August

Horror af William F. Harvey

Penistone Road, Clapham, 20 August 20...

Jeg har oplevet, hvad jeg selv anser for den mest bemærkelsesværdige dag i mit liv, og ønsker derfor - mens indtrykkene endnu er friske i min hukommelse - at nedskrive dem så nøgternt som muligt.

Lad mig til en begyndelse oplyse, at mit navn er James Clarence Withencroft. Jeg er fyrre år gammel, er sund og rask og har aldrig fejlet noget af betydning. Af profession er jeg kunstner - ikke videre betydningsfuld måske, men jeg tjener dog tilstrækkeligt som tegner til at klare dagen og vejen. Min sidste nære slægtning, en søster, døde for fem år siden, så jeg er ene og fuldkommen uafhængig.

Jeg spiste morgenmad ved ni-tiden i dag og efter at have kikket lidt i morgenavisen tændte jeg min pibe og begyndte at fantasere, i håb om at finde motiver til dagens tegnerier. Skønt både dør og vinduer stod åbne i mit værelse, var luften alligevel trykkende hed, og den tanke havde netop strejfet mig, at det svaleste og køligste sted i nærheden måtte være svømmehallen, da jeg pludselig fik en idé.

Jeg begyndte at tegne. Så fordybet var jeg i arbejdet, at frokosten blev sprunget over, og jeg holdt først inde, da kirkeuret overfor slog fire. Af en hurtig skitse at være forekom slutresultatet mig bedre end noget, jeg hidtil havde frembragt. Billedet forestillede en forbryder i skranken, umiddelbart efter dommens afsigelse. Manden var fed, ualmindelig fed. Kødet hang i deller under hagen på ham og lå som tykke folder omkring hans brede, grove nakke.

Han var glatbarberet (eller rettere sagt: havde været glatbarberet for et par dage siden) og næsten skaldet. Han stod dér i skranken, med sine korte, tykke fingre knuget om en tremme, og stirrede lige ud i luften. Den følelse, som mandens hele holdning og mine gav udtryk for, tydede mindre på frygt end på fuldkommen psykisk og fysisk sammenbrud. Intet hos manden syntes stærkt nok til at bære vægten af dette uhyre kødbjerg.

Jeg rullede skitsen sammen og stoppede den uden egentlig at vide hvorfor i lommen. Derpå forlod jeg huset, opfyldt af den sjældne lyksalighed, som bevidstheden om et stykke veludført arbejde skænker én.

Jeg tror, at jeg fra første færd havde haft i sinde at smutte hen til Trenton, for jeg husker, hvorledes jeg fra Lytton Street drejede om ad Gilchrist Road ved foden af den bakke, hvor arbejdet med anlæggelsen af den nye sporvognslinie var i fuld gang. Fra dette sted har jeg kun den vageste erindring om min videre færden. Det eneste, jeg fuldt ud sansede, var den frygtelige hede, der steg op fra den støvede asfalt som en næsten massiv bølge. Jeg længtes efter den tordenskylle, som store kobberfarvede skyansamlinger syntes at indvarsle.

Jeg havde vel tilbagebragt fem-seks kilometre, da en lille dreng vakte mig af dvalen ved at spørge, hvor mange klokken var. Den var da tyve minutter i syv. Da han var gået, gjorde jeg et forsøg på at orientere mig en smule. Jeg befandt mig ud for en port, der førte ind til en gård, omkranset af tørstige rabatter med røde stokroser og purpurfarvede geranier. Oven over porten hang et skilt med påskriften:

CHS. ATIKINSON. STENHUGGERI.
SPECIALE: ENGELSK  & ITALIENSK MARMOR

Fra selve gården hørtes en munter fløjten, rungende hammerslag og den kolde lyd af stål, som møder sten. En pludselig indskydelse fik mig til at træde nærmere. En mand sad med ryggen til mig i færd med at tilhugge et stykke marmor af udsøgt kvalitet. Han drejede hovedet ved lyden af mine skridt - og jeg fo'r sammen som ramt af et lyn.

Det var den mand, jeg havde tegnet. Den mand hvis portræt lå i min lomme.

Han sad dér, stor og elefantisk, med sveden perlende på panden, som han tørrede med et stort, rødt silkelommetørklæde. Men skønt ansigtet var det samme, var udtrykket ganske anderledes. Han sendte mig et smil, som var vi gamle venner, og gav mig hånden til hilsen. Jeg gjorde undskyldninger for min påtrængenhed.

"Heden udenfor er ganske ulidelig," sagde jeg "dette er som en oase i ørkenen."

"Oase eller ikke oase," svarede han "hedt er det i hvert fald, helvedes hedt! Vil De ikke sidde ned, Hr?". Han pegede på kanten af den gravsten, han var i færd med at tilhugge, og jeg tog plads.

"Det er en meget smuk sten, De dér har." sagde jeg.

Han rystede på hovedet. "Både ja og nej." svarede han, "Overfladen her er så fin, som man kunne ønske sig, men der er en stor revne på bagsiden, omend De sikkert aldrig vil kunne opdage den.Det er umuligt at få noget virkelig godt ud af sådan en sten. Den ville klare sig udmærket om sommeren for heden generer den ikke det ringeste. Men vent så til vinteren kommer! Der er intet som frosten til at afsløre defekter i sten."

"Jamen, hvad skal den da bruges til?" spurgte jeg.

