Startrek er en scifi tv- og film-serie der inkorporerer mange forskellige slags aliens. Én af de mest kendte og populære hedder Klingon. Sprogligt set befinder Klingon sig efterhånden et sted mellem fiktivt og faktisk, midt mellem det postulerede og det dokumenterede. Ivrige fans af Klingon har efterhånden brugt mange mange timer på at udvikle et komplet klingonsk sprog. Her er et lille udvalg af daglige fraser:
Vi er Klingons! tlhIngan maH!
Hold kæft! bIjatlh 'e' yImev!
Glædelig fødselsdag. qoSlIj DatIvjaj
I dag er en god dag at dø. Heghlu'meH QaQ jajvam
Hvor er toilettet? nuqDaq 'oH puchpa''e'
A-hvad? nuqjatlh?
Hvis man vil have meget mere, så prøv: www.kli.org
Første gang Klingons dukkede op i en Startrek-episode var i 1967. Dengang talte de engelsk, men 12 år senere havde de fået deres eget sprog i den første Startrek-film. Sproget var da langt fra fuldendt, nærmest konstrueret ad hoc. Således kunne et enkelt udbrud "Chrkt!' oversættes til: "Swab the yardarm, keelhaul the mizzenmast, run out the foppish cannon, prepare for boarding, and laggards get salt beef and weevilly tack for a week!". Et superartikuleret grynt...
Til den tredie film hyrede Paramount linguisten Marc Okrand til at udvikle et sammenhængende sprog med et grundlæggende ordforråd. Resultatet blev senere samlet i The Klingon Dictionary, der solgte glimrende og fik adskillige opfølgere.
Mindst to af Shakespeares dramaer er blevet oversat til klingonsk af en australsk linguist, der muligvis blev inspireret af et henkastet citat af Christopher Plummer i startrek-filmen Undiscovered Country. Derimod har bibel-oversættelsen trukket ud...
Der er tusindvis af kunstsprog, men klingonsk er sandsynligvis det eneste, der netop ikke er beregnet for hverken mennesker eller jordiske væsener. Far out, indeed...
Mads Dam, maj 2004
PS: En nyhedsnotits fra 12 maj 2003 fortæller at: Et mentalhospital i staten Oregon har nu op til 55 tolke tilknyttet, for at kunne håndtere alle de patienter der ikke taler engelsk. Det drejer sig om sprog som Vietnamesisk, russisk, Dari og nu klingonsk. Sådan ser virkeligheden ud efter at antallet af patienter der kun vil tale dette fiktive sprog fra Star Trek verdenen er steget.
|