Ang. horror

Vi har mødt fjenden...

Horror er ikke blot horror

Der er den egentlige horror, det virkeligt rædselsfulde. Og den populære slags, der snarere handler om noget ulækkert. 'Hyggelig uhygge' betyder ikke være et paradoks, for det er kun den domesticerede version af genren der har det sådan. Her er 4 eksempler på forskellen:

"Alien"

Filmen blev meget populær for et kvart århundrede siden, og som så mange andre blev den siden fortyndet ad absurdum. Men hvad er det folk husker fra filmen? Monsteret selvfølgelig! Men hvilket af dem..?

Det specielle ved "Alien 1" er at der faktisk er flere uhyrligheder på spil. Dels er der det kryb de kommer til at samle op fra et strandet rumskib. Det skulle de selvfølgelig ikke have gjort, for umiddelbart går det som det plejer i standard monsterfilm: først er der 10, så 9, 8... indtil kun een er tilbage. Men hvad ville de dog med monsteret, og hvorfor skulle de have det med tilbage, koste hvad det ville? Den efterhånden temmeligt decimerede besætning finder til sidst den skjulte dagsorden: "Crew expendable".

Ulækkert? Nej, dette er den virkelige rædsel...

I øvrigt, ikke et ondt ord om Gigers fantastiske skabning. Den er utroligt flot. Men ikke utroligt uhyggeligt: vi har faktisk jordiske fisk der opfører sig værre...

"A Monster called Smith"

Klassisk sf-horror af James Gunn. En jordisk ekspedition ankommer til en fjern men meget Jord-lignende planet. Men dyrelivet er bizart, finder de hurtigt ud af: det ligner jordiske får til forveksling. Til gengæld er der kun får, får og atter får.

Kan får være frygtelige? Sikkert, men fortællingens scoop er snarere (også) at fortælle historien set fra monsterets synspunkt. Det er via dette den virkelige horror viser sig. Og titlen giver også mening til sidst. Men ikke som du forventer.

"The Man of the Crowd"

Poe's gamle klassiker er desværre ikke blevet spor forældet på 150 år. Poe har adskillige gange bevist, at han godt kan skrive om blodige scener og gruelige optrin, det rene splatter. Men han mestrede også det modsatte. Og det er hans mest lavmælte fortælling der også er den mest isnende. Her er en historie, der indeholder absolut ingen "action". På overfladen sker der intet. Under overfladen er alt galt. Ce grand malheur, de ne pouvoir étre seul...

Hvis du ikke kender den, så prøv at selv at læse. Vent ikke på Hollywood, for der kommer aldrig en film-version. Handlingsreferatet er også umiddelbart uegnet for film: tilsyneladende vandrer en mand tilfældigt rundt i en storby, i timevis. Til sidst går han hjem. Ikke engang Schwarzenegger kunne redde den rolle...

"Dawn of the Dead"

George Romeros gamle klassiker. Egentlig en trilogi, men nr 2 er mest tydelig. Der er lavet tonsvis af zombie-film. Ikke underligt, for den 'levende døde' er et åbenlyst klamt koncept. Alene synet er ulækkert... Men er det også uhyggeligt? Mig bekendt er Romeros film den eneste der kommer med et interessant bud på zombiens oprindelse.

Who are they? Where do they come from? spørger de i filmen. Men ligesom i Alien ligger uhyrlighederne i lag. Der er to mulige svar:

Det øverste, umiddelbare lag er traditionelt: "When there's no more room in Hell, the Dead will walk the earth..."

Det andet og mere moderne svar: "They are us..."

Man behøver blot se filmen for at se hvilken version Romero selv lægger vægt på. På afstand bliver det ret svært at skelne de to grupper fra hinanden, mennesker og zombier. Ikke længere "dem vs. os". Zombierne er snarere en værre version af os selv...

En pointe der kunne være relevant i disse tider, der gerne forsimpler virkeligheden og helst tænker i kridhvide helte og kulsorte skurke:

We have met the enemy, and they are us.


Mads Dam, juli 2005