Manden brast i latter. "De tror mig næppe når jeg fortæller Dem, at den skal udstilles - men det skal den altså. Kunstnere har udstillinger, grønthandlere og slagtere har det samme, og vi har vore. Alle de nyeste småfinesser i gravsten, forstår De!"

Han fortsatte med at snakke om marmor: Hvilke arter der bedst modstod vejr og vind samt hvilke, der var lettest at arbejde i. Dernæst fortalte han om sin have og om en ny nellikeart, han havde købt. Imens lagde han hvert andet øjeblik værktøjet fra sig, tørrede sveden af sin glinsende pande og forbandede heden.

Selv sagde jeg ikke meget, thi jeg følte mig urolig til mode. Der var noget unaturligt, noget ligefrem uhyggeligt ved mødet med denne mand. Jeg prøvede først at overbevise mig selv om, at jeg havde set ham før, og at hans ansigt på en eller anden måde havde foresvævet min underbevidsthed. 
Men inderst inde vidste jeg, at alt dette blot var selvbedrag.

Mr. Atkinson sluttede sin hamren, spyttede på jorden og rejste sig med et lettelsens suk. "Nå! Hvad synes De så?" spurgte han med synlig stolthed.
Inskriptionen, som jeg nu læste for første gang, lød:

Helliget mindet om James Clarence Withencroft
Født 18. Januar 1960 og død ganske pludselig den 20. August 200-
"Midt i Livet går vi mod Døden."

Et øjeblik sad jeg ganske stille. Så løb en gysen koldt ned ad ryggen på mig. Jeg spurgte ham, hvor han havde set det navn.

"Åh, det har jeg ikke set nogen steder." svarede Mr. Atkinson, "Jeg havde brug for et navn, og så tog jeg det første det bedste, der faldt mig ind. Hvorfor spørger De om det?"

"Det er et besynderligt sammentræf, men navnet er tilfældigvis mit."

Han udstødte et langt, forbløffet fløjt. "Og hvordan med datoerne?"

"Jeg kan kun svare for den første, og den er korrekt."

"Det var som fa'en!" sagde han. Men han vidste mindre om det hele end jeg. Jeg fortalte ham om mit arbejde samme dag og halede skitsen frem og viste ham den. Gradvis ændredes hans ansigtsudtryk, indtil ligheden med manden på tegningen var umiskendelig.

"Og det var ikke længere siden end i går," udbrød han "jeg sagde til Maria, at der ikke fandtes spøgelser!"

Ingen af os havde set et spøgelse, men jeg forstod, hvad han mente.

"De har antagelig hørt mit navn et eller andet sted." sagde jeg.

"Og De må have set mig ved en eller anden lejlighed og glemt det igen! Var De i Clacton-On-Sea sidste sommer?"

Jeg havde aldrig nogensinde været i Clacton-on-Sea. Vi tav begge et øjeblik og stirrede på det samme - på gravstenen med de to datoer, hvoraf den ene var korrekt. "Kom med indenfor og få lidt aftensmad." sagde Mr. Atkinson.

Hans kone var en munter lille skabning med landligt røde æblekinder. Hendes mand præsenterede mig som en af sine venner, en kunstner. Dette havde uheldige følger, for efter at have ryddet af bordet fandt hun en Doré-bibel frem, som jeg pligtskyldigt måtte beundre i over en halv time. Jeg gik udenfor og fandt Atkinson siddende på gravstenen og ryge. Vi genoptog samtalen, hvor den var blevet afbrudt.

"De må undskylde, at jeg spørger," sagde jeg "men ved De af at have gjort noget, der skulle bringe Dem i konflikt med loven?"

Han rystede på hovedet. "Jeg er ingen konkurskandidat, forretningen trives udmærket. For tre år siden ved juletid forærede jeg nogle kalkuner bort til opsynsmændene, men andet kan jeg ikke komme på. De var for resten meget små." tilføjede han eftertænksomt.

Han rejste sig, hentede en vandkande fra et rum under verandaen og begyndte at vande blomster. "To gange om dagen i varmt vejr," sagde han "og alligevel får heden ofte bugt med de sarteste. Tænk, om man havde bregner! De klarede det aldrig. Hvor bor De, med forlov?"

Jeg gav ham min adresse. Det ville tage en times rask spadseretur at nå hjem.
"Jo," sagde han "lad os prøve at se nøgternt på sagen. Hvis De spadserer hjem i aften, må De regne med den mulighed at kunne komme ud for et ulykkestilfælde. De kan blive kørt over, og så er der jo altid bananskræller at tage i betragtning, for slet ikke at tale om faldende tagsten."

Han talte om det usandsynlige med en dyb alvor, som ville have forekommet mig latterlig for seks timer siden. Men jeg lo ikke.

"Det bedste vi kan gøre," fortsatte han "er at lade Dem blive her til klokken tolv. Vi går op og ryger en cigar. Der er sikkert køligere indenfor." Til min overraskelse indvilgede jeg heri...

Vi sidder nu i et langt, lavt værelse under taget. Atkinson har sendt sin kone i seng. Selv har han travlt med at hvæsse noget værktøj på en lille slibesten og ryger imens én af mine cigarer...

Luften synes ladet med torden. Jeg skriver dette ved et vakkelvornt bord foran det åbne vindue. Det ene bordben er defekt, og Atkinson, som synes at være lidt af en altmuligmand med sit værktøj, skal udbedre skaden, når æggen på mejslen er slebet skarp nok. Klokken er nu godt elleve. Jeg vil være på hjemvejen om mindre end en time. Men heden er ulidelig. Den kan få et menneske til at gå rent fra forstanden...