var der ganske tyst. Tujaernes skygger var blevet mørkere og de to popler stod foran os i natten, ubevægelige og lige som to sværd - mens bilernes horn, derude og langt borte, lød som natskræmte dyrs ængstede skrig.

Iwan Iwanowitz talte igen men med en anden stemme:
- "Jeg rejste bort fra Rusland," sagde han og så mod mørket:
- "Her er jeg nu og - vender aldrig hjem."

Jeg rejste mig og tog russeren om hans skulder:
- "Kom, Iwan Iwanowitz."
- "Kom, lad os gå ind og lad os tænde lys."